| I en række domstolsafgørelser blev fradrag for renteudgifter nægtet,
selvom betingelserne omtalt under afsnit A.E.1.1.1
til A.E.1.1.2 formelt set var opfyldte.
Derimod kunne indholdet af gældsforpligtelsen ikke ubetinget lægges til
grund efter sin ydre form - som køb af fast ejendom eller lån i pengeinstitut
o.a.- for at fremtvinge ønskede skattemæssige følger. De reelle økonomiske
indhold blev efter en konkret vurdering afvist at være i overensstemmelse med
de skatteretlige krav til fradragsret i låneforhold. I følgende domme
blev de foretagne dispositioner, helt eller delvist, tilsidesat i skattemæssig
henseende:
I UfR 1991.209 (HRD)(TfS 1992, 78) ansås en aftale om køb af fast ejendom
i Spanien ikke i skattemæssig henseende som køb af en andel af en lejlighed
med dertil hørende pligt til at betale og - indtil betalingen skete - at forrente
købesummen. Skatteyderen havde efter Højesterets opfattelse ikke påtaget
sig en gældsforpligtelse, der berettigede ham til at betragte de betalte ydelser
som fradragsberettigede renter. Se modsat i TfS 1998, 9 hvor Landsskatteretten fandt
at skatteyderen havde påtaget sig en reel økonomisk risiko i forbindelse
med et timeshareprojekt, hvorfor der anderkendes fradrag for renteudgifter på
et gældsbrev til udbyder.
I TOLD•SKAT Nyt 1993.84 (ØLD) (TfS 1993, 341), fik et selskab ikke anerkendt
rentefradrag. Selskabets finansiering var uklar, og de bogholderimæssige posteringer
kunne ikke godtgøre, at selskabet havde påtaget sig en reel forpligtelse
til at betale renter.
I TOLD•SKAT Nyt 1992.23.755 (HRD) (TfS 1992, 328), blev rentefradrag nægtet,
hvor det ved optagelse af lån i et pengeinstitut samtidig aftaltes, at låneprovenuet
indestod i pengeinstituttet som sikkerhed for lånet. Skatteyderen fik ikke
fradragsret for en del af renterne, da disse ikke i skattemæssig henseende
kunne anses for at være renter af gæld, idet skatteyderen var afskåret
fra at råde over låneprovenuet.
I TfS 1994, 718 (HRD) blev fradragsret i indkomståret 1986 for forudbetalte
renter ved lånefinansieret obligationskøb nægtet, idet skatteyderens
eneste eller væsentligste formål med låneoptagelsen var at udnytte
ændringer vedrørende skattemæssig behandling af renteudgifter og
renteindtægter. Låneprovenuet blev indsat på en samtidig oprettet
håndpantsat konto i Sparekassen. I tidsrummet fra låneoptagelsen indtil
skatteyderen i 1987 faktisk anvendte indeståendet til køb af obligationer,
savnede arrangementet skattemæssig realitet.
I Told•Skat Nyt 1993.18.806 (VLD) (TfS 1993, 77). En skatteyder blev nægtet
fradrag for renteudgifter da lånearrangementet ikke var udtryk for økonomisk
realitet og kun begrundet af skattemæssige overvejelser. Skatteyderen placerede
låneprovenuerne på aftaleindskudskonti, der for den enes vedkommende var
håndpantsat og for den anden krævede accept før eventuelle dispositioner.
I Told•Skat Nyt 1993.19.841 (ØLD) (TfS 1993, 341), fik et selskab ikke
anerkendt rentefradrag. Selskabets finansering var uklar, og de bogholderimæssige
posteringer kunne ikke godtgøre, at selskabet havde påtaget en reel forpligtelse
til at betale renter.
TfS 1999, 465 hvor Landsskatteretten fastslog, at der i forbindelse med et lånefinancieret
obligationskøb ikke havde været tale om økonomisk og forretningsmæssig
realitet, og at der ikke havde foregået en pengestrøm mellem de involverede
parter, hvorfor der ikke blev godkendt fradrag for renterne. I TfS 2000, 148 H blev
nægtet fradrag for renteudgifter vedr. lån på limited eller non-recourse
vilkår, ►I TfS 1999, 143 LSR fandtes et lånefinancieret investeringsarangement med køb af aktier for at være uden økonomisk realitet, hvorfor der ikke blev godkendt fradrag for renteudgifter. Se også TfS 2000, 907 LSR, hvor Landsskatteretten i en sag vedrørende samme projekt desuden tilsidesatte rentefradrag vedrørende et separat indskudslån. Se endvidereTfS 2000, 1011 H, hvor rentefradraget i et timands anpartsprojekt blev nægtet, da der ikke var realitet i aftaleprojektet.
◄
Fælleskasser Samme problematik har gjort sig gældende vedrørende
de såkaldte indskudslån i fælleskasser. Deltagerne optager lån
i fælleskassen. Låneprovenuet bliver ikke udbetalt, men indsættes
til sikkerhed for lånet på en samtidigt oprettet indskudskonto i fælleskassen.
Låntageren opnår herved ret til rentefrie lån fra den i fælleskassen
etablerede skattefrie lånefond. Sådanne lånearrangementer savner
reelt grundlag. Se især Skat 1987.2.94 (VLD) (TfS 1987, 5), TfS 1994, 587 (HRD),
TfS 1999, 131 (HRD).
Ved dom ligeledes af 8. aug. 1994, når Højesteret dog til et andet resultat
i en sag om fælleskasselån. Se TfS 1994, 598 (HRD) og TfS 1998, 102).
Skatteyderen havde fri rådighed over lånene i fælleskassen og havde
bla. anvendt dem til investeringer i den af ham ejede landbrugsejendom. Højesteret
fandt det derfor betænkeligt at statuere manglende skattemæssig realitet.
I § 1 i lov nr. 374 af 18. maj 1994 om bl.a andelskasser blev der fra indkomståret
1995, ved en tilføjelse til SSL § 1, stk. 1, nr. 2 a, pålagt andelskasser,
herunder fælleskasser, selskabsbeskatning. Der sker nu beskatning af samtlige
renteindtægter. Rentefradraget for deltagernes indskudslån modsvares af
beskatningen af renteindtægten i fælleskassen.
Indekslån Spørgsmålet om fradragsret for ydelserne på
indekslån omtales under afsnit A.D.2. |