Fra praksis i øvrigt kan nævnes:
LSR 1967.10: Hovedaktionærens køb af aktier til underpris fra det af ham 
beherskede aktieselskab anset for maskeret udlodning.
UfR 1969.412H: Bygningshåndværkerselskabs tab ved salg af selskabets ejendom 
til aktionærerne for 8.700.000 kr. blev ikke anerkendt. Ejendomsværdien 
var ansat til 8.870.000 kr. Ejendommens opførelsespris var 9.625.100 kr.
UfR 1975.596H: (Kommenteret i RR 1976.243). Hovedaktionærs indfrielse af sælgerpantebrev 
til selskab til kurs 60 anerkendt. Kursen svarede til pantebrevenes handelsværdi. 
Pantebrevene hidrørte fra hovedaktionærens køb af selskabets ejendom, 
hvilket køb ikke ansås sket til en værdi, der var lavere end ejendommens 
handelsværdi.
LSR 1978.103: Et selskab var stiftet ved overdragelse af stifternes personligt drevne 
virksomhed til bogført værdi, herunder pantebreve til pari værdi. 
Ved selskabets salg i samme år af pantebrevene til tredjemand opstod tab. Forskellen 
mellem pantebrevenes pariværdi og deres skønnede handelsværdi ved 
selskabets stiftelse anset for en udlodning, der ikke kunne fradrages af selskabet.
SR 1984.102: En direktør solgte pantebreve til C A/S til kurs 90. Skatterådet 
kunne ikke godkende højere kurs end 71.
Direktøren var ikke aktionær i C, men i B A/S, et familieaktieselskab 
i det væsentligste ejet af direktøren, hans moder og søster. B ejede 
hele kapitalen i C. LSR fandt efter det oplyste om sammenhængen af aktionærkredsen 
i C A/S, at købesummens fastsættelse var muliggjort af direktørens 
familiemæssige indflydelse i aktionærkredsen, og forskellen blev anset 
som engangsydelse af udlodningsmæssig karakter.
UfR 1978.660H, skd. 46.235: Hovedaktionærs salg af grunde til selskabet til 
for høj pris. Sagen hjemvist til fornyet skøn hos ligningsmyndighederne.
TfS 1994, 318 (ØLD). En direktør, der var hovedaktionær i et aktieselskab, 
der ejede anparterne i 3 anpartsselskaber, havde hjemtaget et udlandslån, der 
blev videreudlånt til de 4 selskaber. Vilkårene herfor gik ud på 
tilbagebetaling af de dobbelte lånebeløb og med en forrentning på 
9%. Halvdelen af de betalte afdrag blev anset for maskeret udbytte, ligesom der 
blev beregnet skattegodtgørelse af en del af rentebeløbene. Det blev lagt 
til grund, at lånene var givet på usædvanlige vilkår, og at 
direktøren havde bestemmende indflydelse på alle 4 selskaber. Landsretten 
fandt endelig at det forhold, at udlodningen fra datterselskaberne havde passeret 
moderselskabet, ikke var til hinder for en beskatning efter LL § 16 A.
LSR 1979.169: Tilbagekøbsretten til en ejendom blev udnyttet af en enke, som 
var hovedaktionær i det selskab, som afstod ejendommen. Den økonomiske 
fordel ved udnyttelsen af tilbagekøbsretten blev anset for indkomstskattepligtig 
for enken, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at tilbagekøbsretten 
var erhvervet på et tidspunkt, hvor enkens mand og hans søster dominerede 
selskabet.
TfS 1994, 131 (VLD) vedrørte et tilfælde, hvor et udenlandsk firma havde 
udbetalt provisioner til 2 danske anpartsselskaber. Anpartsselskaberne og disses 
anpartshavere var anpartshavere i et dansk selskab, der havde eneforhandlingen af 
maskiner, der blev fremstillet af det udenlandske firma. Provisionsindtægterne 
fra det udenlandske firma til selskabet, der havde eneforhandlingen, blev udbetalt 
på grundlag af omsætningen af landbrugsmaskiner. Imidlertid blev provisionsindtægterne 
fordelt forholdsmæssigt mellem aktionærerne i selskabet. Landsretten fandt, 
at provisionerne skulle beskattes i selskabet, der havde eneforhandlingen. Endvidere 
ansås udbetalingen af provisionerne til anpartsselskaberne for maskeret udlodning.
Om et tilfælde, hvor omdannelsen af en personligt drevet virksomhed til et 
anpartsselskab skete efter reglerne i VOL, se Skat 1990.7.537 (LSR) (TfS 1990, 329). 
LSR bemærkede, at en eventuel fravigelse i de i forbindelse med virksomhedsomdannelsen 
anvendte værdier på de overdragne aktiver (bil og inventar) i princippet 
alene påvirkede omsætningsværdien for de erhvervede anparter. Derudover 
bemærkede retten, at der i forbindelse med omdannelsen ikke var ydet skatteyderen 
et stiftertilgodehavende, som ville kunne påvirkes af en eventuel overpris 
på de overdragne aktiver. Der var herefter ikke grundlag for at statuere maskeret 
udlodning.
Om 
et tilfælde, hvor hovedaktionæren ved salg af tegningsretten til konvertible 
obligationer til tredjemand ansås at have modtaget en maskeret udlodning svarende 
til handelsværdien af tegningsretten, se Skat 1988.8.495. (TfS 1988, 441). 
Afgørelsen er stadfæstet, Skat 1989.3.238 (LSR) (TfS 1989, 164).
TfS 
1995, 783 (HD) De 8 anpartshavere i et selskab afhændede i 1985 deres anparter 
i selskabet for 25,5 mio. kr. Salgssummen, der svarede til en gennemsnitlig kurs 
for anparterne på 25.500, blev fordelt således mellem anpartshaverne, 
at de to i sagen omhandlede anpartshavere hver modtog 7.377.886 kr. svarende til 
kurs 30.741, mens de øvrige anpartshavere forholdsmæssige vederlag svarede 
til kurs 20.662. Landsretten lagde til grund, at aftalen om salget af anparterne 
var indgået under ét som salg til en fastsat samlet købesum for samtlige 
aktier, der alle havde lige rettigheder i selskabet. Skævdelingen af vederlaget 
beroede derfor på anpartshavernes indbyrdes aftale. Mervederlaget ud over gennemsnitskursen 
var derfor skattepligtigt efter SL § 4. For Højesteret blev det yderligere 
anført, at skattekravet, der oprindeligt var gjort gældende som særlig 
indkomst, var forældet. Kravet fandtes ikke forældet, og Højesteret 
stadfæstede landsrettens dom.
TfS 1998, 10 LSR: En direktør og hovedanpartshaver i et selskab havde i spirituspåvirket 
tilstand totalskadet den bil, selskabet havde stillet til hans rådighed. Forsikringsselskabet 
udbetalte - på grund af grov uagtsomhed - ikke erstatning, og selskabet, der 
ikke havde krævet erstatning, kunne ikke få fradrag for tabet, der blev 
anset for maskeret udlodning til hovedanpartshaveren. Den maskerede udlodning blev 
opgjort til selskabets skattemæssige tab.
TfS 1998, 12 LSR: En skatteyder solgte alle anparterne i det af ham ejede selskab 
med afregning efter nettoafregningsmetoden. LSR fandt, at dispositionerne var skattepligtig 
udlodning.
TfS 1998, 103 (ØLD): Skatteyderen overdrog med virkning fra 1/5 1989 sine aktier 
i sit selskab, S, nominelt 300.000 kr. til et udenforstående selskab for 608.000 
kr., dog med regulering af købesummen i forhold til det økonomiske resultat 
af selskabets drift pr. 30/4 1992. Endvidere forpligtede skatteyderen sig til at 
foranledige, at et finansieringsselskab, F, lod sit tilgodehavende i S indestå, 
dog at tilbagebetaling skulle ske senest 1/8 1992. Ifølge aftalen blev skatteyderen 
ansat af det købende selskab som teknisk direktør for en periode af mindst 
3 år, og det købende selskab skulle leje bygninger af skatteyderen i en 
uopsigelig periode på 10 år. Ved en tillægsaftale i 1990 ændredes 
vederlaget for aktierne til 1 kr., og F´s tilgodehavende i S blev kvitteret. 
Det kvitterede tilgodehavende udgjorde 735.728 kr. Skattemyndighederne og Landsskatteretten 
fandt, at F´s opgivelse af sit tilgodehavende var skattepligtig for skatteyderen 
som maskeret udlodning. I sin tilkendegivelse bemærkede landsretten, at nedskrivningen 
af købesummen for aktierne til 1 kr. var en konsekvens af en fremrykket anvendelse 
af en reguleringsklausul. Landsretten bemærkede endvidere, at der ikke var 
påvist noget forretningsmæssigt motiv hos F til at opgive fordringen, 
som ikke skete i selskabets interesse, men i kraft af skatteyderens bestemmende 
indflydelse, og det måtte antages, at skatteyderen traf beslutningen herom 
efter en samlet vurdering af, hvad der tjente hans personlige og økonomiske 
interesser bedst. Landsretten tiltrådte herefter, at skatteyderen var anset 
skattepligtig af den kvitterede fordring som udlodning. På grundlag af landsrettens 
tilkendegivelse hævede sagsøgerne sagen. Sagen er kommenteret af Skatteministeriet 
i TfS 1998,106.
TfS 1998, 173 (LSR) ►(appelleret)◄: En hovedaktionær 
havde i 1989 optaget et lån i DEM i sit selskabs tyske datterselskab. I 1993 
blev lånet omlagt til danske kroner, og lånevilkårene ændredes 
væsentligt. Forholdet ansås for indfrielse af det oprindelige lån 
og stiftelse af et nyt lån. På grundlag af hovedaktionærens økonomiske 
forhold sammenholdt med de nye vilkår ansattes fordringens værdi på 
stiftelsestidspunktet til kurs 25, og hovedaktionæren ansås for skattepligtig 
af en kursgevinst, der blev opgjort som forskellen mellem anskaffelsessummen for 
det tyske lån og indfrielsessummen, svarende til den nye fordrings kursværdi.
TfS 1998, 593 (ØLD) ►(appelleret) ◄: De aktiver, 
som 2 skatteydere havde fået til disposition i forbindelse med salg af et selskab, 
4.746.861 kr. eller hver 2.373.430 kr. skulle medregnes som udbytte og beskattes 
som almindelig indkomst efter LL § 16 A. De ejede hver halvdelen af anpartsselskabet 
og stiftede i 1990 et aktieselskab, hvortil anpartsselskabet overdrog driftsaktiviteterne. 
Ved en overdragelsesaftale i 1991 solgte skatteyderne deres anparter til et finansieringselskab 
for kontant 4.746.861 kr. På grundlag af de pengestrømsbevægelser, 
som fandt sted i forbindelse med handelen, fandt skatteankenævnet, at salget 
af anparterne var finansieret med selskabets egne midler i strid med den dagældende 
§ 84, stk. 2, i anpartsselskabsloven, og midlerne var skattepligtige efter 
LL § 16 A. LSR fandt, at skatteyderne ved dispositionerne havde modtaget maskeret 
udlodning og stadfæstede skatteankenævnets ansættelse. Landsretten 
tiltrådte LSR's afgørelse. ►Se endvidere TfS 1999, 185 (VLD) (appelleret) og TfS 1999, 202 (VLD) (appelleret).
◄ 
  Se 
et særligt tilfælde om bevisbyrde i TfS 1998, 642 (ØLD) ►(appelleret). 
I TfS 1999, 630 (VLD) var skatteyderen aktionær i et aktieselskab, som blev 
likvideret i 1989. Selskabet havde anfægtet de af skattemyndighederne for tidligere 
år foretagne skatteansættelser for selskabet, og ved likvidationen overdrog 
selskabet til skatteyderen retten til over for skattemyndighederne at gennemføre 
en skattesag vedrørende disse skatteansættelser. Skatteyderen fik retten 
til provenuet heraf mod at afholde alle udgifter ved sagens førelse. I 1992 
afsagde Landsskatteretten kendelse, og nedsatte selskabets ansættelser for 
de pågældende år, hvilket medførte en udbetaling af overskydende 
skat med rentegodtgørelse på i alt 421.827 kr. Nærværende sag 
drejer sig om beskatningen af dette beløb hos skatteyderen. Skattemyndighederne 
fandt, at beløbet var skattepligtigt, og at advokatudgifterne ved sagen var 
fradragsberettigede. Landsretten bemærkede, at skatteyderen i 1989 fik ejendomsret 
til en fordring, som viste sig at have en værdi på 421.827 kr. Skatteyderen 
opnåede herved en kursgevinst, som var skattefri (dissens).
Se vedrørende selskabets indfrielse af hovedaktionærens kautionsforpligtelser 
TfS 1999, 294 (VLD) og TfS 1999, 320 (VLD) (appelleret).
I TfS 1999, 514 (VLD) havde skattemyndighederne foretaget en skønsmæssig 
forhøjelse af et selskabs indkomst. Landsretten bemærkede, at der ikke 
var foretaget effektive kasseafstemninger, og at selskabets regnskab ikke opfyldte 
kravene i Skatteministeriets bekendtgørelse om mindstekrav til årsregnskaber. 
Retten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne 
udøvede skøn, og fandt endvidere ikke grundlag for at anse forhøjelsen 
af indtægterne for yderligere løn til hovedanpartshaveren, idet den allerede 
hævede løn i selskabet sammenlagt med forhøjelsen af selskabets indkomst 
ikke kunne anses som sædvanligt vederlag for den pågældende stilling 
og arbejdsindsats. 
◄