►Spillemyndigheden kan lægge vægt på ordensmæssige forhold, spillestedets størrelse og placering, når der skal træffes afgørelse om at udstede en tilladelse til udbud af landbaseret bingo.
Se SPILL § 31.
Før en eventuel tilladelse til udbud af landbaseret bingo kan udstedes, gennemfører Spillemyndigheden en vandelsvurdering af ansøger. Heri ligger, at der foretages en undersøgelse af ansøgers forhold og adfærd - altså om ansøger vurderes at opføre sig lovligt og pålideligt i forhold til det, der kræves for udbud af spil på det liberaliserede spilmarked. Spillemyndigheden hører desuden politiet og kommunen om ordensmæssige forhold, spillestedets størrelse og placering. Af ordensmæssige årsager kan politiet og kommunen stille krav til en tilladelse. Det kan fx være, at der skal være etableret et vist antal parkeringspladser ved spilstedet. Disse krav kan blive medtaget i Spillemyndighedens tilladelse.◄