Indhold

Dette afsnit handler om kommunernes indberetningspligt om ►tilbagebetaling af ydelser omfattet af LL § 8 O◄.

Afsnittet indeholder

  • Regel
  • Indberetningen

Se SIL § 33.

►Bemærk

SIL § 33 ændres ved § 4 i nr. 198 af 25. februar 2025. Ændringen træder i kraft 1. januar 2026, jf. lovens § 8, stk. 3. 

Ændringen af indberetningspligten er en følge af den samtidige ændring af LL § 8 O i samme ændringslovs § 3. Ydelser omfattet af LL § 8 O kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori beløbet tilbagebetales. Med ændringen vil det fra 1. januar 2026 være skattepligtige ydelser udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik og §§ 123, 126 og 136 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der er omfattet af LL § 8 O. Derfor vil det også være disse ydelser, der fra 1. januar 2026 skal indberettes om efter SIL § 33. Samtidig konsekvensrettes IKRL § 3, stk. 1, nr. 5. Det fremgår af ændringslovens § 5.◄

Regel

Kommunerne skal hver måned foretage indberetning til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister, om de tilbagebetalinger af kontanthjælp og introduktionsydelse mv., der er modtaget i kalendermåneden efter kapitel 12 i lov om aktiv socialpolitik eller kapitel 7 i integrationsloven for hver enkelt indbetaler.

Se SIL § 33.

Indberetningen

Kommunerne skal hver måned indberette til indkomstregisteret om de tilbagebetalinger af kontanthjælp og introduktionsydelse m.v., der er modtaget i kalendermåneden efter kapitel 12 i lov om aktiv socialpolitik eller kapitel 7 i integrationsloven for hver enkelt indbetaler.

Efter kapitel 12 i lov om aktiv socialpolitik eller kapitel 7 i integrationsloven kan kommunerne under visse omstændigheder træffe afgørelse om, at kontanthjælp og introduktionsydelse m.v., skal tilbagebetales.

Kontanthjælp og introduktionsydelse m.v., der er tilbagebetalingspligtig efter kapitel 12 i lov om aktiv socialpolitik eller kapitel 7 i integrationsloven, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori beløbet tilbagebetales. Se herved LL § 8 O.

Oplysning om de nævnte beløb er derfor nødvendig af hensyn til at kunne fortrykke beløbene på borgernes årsopgørelse, med henblik på at de pågældende får fradrag i det korrekte indkomstår for tilbagebetalt kontanthjælp og introduktionsydelse mv.