Når der ikke overdrages et aktiv (formuegode), fordi lejemålet ikke i sig selv repræsenterer en særskilt værdi, for hvilken der kan ydes betaling, og der heller ikke kan påvises tab for mistet goodwill, vil det aftalte vederlag blive beskattet efter SL § 4 a, som dusør eller nøglepenge.

TfS 1995, 829 ØLD: En række hævninger, som en skatteyder foretog på sin mellemregningskonto med sit anpartsselskab, og som skatteyderen anså som udbetaling af vederlag for goodwill, blev af skattemyndigheden sidestillet med udbetaling af løn og beskattet som personlig indkomst efter SL § 4.

I TfS 1991, 85 ØLD blev det fastslået, at goodwill ikke kan anses for at være et af forretningens drift uafhængigt formuegode. Landsretten udtalte, at der i den konkrete sag ikke var sket nogen overdragelse eller opgivelse af forretningen, og at der derfor heller ikke var ført bevis for, at der i forbindelse med en købekontrakts indgåelse var opgivet goodwill knyttet til forretningen. Der var heller ikke tale om afståelse af nogen ret ifølge en lejekontrakt, der kunne indebære beskatning i medfør af LOSI § 2, nr. 5, - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Som følge heraf blev vederlaget i stedet for ren beliggenhedsgoodwill beskattet efter SL § 4 som en ydelse i lejeforhold.

TfS 1991, 507: Ved indgåelse af lejeaftale om nogle forretningslokaler, hvori der tidligere var drevet købmandsforretning, men hvor lokalerne efter opsigelse havde stået ubenyttet i godt ½ år, havde ejeren modtaget 60.000 kr., betegnet som goodwill. Da ejeren ikke selv drev forretning, og lokalerne havde stået tomme et stykke tid, fandt Landsskatteretten, at beløbet ikke kunne godkendes som goodwill men som indkomstskattepligtig dusør eller nøglepenge efter SL § 4 a.

En revisor havde ved sin udtræden af et revisorinteressentskab modtaget et beløb, der var karakteriseret som betaling for goodwill. Landsretten stadfæstede, at beløbet var betaling for i en periode at stå til rådighed for interessentskabet. Beløbet var således skattepligtigt i henhold til SL § 4, jf. TfS 2000, 79 ØLD. Dommen er stadfæstet af Højesteret, jf. SKM2002.148.HR.