Når en bygning eller installation er udsat for en sådan fysisk forringelse, at den trods normal vedligeholdelse vil have mistet sin værdi senest 25 år efter opførelsen, kan den pågældende bygning eller installation afskrives med en forhøjet afskrivningssats, jf. AL § 17, stk. 2. Afskrivningssatsen forhøjes til en sats lig med summen af 3 pct. og en sats, der svarer til, at bygningen afskrives med lige store årlige beløb over den antagelige levetid.

Eksempel

En bygning med en anslået levetid på 16 år kan efter AL § 17, stk. 2, afskrives med 9,25 pct. (6,25 + 3) årligt, mens en bygning med en anslået levetid på 20 år kan afskrives med 8 pct. (5 + 3) pct. årligt. Bygninger, der efter AL § 14, stk. 3, er accessoriske til en bygning, der afskrives med den forhøjede sats i AL § 17, stk. 2, kan ifølge AL § 17, stk. 3, ligeledes afskrives med  den forhøjede sats.

Antagelige levetider for bygningerTil vejledning anføres nedenstående oversigt over den antagelige fysiske levetid for visse bygninger - omfattet af AL § 14 - regnet fra opførelsen. De anførte levetider kan fraviges, hvor den pågældende bygnings art og benyttelse i det enkelte tilfælde giver anledning dertil.

  • Champignonvæksthuse: 25 år
  • Campinghytter: 15 år
  • Drivhus: 20 år
  • Ensilagesilo af træ: 13 år
  • Ensilagesilo af cement: 20 år
  • Ensilagesilo af stål: 25 år
  • Gyllebeholder: 25 år
  • Lagertank af stål: 25 år
  • Minkhaller af træ, herunder faste bure og redekasser: 20 år
  • Presenningslagerhal, medtaget ved vurderingen: 20 år
  • Stålskorsten: 25 år
  • Hakkehuse, pakke-og kølerum samt redskabsrum: 25 år
  • Udklækningshuse: 15 år
  • Damme, stemmeværk, broer og sporanlæg: 20 år
  • Fisketrapper og ind- og udløbstude (munke): 15 år  
Der henvises endvidere til LSRM 1975.147, 1976.17 og 1977.20, hvor der ikke kunne foretages forhøjede afskrivninger på svinestalde og hestebokse af en nærmere beskrevet lettere bygningstype end traditionelt. Derimod godkendtes der i LSRM 1977.54 forhøjede afskrivninger ud fra en levetid på 20 år for et kyllingehus bestående af en rørgitterkonstruktion beklædt med galvaniserede bølgeplader og uden støbt fundament.  

Antagelige levetider for installationerTil vejledning anføres tilsvarende nedenstående oversigt over den antagelige fysiske levetid for visse installationer regnet fra installationens fuldførelse.

  • Badekabiner: 10 år
  • Bageovn, herunder oliefyringsanlæg i forbindelse hermed: 20 år
  • Baldakiner i letmetal: 20 år
  • Dybfrysningsanlæg: 10 år
  • El- og gaskomfurer: 15 år, jf. SKM2003.529.LSR 
  • El- og gasvandvarmere: 10 år
  • El-standere på campingpladser med jordkabler: 10 år
  • Emhætter: 15 år, jf. SKM2003.529.LSR 
  • Fællesantenneanlæg: 10 år
  • Gasradiatorer: 15 år
  • Halmfyr: 10 år
  • Køleskabe: 12 år, jf. SKM2003.529.LSR 
  • Løbegårde i et dyrehospital: 10 år
  • Oliefyringsaggregater: 10 år
  • Oliekaminer: 20 år
  • »Rullende trapper« (escalator): 15 år
  • Stålpladekedler i centralvarmeanlæg: 15 år
  • Varmegenvindingsanlæg: 10 år
  • Varmtvandsbeholdere: 15 år
  • Vaskerimaskiner: 10 år
Vedrørende centralvarmeanlæg bemærkes, at levealderen for radiatorer og varmerør er 25 år.  

De antagelige levetider kan fraviges, hvor den pågældende bygnings eller installations art og benyttelse i det enkelte tilfælde giver anledning dertil.