Det kan undertiden volde vanskeligheder at afgøre, om en skattepligtig er ophørt med sin virksomhed, eller om der alene foreligger salg af aktiver fra en virksomhed. Det er i den forbindelse af betydning, om der foreligger én eller flere virksomheder. Spørgsmålet må afgøres efter en konkret vurdering.

Hvis virksomhederne udgør én virksomhed, skal salgssummen for de afhændede driftsmidler fragå i saldoværdien, jf. afsnit E.C.2.4.1, men når man frem til, at der er tale om flere selvstændige virksomheder, skal der ved ophør af en af disse virksomheder foretages en opgørelse af fortjeneste eller tab på driftsmidler og skibe, som skal tages i betragtning ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Optages en medinteressent i et interessentskab, anses dette for et delvist salg af virksomheden, idet der sælges en ideel anpart af virksomheden. Se dog TfS 2000.195 LSR og E.I.6. Der skal således opgøres fortjeneste og tab vedrørende den ideelle anpart efter AL § 9.

I det år, hvor en virksomhed omdannes til aktie- eller anpartsselskab, anses virksomheden for ophørt med den virkning, at afskrivning på aktiver omfattet af afskrivningsloven ikke kan foretages det pågældende år af sælger. Ved omdannelse efter virksomhedsomdannelsesloven sker der succession, således at afskrivningen kan fortsætte i selskabet, jf. VOL § 6, jf. dog nedenfor om VOL § 5. 

 Iflg. VOL § 5 anses aktiver knyttet til et fast driftssted eller en fast ejendom beliggende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, for afstået på tidspunktet for omdannelsen af virksomheden. Dette gælder dog ikke, i det omfang virksomheden ville være omfattet af SEL § 32 om CFC-beskatning, hvis det faste driftssted havde været et udenlandsk selskab. Afståelsessummen ansættes til handelsværdien på omdannelsestidspunktet. (VOL § 5 er indsat ved § 13 i lov nr. 426 af 6. juni 2005 om ændring af selskabsskatteloven og andre skattelove (Nedsættelse af selskabsskatten og globalpuljeprincip i sambeskatningen). Bestemmelsen har virkning fra og med det indkomstår, der påbegyndes den 15. december 2004 eller senere).

Om VOL §§ 5 og 6, se også afsnit E.H.2.5

I SKM2002.118.LSR anlagde Landsskatteretten en konkret, individuel vurdering ved bedømmelsen af, hvorvidt et selskab, der drev buskørsel med rutekørsel og turistfart var ophørt med virksomheden. Tidspunktet for afhændelsen af driftsmidler samt de udviste bestræbelser for at kunne fortsætte virksomheden var momenter, som Landsskatteretten inddrog i bedømmelsen. 

Se også SKM2004.66.HR (tidligere SKM2003.157.VLR). Vestre Landsret havde fastslået, at en virksomhed var ophørt selv om skatteyderen påstod, at en kopimaskine og skrivemaskine var beholdt for at afvikle virksomheden. Retten lagde vægt på, at virksomhedens varelager, goodwill, firmanavn, telefonnummer, medarbejderforpligtelser og samtlige øvrige driftsmidler var overdraget. Samtidigt havde skatteyderen lejet virksomhedens lokaler ud til køberen og indgået en konkurrenceklausul. Efter overdragelsen var der en ubetydelig omsætning og salg fra varelageret, men retten fandt det ikke godtgjort, at der efter overdragelsesåret var erhvervsmæssige aktiviteter. Højesteret tiltrådte af de grunde, som var anført af landsretten, at virksomheden var ophørt.

Se endvidere SKM2005.400.HR, hvor Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse i SKM2004.26.ØLR. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens afgørelse om, at en virksomhed skulle anses for ophørt i en situation, hvor de bevillinger, som var en nødvendig betingelse for at udøve erhvervet, var inddraget i en længere periode med den følge, at driftsmidlerne måtte afhændes.

Alle tre afgørelser vedrører den tidligere gældende bestemmelse om virksomhedsophør i AL § 6, stk. 1. Praksis efter denne bestemmelse er stadig retningsgivende.

SKM2002.484.HR. Højesteret fandt, at den i ligningsvejledningen omtalte regel, hvorefter en ophørt virksomhed kan bringe driftsmiddelsaldoen til fradrag i det senere indkomstår, hvori det sidste driftsmiddel er solgt eller destrueret, efter reglens baggrund i den tidligere gældende afskrivningslov og sammenhæng med almindelige principper for indkomstopgørelse og tabsfradrag må forudsætte en forretningsmæssig begrundelse for den succesive afhændelse.

SKM2005.319.ØLR ►(appelleret til HR)◄ (tidligere instans SKM2004.183.LSR). Et selskab solgte i 1999 sin virksomhed med produktion af printplader. Salgssummen blev berigtiget ved, at køberen over en 3-årig periode skulle betale en omsætningsbestemt ydelse. Ved virksomhedssalget havde selskabet en positiv driftsmiddelsaldo på godt 2 mio. kr., som selskabet først fratrak i indkomståret 2001. Selskabet henviste til, at det efter salget havde noget edb-udstyr i behold, som var nødvendigt for bl.a. at kontrollere den omsætningsbestemte ydelse. Landsretten fandt, at selskabets virksomhed ophørte ved salget i 1999. Landsretten fandt endvidere, at praksis efter den tidligere afskrivningslovs § 6, stk. 3, hvorefter der skulle være en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse, var videreført med den nye afskrivningslovs § 9, stk. 2. Da der ikke var nogen forretningsmæssig begrundelse for, at selskabet beholdt edb-udstyret, tiltrådte landsretten, at den positive driftsmiddelsaldo var henført til fradrag i indkomståret 1999. Retten henviste til ovennævnte højesteretsdom SKM2002.484.HR.

SKM2005.305.VLR (appelleret). Et selskab havde overdraget en ideel andel på 1/4 af en fiskekutter, og spørgsmålet var, om salget skulle behandles efter AL § 5, stk. 2, eller efter AL § 9, stk. 1, om salg eller ophør i øvrigt af virksomhed. Landsretten fandt, at salget af den ideelle andel af kutteren måtte anses for salg af en ideel andel af selskabets virksomhed. Beskatning efter AL § 9, stk. 1, var herefter i overensstemmelse med mangeårig administrativ praksis, der ikke kunne anses for at være i strid med AL § 5 og § 9, og som sagens omstændigheder ikke gav grundlag for at fravige.

Se afsnit E.I.3.1.

Se endvidere SKM2002.681.VLR, hvor en bank, der var eneaktionær i et leasingselskab, i regnskabsåret 1992 (skatteåret 1993/1994) solgte samtlige aktier til et selskab, der drev et lavprisvarehus, hvorefter dette selskab og leasingselskabet blev sambeskattet. Købesummen for aktierne blev aftalt til selskabets egenkapital (skønnet til 30 mio. kr.) med et tillæg på 49 mio. kr., der blev beregnet på grundlag af en forventet skattemæssig værdi af leasingaktiverne. Da der i nogle år ikke var blevet foretaget skattemæssige afskrivninger på leasingselskabets driftsmiddelsaldo, udviste saldoen et betydeligt positivt beløb på tidspunktet for overdragelsen. Leasingselskabet havde ved overdragelsen intet personale, og der blev ikke indgået flere kontrakter.

Skatteministeriet gjorde gældende, at realiteten i arrangementet var, at samtlige driftsmidler i leasingselskabet reelt måtte anses for overdraget til et datterselskab til banken forud for aktieoverdragelsen. Driftsmiddelsaldoen måtte derfor skattemæssigt behandles således, at det blev lagt til grund, at driftsmidlerne reelt var blevet afhændet i skatteåret 1993/1994, hvorfor det herved konstaterede tab, skulle fradrages i afhændelsesåret, jf. § 6 i den tidligere afskrivningslov. Da sambeskatningen af leasingselskabet og det købende selskab først blev etableret med virkning fra skatteåret 1994/1995, kunne det underskud, der opstod i forbindelse med afhændelsen af driftsmidlerne, efter Skatteministeriets opfattelse derfor ikke udnyttes i sambeskatningen med det købende selskab.

Landsretten fandt, at beskatningen som udgangspunkt skulle foretages således, at arrangementets realitet blev anerkendt. Retten lagde herved vægt på, at parternes udgangspunkt under forhandlingsforløbet havde været, at leasingselskabet fortsat var ejer af leasingaktiverne, således at fradraget for den uafskrevne saldo kunne udnyttes i skatteårene efter aktieoverdragelsen, ligesom retten lagde vægt på, at der ikke ved de indgåede aftaler var sket nogen formel overdragelse af ejendomsretten til leasingaktiverne. Efter landsrettens opfattelse kunne en fortolkning af de indgåede aftaler m.v. ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at det købende selskab og banken havde haft en fælles skattemæssig interesse ved indgåelsen af aftalen om aktieoverdragelsen, at driftsrisikoen ved leasingaktiviteten reelt lå i bank-koncernen, samt at et selskab i bankkoncernen over for leasingtagerne fremstod som ejer af leasingaktiverne, kunne således ikke begrunde, at leasingaktiverne i skattemæssig henseende blev anset for afhændet i skatteåret 1993/1994. Ved den afsagte dom blev Skatteministeriet således dømt til at anerkende arrangementets realitet.