Indhold

Afsnittet handler om reglen i OPKL § 11, stk. 2, om krav om sikkerhedsstillelse, når en virksomhed anmelder sig til registrering.

Afsnittet indeholder:

  • Regel

Regel

For at iværksætte forkortet afregning eller stille krav om sikkerhed i forbindelse med, at virksomheden anmelder sig til registrering, skal både de objektive og den subjektive betingelse være opfyldt. Se OPKL § 11, stk. 2 og 3.

Ved lov nr. 288 af 7. marts 2022 er der sket en ændring og skærpelse af OPKL § 11, stk. 2. Bestemmelsen har med virkning fra 1. juli 2022 følgende indhold:

§ 11, stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter denne lov, at stille sikkerhed i følgende tilfælde:

1) Hvis en fysisk eller juridisk person, som er ejer af eller deltager i ledelsen af virksomheden, er eller inden for de seneste 5 år har været ejer af eller deltaget i ledelsen af en anden virksomhed, der med hensyn til skatter og afgifter m.v., der opkræves efter denne lov, eller personskatter og bidrag, herunder restskat, der hidrører fra driften af den anden virksomhed, efter at personen fik den nævnte tilknytning til virksomheden, har påført staten et samlet tab på mere end 50.000 kr. som følge af konkurs eller anden insolvens eller opbygget en usikret og ubetalt restance på mere end 50.000 kr. til told- og skatteforvaltningen.

2) Hvis virksomheden inden for de seneste 5 år har fået registreringen for det samme registreringsforhold inddraget efter § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter § 11, stk. 9, eller § 19 a, stk. 1.

3) Hvis en fysisk eller juridisk person, som er ejer af eller deltager i ledelsen af virksomheden, er eller har været ejer af eller deltaget i ledelsen af en anden virksomhed, der inden for de seneste 5 år, og efter at personen fik den nævnte tilknytning til virksomheden, har fået sin registrering for samme type registreringsforhold inddraget efter § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter § 11, stk. 9, eller § 19 a, stk. 1.

Der er sket to skærpelser i forhold til de tidligere regler om sikkerhedsstillelse i OPKL § 11, stk. 2:

  • For det første kan Skatteforvaltningen pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven, at stille sikkerhed, hvis en fysisk eller juridisk person, som er ejer af eller deltager i ledelsen af virksomheden, er eller inden for de seneste 5 år har været ejer af eller deltaget i ledelsen af en anden virksomhed, der med hensyn til skatter og afgifter m.v., der opkræves efter opkrævningsloven, eller personskatter og bidrag, herunder restskat, der hidrører fra driften af den anden virksomhed, efter at personen fik den nævnte tilknytning til virksomheden, har påført staten et samlet tab på mere end 50.000 kr. som følge af konkurs eller anden insolvens eller opbygget en usikret og ubetalt restance på mere end 50.000 kr. til Skatteforvaltningen.  Afgrænsningen af, hvem der kan anses for at have "deltaget i ledelsen af en virksomhed", vil være den samme som efter konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., om konkurskarantæne. Se nærmere nedenfor.
  • For det andet kan Skatteforvaltningen pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven, at stille sikkerhed, hvis virksomheden inden for de seneste 5 år har fået registreringen for det samme registreringsforhold inddraget efter OPKL § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter OPKL § 11, stk. 9, eller OPKL § 19 a, stk. 1.