Dette afsnit handler om kravene til oplysninger om koncernens regnskabsmæssige/finansielle og skattemæssige position i fællesdokumentationen. Se TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 4, stk. 5.
Afsnittet indeholder:
- Koncernens konsoliderede regnskab.
- En liste og kort beskrivelse af koncernens eksisterende unilaterale APA'er og skatteaftaler.
Koncernens konsoliderede regnskab
Koncernens konsoliderede regnskab for året skal vedlægges fællesdokumentationen, hvis et sådant regnskab er lavet til brug for regnskabsaflæggelse, intern styring, skatteopgørelse eller udarbejdet i anden sammenhæng.
Er der lavet et koncernregnskab til brug for offentlig regnskabsaflæggelse, så er det det regnskab, der skal vedlægges fællesdokumentationen.
Foreligger der ikke et eksternt koncernregnskab, så kommer det an på en konkret vurdering, hvilken af de øvrige regnskabstyper, der skal vedlægges fællesdokumentationen. Udgangspunktet for denne vurdering må være, at det er det mest retvisende af de øvrige regnskabstyper, som vedlægges.
Definitionen af, hvad der i mangel af et offentliggjort koncernregnskab kan anses for at udgøre et koncernregnskab, er bred.
En liste og kort beskrivelse af koncernens unilaterale APA'er og skatteaftaler
Fællesdokumentationen skal endeligt indeholde en liste og kort beskrivelse af alle koncernens eksisterende unilaterale APA'er (Advance Pricing Agreement), skatteaftaler og -afgørelser med fremadrettet virkning vedrørende fordelingen af indkomst og beskatningsret.
Beskrivelsen skal indeholde oplysninger om:
- de omfattede selskaber
- skattemyndigheden hvormed aftalen er indgået
- den eller de omfattede transaktionstyper
- transfer pricing-metode
- aftalens tidsmæssige udstrækning
Koncernens bilaterale og multilaterale aftaler skal ikke medtages på listen eller i beskrivelsen under fællesdokumentationen. Men findes der sådanne aftaler, som er relevante i forhold til den lokale enhed, så skal en kopi heraf vedlægges den landespecifikke dokumentation, jf. afsnit C.D.11.13.1.2.2.3.10.