Dato for udgivelse | 10 Aug 2004 12:23 |
SKM-nummer | SKM2004.340.TSS |
Myndighed | Told- og Skattestyrelsen |
Sagsnummer | 99/02-4314-02742 |
Dokument type | Afgørelse |
Overordnede emner | Skat |
Overemner-emner | Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning |
Emneord | Fusion, sambeskatning, succession, aktionærer, udenlandsk |
Resumé | Det danske selskab A ejede 100 pct. af aktiekapitalen i det udenlandske selskab B, mens B ejede 100 pct. af aktiekapitalen i de udenlandske selskaber C, D og E. Selskaberne B, C og D indgik i en dansk sambeskatning med det danske selskab A som moderselskab. Told- og Skattestyrelsen udtalte, at selskaberne B, C og D kunne fusionere efter bestemmelserne i fusionsskattelovens kapitel 1, da de var omfattet af dansk sambeskatning, mens E, der ikke var omfattet af dansk sambeskatning, kunne fusionere efter bestemmelsen i fusionsskattelovens § 15, stk. 2. |
Reference(r) | Fusionsskatteloven Selskabsskatteloven |
Henvisning | Ligningsvejledningen 2004-3 S.D.1.12.2 |
Henvisning | Ligningsvejledningen 2004-3 S.D.4 |
Det danske selskab A ejede 100 pct. af aktiekapitalen i det udenlandske selskab B, mens B ejede 100 pct. af aktiekapitalen i de udenlandske selskaber C, D og E. Selskaberne B, C, D og E var beliggende i det samme udland.
Selskaberne B, C og D indgik i en dansk sambeskatning med det danske selskab A som moderselskab.
Der blev anmodet om tilladelse til succession på aktionærsiden efter fusionsskattelovens § 15 ved en udenlandsk fusion af selskaberne B, C, D og E med B som det fortsættende selskab (lodret fusion). Alle selskaberne var beliggende i det samme udland.
Det var oplyst, at fusionen blev gennemført efter de udenlandske regler om skattefri fusion, og det var endvidere oplyst, de udenlandske regler om skattefri fusion kunne sidestilles med de danske regler om skattefri fusion.
Told- og Skattestyrelsen udtalte, at selskaberne B, C og D kunne fusionere efter bestemmelserne i fusionsskattelovens kapitel 1, da de var omfattet af dansk sambeskatning, mens E, der ikke var omfattet af dansk sambeskatning, kunne fusionere efter bestemmelsen i fusionsskattelovens § 15, stk. 2.
I relation til den danske indkomstopgørelse havde selskaberne B, C og D, således adgang til beskatning efter reglerne i fusionsskattelovens kapitel 1, såfremt betingelserne i kapitel 1 var opfyldt, herunder at der var indhentet tilladelse i de tilfælde, hvor dette var påkrævet.