A ApS klager for indkomstårene 1998-2000 bl.a. over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt fradrag for arbejdsbeklædning.

Selskabet driver virksomhed som begravelsesforretning. Den samlede anpartskapital på 200.000 kr. ejes af følgende personer:

• 50.000 kr. ejes af B.
• 100.000 kr. ejes af C. Datter af B.
• 50.000 kr. ejes af D. Datter af B.

Selskabet har for indkomstårene 1998, 1999 og 2000 fratrukket henholdsvis 14.515 kr., 20.776 kr. samt 13.062 kr. vedrørende udgifter til arbejdstøj. Indkøbene har vedrørt 5 personer. De 5 personer er dels aktionærer i selskabet, og dels i nær familie med aktionærerne.

Den stedlige skattemyndighed har ikke anset udgifterne til arbejdstøj for fradragsberettigede. Skattemyndigheden har derimod anset udgifterne (inkl. moms) som yderligere løn til modtagerne af arbejdstøjet.

Myndigheden har som begrundelse anført, at det følger af ligningsvejledningen 2000, afsnit A.F.1.19, at arbejdstøj som hovedregel er en privatudgift. Endvidere har skattemyndigheden anført, at der ingen særregler findes for bedemænd. Efter en gennemgang af kontoen for arbejdstøj har skattemyndigheden anført, at de fleste af udgifterne til arbejdstøj i virkeligheden er privat beklædning til modtagerne og derfor må betegnes som sparet hjemmeforbrug, som er skattepligtige for modtagerne.

Selskabets revisor har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for de af selskabet afholdte udgifter til arbejdstøj. Subsidiært en lavere beskatning hos modtagerne svarende til et normalt årligt arbejdstids beklædningsforbrug.

Revisoren har anført, at arbejdet som bedemand er en undtagelse til hovedreglen om, at arbejdstøj anses som en privatudgift. Revisoren har anført, at en bedemænds beklædning ikke er egnet til privat benyttelse. Selskabet har den politik, at personalet skal være i sørgebeklædning, idet man arbejder med mennesker i sorg. Dette indebærer mørk habit, kjole, benklæder, jakke, hvid skjorte eller skjortebluse med sort slips eller tørklæde og sorte sko. Hertil kommer overbeklædning i vinterperioden.

Endvidere har revisoren anført, at beklædningen er udsat for ekstraordinært slid og smuds, idet bedemænd deltager både ved iklædning af den afdøde, lukning og transport af blomster og kranse, hvilket indebærer ofte renholdelse i form af rensning og presning.

Landsskatteretten skal udtale:

Udgifter som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved indkomstopgørelsen i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. 

Udgifter til beklædning er som udgangspunkt private udgifter, hvorfor det påhviler selskabet at dokumentere eller sandsynliggøre, at der er tale om merudgifter i forhold til et normalt privat forbrug.

Told- og skattestyrelsen har under sagens behandling i Landsskatteretten erklæret sig enig i selskabets påstand om fradrag for de afholdte beklædningsudgifter.

Landsskatteretten finder på denne baggrund, at der kan godkendes fradrag for udgifterne til beklædning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet retten finder det godtgjort, at erhvervet som bedemand har medført merudgifter til tøj i forhold til et normalt privatforbrug. Retten har herved henset til, at det på baggrund af oplysningerne om bedemænds særlige arbejds- og beklædningsvilkår, må anses for godtgjort, at bedemænd har væsentlige merudgifter til beklædning.