Dato for udgivelse
03 Jun 2002 15:11
SKM-nummer
SKM2002.289.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/01-4349-00037
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Andelsbeskatning, indkøbsforening, associerede medlemmer, ikke udlodningsberettigede
Resumé

Ligningsrådet fandt, at en andelsforening, der hidtil havde været skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, ikke kunne opretholde sin skattemæssige status som andelsbeskattet forening, hvis foreningen oprettede en ny medlemskategori bestående af såkaldte associerede medlemmer. Associerede medlemmer ville i modsætning til foreningens øvrige medlemmer ikke være udlodningsberettigede, hvorfor betingelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, om omsætningsbestemt udlodning ikke ansås opfyldt.

Reference(r)

Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3
Ligningsvejledningen 2001 S.A.1.6.1

Spørgsmål

Vil andelsforeningen ved en indførelse af den nedenfor beskrevne påtænkte nye medlemskategori bestående af associerede medlemmer fortsat være omfattet af beskatningen i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3?

Er omsætningen med associerede medlemmer omfattet af 25 pct.-reglen, således at disse medlemmer faktisk betragtes som ikke-medlemmer?

Svar

Ad. 1. Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.

Ad. 2. Bortfalder, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Andelsforeningen, hvis medlemmer driver virksomhed inden for servicesektoren, har hidtil været andelsbeskattet som en indkøbsforening efter bestemmelsen i selskabsskattelovens (SEL) § 1, stk. 1, nr. 3, jf. § 15, stk. 1.

Foreningens vedtægtsmæssige formål er at markedsføre medlemmernes forretninger og at fremstille eller indkøbe varer til brug for medlemmerne.

Medlemmerne har ret til at benytte foreningens bomærker, logos og andre forretningskendetegn og til at indkøbe og anvende de af foreningen markedsførte varer og reklameartikler.

Selskabet udlodder løbende 85 % af sit overskud til medlemmerne i forhold til disses omsætning med selskabet i det enkelte år, mens resten udloddes ved udmeldelse.

Baggrunden for anmodningen om bindende forhåndsbesked er, at foreningen påtænker at oprette en ny medlemskategori bestående af såkaldte associerede medlemmer.

Associerede medlemmer vil kun få ret til at købe udvalgte varegrupper. Associerede medlemmer må imidlertid ikke markedsføre sig på linie med fuldgyldige medlemmer, herunder anvende foreningens logo eller andre forretningskendetegn. Associerede medlemmer vil endvidere ikke blive andelsberettigede i foreningens formue, ligesom de ikke vil modtage bonus.

Efter en eventuel vedtægtsændring og optagelse af associerede medlemmer vil der herefter fortsat ske udlodning af selskabets overskud, men kun til egentlige kædemedlemmer. Udlodningen vil fortsat ske på grundlag af disse medlemmers omsætning med foreningen.

Styrelsens indstilling og begrundelse

En andelsforening vil kun være omfattet af den særlige andelsbeskatning efter SEL § 1, stk. 1, nr. 3, hvis samtlige betingelser i bestemmelsen er opfyldt. For det første skal andelsforeningen udøve kooperativ virksomhed, hvilket indebærer, at foreningen skal have som formål at fremme mindst 10 medlemmers fælles erhvervsmæssige interesser gennem disse medlemmers deltagelse i foreningens virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde. For det andet må andelsforeningens omsætning med ikke-medlemmer ikke væsentligt eller længerevarende overskride 25 pct. af den samlede omsætning. For det tredje skal andelsforeningen - bortset fra normal forrentning af den indbetalte medlemskapital - anvende den stedfundne omsætning med medlemmerne som grundlag for udlodning til disse.

Af betingelsen om omsætningsbestemt udlodning følger, at ethvert medlem, der har en omsætning med foreningen, skal have andel i foreningens udlodninger. Udelukkes visse medlemmer eller medlemsgrupper af en andelsforening fra den omsætningsbestemte udlodning, vil andelsforeningen ikke kunne andelsbeskattes efter SEL § 1, stk. 1, nr. 3.

Hverken bestemmelsens ordlyd eller forarbejderne til lov nr. 374 af 18. maj 1994, ved hvilken bestemmelsen blev affattet i sin nuværende form, giver mulighed for, at en andelsbeskattet forening kan inddele sine medlemmer i henholdsvis udlodningsberettigede og ikke-udlodningsberettigede medlemmer. Dette understøttes af en modsætningsvis fortolkning af særreglen i lovens § 1, stk. 1, nr. 3 a, hvorefter brugsforeninger kan træffe beslutning om, at der kun skal foretages udlodninger til personlige medlemmer.

Da de associerede medlemmer, der påtænkes optaget i andelsforeningen, ikke vil modtage udlodninger fra foreningen, anses betingelsen i § 1, stk. 1, nr. 3, om omsætningsbestemt udlodning således ikke at være opfyldt.

Andelsforeningen vil dermed ved en indførelse af den påtænkte medlemskategori ikke fortsat være omfattet af andelsbeskatningen efter § 1, stk. 1, nr. 3.

Da andelsforeningen ikke vil være omfattet af § 1, stk. 1, nr. 3, ved en optagelse af associerede medlemmer, mister det stillede spørgsmål 2 sin relevans og bortfalder.

Ligningsrådet tiltræder Told- og Skattestyrelsens indstilling.