Stiller arbejdsgiveren en bil til rådighed, som den ansatte kan anvende privat, er der tale om et skattepligtigt personalegode (fri bil), jf. LL § 16, stk. 4. Den skematiske værdiansættelse af fri firmabil efter LL § 16, stk. 4, finder kun anvendelse på biler i sædvanlig forstand, men ikke på f.eks. fri motorcykel og lignende, der værdiansættes efter hovedreglen i LL § 16, stk. 3, dvs. som lån af et aktiv. Se SKM2003.126.ØLR om beskatning af fri motorcykel. Se også SKM2003.181.LR  om værdiansættelsen af rådighed over motorcykel.Privat kørsel i en firmabil, der føres af en af firmaet betalt chauffør, er heller ikke omfattet af LL § 16, stk. 4, men anses for firmabetalt transport. Dette gælder f.eks. transport i en "mandskabsvogn" eller en direktionsbil, der værdiansættes efter hovedreglen i LL § 16, stk. 3, dvs. af forbruget med de modifikationer, der følger af LL § 9 C, stk. 7. Kun rådighed over firmabil til privat kørsel udløser beskatning efter LL § 16, stk. 4. Den erhvervsmæssige kørsel for firmaet i firmaets bil beskattes ikke. Firmabil til rådighed for privat kørsel medfører reelt, at der ikke er adgang til fradrag for befordring mellem hjem og arbejde efter LL § 9 C, jf. LL § 9 C, stk. 7. Se nærmere A.F.3.1.5.

En skatteyder havde benyttet en bil til befordring mellem hjem og arbejde. Bilen var stillet til rådighed af hustruen, som havde tandlægevirksomhed, hvori skatteyderen ikke var ansat. Hustruen blev beskattet af rådigheden over bilen som fri bil. Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel til at beskatte manden af fri befordring efter LL § 9 C, stk. 7, da hustruen ikke kunne anses som arbejdsgiver i forhold til manden, jf. TfS 1997, 745 LSR.

En fodboldtræner, der havde fået stillet en sponsorbil til rådighed, blev af Østre Landsret anset for skattepligtig af værdien af fri bil, jf. TfS 1997, 557 ØLD.

En selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, og som har valgt at lade sin bil gå ind i denne ordning, skal i denne situation ligestilles med en ansat, der har fået stillet bil til privat rådighed af en arbejdsgiver, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3. Se nærmere i Ligningsvejledningens afsnit E.G.2.1.6.3.

Det er rådigheden over den fri bil, der beskattes. Det skattepligtige beløb fastsættes derfor uafhængigt af privatkørslens omfang. LL § 16, stk. 4, finder anvendelse på hver enkelt bil, der stilles til rådighed for den ansatte til privat brug (der gives ikke mængderabat). Hvor den ansatte har adgang til en bil, men skifter bil en eller flere gange indenfor samme kalendermåned, accepteres det, at den ansatte kun beskattes af den dyreste bil. Det er kun rådighed over firmabil til privat brug, der beskattes. Den ansatte beskattes ikke af erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for det firma, der har stillet bilen til rådighed.

LL § 16, stk. 4, fastslår med virkning fra 1. januar 2002, at beskatningsreglerne for firmabiler ikke finder anvendelse for biler med gule plader, hvor der ikke skal betales tillæg for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven. Er en firmabil på gule plader indregistreret første gang den 2. juni 1998 eller tidligere finder LL § 16, stk. 4, heller ikke anvendelse, såfremt bilen ifølge vægtafgiftsloven og momsloven udelukkende skal anvendes erhvervsmæssigt. I SKM2005.438.LSR fandt Landsskatteretten, at en erhvervsdrivende, der i virksomheden anvendte en bil på gule plader, ikke for indkomståret 2002 kunne beskattes af værdi af fri bil, da det ikke var godtgjort, at bilen faktisk var anvendt privat.Se endvidere nedenfor under afsnittet om firmabil på gule plader.

Erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for et andet firma udløser beskatning af fri firmabil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet firmabilen til rådighed. Kørsel mellem hjem og arbejde anses skattemæssigt for privat kørsel, hvis ikke kørslen kan henføres under LL § 9 B som erhvervsmæssig. Kørsel i firmabil mellem hjem og arbejde uden for området af LL § 9 B udløser derfor normalt beskatning efter LL § 16, stk. 4.

En ansat med firmabil har mulighed for at undgå beskatning af fri firmabil ved at afskære sig muligheden for at anvende firmabilen privat. En absolut forudsætning for at undgå beskatning er, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og firmaet om, at bilen ikke er til rådighed for privat brug. I den forbindelse bemærkes, at det påhviler firmaet som indeholdelsespligtig at påse, at der indeholdes A-skat for firmabiler, der er til rådighed for privat brug, eller som faktisk bruges privat. Køres blot én gang i løbet af året privat i en firmabil trods aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, udløses beskatning af værdien af fri firmabil for hele året, dog højst for den periode af året, hvor firmabil er til rådighed for den ansatte (herunder til rådighed for erhvervsmæssig kørsel).

Afleverer en ansat med firmabil, der har indgået en aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, i alle tilfælde firmabilen i virksomheden uden for arbejdstiden, kan den ansatte normalt være sikker på ikke at blive beskattet af fri firmabil. Holder firmabilen derimod ved hjemmet uden for arbejdstiden, er formodningen for, at firmabilen - uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte - rent faktisk anvendes privat, og den ansatte må derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet, for at undgå beskatning.

Bedømmelsen er ligningsmæssig og konkret, men i bedømmelsen indgår, om kørslen til hjemmet kan anses for erhvervsmæssig, og om den ansattes levevis/rutiner i øvrigt er tilrettelagt på en måde, der bekræfter, at firmabilen ikke anvendes privat. I bedømmelsen indgår f.eks. bopælens beliggenhed i forhold til bl.a. dagligvarerforretninger, om familien har egen bil, familiens størrelse m.v. Foretager den ansatte daglige registreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel, og udviser registreringerne alene erhvervsmæssig kørsel, har den ansatte normalt løftet bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat. Se TfS 2000, 622 ØLD, hvor retten fandt, at der skulle ske beskatning af bil til rådighed i et tilfælde, hvor skatteyderen havde fraskrevet sig privat rådighed over bilen. Skatteyderen var ansat i sin samlevers selskab og havde ikke ført kørselsesregnskab. Se endvidere TfS 2000, 494 VLD, hvor en hovedaktionær, der ikke modtog løn fra selskabet, blev beskattet af fri bil. Retten fandt, at skatteyderen havde haft adgang til at benytte selskabets varebiler til private formål.

I SKM2002.369.LSR stadfæstede Landsskatteretten Ligningsrådets afgørelse i en bindende forhåndsbesked, hvor en hovedanpartshaver, der havde fri bil til rådighed, skulle beskattes af fri bil for hele året og ikke kun for de måneder, hvor den blev benyttet privat. Klageren var den eneste ansatte i selskabet og bilen holdt på selskabets adresse, som var sammenfaldende med klagerens bopæl. Klageren blev anset for at have bilen til rådighed uanset at klageren ville føre opgørelse over kørte kilometre.

Pct.-reglenDen skattemæssige værdi af fri firmabil sættes efter LL § 16, stk. 4, til en procentdel af bilens værdi. Det er rådigheden over firmabil til privat brug, der herved beskattes. Den skattemæssige værdi er derfor uafhængig af omfanget af den private kørsel.  

Opgørelse af bilens værdiDen skattepligtige værdi af fri bil sættes til 25 % af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr og 20 % af resten. Bilens værdi sættes dog altid til mindst 160.000 kr.

Beregningsgrundlaget for biler, der ved anskaffelsen er 3 år og derunder Bilens værdi, som lægges til grund ved beregningen af den skattepligtige indkomst, afhænger dels af bilens alder, dels af om arbejdsgiveren har anskaffet bilen som brugt.

Ved opgørelsen af den værdi, som den skattemæssige værdi beregnes af (beregningsgrundlaget), skelnes imellem, om firmaet har anskaffet bilen højst 3 år efter bilens første registrering i Centralregistret for Motorkøretøjer eller ej. Der gælder særlige regler for brugte hyrevogne.

I SKM2002.585.LSR blev der bortset fra et mellemliggende salg og tilbagesalg af en bil mellem to selskaber med til dels sammenfaldende ejerkreds og samme direktør. Se endvidere SKM2005.86.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at der ikke var  grundlag for at tilsidesætte et sale og lease back arrangement vedr. en bil, der af et selskab var stillet til rådighed for en hovedaktionærs ægtefælle. Værdi af fri bil skulle beregnes på grundlag af værdien af bilen på det tidspunkt, hvor selskabet leasede bilen. Landsskatteretten har herved bl.a. henset til, at der gennemføres en omregistrering af bilen, at der er indgået en skriftlig leasingaftale, der efterleves, samt at bilen efterfølgende videresælges til trediemand fra holdingselskabet. Landsskatteretten finder, at sagen  herved  adskiller sig fra SKM2002.585.LSR.

Har firmaet anskaffet bilen højst 3 år efter bilens første indregistrering ("ny bil"), fastsættes beregningsgrundlaget med udgangspunkt i nyvognsprisen. Nyvognsprisen anvendes kun i det indkomstår, hvori bilen er indregistreret første gang samt de 2 følgende indkomstår. I det 4. og de efterfølgende indkomstår nedsættes værdien til 75 pct. af nyvognsprisen, dog ikke til et beløb under 160.000 kr.

3-årsreglen er fraveget for hyrevogne, der af firmaet er erhvervet uden berigtigelse af yderligere registreringsafgift (dvs. at bilen har kørt mindst 250.000 km og er mere end to år gammel). I disse tilfælde foretages værdiansættelsen efter reglen for "gamle biler".

Hvis en udenlandsk indregistreret bil indføres i Danmark, kan der ved opgørelsen af den skattemæssige værdi lægges en tilsvarende registrering i et udenlandsk register til grund.

Om anskaffelsestidspunktet for firmabiler i forbindelse med tilførsel af aktiver efter fusionsskattelovens regler, se SKM2001.47.LR. Ligningsrådet fandt, at udgangspunktet for beregningsgrundlaget af den skattepligtige værdi af fri bil for medarbejderne, hvis firmabiler blev overdraget til et nyt selskab i forbindelse med en tilførsel, var et beløb, der svarede til værdien i handel og vandel på tidspunktet for generalforsamlingsvedtagelsen, der var det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren erhvervede ret til firmabilerne.

Biler indregistreret i udlandet For biler, der ikke indregistreres her i landet eller er omfattet af registreringsafgiftslovens § 3 a, stk. 6, skal værdiansættelsen ske som for "danske" biler, jf. LL § 16, stk. 4, 5. pkt.

NyvognsprisenNyvognsprisen er bilens fakturapris inkl. moms, registreringsafgift og leveringsomkostninger samt normalt registreringsafgiftspligtigt tilbehør/ekstraudstyr.   I TfS 1996, 724 TSS og i TfS 1997, 738 TSS har styrelsen udtalt sig om nyvognsprisen.

I registreringsafgiftsmæssig henseende indrømmes der et fradrag for særligt trafiksikkerhedsfremmende udstyr, jf. registreringsafgiftslovens § 3, stk. 2-3. Dette fradrag reducerer ikke beregningsgrundlaget for værdien af fri firmabil.

Vestre Landsret har i SKM2004.18.VLR statueret, at der ikke på grundlag af en fortolkning af LL § 16, forarbejder samt administrative meddelelser er grundlag for, at det særlige nedslag for airbags og ABS-bremser mv., som gives  ved opgørelsen af registreringsafgiften, også skal fradrages ved opgørelse af den skattepligtige værdi efter ligningsloven.

Normalt tilbehørVed normalt tilbehør forstås tilbehør, der forekommer i privatejede biler, herunder navigationsanlæg, , men ikke særligt virksomhedstilbehør som f.eks. trækspil. Told- og Skattestyrelsen har nærmere præciseret begrebet normalt tilbehør, jf. TfS 1996, 487 TSS. Told - og Skattestyrelsen udtalte, at hvor der ikke er tale om særligt virksomhedstilbehør, medregnes alene registreringsafgiftspligtigt tilbehør/ekstraudstyr til beregningsgrundlaget for fri firmabil.

Ved kørsel i en udenlandsk indregistreret firmabil skal værdiansættelsen ske som om kørslen foregår i en tilsvarende dansk indregistreret firmabil, jf. LL § 16, stk. 4, 5.pkt.  

Beregningsgrundlaget for biler, der på anskaffelsestidspunktet er over 3 årHvis bilen på anskaffelsestidspunktet er over 3 år regnet fra datoen for 1. indregistrering, anvendes arbejdsgiverens købspris inkl. moms og eventuelle istandsættelsesudgifter som grundlag for beregningen af den skattemæssige værdi, jf. LL § 16, stk. 4, 4. pkt. Det samme gælder tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift. Anskaffelsessummen tillægges de istandsættelsesudgifter, som virksomheden afholder, eventuelle leveringsomkostninger samt udgifter til tilbehør. Der kan ikke opstilles en generel frist for den tidsmæssige sammenhæng mellem erhvervelsen og istandsættelsen, idet det må bero på en konkret vurdering, om istandsættelsen har en naturlig sammenhæng med erhvervelsen. Udgifter til reparation af en bil udført 1½ år efter arbejdsgiverens erhvervelse af bilen skulle ikke medregnes ved opgørelsen af grundlaget for beskatning af fri bil. Reparationen skyldtes mangler ved motoren, og Landsskatteretten anså ikke reparationen for foretaget i forbindelse med erhvervelsen af bilen, jf. TfS 1999, 32 LSR. Beregningsgrundlaget for bilens værdi kan ikke blive mindre end 160.000 kr. , j f. LL § 16, stk. 4, 2. pkt.

Eksempel 1:
En bil anskaffes og indregistreres af en arbejdsgiver den 15. december i år 1 som ny. Den ansatte, der får stillet bilen til rådighed for privat kørsel, vil i indkomståret - år 4 - blive beskattet af 25 pct. af 75 pct. af nyvognsprisen, jf. pct.-reglen ovenfor. Der er således her gået 2 fulde indkomstår ( år 2 og år 3) siden den første indregistrering af bilen.

Eksempel 2:
Hvis bilen er indregistreret første gang den 13. december i år 1, og den bliver solgt videre til en arbejdsgiver den 10. december i år 4, skal den ansatte, der får stillet bilen til rådighed til privat kørsel, beskattes af en forholdsmæssig andel (1 måned) - i dette tilfælde 1/12 af 25 pct. af 75 pct. af nyvognsprisen. Her er der ikke gået 3 hele år efter den første indregistrering.

Eksempel 3:
Køber en arbejdsgiver den 11. december i år 4 en bil, der er indregistreret første gang den 10. december i år 1, vil den ansatte, der får stillet bilen til rådighed for privat kørsel, skulle beskattes af en forholdsmæssig andel af 25 pct. af anskaffelsessummen. Her er der gået 3 hele år efter første indregistrering.

Har firmaet anskaffet bilen mere end 3 fulde år efter bilens første indregistrering ("gammel bil"), er beregningsgrundlaget firmaets købspris, dvs. den pris firmaet faktisk betaler for bilen, inkl. eventuelle leveringsomkostninger og normalt tilbehør.

Rådighed over firmabil en del af åretEr firmabilen kun til rådighed for privat brug en del af året, foretages en forholdsmæssig fordeling af den skattemæssige årsværdi. Den skattepligtige værdi beregnes ud fra det antal måneder, hvor bilen helt eller delvist har været til rådighed. Har bilen kun været til rådighed en del af en måned, f.eks. på grund af udlandsrejser eller sygefravær, medregnes værdien af fri bil således for hele måneden. Har den ansatte f.eks. firmabilen til fri rådighed i perioden 1/1-3/5, beskattes den pågældende af 5/12 af årsværdien. Har den ansatte f.eks. firmabilen til fri rådighed i perioderne 1/1-3/5 og 20/6-31/12, beskattes den pågældende af 11/12 af årsværdien, idet den bilfri periode er på mere end 30 dage, men mindre end 60 dage. Har den ansatte f.eks. firmabilen til fri rådighed i perioden 15/12-3/1, beskattes den pågældende af 1/12 af årsværdien, idet bilen er til rådighed mindre end 30 dage.

Skifter den ansatte i årets løb en eller flere gange fri firmabil inden for samme kalendermåned, accepteres det, at den ansatte kun beskattes af 1/12 af årsværdien af den dyreste af bilerne for den pågældende kalendermåned. Bestemmelsen er bl.a. anvendelig for faggrupper, der ofte skifter bil, f.eks. sælgere i et automobilforhandlerfirma. I SKM2002.255.LR har har Ligningsrådet godkendt, at en direktør i et pengeinstitut alene skulle beskattes af den dyreste bil, som han havde til rådighed i en kalendermåned. Når direktørens  almindelige firmabil var udlånt til brug for pengeinstituttets erhvervsmæssige formål, kunne direktøren vælge en anden bil fra pengeinstituttets bilpark. Det var ved svaret forudsat, at direktøren kun havde adgang til at bruge én bil ad gangen.Udskifter den ansatte f.eks. firmabil A (værdi 200.000 kr.), som den ansatte har haft til fri rådighed fra året før, den 3/5 med firmabil B (værdi 250.000 kr.) og firmabil B med firmabil C (værdi 150.000 kr.) den 17/5 og firmabil C med firmabil D (værdi 300.000 kr.) den 28/5 og firmabil D med firmabil E (værdi 200.000) den 10/6, som den ansatte har til fri rådighed resten af året, beskattes den pågældende af følgende værdier:

Firmabil A: 4/12 af årsværdien af A.

Firmabil B, C og D: 2/12 af årsværdien af D.

Firmabil E: 6/12 af årsværdien af E.

Arbejdsgiveren skal afskære den ansatte fra at råde over bilen, hvis den ansatte ikke skal beskattes af rådigheden for hele året. Eksempelvis kan en ansat efter aftale med arbejdsgiveren aflevere firmabilen i virksomheden, hvis den pågældende skal på rejse i længere tid (i mindst en måned). Ved den delvise råden skatteansættes den ansatte af firmabilens årsværdi fratrukket værdien af det antal hele måneder (à 30 dage), hvor bilen ikke er til rådighed for privat brug.

Den ansattes egenbetalingUdgangspunktet for beskatningen af fri firmabil efter LL § 16, stk. 4, er, at firmaet afholder alle omkostninger vedrørende firmabilen, herunder udgifter til benzin (bortset fra tilfælde af sameje). Betaler den ansatte firmaet for råderetten over bilen, reduceres den skattepligtige værdi af den fri firmabil med beløbet. I en kendelse vedrørende fri firmabil udtalte Landsskatteretten, at udgangspunktet for beskatning af fri firmabil er, at firmaet afholder alle omkostninger vedrørende firmabilen, herunder udgifter til benzin. Beløb, som den ansatte selv anvender til f.eks. køb af benzin til firmabilen, kan således ikke anvendes til reduktion af den skattepligtige værdi. En reduktion i den skattepligtige værdi forudsatte derfor en betaling af beskattede midler til arbejdsgiveren, jf. TfS 1997, 658 LSR.

Reduktionen kan ikke overstige den skattepligtige værdi af firmabilen.

Eksempel:Betaler den ansatte 500 kr. om måneden til arbejdsgiveren for den private brug af en "ny firmabil" til 200.000 kr., opgøres den skattepligtige værdi af den fri firmabil til 50.000 kr. - 6.000 kr. = 44.000 kr.

Betalingen skal være foretaget i det indkomstår, for hvilket beskatningen foretages, og betalingen skal være foretaget af beskattede midler direkte til firmaet. Det er uden betydning, om betalingen foretages ratevis over året eller som en sum, men foretages betalingen ikke ratevis i takt med lønudbetalingerne, skal firmaet foretage A-skattetræk i lønnen i forhold til det på lønberegningstidspunktet faktisk indgåede beløb i det forløbne år.

Firmaet skal på normal måde indtægtsføre den ansattes betalinger for råderetten.

Beløb, som den ansatte selv anvender til f.eks. køb af benzin til firmabilen, kan som udgangspunkt ikke anvendes til reduktion af den skattepligtige værdi. Såfremt den ansatte og arbejdsgiveren anvender den fremgangsmåde, der er beskrevet i TfS 1996, 488 TSS, er der dog mulighed for reduktion af den skattepligtige værdi af fri bil med den ansattes køb af benzin. Konstruktionen går ud på, at den ansatte formelt ikke betaler for benzinen, men overlader de originale bilag til arbejdsgiveren, der samtidig indtægtsfører et tilsvarende beløb som modtaget egenbetaling fra den ansatte. Den ansattes egenbetaling sker således ved, at arbejdsgiveren ikke udbetaler det beløb, den ansatte har lagt ud for arbejdsgiveren til betaling af benzin.

Efter LL § 9 C er der ret til fradrag for transport mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Denne fradragsret omfatter i realiteten ikke skattepligtige med firmabil til rådighed for privat kørsel, jf. LL § 9 C, stk. 7.Se som eksempel herpå SKM2004.207.ØLR. Den indkomstforhøjelse, der eventuelt foretages efter § 9 C, stk. 7, som modvægt til et selvangivet fradrag for transport mellem hjem og arbejde, kan ikke anvendes til reduktion af den skattepligtige værdi af fri firmabil.

Udgifter i forbindelse med firmabilArbejdsgiveren kan afholde udgifter, der har en driftsmæssig sammenhæng med brugen af firmabilen, uden at dette får skattemæssige konsekvenser for den ansatte. Sådanne udgifter må antages at falde inden for rammerne af den skematiske værdiansættelse efter LL § 16, stk. 4. De udgiftstyper, der typisk vil kunne afholdes af arbejdsgiveren, vil være udgifter, der kan betegnes som ordinære, driftsmæssige udgifter, dvs. udgifter til forsikringer, vægtafgift, benzin, nødvendige reparationer og vedligeholdelse, herunder udgifter til "kør-videre-produkter" såsom olie, vask, sprinklervæske m.v.

Udgifter til garage, parkometerafgift, parkeringsafgifter, parkeringsbøder, færgebilletter, biltog og til motorvejs- og broafgifter må anses for udgifter af ikke-driftsmæssig karakter og derfor ikke indeholdt i den skattemæssige værdi af fri firmabil. I det omfang arbejdsgiveren betaler udgifter hertil for den ansatte, må de skattemæssige konsekvenser bedømmes særskilt, jf. også TfS 1996, 489 TSS.  Afholder arbejdsgiveren udgifter til f.eks. færgebilletter eller broafgifter i forbindelse med den ansattes erhvervsmæssige kørsel, er udgiftdækningen skattefri for den ansatte. Afholder arbejdsgiveren udgifter til færgebillet eller broafgift i forbindelse med den ansattes befordring mellem bopæl og arbejdsplads, harr en sådan betaling hidtil været anset for skattepligtig for den ansatte, og den ansatte kan ikke tage fradrag for færgetransport eller det særlige fradrag for passage af Storebæltsbroen. Se nærmere SKM2003.183.LR, TfS 2000, 851 DEP samt A.F.3.1.3.7 og 8. I SKM2004.417.LSR har Landsskatteretten dog statueret, at arbejdsgivers udgift til brobizz (Storebælt) var en integreret del af betalingen for klagerens befordring mellem hjem og arbejdsplads. Der var tale om fri bil. Da klageren ikke havde foretaget fradrag for befordring efter LL § 9 C, var der ikke grundlag for at beskatte broafgiften.

Blandt andet foranlediget af ovennævnte afgørelser, er der udsendt et genoptagelsescirkulære,  TSS-cirkulære 2005-18 jf. SKM2005.517.SKAT, om genoptagelse af skatteansættelsen vedrørende beskatning af brobizz til benyttelse af Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen. Af indholdet skal her fremhæves følgende:

" Fri brobizz ved kørsel i fri bil mellem hjem og arbejdssted

Landsskatteretten har ved kendelse af 14. oktober 2004 (SKM2004.417.LSR) tilsidesat hidtidig praksis for beskatning af fri brobizz, som stilles til rådighed af arbejdsgiveren i forbindelse med kørsel i fri bil mellem hjem og arbejdssted.

Hidtidig praksis på området fremgik af Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 22. april 2003 (SKM2003.183.LR), der fastslog, at en arbejdsgiverbetalt brobizz ikke var fri befordring omfattet af ligningslovens § 9 C, stk. 7, men et skattepligtigt personalegode omfattet af ligningslovens § 16.

Nugældende praksis er ifølge kendelsen, at en fri brobizz ved kørsel i fri bil mellem hjem og arbejdssted anses for fri befordring omfattet af ligningslovens § 9 C, stk. 7. Der sker kun beskatning af den fri befordring, såfremt den ansatte tager befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-4. Fradrag for broafgiften efter ligningslovens § 9 C, stk. 9, er udelukket, når arbejdsgiveren har afholdt udgiften.

Fri brobizz ved kørsel i egen bil mellem hjem og arbejdssted

Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked af 19. april 2005 (SKM2005.176.LR) fastslået, at praksisændringen for beskatning af fri brobizz også gælder i tilfælde, hvor den ansatte kører i egen bil mellem hjem og arbejde. Fri brobizz er også i denne situation omfattet af ligningslovens § 9 C, stk. 7, og da udgiften til brobizz ikke er omfattet af kilometerfradraget, kan den ansatte tage befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-4, for hele strækningen mellem hjem og arbejdssted, uden at det medfører beskatning af fri befordring. Fradrag for broafgiften efter ligningslovens § 9 C, stk. 9, er udelukket, når arbejdsgiveren har afholdt udgiften.

Egenbetalt brobizz ved kørsel i fri bil mellem hjem og arbejdssted

Ligningsrådet udtalte i SKM2003.183.LR, at det var en forudsætning for fradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 9, at der blev foretaget fradrag for befordring mellem hjem og arbejdssted. Da den ansatte havde fri bil, skulle der ske beskatning af fri befordring i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 7, svarende til værdien af befordringsfradraget efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, såfremt den ansatte ønskede at foretage fradrag for broafgiften.

Landsskatteretten har ændret den nævnte afgørelse ved kendelse af 8. februar 2005 (SKM2005.298.LSR), hvor retten udtalte, at der ikke i bestemmelsen i ligningslovens § 9 C, stk. 9, er hjemmel til at betinge fradrag for broafgift af anvendelsen af de almindelige regler i ligningslovens § 9 C. 

Anden privat anvendelse af fri brobizz

Den ovenfor beskrevne praksisændring omfatter kun arbejdsgiverbetalt brobizz i forbindelse med kørsel mellem hjem og arbejdssted. Den skattefri anvendelse af brobizzen skal kunne dokumenteres ved udskrift af de registrerede passager, jf. SKM2005.176.LR.

Hvis den ansatte benytter en af arbejdsgiveren betalt brobizz i forbindelse med anden privat kørsel end kørsel mellem hjem og arbejde, vil værdien heraf (prisen for brobizzen) være skattepligtig i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt.

Dette gælder også, hvor kørslen foregår i fri bil, idet udgiften til brobizz ikke udgør en del af bilens driftsudgifter, jf. ligningsvejledningen 2005-2 A.B.1.9.2.

Konsekvenser af praksisændringen

• Arbejdsgiverbetalt brobizz er skattefri, når brobizzen ikke anvendes privat ud over kørsel mellem hjem og arbejdssted.
• Der kan ikke tages fradrag for broafgift, når arbejdsgiveren har afholdt udgiften. 
• Ved kørsel i egen bil mellem hjem og arbejde kan den ansatte tage kilometerfradrag på strækningen, selv om arbejdsgiveren stiller fri brobizz til rådighed.
• Ved kørsel i fri bil mellem hjem og arbejde kan den ansatte tage fradrag for broafgiften, såfremt han selv afholder udgiften ".

Lejet/leaset bilLL § 16, stk. 4, finder ikke kun anvendelse på biler, som firmaet ejer, men også på biler, som firmaet har lejet (leaset). Stiller firmaet en lejet bil til fri rådighed for en ansat, beskattes den ansatte efter LL § 16, stk. 4, idet den skattepligtige værdi fastsættes, som om bilen var erhvervet til eje af firmaet på lejetidspunktet.

Reglerne om nedsættelse af beregningsgrundlaget til 75 pct. for det 4. indkomstår efter bilens første indregistrering finder derfor også anvendelse i leasingsituationer. Landsskatteretten har i en kendelse vedrørende en leaset firmabil fastslået, at den skattemæssige værdi for en tidligere leaset firmabil kan fastsættes til arbejdsgiverens købspris, når firmaet anskaffer bilen mere end 3 år efter 1. indregistrering. I kendelsen var der tale om et salg mellem interesseforbundne parter, og både før og efter købet var firmabilen til rådighed for den samme skatteyder. Landsskatteretten lagde til grund, at den aftalte salgspris var udtryk for den reelle handelspris. Der var således ikke tale om et uafbrudt forløb, blot fordi den samme firmabil var til rådighed for den samme skatteyder før og efter salget/købet, jf. TfS 1997, 183 LSR. Se endvidere SKM2005.472.LSR, hvor Landsskatteretten bekræfter hidtidig praksis for fastsættelse af grundlaget for beregning af værdi af fri bil.

Koncerninterne overdragelser I SKM2003.589.LR påtænkte et selskab at overdrage en mere end tre år gammel bil til et af de to holdingselskaber, som ejede henholdsvis 40 % og 60 % af selskabet.Bilen, der var stillet til rådighed for selskabets direktør, skulle bagefter leases tilbage til selskabet. Spørgsmålet var, om markedsværdien på overdragelsestidspunktet kunne anvendes ved fastsættelsen af værdi af fri bil for direktøren.Ligningsrådet fastslog, at bestemmelsen i LL § 16, stk. 4, efter sit formål skal anvendes således, at en bil skal anses for anskaffet på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren første gang erhvervede eller leasede den pågældende bil.Bilen, der oprindeligt var anskaffet af det ene holdingselskab, var overdraget til selskabet ved skattefri tilførsel af aktiver pr. 1. januar 2001. Hvis direktøren fik stillet bilen til rådighed som led i en ansættelsesaftale med dette holdingselskab, skulle værdi af fri bil fastsættes på grundlag af holdingselskabets oprindelige ansættelsestidspunkt i august 2000.

I SKM2002.585.LSR blev et selskab anset for at være indeholdelsespligtig af A-skat af fri bil stillet til rådighed for direktøren. Værdien af fri bil blev ansat til 75 % af nyvognsprisen, idet der blev bortset fra mellemliggende salg og tilbagesalg af bilen, idet disse salg mellem to selskaber med til dels sammenfaldende ejerkreds og samme direktør ikke blev tillagt betydning. Se dog SKM2005.86.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte et sale og lease back arrangement vedr. en bil, der af et selskab var stillet til rådighed for en hovedaktionærs ægtefælle. Værdi af fri bil skulle beregnes på grundlag af værdien af bilen på det tidspunkt, hvor selskabet leasede bilen. Landsskatteretten har  bl.a. herved henset til, at der gennemføres en omregistrering af bilen, at der er indgået en skriftlig leasingaftale, der efterleves, samt at bilen efterfølgende videresælges til trediemand fra holdingselskabet. Landsskatteretten har fundet, at sagen herved adskiller sig fra SKM2002.585.LSR.

Særlige bilordninger-deleleasing Ligningsrådet har ved bindende forhåndsbesked taget stilling til anvendelsen af skattereglerne om fri firmabil i forbindelse med nogle særlige bilordninger i form af såkaldt deleleasing.

I SKM2001.255.LR fandt Ligningsrådet, at en nærmere beskrevet bilordning - hvor arbejdsgiveren og den ansatte indgår selvstændige leasingaftaler med leasingselskabet - ikke var omfattet af LL § 16, stk. 4, om beskatning af fri firmabil. Ligningsrådet lagde til grund, at der indgås skriftlige separate aftaler mellem henholdsvis leasingselskab og virksomhed og leasingselskab og den ansatte, at de samlede udgifter til bilens drift, afskrivning og forrentning - alle indeholdt i leasingydelsen - fordeles proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte km. fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel (leasingaftalerne forudsættes at være identiske), at leasingydelsen for hver af parterne betales direkte til leasingselskabet, samt at hver af parterne alene hæfter for egne forpligtelser i relation til leasingselskabet. Endvidere forudsatte Ligningsrådet, at der løbende føres et detaljeret kørselsregnskab for den stedfundne kørsel.

Se endvidere SKM2001.420.LR, hvor Ligningsrådet fandt, at en anden bilordning baseret på deleleasing - arbejdsgiveren og den ansatte indgår hver en leasingaftale med et leasingselskab om henholdsvis den erhvervsmæssige og den private kørsel i samme bil - var omfattet af LL § 16, stk. 4, om beskatning af fri firmabil. Ligningsrådet anså ikke den forelagte ordning for i tilstrækkelig grad at adskille sig fra tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en leaset bil til rådighed for den ansattes private benyttelse, mod at den ansatte med beskattede midler foretager en egenbetaling, og hvor den skattepligtige værdi af den fri bil reduceres med egenbetalingen.

Biler i samejeEjer firmaet og den ansatte i sameje den bil, der er stillet til rådighed for den ansatte til privat brug, indkomstbeskattes den ansatte af firmaets andel af bilen. Ejes f.eks. en "ny bil" til 200.000 kr. i lige sameje mellem firmaet og den ansatte, er beregningsgrundlaget for fri firmabil den del af bilens værdi, som firmaet stiller til rådighed for den ansatte, dvs. 50 pct. af 200.000 kr. = 100.000 kr. de første 3 indkomstår og derefter 75 pct. af 100.000 kr. = 75.000 kr. årligt. Betaler firmaet imidlertid en større del af bilens drifts- og finansieringsomkostninger end svarende til firmaets ejerandel, beskattes den ansatte efter LL § 16, stk. 4, som om bilen var ejet 100 pct. af firmaet.

Hvornår er bilen til rådighed for privat kørselDer sker kun beskatning af en firmabil, hvis den er til rådighed for privat anvendelse. De biler, der er omfattet heraf, er biler, der i vid forstand kan være egnede til personbefordring af private. En firmabil, som alene er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, beskattes ikke.

Har en person uden for normal arbejdstid en firmabil til rådighed, er der en formodning for, at den også er til rådighed for privat kørsel, medmindre arbejdsgiveren har stillet begrænsninger for anvendelsen. Den ansatte må derfor godtgøre, at en firmabil ikke må benyttes privat, hvis beskatning heraf skal undgås.

Det må som minimum kræves, at der er en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke må anvendes til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde. Se endvidere skatteministerens besvarelse vedrørende dokumentation for at en firmabil kun anvendes til erhvervsmæssig kørsel, jf. TfS 1999, 418. Se også SKM2003.53.VLR om en direktør og hovedaktionær, som blev beskattet af rådigheden over begge biler i selskabet.

Arbejdsgiveren har en pligt til at sikre, at aftalen overholdes. Arbejdsgiveren må således påse, at f.eks. udgifter til benzin og service svarer til omfanget af den erhvervsmæssige kørsel.

• Hvis bilen medtages til den ansattes bolig uden for arbejdstiden, taler det i særlig grad for, at bilen er til rådighed for privat kørsel. I en situation, hvor et selskab ikke havde adresse på hovedanparthaverens bopæl, og hvor det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde stået på hovedanparthaverens bopæl uden for arbejdstid, skulle hovedanpartshaveren ikke dokumentere, at selskabets bil ikke havde stået til rådighed for privat kørsel, jf. SKM2001.98.LSR.
• Hvis der er sammenfald mellem virksomhedsadressen og privatadressen er kørsel mellem denne adresse og et andet arbejdssted ikke erhvervsmæssig kørsel mellem skiftende arbejdssteder, men omfattet af 60 dages reglen. Se SKM2003.336HR, hvor Højesteret fandt, at der ikke var kørt direkte mellem bopælen(virksomhedsadressen) og samme arbejdsplads i Norge mere end 60 arbejdsdage inden for en forudgående periode på 24 måneder. Kørslen mellem bopælen og de forskellige arbejdspladser i Norge blev derfor anset for erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a.
• I SKM2003.154.ØLR blev en direktør beskattet af fri bil. Direktøren var gift med eneanpartshaveren i selskabet, bilen var uden for arbejdstid parkeret på en af selskabet lejet parkeringsplads i nærheden af selskabet og bilen havde seleudstyr til børn.
• I SKM2002.203.VLR var der ikke sammenfald mellem virksomhedsadresse og privatadresse. Efter bevisførelsen lagde Landsskatteretten imidlertid til grund, at bilen i flere tilfælde havde været parkeret på hovedaktionærens privatadresse om natten. Med henvisning til, at der ikke forelå en erklæring om sagsøgers benyttelse af bilen, at der ikke var ført kørebog og til omfanget af kørslen konkluderede retten, at sagsøgeren ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke stod til rådighed til privat brug.
• I SKM2005.204.ØLR drejede sagen sig om, hvorvidt der skulle ske beskatning af fri bil af en Porsche, der holdt parkeret i en garage på naboejendommen til sagsøgerens virksomhed. Forklaringerne om, hvor sagsøgeren havde bopæl var uklare, men enten havde sagsøgeren bopæl på virksomheden eller hos sin ægtefælle i hendes ejendom 500 meter fra virksomheden. Udover Porschen  ejede sagsøgeren en Golf. Landsretten udtalte, at der var kort afstand fra sagsøgerens bopæl til bilens parkeringsplads, at bilen var velegnet til privat kørsel, og at sagsøgeren ikke førte kørselsregnskab. Det var derfor ikke sandsynliggjort, at han ikke benyttede køretøjet privat.

I SKM2005.138.HR. stadfæstede Højesteret landsrettens dom (SKM2003.327.ØLR) om beskatning af værdi af fri bil for en hovedanpartshaver. Der var ikke sammenfald mellem hovedanpartshaverens hjem og selskabets adresse, og bilen holdt efter det oplyste heller ikke ved bopælen. Uanset dette påhvilede bevisbyrden, for at bilen ikke var til privat rådighed og ikke faktisk anvendt privat, anpartshaveren.Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen som eneanpartshaver havde haft rådighed over selskabets bil, at bilen - en sportsvogn - ikke var velegnet til erhvervsmæssig transport, og at appellantens forklaring om, at den tillige skulle anvendes i reklameøjemed, ikke var støttet af oplysninger om, at den faktisk var blevet anvendt på denne måde i et omfang af betydning.Højesteret fandt derfor, at selv om det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde været parkeret ved anpartshaverens private bopæl, måtte det under disse omstændigheder påhvile anpartshaveren at sandsynliggøre, at den ikke var stillet til rådighed for privat kørsel og ej heller anvendt til privat kørsel.Da der ikke forelå et oprindeligt kørselsregnskab, og da Højesteret ikke fandt at kunne tillægge et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab bevismæssig betydning, fandt Højesteret ikke, at anpartshaveren havde løftet sin bevisbyrde.

I SKM2003.13.LR ønskede et selskab svar på, om medarbejderne ville blive beskattet efter reglerne om fri bil som følge af kørsel mellem arbejdspladsen og medarbejdernes sædvanlige bopæl, når medarbejderne førte kørselsregnskab og på tro og love erklærede, at bilen ikke måtte benyttes til anden kørsel end den, som var forudsat specifikt i erklæringen. Ligningsrådet fandt, at medarbejdere, der undtagelsesvist kører mellem arbejdsgiverens adresse og den sædvanlige bopæl, ikke skulle beskattes af denne kørsel, når bilen udelukkende skulle anvendes erhvervsmæssigt den efterfølgende dag, og den ansatte iøvrigt var afskåret fra at anvende den privat. LR fandt endvidere, at medarbejderne ikke skulle beskattes når de - under tilsvarende betingelser- efter at have anvendt bilen udelukkende erhvervsmæssigt kører hjem om aftenen og den efterfølgende dag kører direkte fra den sædvanlige bopæl til arbejdspladsen.Skatterådet har i SKM2006.90.SR fastsat undtagelsesvis kørsel til højst 25 gange om året.Endvidere vil det bl.a. kunne have betydning, hvor den ansatte bor i forhold til f.eks. dagligvareforretninger, hvordan den pågældende klarer sin transport til og fra arbejde, familiens størrelse, og om familien har egen bil. Der skal således ses på familiens samlede levevis/kørselsbehov ved bedømmelsen af, om firmabilen anvendes privat.Der kan normalt ikke stilles krav om, at den ansatte fører en egentlig kørebog, der viser, at der kun køres erhvervsmæssigt i bilen. Den ansatte kan beskrive sin daglige erhvervsmæssige kørsel og eventuelt fremvise sine arbejdssedler til understøttelse af, at der ikke er kørt privat. Se SKM2003.277.ØLR, hvor landsretten fandt, at sagsøgeren, som havde fremlagt et rekonstrueret kørselsregnskab, ikke havde sandsynliggjort, at han udelukkende havde anvendt en bil erhvervsmæssigt. Kommunen havde tidligere godkendt sagsøgerens selvangivelse uden at stille krav om kørselsregnskab. Det blev slået fast, at sagsøgeren ikke i den forbindelse havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at bilen også i de efterfølgende år uden kørselsregnskab kunne anses for 100 pct. erhvervsmæssigt benyttet. I SKM2004.85.ØLR fandt landsretten, at en hovedanpartshaver havde kørt erhvervsmæssigt, bl.a. på grundlag af de afgivne forklaringer og et efterfølgende estimeret kørselsregnskab.

Hvis den ansatte vil undgå beskatning af fri bil til rådighed, må det godtgøres, at den ansatte har meddelt arbejdsgiveren, at han ikke vil have bilen til rådighed privat, og at bilen udelukkende har været benyttet erhvervsmæssigt. Se SKM2004.118.VLR.

Der skal ske beskatning i løbet af året, såfremt der er en formodning for, at der er fri bil til rådighed. Herefter må den ansatte ved fuldstændigt kørselsregnskab godtgøre over for skattemyndighederne, at den pågældende ikke har kørt privat, se svar fra skatteministeren i TfS 1994, 154.

Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Derfor må en hovedaktionær, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over firmabil til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden sandsynliggøre, at den pågældende er afskåret fra at anvende bilen til privat kørsel, jf. skatteministerens svar i TfS 1997, 584. Se om formodningsreglen også SKM2001.418.VLR, hvor en hovedanpartshaver ikke skulle beskattes af værdi af fri bil til rådighed. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at bilen hovedsagelig blev brugt af hovedanpartshaverens ægtefælle, at hovedanpartshaveren kun benyttede bilen til begrænsede arbejdsopgaver, at hovedanpartshaveren havde egen bil, og at hovedanpartshaverens stilling i selskabet var underordnet. I SKM2003.585.VLR fandt Landsretten derimod, at en hovedanpartshaver var skattepligtig af værdi af rådigheden over selskabets bil. Hovedanpartshaveren havde fremlagt aftaler med sin ægtefælle og parrets søn om, at disse skulle være chauffører i bilen og forklaret, at det var de to og en ansat i selskabet, som disponerede over bilen, der primært skulle anvendes af kunstnere i forbindelse med arrangementer, virksomheden stod for. Landsretten lagde vægt på, at hovedanpartshaveren havde haft rådighed over selskabets bil, at der ikke var ført kørebog, og at der hverken ved de fremlagte aftaler eller erklæringer eller de afgivne forklaringer var ført bevis for, at bilen ikke havde været benyttet privat.SKM2002.206.VLR vedrørte en ansat, som ejede 20 pct. af et selskab, hvori den ansattes far ejede de resterende anparter og var direktør. Den ansatte blev beskattet af fri bil, selvom han havde fraskrevet sig rådigheden over bilen til privat brug. Selskabet havde lejet en garage og et lokale på hans bopæl. Retten fandt ikke, at den ansatte havde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel.Se også TfS 1999, 919 HRD om en skatteyder, der arbejdede som gardinmontør og direktør i et selskab, der drev virksomhed med salg og montage af gardiner og som var ejet af skatteyderens ægtefælle. Selskabet var registreret på ægtefællernes privatadresse, men forretningen lå på en anden adresse. Selskabet havde leaset to varebiler, hvoraf skatteyderen benyttede den ene til kørsel til kunder. Højesteret fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at bilen, uanset at den var specialindrettet til skatteyderens arbejde som gardinmontør, ikke var indrettet på en sådan måde og i et sådant omfang, at den kunne anses som en værkstedsvogn. Højesteret lagde derfor til grund, at bilen var anvendelig som alternativ til en privat bil. Værdien af fri bil blev herefter beregnet efter LL § 16, stk. 4. Se også TfS 1999, 952 ØLD, hvor en hovedaktionær blev beskattet af fri bil til rådighed af en varevogn på gule plader. Landsretten lagde til grund, at varevognen var egnet til befordring af to personer og lovligt kunne anvendes hertil med private formål, fordi momsen ikke var afløftet af selskabet. Varevognen var uden ændringer i varerummet og derfor ikke specialindrettet.

I SKM2004.115.VLR havde hovedanpartshaveren heller ikke afkræftet formodningen for privat kørsel i selskabets bil.Se endvidere SKM2004.118.VLR. Sagsøgeren havde tilkaldevagt, hvorfor arbejdsgiverens bil uden for normal arbejdstid var parkeret på den ansattes bopæl. Landsretten fandt det ikke af afgørende betydning, at sagsøgeren som led i sine ansættelsesvilkår kunne tilkaldes døgnet rundt af virksomhedens kunder. Da han heller ikke på anden måde havde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for hans private benyttelse, blev han beskattet af værdien af fri bil.

Til yderligere illustration af anvendelse af formodningsreglen se SKM2004.208.ØLR. Landsretten fandt, at sagsøgeren, som var bestyrelsesformand og hovedanpartshaver i et selskab, skulle beskattes af værdien af fri bil. Sagsøgeren havde erkendt at have benyttet en af selskabets biler i 6-7 måneder i de omtvistede år, ligesom den bil, som sagsøgerens mand havde benyttet, holdt parkeret ved familiens bopæl 3-4 dage ugentligt efter normal arbejdstid. Det påhvilede derfor sagsøgeren at sandsynliggøre, at selskabets biler ikke havde stået til rådighed for hende til privat benyttelse. Tilsvarende blev sagsøgerens datter, der var anpartshaver og bestyrelsesmedlem i selskabet, beskattet af fri bil efter anvendelse af formodningsreglen, SKM2004.209.ØLR.

I SKM2005.503.ØLR ejede et selskab en række biler, herunder tre personbiler - en Volvo, en BMW og en Seat Toledo. Sagsøgeren, der var direktør og hovedanpartshaver, havde selvangivet værdi af fri bil, for så vidt angår Volvo'en. Skattemyndighederne havde beskattet sagsøgeren af fri bil, også for så vidt angår BMW'en og Seat'en.Det var under sagen ubestridt, at både BMW'en og Seat'en stod parkeret foran sagsøgerens bopæl, der tillige var selskabets adresse.Landsretten henviste til sagsøgerens og hendes søns forklaring, hvorefter hun ikke benyttede bilerne til privat kørsel, idet hun altid kørte i Volvo'en, som hun havde til rådighed som firmabil. BMW'en, årgang 1992, og Seat'en, årgang 2001, blev efter forklaringerne begge anskaffet og anvendt til kørsel med institutionens klienter, herunder til forskellige steder i landet.Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og anvendelsen af de to biler sammenholdt med, at sagsøgeren havde rådighed over Volvo'en til privat kørsel, fandt landsretten - uanset at der ikke var ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne - at sagsøgeren i tilstrækkelig grad havde afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

I SKM2002.270.VLR  fandt retten, at en skatteyder, der drev virksomhed med udlejning af fast ejendom og landbrug mv., efter en konkret bevisvurdering havde løftet bevisbyrden for, at en bil, der var indskudt i virksomhedsordningen, ikke var anvendt privat. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at varevognen, der var indregistreret på gule plader, blev brugt til skovarbejde og derfor var om ikke uegnet så dog heller ikke velegnet til privatkørsel. Landsretten fandt endvidere, at den omstændighed, at varevognen, når den ikke var i brug, stod parkeret ved skatteyderens bopæl, ikke kunne tillægges særskilt betydning, idet bopælen som en landbrugsejendom samtidig var arbejdsplads.

Hvis et ægtepar er ansat i samme selskab og den ene får stillet en bil til rådighed, skal der kun ske beskatning af den ægtefælle, der får stillet bilen til rådighed for privat kørsel, jf. LL § 16, stk. 4, 1. pkt. Se endvidere TfS 1999, 386 LSR, hvor en skatteyder sammen med sin svigerfar drev landbrugsvirksomhed i interessentskabsform og havde anvendt virksomhedsordningen. Landbruget bestod af 3 selvstændigt matrikulerede ejendomme, og skatteyderen og svigerfaderen beboede hver en af ejendommene og havde hver sin husstand. Interessentskabet havde anskaffet en bil, der blev benyttet privat af begge interessenter. Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel til alene at beskatte hver interessent af en forholdsmæssig del af værdien af bil til rådighed, og de blev derfor hver beskattet af den fulde værdi heraf, jf. LL § 16, stk. 4.

Anvendelse af firmabilen til transport fra bopælen til et arbejdssted eller omvendt anses for privat kørsel. Dette gælder også, selvom bilen anvendes til kørsel til/fra bopælen i forbindelse med kørsel, der i øvrigt er erhvervsmæssig.

Hvornår er bilen til rådighed for erhvervsmæssig kørsel (60-dages-reglen)Transport, der sker mellem bopælen og en midlertidig arbejdsplads, anses derimod for erhvervsmæssig kørsel. En midlertidig arbejdsplads er defineret som en arbejdsplads, hvortil der køres højst 60 arbejdsdage inden for de foregående 24 måneder, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra a. Der behøver ikke at være tale om 60 arbejdsdage i sammenhæng. Hvis der kun køres fra bopælen til arbejdspladsen enkelte dage igennem en periode, lægges arbejdsdagene sammen. Sammentællingen afbrydes kun, hvis man ikke har kørt mellem bopælen og arbejdspladsen i 60 sammenhængende arbejdsdage (ca. 3 måneder). Kørsel til en arbejdsplads i dagens løb tælles ikke med i 60-dages-reglen. Se endvidere afsnit A.F.3.2.

Selvom en arbejdsplads én gang er blevet fast, kan den godt senere blive midlertidig igen.

Konstateres det, at den ansatte kører privat i firmabilen - trods aftale med arbejdsgiveren om det modsatte - beskattes den ansatte, som om bilen var til rådighed for privat kørsel det pågældende år.

En virksomheds medarbejder kan ikke uden skattemæssige konsekvenser leje firmabiler. Medarbejderne skal beskattes af værdien af fri bil med fradrag af den foretagne egenbetaling (lejen), jf. LL § 16, stk. 4, se TfS 1994, 730 LR.

Firmabil på gule pladerAnsatte, der kører i en firmabil på gule plader, hvor arbejdsgiverne ikke har betalt moms ved anskaffelsen, anses ikke for at have firmabil til rådighed, hvis kørslen er lovlig efter momsreglerne, dvs. erhvervsmæssig kørsel, der vedrører firmaets momspligtige aktivitet. I den forbindelse accepteres det, at der lejlighedsvis køres mellem bopælen og det faste arbejdssted. I SKM2002.612.DEP har Skatteministeriet kommenteret et retsforlig, som ministeriet har indgået vedrørende en kassevogn på gule plader, som kom til at stå på skatteyderens bopæl. Virksomheden var skatteyderens faders tømrervirksomhed, som ændrede adresse til faderens bopæl, hvor der ikke var plads til bilen. Af billeder af bilen fremgik det, at der for de pågældende år var tale om en specielt indrettet værkstedsvogn. På grund af billederne og vidneforklaringer fandt ministeriet ikke, at det var muligt at godtgøre, at bilen var brugt privat, bl.a. fordi skatteyderens kørselsbehov måtte antages at være blevet opfyldt gennem kørsel i samleverens bil.Ved lovlig kørsel forstås også kørsel ud over 60-dages-reglen mindre end en gang ugentlig. Dette gælder også, hvis arbejdsgiveren har lejet firmabilen, og lejemomsen trækkes fra fuldt ud. Tilsvarende gælder offentligt ansattes lovlige kørsel i tjenestebil, når bilen er af en type, der ville have kunnet indregistreres på gule plader, hvis den var ejet af en privat virksomhed.

For biler på gule plader, hvor der ikke er betalt tillæg for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven, fordi bilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, finder LL § 16, stk. 4 om beskatning af fri bil ikke anvendelse. Hvis det viser sig, at der alligevel køres privat i bilen, skal beskatning ske efter LL § 16, stk. 4,jf. SKM2004.358.VLR. Se endvidere SKM2005.438.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at en erhvervsdrivende, der i virksomheden anvendte en bil på gule plader, ikke for indkomståret 2002 kunne beskattes af værdi af fri bil, da det ikke var godtgjort, at bilen faktisk var anvendt privat.

TilkaldevagtAnsatte, der har tilkaldevagter fra bopælen, og som tager bilen med hjem, fordi den skal bruges i forbindelse med tilkaldene, anses ikke af den grund for at have bil til rådighed for privat kørsel. Det er dog en betingelse, at tilkaldene ikke sker til et fast arbejdssted, men til midlertidige arbejdspladser (uvisse adresser). Det må antages, at det forhold, at der undtagelsesvist køres mellem hjemmet og virksomheden, ikke udelukker, at der kan være tale om uvisse adresser. Det er endvidere en betingelse, at rådighedspligten er reel. Det indebærer, at den ansatte skal have pligt til at møde i rådighedsperioden. En telefonkæde, hvor den ansatte blot kan lade mødepligten overgå til den næste på listen, anses ikke at instituere en reel rådighedspligt. Den ansatte skal i rådighedsperioden endelig være pålagt reelle begrænsninger i privatlivet. Den ansatte skal f.eks. kunne møde udhvilet og ædru i hele rådighedsperioden, se fx SKM2004.118.VLR

ChaufførerChauffører, hvis hovedopgave er at transportere personer, materialer eller værktøj, kan starte og slutte det daglige arbejde ved at køre fra og til hjemmet i bilen, uden at det udløser beskatning af fri firmabil. Der må ikke være tale om tilfældigt chaufførarbejde for virksomheden, eller chaufførarbejde, der er en sekundær opgave i forhold til den pågældendes øvrige arbejdsopgaver. Det skal således kunne godtgøres, at den pågældendes primære opgave er at være chauffør af bilen. Ovenstående retningslinjer modificeres dog af følgende praksis:

I SKM2002.228.LR har Ligningsrådet godkendt, at en lærer på en produktionshøjskole kunne tage arbejdsgiverens (højskolens) nipersonersbus med hjem på sin private adresse uden at blive beskattet af fri bil, forudsat at hun tog elever med fra opsamlingssteder undervejs til og fra skolen.

I SKM2004.347.LR har Ligningsrådet godkendt, at kørsel i en tjenestebil mellem arbejdspladsen og den ansattes sædvanlige bopæl ikke skulle beskattes efter reglerne om værdi af fri bil. Den ansatte var pålagt at transportere de øvrige deltagere i tjenesterejsen. Ligningsrådet lagde til grund for afgørelsen, at den ansatte fungerede som chauffør, og at arbejdsgiveren førte kontrol med, at bilen ikke blev anvendt til private formål.

Kundeopsøgende aktivitetFor personer med kundeopsøgende arbejde anses kørsel mellem hjem og virksomhed ikke for privat kørsel, hvis en sådan kørsel højst finder sted 1 gang om ugen. Det er også her en forudsætning, at bilen i øvrigt ikke er stillet til rådighed for privat kørsel.

Ved personer med kundeopsøgende arbejde forstås personer, der kører ud til kunder - nye såvel som gamle - for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produktet har karakter af varer eller tjenesteydelser. Det kundeopsøgende arbejde skal have en vis fast karakter over året for at blive anerkendt i relation til LL § 16, stk. 4.

Særlige køretøjerDer er køretøjer, der ikke umiddelbart anses for omfattet af reglerne om fri bil til rådighed. Det gælder f.eks. lastvogne, kranvogne og andre specialkøretøjer. Foreligger der lukkede kassevogne med fastmonterede hylder samt fastmonteret værkstøjsindretning, må vognene anses som sådanne specielt indrettede værkstedvogne, at benyttelse af vognene til befordring mellem bopæl og arbejdsplads ikke udløser beskatning af bil til rådighed, men alene medfører bortfald af befordringsfradraget for den pågældende strækning.

Disse køretøjer anses ikke for egnede som alternativ til en privat bil, og privat kørsel i sådanne køretøjer udløser derfor ikke beskatning efter LL § 16, stk. 4. Det forudsættes herved, at bilerne ikke må anvendes - og rent faktisk ikke bliver anvendt - til privat kørsel i øvrigt.

Kun de biler, der efter deres art og fremtræden kan være anvendelige som alternativ til en privat bil, er omfattet af LL § 16, stk. 4. Vurderingen er dog konkret. Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked fra 1994 udtalt, at hvorvidt en bil er uegnet til anvendelse som alternativ til en privat bil eller ej, bestemmes ud fra bilens indretning. Ligningsrådet anså således en lukket kassevogn med fastmonteret værktøjsindretning for at være et specialkøretøj, jf. TfS 1994, 667 LR. Ligningsrådet anså ligeledes en autocamper for at være et specielt køretøj, jf. TfS 1997, 308 LR. Derimod fandt Landsskatteretten i SKM2004.127.LSR, at en autocamper var egnet til privat kørsel, hvorfor der var grundlag for beskatning af fri bil.Se også TfS 1999, 495 LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at en varebil på gule plader, der af en slagtermester var medtaget i virksomhedsordningen og blev anvendt i forretningen, måtte anses for indrettet på en sådan måde, at der ikke var grundlag for beskatning af fri bil. Endvidere henvises til skatteministerens besvarelse af spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg vedrørende beskatning i situationer, hvor en arbejdsgiver stiller et specialindrettet køretøj til rådighed for den ansatte, og der foreligger en aftale om, at bilen ikke må benyttes privat, jf. udtalelse fra skatteministeren i TfS 1999, 703.

Et eksempel på, at en bil ikke anses som et særligt køretøj, er TfS 1999, 919 HRD om en skatteyder, der arbejdede som gardinmontør og direktør i et selskab, der drev virksomhed med salg og montage af gardiner og som var ejet af skatteyderens ægtefælle. Selskabet var registreret på ægtefællernes privatadresse, men forretningen lå på en anden adresse. Selskabet havde leaset to varebiler, hvoraf skatteyderen benyttede den ene til kørsel til kunder. Højesteret fandt ikke, at der ivar tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at bilen, uanset at den var specialindrettet til skatteyderens arbejde som gardinmontør, var indrettet på en sådan måde og i et sådant omfang, at den kunne anses som en værkstedsvogn. Højesteret lagde derfor til grund, at bilen var anvendelig som alternativ til en privat bil. Værdien af fri bil blev herefter beregnet efter LL § 16, stk. 4. Værdiansættelsen af privat kørsel i særlige køretøjer sker med udgangspunkt i LL § 16, stk. 3, dvs. markedsværdien, jf. dog de modifikationer, der følger af LL § 9 C, stk. 6.

I SKM2004.118.VLR vedrørende en pickup fandt Landsretten, at der ikke var tale om en særligt indrettet værkstedsvogn. I SKM2005.307.VLR fandt landsretten, at to varevogne, der indgik i virksomhedsordningen, var særligt indrettede køretøjer,, hvorfor beskatning af den private anvendelse skulle ske efter LL § 16, stk. 3 og ikke § 16, stk. 4. Efter bevisførelsen lå det til grund, bilen var udstyret med et radioanlæg, der var fastspændt til passagersædet på en sådan måde, at radioanlægget ikke umiddelbart kunne frigøres. Når radioanlægget var monteret, kunne passagersædet ikke bruges til passagertransport.

Værdiansættelse af privat kørsel i særlige køretøjerVed værdiansættelsen sondres der imellem følgende former for privat kørsel:

•  Kørsel mellem hjem og arbejdsplads.
•  Privat kørsel i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel.
•  Privat kørsel i øvrigt.

Kørsel mellem hjem og arbejdsplads i et specialkøretøj betragtes som fribefordring, og den ansatte beskattes ikke af kørslen mellem hjem og arbejdsplads, hvis den pågældende ikke har taget et befordringsfradrag efter reglerne herom i LL § 9 C.

Har den ansatte derimod taget et befordringsfradrag, skal den pågældende ved indkomstopgørelsen medregne værdien af fri befordring svarende til befordringsfradraget, jf. LL § 9 C, stk. 6.

Da kørsel mellem hjem og arbejde således kun har den konsekvens, at det almindelige befordringsfradrag ikke kan udnyttes, vil 60-dages-reglen i LL § 9 B ikke have nogen betydning her, hvor den ansatte hverken bliver beskattet af sin kørsel mellem hjemmet og arbejdet eller kan opnå befordringsfradrag for kørslen.

Privat kørsel i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel i særlige køretøjer beskattes med en km-takst, hvis den private kørsel overstiger en bundgrænse på 1.000 km om året, jf. SKAT- meddelelse SKM2005.510.SKAT, pkt. 6. Satsen er 3,30 kr. pr. km. for 2006 (2005: 3,10 kr.). Med privat kørsel i forbindelse med en erhvervsmæssig kørsel tænkes der bl.a. på småture m.m., som eksempelvis foretages under en vagt. Formålet med den private kørsel er uden betydning. Det afgørende er, om den private kørsel begrænses af selve vagten eller anden form for erhvervsmæssig kørsel. Ligningsrådet har godkendt, at et selskabs medarbejdere, som havde skiftende arbejdssteder og kørte til disse direkte fra bopælen i en af selskabets værkstedsbiler, ikke skulle beskattes, hvis de standsede på vejen for at foretage private indkøb eller for at aflevere/hente børn, såfremt den private kørsel skete uden afvigelser fra den erhvervsbetingede kørselsrute. Se SKM2002.251.LR. Privat kørsel i øvrigt i et specialkøretøj beskattes med et beløb, der svarer til det, det ville koste den ansatte at leje en bil med tilsvarende anvendelsesmuligheder, jf. LL § 16, stk. 3, og SKAT-meddelelse SKM2005.510.SKAT, pkt. 6.   Dette gælder også, hvis den ansatte anvender arbejdsgiverens bil i eget erhvervsmæssigt øjemed.