Ansatte, der har adgang til befordring mellem hjem og arbejdsplads, som arbejdsgiveren har betalt, fx i firmabus eller mandskabsvogn, bliver beskattet heraf, hvis der foretages befordringsfradrag, jf. LL § 9 C, stk. 7. Hvis der ikke foretages fradrag, sker der ikke beskatning af den fri befordring. En kontant kørselsgodtgørelse fra arbejdsgiveren til den ansatte til dækning af kørsel mellem hjem og arbejdsplads er dog skattepligtig, da der er tale om ikke -erhvervsmæssig kørsel (der kan kun udbetales skattefri kørselsgodtgørelse til dækning af erhvervsmæssig kørsel Se nærmere herom i A.B.1.7.1). En ansats kørsel med en kollega, der har firmabil, beskattes kun såfremt arbejdsgiveren har pålagt kollegaen at befordre den pågældende. 

Om beskatning af arbejdsgiverbetalt brobizz i forbindelse med fri bil, se SKM2004.417.LSR. Arbejdsgiveren havde stillet fri bil til rådighed for klageren samt betalt broafgiften i forbindelse med transport over Storebæltsbroen. Brobizzen måtte alene anvendes til kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen. Landsskatteretten fandt, at arbejdsgiverens udgift til brobizz var en integreret del af betalingen for klagerens befordring mellem hjem og arbejdsplads. Da klageren ikke havde foretaget fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C var der ikke grundlag for at beskatte broafgiften. Der er udsendt et genoptagelsescirkulære TSS-cirkulære 2005-18, jf. SKAT-meddelelse SKM2005.517.SKAT - om genoptagelse af skatteansættelsen vedrørende beskatning af brobizz til benyttelse af Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen ). Der henvises nærmere til afsnit A.B.1.9.2. under kantteksten " udgifter i forbindelse med firmabil."

Ansatte, der har frikort til offentlige transportmidler beskattes, hvis frikortet anvendes til transport mellem bopæl og arbejdsplads, med et beløb, der svarer til befordringsfradraget for denne strækning, såfremt den ansatte ønsker at foretage dette fradrag. Hvis der ikke foretages befordringsfradrag, sker der heller ikke beskatning. Der vil endvidere ikke skulle ske beskatning, hvis den ansatte betaler arbejdsgiveren for befordringen. Til belysning heraf, se skatteministerens besvarelse i TfS 1995, 439.

Om fri befordring i form af arbejdsgiverbetalt periodekort til bus og tog, se SKM2004.343.LR. Ligningsrådet bekræftede, at medarbejdere, som undlod at tage befordringsfradrag, ikke ville blive beskattet af arbejdsgiverens betaling af periodekort til bus og tog til brug for befordring mellem hjem og arbejde. Medarbejdernes sporadiske anvendelse af periodekortet til anden privat kørsel ville ikke medføre beskatning, medmindre kortet blev brugt i et så væsentligt omfang, at der var tale om et sparet privatforbrug. De medarbejdere, som ikke ønskede at blive beskattet af et væsentligt omfang af privatkørsel ud over kørsel mellem hjem og arbejde, måtte fraskrive sig adgangen til periodekortet. Ligningsrådet bekræftede endvidere, at arbejdsgiverens udgift til periodekort kunne modregnes i medarbejdernes løn uden anden konsekvens, end at medarbejderne mistede deres befordringsfradrag. 

Det er adgangen til den fri transport og ikke benyttelsen heraf, der beskattes. Hvis fx en ansat i DSB har fået udleveret et frikort til DSB, men ikke bruger det til transport mellem hjem og arbejdsplads, fordi personen hellere vil køre i bil, er konsekvensen alligevel, at frikortet beskattes, hvis der tages befordringsfradrag. Se nærmere herom A.F.3.1.5.

Det er derfor nødvendigt at fraskrive sig adgangen til den fri transport, hvis man ikke ønsker at blive beskattet heraf. Dette kan ske ved at tilbagelevere det pågældende frikort.

Hvis de offentlige transportmidler på strækningen ikke betjenes på det pågældende tidspunkt, fordi den ansattes transport mellem hjemmet og arbejdspladsen sker inden første eller efter sidste afgang, kan der foretages fradrag efter reglerne hjem-arbejdsplads, jf. LL § 9 C, uden at der sker beskatning af værdien af fri befordring for denne strækning.

Den ansattes frikort medfører ikke anden beskatning end beskatning af fri befordring mellem hjem og arbejdsplads, medmindre frikortet i væsentligt omfang benyttes til anden privat befordring. I så fald beskattes værdien heraf som efter de gældende regler. Der vil således kun ske en beskatning af den faktiske benyttelse af frikortet i det omfang, benyttelsen har medført et sparet privatforbrug. Se herom ovenfor om SKM2004.343.LR. Hvad angår beskatning af frikort og lign. hos DSB-ansatte henvises til skatteministerens besvarelse i TfS 1994, 68.

Personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og nævn eller andre kollektive organer herunder kommunalbestyrelser, er også omfattet af LL § 16, om beskatning af personalegoder.

Den skattemæssige konsekvens af fri befordring for denne gruppe er, at befordringsfradraget bortfalder, jf. LL § 9 C, stk. 7. Dette gælder både den befordring, der foretages i forbindelse med varetagelse af det politiske arbejde og den befordring, der foretages i forbindelse med den pågældendes erhvervsarbejde. For medlemmer af Folketinget, ministre og danske medlemmer af Europa-Parlamentet gælder tilsvarende regler efter LL § 9 C, stk. 8. Se endvidere A.F.3.1.5.

Det pågældende frikort beskattes således efter bestemmelsen i LL § 9 C, stk. 7, også ved anvendelsen i forbindelse med arbejde for en anden arbejdsgiver (erhvervsarbejdet) end den arbejdsgiver, der har betalt befordringen.

Hvis der udleveres frikort til andre persongrupper, end de der er omfattet af LL § 16, stk. 1, eksempelvis tidligere ansatte, vil der ikke skulle ske beskatning i henhold til LL § 16, men efter de almindelige regler om gaver.

Arbejdsgiveren skal indberette, at der som led i et ansættelsesforhold til nuværende ansatte ydes frikort til offentlig befordring. Dette gælder tilsvarende for frikort, der ydes til kommunalbestyrelsesmedlemmer og folketingsmedlemmer, der som led i deres hverv, modtager et sådant frikort. Der skal ikke ske indberetning om frikort til tidligere ansatte, tidligere kommunalbestyrelsesmedlemmer eller folketingsmedlemmer, jf. TfS 1996, 825 TSS.