Indhold
 Dette afsnit handler om særlige regler om AM-bidrag for pensionskasser, forsikringsselskaber, ATP m.fl.
 Afsnittet indeholder:
  -  Indbetalinger til dansk pensionskasse m.fl. 
-  Tilbagebetaling til arbejdsgiveren 
-  Overførsel til anden pensionskasse m.fl. 
-  Indbetaling til udenlandsk forsikringsselskab m.fl. 
Indbetalinger til dansk pensionskasse m.fl.
 For indbetalinger som nævnt i KSL § 49 A, stk. 3, nr. 1-4, opgør pensionskassen, herunder ATP, forsikringsselskabet eller pengeinstituttet, grundlaget for AM-bidraget og beregner AM-bidragets størrelse. Se KSL § 49 D, stk. 1.
 For indbetalinger omfattet af KSL § 49 A, stk. 3, nr. 1 og 4, foretages opgørelsen på grundlag af arbejdsgiverens, den tidligere arbejdsgivers eller den offentlige myndigheds oplysninger om bidragspligtige beløb. Se KSL § 49 D, stk. 2.
 Pensionsinstituttet kan for præmier og bidrag omfattet af KSL § 49 A, stk. 3, nr. 1 og 4, der indbetales til aldersforsikring (PBL § 10 A) eller en supplerende engangssum (PBL § 29 A), indeholde en foreløbig skat i det indbetalte eller forfaldne beløb efter KSL § 48, stk. 11. Det samme gælder for indbetalinger omfattet af KSL § 49 A, stk. 3, nr. 1 og 4, der indbetales til aldersopsparing (PBL § 12 A). Se KSL § 46, stk. 6.
 For indbetalinger omfattet af KSL § 49 A, stk. 3, nr. 2 og 3, foretages opgørelsen på grundlag af oplysninger om det bidragspligtige beløb, som gives af den offentlige myndighed eller andre, som foretager indbetaling til ATP, livsforsikringsselskabet eller pensionskassen. Se KSL § 49 D, stk. 3.
 Ved indbetalinger til visse udenlandske forsikringsselskaber, pensionskasser eller kreditinstitutter gælder i stedet reglen i KSL § 49 D, stk. 4. Se KSL § 49 D, stk. 1.
 
 Tilbagebetaling til arbejdsgiveren
 Tilbagebetaling til arbejdsgiveren m.v. som nævnt i PBL § 21 A, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 4. pkt., sker inklusiv AM-bidraget. Se KSL § 49 D, stk. 1.
 Overførsel til anden pensionskasse m.fl.
 Ved overførsel til en anden pensionskasse, et andet forsikringsselskab eller et andet pengeinstitut som nævnt i PBL § 21 A, stk. 1 og 2, sker overførslen eksklusiv AM-bidraget.
 Pligten til at beregne og indeholde bidraget fastholdes hos det pensionsselskab, som oprindelig har modtaget pensionsindbetalingen.
 Se KSL § 49 D, stk. 1.
 Indbetaling til udenlandsk forsikringsselskab m.fl.
 Arbejdsgiveren, den tidligere arbejdsgiver eller offentlige myndighed opgør grundlaget for AM-bidraget og beregner AM-bidragets størrelse for indbetalinger som nævnt i KSL § 49 A, stk. 3, nr. 1-4, der indbetales til et udenlandsk forsikringsselskab, pensionskasse eller kreditinstitut, som
  -  er godkendt af Skatteforvaltningen, og 
-  efter tilladelse i et land inden for EU/EØS udøver livsforsikringsvirksomhed, pensionskassevirksomhed eller kreditinstitutvirksomhed dér. 
Se KSL § 49 D, stk. 4.