Bestemmelserne om afgiftsfritagelse for biler med tilladt totalvægt over 4 tons omfatter følgende køretøjer:
Køretøjer til godstransport § 2, stk. 1, nr. 7aKøretøjer, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport.
Godskørsel Køretøjerne kan anvendes til almindelig godskørsel i både erhvervsmæssig og privat øjemed, men må ikke bruges til feriekørsel eller anden privat personbefordring. Køretøjerne må ikke bruges til befordring af personer uden for førerrummet. Det er dog tilladt at benytte køretøjerne til personbefordring i følgende tilfælde:
- Når de pågældende personer er nødvendige for af- og pålæsning af det transporterede gods.
- Når de pågældende personer befordres til eller fra den arbejdsplads, hvor de skal anvende det medbragte materiel. Personerne skal i dette tilfælde være ansat i bilejerens eller -brugerens virksomhed
Ved bedømmelsen af, hvor mange personer der er nødvendige for af- og pålæsning af transporteret gods, kan der tages hensyn til, at det for en hurtig og hensigtsmæssig distribuering af varer kan være nødvendigt, at der med et køretøj befordres flere personer end fysisk nødvendigt for af- og pålæsning af det transporterede gods. Der kan endvidere tages hensyn til, at personernes tilstedeværelse i køretøjet kan være påkrævet for godstransportens forsvarlige gennemførelse.
Ved bedømmelsen af, om der i det enkelte tilfælde er tale om materiel, ses der på, om den aktuelle arbejdsopgave kræver, at der med køretøjet transporteres gods og materiel m.m. af så betydelig vægt og omfang eller af en sådan art, at det er nødvendigt at anvende et køretøj, som er konstrueret til godstransport.
Befordring af personer uden for førerrummet er derfor ikke tilladt, når der kun medbringes gods - herunder værktøj m.m. - af mindre vægt og omfang, og hvor kørslens egentlige formål derfor må siges at være befordring af personerne.
Det er endvidere en forudsætning for den omhandlede personbefordring, at kørslen finder sted mellem udgangspunktet for virksomheden og det sted, hvor det medbragte materiel skal anvendes. Det vil således være i strid med betingelserne for køretøjernes benyttelse, hvis der foretages væsentlige afvigelser fra den direkte rute, fx med henblik på afhentning af virksomhedens ansatte ved deres bopæl. Når betingelserne for personbefordringen har været opfyldt ved udturen, kan de pågældende også følge med i køretøjet på tilbageturen.
Der må ikke i køretøjet bag førersædet findes sædearrangement af nogen art eller indretninger, der er egnede til anbringelse af sæder e.l. til personbefordring. Denne betingelse er fx ikke opfyldt, hvis der i rummet bag førersædet, eventuelt i et udvidet førerrum, er anbragt en eller flere store værktøjskasser, navnlig ikke hvor disse er forsynet med polstrede - eventuelt aftagelige - hynder e.l.
Sædvanlig indretning af køretøjerne med henblik på en hensigtsmæssig anbringelse af det transporterede gods vil kunne tillades i varerummet. Som eksempel kan nævnes en VVS-installatørbil, indrettet med hylde-/skuffearrangement til værktøj og fittings.
De pågældende køretøjer, der forsynes med gule nummerplader, kan anmeldes til registrering efter færdselsloven uden ekspedition hos told- og skatteforvaltningen.
Anden kørsel Køretøjerne kan anvendes til kørsel uden forbindelse med almindelig godstransport, når det sker som et led i erhvervsudøvelsen inden for det pågældende fagområde.
Det kan dreje sig om servicekørsel, skolevognskørsel e.l. Køretøjerne kan også benyttes til kørsel til og fra garage eller anden holdeplads, reparatør o.l. Ved kørsel uden forbindelse med godstransport må der ikke befordres personer bag førersædet.
En lastbil kan henstilles på en holdeplads ved eller i nærheden af førerens faste bopæl, selv om der herved - inden for rimelige grænser - sker afvigelser fra den normale kørselsrute mellem forretningsstedet og køretøjets senere bestemmelsessted.
Privat personbefordring kan derimod ikke lovligt foretages med køretøjet, således bl.a. ikke kørsel, hvis formål er ejers, førers eller andres befordring mellem bopæl og forretningssted. Det gælder, selv om personerne befordres i førerrummet. Køretøjet må dog benyttes til privat personbefordring, hvis der er udstedt tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse.
Studenterkørsel o.l. Last- og varebiler, traktorer og påhængs- og sættevogne må anvendes til privat personbefordring, hvis der af Færdselsstyrelsen eller politiet er udstedt en tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse (studenterkørsel og kørsel ved byfester, karnevaller, 1. maj demonstrationer mv.).
Der skal ikke sendes nogen ansøgning til told- og skatteforvaltningen om en sådan anvendelse.
Indretning og beboelse i biler med tilladt totalvægt over 4 tons ►Fra 1. april 2006 må disse biler også anvendes til privat transport af idrætsudstyr, der er af en sådan karakter eller mængde, at det er nødvendigt, at udstyret bliver transporteret i et køretøj af denne størrelse, og i forbindelse hermed til privat befordring af personer i førerrummet samt til beboelse. Det betyder, at privat godstransport af fx motocross motorcykler, heste, både mv. bliver omfattet af fritagelsen.◄
Køretøjet kan indrettes med faciliteter som fx sovepladser, køkken, bad eller toilet, således at køretøjet kan anvendes til ophold og beboelse i forbindelse med privat transport af idrætsudstyret.
Det er dog en betingelse, at køretøjet primært er indrettet til godstransport. Beboelsesdelen kan derfor kun udgøre en mindre del af bilens samlede indretning.
Specielt indrettet køretøj § 2, stk. 1, nr. 7bKøretøjer, der er specielt indrettet som bibliotek eller til erhvervsmæssigt formål, fx tandklinikker, udstillingsvogne, salgsvogne, mobile kontorer, værkstedsvogne o.l., er fritaget for afgift. Der må ikke med køretøjet befordres personer uden for førerrummet, og køretøjerne må ikke benyttes til privat personbefordring.
Køretøjernes varerum kan indrettes med udstyr til den specielle anvendelse. Køretøjerne må i princippet ikke indrettes med egentlige beboelsesfaciliteter, som fx sovepladser, toilet, bad, køkken mv.
Køretøjerne skal ekspederes hos den SKAT, inden registrering efter færdselsloven kan finde sted. Køretøjerne forsynes med gule nummerplader.
Køretøjer til hestetransport Køretøjer med en tilladt totalvægt over 4 tons indrettet til hestetransport, er fritaget for afgift. Køretøjets varerum kan indrettes med højtsiddende vinduer eller tagvinduer (der kan åbnes), ovenlys, ventilation o.l. af hensyn til dyrenes transport. Der må også være skabe, hylder o.l. til redskaber, seletøj mv., men der må ikke være nogen form for indretning til ophold og beboelse. hvis køretøjet indrettes med faciliteter til ophold og beboelse, fx sovepladser, køkken, bad eller toilet, eller eksempelvis får karakter af en kombineret autocamper og hestetransport, skal køretøjet afgiftsberigtiges som andre køretøjer efter lovens § 4 (fuld afgift). I førerummet kan der dog tillades indretning med soveplads udelukkende for at opfylde EU''s bestemmelser om køre- og hviletid.
Kranvogne med dobbeltkabine (fejeblad) Kranvogne med dobbeltkabine, der på ladet er påmonteret løfteaggregat til bugsering og slæbning af havarerede køretøjer, er fritaget for afgift efter lovens § 2, stk. 1, nr. 7b, hvis bilen har en tilladt totalvægt over 4 tons. Biler af den nævnte art med tilladt totalvægt mellem 2 og 4 tons skal afgiftsberigtiges efter lovens § 5 (30 pct. afgift).
Daginstitutioner § 2, stk. 1, nr. 7c Køretøjer, der er specielt indrettet til transport og ophold for daginstitutioner, er fritaget for afgift. Køretøjerne må ikke anvendes til anden privat personbefordring.
Bestemmelsen har til formål at støtte bestræbelserne på at øge pasningskapaciteten på daginstitutionsområdet. Fritagelsen vil ofte dreje sig om store busser eller kassevogne, der indrettes med opholdsrum med arbejdsborde til ca. 20 børn og i øvrigt er indrettet med køkken med sædvanlige faciliteter, garderobe, toilet m.m.
Bestemmelsen omfatter ikke kun børnehaver og fritidshjem. Der er således truffet afgørelse om, at et kommunalt drevet værested for voksne med psykisk handicap kan anses for en daginstitution.
Køretøjerne skal ekspederes hos told- og skatteforvaltningen, inden registrering efter færdselsloven kan finde sted. Køretøjerne forsynes med gule nummerplader. |