åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.1.5.3 Værdiansættelse af motorkøretøjer" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Nye køretøjer
§ 9, stk. 4 
Findes der ikke en anmeldt standardpris for et nyt køretøj, eller er betingelserne om afgiftsberigtigelse på grundlag af en lavere pris end den anmeldte (mindstebeskatningsprisen, dvs. med 9 pct. avance) ikke opfyldt, fastsættes den afgiftspligtige værdi skønsmæssigt af SKAT. I sådanne tilfælde forhøjes afgiften med 500 kr. for motorcykler og 1.000 kr. for biler.

For biler og motorcykler 0-1 år gamle fastsættes afgiften efter en særlig nedskrivningsskala med udgangspunkt i den oprindelige nypris (standardpris), jf E.1.4.1. Er der ikke anmeldt en standardpris for sådanne køretøjer fastsættes den afgift, der ville have været gældende ved køretøjets afgiftsberigtigelse som nyt, skønsmæssigt af SKAT, jf registreringsafgiftslovens § 10, stk. 2.

Nye køretøjerEt køretøj anses som nyt, indtil det har kørt 2.000 km., medmindre køretøjet har været udsat for beskadigelser eller viser spor af slitage, som udelukker, at det kan sælges som nyt.

Ved værdifastsættelsen kan der tages udgangspunkt i listeprisen for det pågældende køretøj. Foreligger der ikke en listepris, foretages værdifastsættelsen med udgangspunkt i prisen for et tilsvarende eller sammenligneligt køretøj. Til brug herfor kan SKAT anmode en importør om at kalkulere køretøjets almindelige pris på landsbasis.

Brugte køretøjer
§ 10
►Den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer skal fastsættes skønsmæssigt. Et køretøj, der efter reparation eller ombygning ikke længere i afgiftsmæssig henseende er identisk med et tidligere afgiftsberigtiget køretøj, anses som brugt, men skal dog afgiftsberigtiges efter satserne for nye køretøjer.◄

Ved værdifastsættelsen ansættes køretøjets almindelige pris (inkl. moms, men uden registreringsafgift) ved salg til bruger her i landet i den stand, hvori det skal registreres. Den afgiftspligtige værdi kan dog ikke overstige køretøjets oprindelige pris som nyt.

"Toldsyn"
§ 10, stk. 3
Brugte biler og motorcykler, der skal registreres her i landet første gang, skal forinden værdifastsættelsen forevises for Synsvirksomheden, der også syner køretøjet med henblik på at fastslå køretøjets identitet, kilometerstand, udstyr og stand generelt. Dette syn betegnes af Synsvirksomheden som "Toldsyn". Synsvirksomhedens påtegninger på synspapirerne indgår i værdifastsættelsen, som kan ske uden at køretøjet forevises for SKAT. SKAT kan besigtige et køretøj, hvis de finder det nødvendigt.Fradrag/tillæg for km, stand mv.I værdien foretages fradrag eller tillæg på grundlag af et samlet skøn af køretøjets kilometerstand, vedligeholdelsesstand, eventuelle forbedringer og øvrige beskaffenhed. Ved værdifastsættelsen af et køretøj, som efter reparation eller ombygning har mistet sin identitet, tages særligt hensyn til den eventuelle værdiforøgelse eller -forringelse, der har fundet sted ved reparationen eller ombygningen.

Registreringsafgiften beregnes således ikke efter køretøjets købspris, eller hvad en autoforhandler vil betale for køretøjet, men efter hvad SKAT skønsmæssigt fastsætter køretøjets afgiftspligtige værdi til. Den afgiftspligtige værdi fastsættes/udregnes på grundlag af køretøjets markedspris/handelspris her i landet. Dette svarer til, hvad en dansk forhandler kan sælge et tilsvarende køretøj for i registreringsklar stand (inkl. moms, forhandleravance og registreringsafgift).

Veterankøretøjer For køretøjer, der er mere end 35 år gamle (veterankøretøjer) og fremtræder som ved første registrering, fastsættes den afgiftspligtige værdi til 40 pct. af den oprindelige nypris.

►Der er fra 1. april 2006 foretaget den ændring vedrørende køretøjer, der er mere end 35 år gamle, jf. lovens § 10, stk. 4, at afgiften fastsættes til den udbetalte godtgørelse, hvis der er udbetalt godtgørelse efter § 7 b for køretøjet. Sådanne veterankøretøjer kan således ikke længere afgiftsberigtiges på grundlag af køretøjets brugsværdi.◄

Landsretsdom Vestre Landsret frifandt vurderingsmyndigheden vedr. motorkøretøjer i en sag, hvor vurderingsmyndigheden, med henblik på beregning af registreringsafgift, havde fastsat værdien af et importeret motorkøretøj. Syns- og skønsmanden vurderede motorkøretøjet til en væsentligt lavere værdi end Vurderingsmyndigheden. Landsretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at skønnet utvivlsomt var foretaget uden påvirkning af uvedkommende hensyn og i øvrigt på et sagligt grundlag. Da der ikke var tilvejebragt oplysninger, der kunne føre til et andet resultat, gav skønsmandens vurdering ikke anledning til at tilsidesætte værdiansættelsen, jf SKM2003.12.VLR. Tilsvarende afgørelse har Vestre Landsret truffet i en lignende sag, jf SKM2003.376.VLR

Østre Landsret fastslog, jf. SKM2004.186.ØLR, at vurderingsmyndigheden efter registreringsafgiftslovens § 13, stk. 1, efter sin sammensætning og efter det betydelige antal vurderinger, myndigheden foretager hvert år, måtte antages at have en meget stor og bred erfaring ved vurdering af køretøjer. Vurderingsmyndigheden havde i den konkrete sag fastsat bilens afgiftspligtige værdi på grundlag af en besigtigelse af bilen sammenholdt med tilgængelige objektive oplysninger om en tidligere tilsvarende vurdering og øvrige foreliggende oplysninger om prisniveauet.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at disse objektive oplysninger var forkerte, og det fandtes heller ikke ved skønserklæringen eller på anden måde godtgjort, at grundlaget for vurderingen af bilen havde været mangelfuldt eller ufuldstændigt. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen.

Klageadgang ►Den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer, jf. lovens § 10, fastsættes fra 1. april 2006 udelukkende af SKAT, der således træffer alle afgørelser i 1. instans. SKATs afgørelser om værdifastsættelse kan påklages til særlige Motorankenævn, jf. registreringsafgiftslovens §§11-13.◄

Hvert motorankenævn består af 3 medlemmer. Af de 3 nævnsmedlemmer skal 1 være teknisk kyndigt og 1 handelskyndigt. Disse 2 medlemmer udnævnes af skatteministeren efter indstilling fra hovedorganisationerne af bilejere (FDM). Det tredje medlem udnævnes af skatteministeren efter indstilling fra brancheorganisationer for forhandlervirksomheder i autobranchen.

Klagen skal indgives skriftligt og begrundet til SKAT. Klagen skal være modtaget senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Motorankenævnet kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 257 af 28. marts 2006 om forretningsorden for motorankenævn.

SKAT kan genoptage den afgørelse, der er klaget over, hvis klageren er enig i det. I andre tilfælde sender SKAT klagen til motorankenævnet sammen med en udtalelse om klagen.

Motorankenævnets afgørelser kan påklages til Landsskatteretten.