TL § 47c, stk. 5, udtaler, at tinglyst virksomhedspant skal respektere senere udlæg, hvis udlægshaveren senest 3 hverdage efter udlæggets foretagelse har givet meddelelse til virksomhedspanthaveren om udlægget.

I lovforslag L162 blev foreslået en bestemmelse, hvorefter alene udlæg for offentlige krav skulle have denne mulighed for at få prioritet foran en virksomhedspanteret, men dette blev i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget ændret, således at denne beskyttelse af senere foretagne udlæg gælder samtlige udlæg, dvs. også fra private.

Undersøgelse af personbogenSom følge af fristen på 3 hverdage bør pantefogeden ved udlæg hos en erhvervsvirksomhed undersøge personbogen ved Retten i Århus for at se, om der er tinglyst virksomhedspant efter TL § 47c, stk. 3. Er det tilfældet, vil udlægget rykke foran ved rettidig underretning til virksomhedspanthaver.

Underretning inden for 3 hverdageUdlægget har prioritetsstilling forud for virksomhedspantet fra tidspunktet for udlæggets foretagelse, men det er som sagt en nødvendig betingelse herfor, at der inden for 3 hverdage fra udlæggets foretagelse gives meddelelse til virksomhedspanthaveren. Det er tilstrækkeligt, at udlægshaver har afsendt meddelelsen inden 3 hverdage. Meddelelsen skal ifølge bemærkningerne til loven indeholde oplysninger om, at udlægget er omfattet af TL § 47c, stk. 5, herunder en identifikation af udlægshaveren, skyldneren og det eller de aktiver, hvori udlæg er foretaget.

Udlægget og dermed prioritetsstillingen forud for virksomhedspanteretten kan alene bortfalde, hvis kravet indfries, eller hvis udlægget bortfalder som følge af konkurs, jf. KL § 71.

Brudte prioriteter kan opståAf bemærkningerne til loven følger, at virksomhedspanthaveren må acceptere en "brudt prioritet" i det tilfælde, hvor et virksomhedspant er efterfulgt af et udlæg, der som følge af ikke rettidig eller manglende underretning ikke er tillagt en særlig retsstilling. I det tilfælde vil et senere udlæg, der er efterfulgt af en rettidig underretning til virksomhedspanthaver, få en prioritetsstilling foran virksomhedspantet, men da det første udlæg ikke skal acceptere en ringere plads som følge heraf, må virksomhedspantet for en del svarende til udlægget tillagt fortrinsstilling rykke ned efter det første udlæg. At virksomhedspanthaveren må acceptere en "brudt prioritet", har imidlertid kun betydning for det aktiv, hvori der er foretaget udlæg.