| Ligningsrådet er klageinstans i sager om:
- afskrivningslovens § 52, stk. 2 (efterfølgende afskrivninger),
- fondsbeskatningslovens § 4, stk. 8 (efterfølgende fondshenlæggelser),
- husdyrbesætningslovens § 5, stk. 2 (efterfølgende nedskrivning
på husdyrbesætninger),
- varelagerlovens § 7, stk. 2 (efterfølgende varelagernedskrivning til
og med 1997)
- SSL § 37 C (omgørelse)
- selskabsskattelovens § 31 (sambeskatning), jf. TSS-cirkulære nr. 1999-46
(omtrykt den 16. marts 2000)
- Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 10 og § 11, stk. 2 om de selskaber, der lignes af Told- og Skattestyrelsen,
jf. TSS-cirkulære nr. 2000-12.
- Afgørelser der er truffet efter bemyndigelse fra Ligningsrådet, medmindre
andet er fastsat ved lov. Se afsnit H.1.1.2.
Derimod er Ligningsrådet ikke klageinstans i ansættelsessager.
Klagefrist Klagen skal indgivet inden 3 måneder, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 16. Denne frist gælder dog kun for de sager, der er omfattet af sagsudlægningsbekendtgørelsen.
Der er ingen klagefrist i de sager, hvor Ligningsrådet selv har udlagt bemyndigelsen.
Krav til klagen Klagen skal stiles til Ligningsrådet og indsendes til
Told- og Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø.
Klage over afgørelser truffet af en told- og skatteregion, der er skatteansættende
myndighed, stiles til Ligningsrådet og indsendes til Told- og Skattestyrelsen,
jf. TSS-cirkulære nr. 1999-46 (omtrykt 16. marts 2000).
Klage over nægtet sambeskatning skal stiles til Ligningsrådet og indsendes
til den told- og skatteregion, hvorunder moderselskabet hører. Hvis afgørelsen
er truffet af Københavns eller Frederiksberg kommuner skal klagen over den
nægtede sambeskatning stiles til Ligningsrådet og indsendes til henholdsvis
Told- og Skatteregion København eller Told- og Skatteregion Frederiksberg.
Sagsbehandling når klage er indgivet Når Told- og Skattestyrelsen
modtager en klage, skal styrelsen som sekretariat for Ligningsrådet hurtigst
muligt behandle sagen, herunder udarbejde forreferat til Ligningsrådet.
Ligningsrådets afgørelse i konkrete sager træffes ved en kendelse.
Rådets afgørelser træffes på møder, som ikke er offentlige.
For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i
afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde
af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Kendelsen tilsendes den private
part og alle øvrige vedkommende - herunder de berørte skattemyndigheder.
For Ligningsrådets sagsbehandling gælder i øvrigt samme regler om
sagsfremstilling, begrundelse, klagevejledning og klagefrister som for told- og
skatteforvaltningens og skatteankenævnenes afgørelser, jf. afsnit E.
Personligt fremmøde Har en skattepligtig en sag, der skal behandles
i Ligningsrådet, har den skattepligtige og hans eventuelle repræsentant
mulighed for mundtligt at forelægge sagen for Ligningsrådet, jf. forretningsordenen
§ 8, 2. pkt. Hvis den skattepligtige skal foretræde for Ligningsrådet,
indledes mødet med, at den skattepligtige (eller dennes rådgiver) kort
redegør for sine synspunkter om sagen. Ligningsrådets medlemmer har gennemgået
sagen på forhånd, så en gennemgang af sagens faktiske omstændigheder
er derfor ikke nødvendig. Herudover stiller Ligningsrådet evt. spørgsmål
til den skattepligtige om sagen. Ligningsrådets afgørelse vil herefter
blive sendt til den skattepligtige senest 1 uge efter ligningsrådsmødet.
Efter forretningsordenen § 9, stk. 2 er det rådet, der beslutter, om den
skattepligtige skal have adgang til at forelægge sagen mundtligt for en beslutningsdygtig
del af rådet. Formanden kan selv beslutte, om en anmodning kan imødekommes,
hvorimod rådet træffer beslutning, hvis der bliver tale om at nægte
et personligt fremmøde.
Hvis en skattepligtig har anmodet om foretræde for rådet, og dette er
afslået, skal begrundelsen herfor nævnes i kendelsen.
Ifølge forretningsordenens § 9, stk. 3 kan Ligningsrådet opfordre
en skattepligtig til at give møde. I så fald skal indkaldelse til mødet
ske med mindst 1 måneds varsel, jf. forretningsordenens § 9, stk. 4.
I tilfælde, hvor der skal holdes møde med den skattepligtige, kan rådet
indkalde den skattemyndighed, hvis afgørelse ønskes ændret, jf. forretningsordenens
§ 9, stk. 3, 2. pkt.
|