Der kan være tilfælde, hvor et spørgsmål om bindende svar vedrører en disposition, der er under udredning eller revision af SKAT.
Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at en anmodning om bindende svar i disse tilfælde må afvises, idet der ikke vil kunne svares med fornøden sikkerhed, inden kontrollen eller revisionen er afsluttet, se nærmere om afvisningsgrunde under C.1.2.5. Afvisning vil ske, uanset om kontrollen eller revisionen afsluttes med en afgørelse eller med en efterangivelse.