Klagepunkt | Skattestyrelsens afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
Indkomstår 2021 Indberetning til eIndkomst af værdi af fri bil | 32.608 kr. | 0 kr. | Stadfæstelse |
Faktiske oplysninger
A er direktør i selskabet H1 ApS, cvr-nr. […] (herefter benævnt selskabet). Selskabet blev stiftet den 30. juni 2014.
A (herefter benævnt hovedanpartshaveren) er registreret som den reelle ejer af selskabet via sit ejerskab af selskabet H2 ApS med CVR-nr. […].
Selskabets formål er at drive malerfirma og dermed beslægtet virksomhed. Selskabet er registreret med branchekode 433410 Malerforretninger. Selskabet havde 55-80 ansatte i indkomståret 2021.
Selskabet er hjemmehørende på hovedanpartshaverens privatadresse, Adresse Y1, By Y1.
Selskabet lejer værksteds-, administrations- og lagerbygninger beliggende Adresse Y2, By Y1, fra det koncernforbundne selskab H3 ApS, CVR-nr. […].
Det fremgår af selskabets skatteoplysninger for indkomståret 2021, at selskabet i hele eller dele af 2021 har haft 36 varebiler, 1 personbil, 1 lastbil og 16 påhængsvogne indregistreret.
Selskabet har oplyst til Skattestyrelsen, at medarbejderne i selskabet ikke har faste biler at køre i, men når bilerne ikke bliver anvendt, holder de parkeret enten på selskabets adresse eller hjemme hos den medarbejder, der har kørt i den pågældende bil.
Selskabet har under klagesagen fremlagt en lejekontrakt indgået mellem G1 ApS og selskabet. Det fremgår af lejekontrakten, at selskabet i perioden 1. april 2021 til 2. maj 2022 har lejet en Audi Q5, 3,0 Quattro, med registreringsnummer […]. Bilen er en personbil på hvide plader indregistreret til privat personkørsel. Bilen er 1. gang indregistreret den 1. marts 2010. Det fremgår af lejekontrakten, at biltypen er en luksusbil. Ved udlevering til selskabet havde bilen kørt 194.575 km, og ved indlevering havde bilen kørt 226.114 km. Bilen har samlet i lejeperioden kørt 31.540 km.
Selskabet har til Skattestyrelsen oplyst, at bilen var til rådighed for selskabets byggeledere og kontormedarbejdere, og at bilen blev anvendt, hvis en byggeleder/bogholder m.m. havde en lang tur, eller der skulle købes noget i byen.
Det er ved møde mellem selskabets repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler oplyst, at bilen blev anskaffet med henblik på at transportere hovedanpartshaveren fra A til B, idet selskabet udfører arbejde forskellige steder i landet. Bilen var anskaffet særligt til kørsel til tilsyn, salgsmøder mv.
Selskabet har oplyst, at bilen ikke har været anvendt privat eller til kørsel frem og tilbage fra en medarbejders bopæl. Bilen var som udgangspunkt altid placeret på selskabets adresse. Repræsentanten har under klagesagen oplyst, at bilen som udgangspunkt altid var placeret på Adresse Y2, By Y1.
Bilen fremgår ikke af selskabets eller af hovedanpartshaverens skatteoplysninger for indkomståret 2021.
Skattestyrelsen har under behandling af sagen anmodet selskabet om at indsende kørebog med detaljeret kørselsregnskab. Selskabet har ikke indsendt en kørebog til Skattestyrelsen, men har oplyst, at selskabet ikke lejede Audien mere, og at kørebogen lå i bilen og derfor ikke kunne fremskaffes.
Selskabet har den 21. december 2022 under klagesagen fremlagt en kørebog for perioden 4. april 2021 til 8. april 2022.
Af kørebogen fremgår dato, formål, fx "malerarbejde" og "indkøb", bruger af bilen i form af fornavn, start- og slutadresse samt antal kørte km pr. tur og bilens antal kørte km i alt ved start og ved slut af brugen af bilen. Der er ikke angivet delmål. Det fremgår af den fremlagte kørebog, at bilen i lejeperioden har kørt 31.536 km.
Det fremgår af hovedanpartshaverens skatteoplysninger for indkomståret 2021, at han har været registreret som ejer og bruger af følgende biler:
Registreringsnummer | Mærke | Tilgang | Afgang |
[…] | AUDI A5 | 30. september 2021 | 26. april 2022 |
[…] | IVECO 65 C | 5. april 2018 | 23. februar 2022 |
[…] | Volkswagen Touran | 18. januar 2019 | |
[…] | AUDI | 10. december 2020 | 11. oktober 2021 |
[…] | AUDI RS 4 | 31. marts 2021 | 11. oktober 2021 |
[…] | Volkswagen Phaeton | 13. april 2021 | 12. november 2021 |
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har pålagt selskabet at indberette værdi af fri bil for hovedanpartshaveren for indkomståret 2021 med 32.608 kr.
Skattestyrelsen har som begrundelse anført:
"(…)
2. Værdi af fri bil
(...)
2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Selskabet har lejet en Audi Q5 på hvide plader i perioden april 2021 til september 2021.
I indberetningerne til eIndkomst for 2021 har I ikke indberettet værdi af fri bil på hverken selskabets hovedanpartshaver eller på en medarbejder.
Vi har udbedt os oplysninger om, hvem der er bruger af bilen og dokumentation i form af kørebog. Selskabet har oplyst, at bilen kun har kørt som firmabil, og har været stillet til rådighed for byggeleder og kontorpersonale, og at bilen som udgangspunkt altid har været placeret på selskabets adresse. Selskabet har ikke sendt os dokumentation i form af kørebog.
Ifølge oplysninger fra virk.dk er selskabet registreret på Adresse Y1, By Y1, som også er hovedanpartshaver As privat adresse. Selskabet har desuden værksted og lokaler på Adresse Y2, By Y1.
Selskabet har oplyst, at bilen holder parkeret på selskabets adresse uden for arbejdstid, men har ikke oplyst hvilken.
Vi må derfor antage, at bilen kan være parkeret på begge adresser uden for arbejdstiden. Herudover kunne den kørsel, som selskabet nævner Audi Q5 er brugt til, dækkes af selskabets varebiler, og derfor er der ingen grund til at leje en bil på hvide plader, hvis det ikke var for, at den skulle bruge privat. Derudover har selskabet i perioden april til september udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse til bogholder (navn udeladt) med 1.146 kr., hvilket må betyde, at han ikke har haft mulighed for at anvende Audi Q5 til disse kørsler.
Dermed er der en formodning om, at bilen har været til rådighed for privat brug for A.
Det er rådigheden over den frie bil, der beskattes. Det skattepligtige beløb fastsættes derfor uafhængigt af privatkørslens omfang.
A har i sin egenskab af hovedanpartshaver og direktør i selskabet den bestemmende indflydelse over selskabets dispositioner, og derfor er der skærpede krav til bevisbyrden. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter.
Da bilen er på hvide plader og egnet til privat kørsel, bestyrker det en formodning om, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel.
Da selskabet ikke har vist, at der føres et kørselsregnskab eller på anden måde tilstrækkeligt har sandsynliggjort, at Audi Q5 ikke har stået til rådighed for privat benyttelse, finder vi, at I ikke har afkræftet formodningen om, at bilen har stået til rådighed for privat kørsel.
Skærpet formodningsregel for hovedaktionærer mv.
Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter.
Selskabet har oplyst, at bilen var til rådighed for jeres byggeledere og kontormedarbejdere. Derfor er det vores formodning, at A også har haft råderet over bilen.
Der er derfor vores opfattelse, at hovedanpartshaver A skal beskattes af værdi af fri bil.
Beregning af værdi af fri bil
Værdi af fri bil beskattes efter reglerne i ligningsloven § 16, stk. 4.
Den skattepligtige værdi beregnes ud fra det antal måneder, hvor bilen helt eller delvist har været til rådighed.
Beregningsgrundlaget for biler, der på anskaffelsestidspunktet er over tre år, fastsættes ud fra, hvad bilen er værd i almindelig handel. Jf. ligningslovens § 16, stk. 4 skal den skattepligtige værdi derfor fastsættes, som om bilen var erhvervet til eje på lejetidspunktet.
Hos Motorstyrelsen har leasingselskabet oplyst, at bilens anslåede handelsværdi pr. 25. september 2020 var 225.995 kr. Dette beløb anses som bilens beskatningsgrundlag frem til den 24. september 2021, hvor der er indberettet en ny handelspris. Den grønne ejerafgift udgør 2.480 kr. pr. halvår.
Den årlige værdi sættes til 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr. Til den skattepligtige værdi medregnes af miljøtillæg. Miljøtillægget udgør den årlige grønne ejer-afgift med tillæg af 50 procent. Procentreglen er ændret med nye satser fra den 1. juli 2021.
Beregning af værdien af fri bil for april til juni 2021:
Bilens værdi ved leje i 2021 225.995 kr.
25 % af bilens værdi 56.499 kr.
Miljøtillæg grøn afgift (150 % af årlig afgift 4.960 kr.) 7.440 kr.
Beskatningsværdi på årsbasis 63.939 kr.
Beskatningsværdi pr. måned 5.328 kr.
Beregning af værdien af fri bil for juli til september 2021:
Bilens værdi ved leje i 2021 225.995 kr.
24,5 % af bilens værdi 56.499 kr.
Miljøtillæg grøn afgift (250 % af årlig afgift 4.960 kr.) 12.400 kr.
Beskatningsværdi på årsbasis 67.769 kr.
Beskatningsværdi pr. måned 5.647 kr.
Værdi af fri bil fra april til juni (3 måneder) 15.985 kr.
Værdi af fri bil fra juli til september (3 måneder) 16.942 kr.
I alt 32.608 kr.
Værdi af fri bil jf. ovenfor er A-indkomst efter kildeskatteloven § 43, stk. 2 jf. bekendtgørelse nr. 499 af 27.2.2015, § 18, stk. 1, nr. 29 og am-bidragspligtigt efter arbejdsmarkedsbidragsloven § 2.
Efter skatteindberetningsloven § 1, stk. 1 og stk. 2 nr. 3 har selskabet pligt til at oplyse værdi af fri bil til indkomstregisteret jf. indkomstregisterloven § 2 og § 3.
Selskabet pålægges at indberette ovenstående beløb til eIndkomst for hovedanpartshaver A for 2021 senest den 11. oktober 2022. Værdi af fri bil skal angives i felt 19 og i felt 13
Indberetningen skal suppleres med angivelse af indtægtsart 61 i felt 68, da godet er ydet til en hovedanpartshaver.
(…)"
Skattestyrelsen har den 4. januar 2023 fremsendt følgende udtalelse til klagen:
"(…)
Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen:
Kørebog
Selskabet har ikke haft sendt kørebog ind til Skattestyrelsen, selvom det blev aftalt på vores møde hos selskabet den 9. marts 2022 - se pkt. 10, Leje af driftsmidler i mødereferatet.
Selskabet sendte ikke kørebogen, men oplyste, at de ikke længere lejede bilen og da kørebogen lå i bilen kunne den ikke fremskaffes længere. Det blev samtidig oplyst, at bilen havde været til rådighed for deres byggeledere og kontormedarbejdere.
Henset til at selskabet ikke kunne afkræfte at Audi Q5, 3,0 TDI Quattro har stået til rådighed for hovedanpartshaver A eller andre ved indsendelse af en fyldestgørende kørebog, beskattede vi hovedanpartshaver A af værdi af fri bil for de seks måneder vi havde kendskab til.
Den medsendte kørebog til klagen, viser opgørelse over bilens kørte kilometer pr. dag, hvem, der har kørt i bilen samt start og slut adresse.
Vores bemærkninger til kørebogen:
· Den oprindelige kørebog kunne ikke fremskaffes ved anmodning - nu foreligger den i et fint regneark. Den originale kørebog er ikke indsendt.
· Der er ingen delmål oplyst.
· Kørsel til og fra G1 ved lejens indgåelse og lejens afslutning er ikke medtaget i kørebogen.
· Når fx B er på Adresse Y3, By Y2 over flere dage, ses der ikke kørsel til overnatningsstedet eller til indkøb/spisesteder.
· Flere gange har [A’s fornavn] og C været på Adresse Y3, By Y2 med det formål at udføre malerarbejde. Der er tale om endagsture. Transporttid mellem By Y1 og By Y2 er ca. 2 x 3,5 time. Der er ikke tid til meget malerarbejde - eksempelvis [A’s fornavn] den 16. august 2021, 18. oktober 2021, 21. december 2021, 13. januar 2022 og 16. februar 2022 og C den 20. januar 2022.
· Sidste kørsel er den 8. april 2022. Bilen er afleveret 2. maj 2022.
· [D’s fornavn] har kørt i bilen fra den 23. august 2021 til den 28. august 2021. Selskabet ses ikke at nogen ansat med navnet "[D’s fornavn]", ud over hovedanpartshavers søn i august 2021 og han er ikke gammel nok til at køre bil (fra 2006). Ud over D har selskabet haft [D’s fornavn] [efternavn udeladt] ansat, men hans navn slutter med "z".
· Den 25. marts 2022 samt den 5. april til 7. april 2022 har E kørt i bilen. Der ses ingen "E" ansat i selskabet.
· Perioden 10. april 2021 til 18. april 2021 er det oplyst, at bl.a. B har været i sommerhus, lejet af selskabet, sammen med 10 kollegaer. Det fremgår af kørebogen, at han er kørt til Adresse Y3 By Y2 den 11. april 2021 og kørt hjem igen den 18. april 2021. Enten stemmer kørebogen ikke eller også har vi fået forkerte oplysninger vedrørende sommerhuset - se Akt 55.7, side 14 af 22.
I og med, at selskabet ikke ville aflevere kørebogen til os, da vi bedte om den, er der formodning for, at kørebogen er rekonstrueret.
Selskabet oplyste, at den var væk og nu fremstår den i et fint regneark.
Såfremt selskabet har fremskaffet den originale kørebog, undrer det os, at det ikke er den, der er indsendt, men i stedet en renskrevet model i excel ark.
Lejeperiode
Af lejekontrakten fremgår at selskabet har lejet Audi Q5, 3,0 TDI Quattro fra 1. april 2021 til 2. maj 2022.
Vi har kun haft regnskabsmaterialet frem til 30. september 2021 til gennemgang og derfor har vi ikke foretaget beskatning frem til maj 2022 - således kun for i perioden april 2021 til september 2021.
Lejekontrakt
Lejekontrakten mellem H1 og G1 ApS har vi ikke haft modtaget.
Vores bemærkninger til lejekontrakten:
Lejekontrakten udviser den endelige afregning for lejeperioden på 13 måneder. både oplysninger fra udleveringstidspunktet og fra afleveringstidspunktet.
Det fremgår af lejekontrakten, at H1 har adresse på Adresse Y4.
Iflg. ejendomsregisteret SVUR har (navn udeladt) ejet ejendommen siden 2010, hvor han også har sin folkeregisteradresse.
Iflg. google maps er Adresse Y4 beliggende lige over for Adresse Y1, hvor hovedanpartshaver A bor. Det kan selvfølgelige være en fejl, at adressen er skrevet forkert.
Månedlige opkrævninger kommer fra G1 ApS og er stilet til H1 ApS, Adresse Y1, By Y1.
Hvorfor er lejeres adresse i lejekontrakten ikke den samme, som der fremgår af de månedlige opkrævninger.
Bruger jf. lejekontrakten er H1, Adresse Y4 - hvorfor er adressen forkert. Burde der ikke også have været anført hvem den faktiske bruger af bilen er, når der er tale om leje af en hvidpladebil. I kontrakten er der ligeledes lagt op til, at kørekort nr. skal angives, hvilket ikke er anført.
Samlet
Det bemærkes, at vi ikke har modtaget indsigelse til beskatning af værdi af fri bil. Dette kan give formodning for, at kørebogen først er udarbejdet efter, at afgørelsen er sendt til selskabet.
Audi Q5 er en luksusbil. Den er indregistreret på hvide plader og egnet til privat kørsel, men selskabet oplyser, at den alene er anvendt erhvervsmæssigt.
Selskabet kunne have lejet en gulpladebil til samme formål, hvilket ville give bedre mening, henset til erhvervet (maler) samt at det højst sandsynlig ville være en billigere løsning.
Når et selskab vælger at leje en bil luksusbil på hvide plader giver det formodning for, at bilen også skulle kunne anvendes privat.
Generelt undre det os, at selskabet ikke indsendte kørebog, lejekontrakt mv til det udsendte forslag fra den 26. juni 2022.
Henset hertil og at kørebogen ser ud til at være rekonstrueret samt de øvrige detaljer som anført ovenfor, er det vores opfattelse, at bilen har været stillet til rådighed for enten hovedanpartshaver A eller en/flere af hans ansatte.
Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Skattestyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden der træffes afgørelse i sagen.
(…)"
Skattestyrelsen har den 4. september 2023 fremsendt udtalelse til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, hvoraf fremgår:
"(…)
I klagesagen har Skatteankestyrelsen i brev af 28. august 2023 bedt Skattestyrelsen om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.
Skattestyrelsen har i en afgørelse af 26. september 2022 pålagt H1 ApS at indberette 32.608 kr. til eIndkomst for hovedanpartshaveren for indkomstår 2021 vedrørende værdi af fri bil, da selskabet ikke har afkræftet formodningen om, at den af selskabet lejede Audi Q5 har været til rådighed for hovedanpartshaverens private benyttelse.
Skattestyrelsen har vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger, og er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.
A er direktør og registreret som den reelle ejer af selskabet H1 ApS. Der er sammenfald mellem selskabets adresse og hovedanpartshaverens privatadresse Adresse Y1, By Y1, men selskabet har efter det oplyste driftslokaler på Adresse Y2, By Y1.
Der er tale om en personbil af mærket Audi Q5, 3.0 Quattro, som selskabet i 2001 lejede. Bilen er indregisteret til privat personkørsel. Bilen er en hvidepladebil og er egnet til personbefordring og er således ikke indrettet til erhvervsmæssig kørsel.
Der er i forbindelse med klagesagen fremlagt en kørebog. I den forbindelse bemærkes, at under et møde med selskabet den 9. marts 2022 blev det aftalt, at selskabet skulle sende en kørebog. Dette blev dog aldrig gjort, da selskabet senere til Skattestyrelsen oplyste, at kørebogen ikke kunne fremskaffes eftersom bilen ikke længere blev lejet og kørebogen lå i bilen.
Der er ikke fremlagt anden faktisk dokumentation for anvendelsen af bilen eller for råderetten over bilen, for eksempel i form af en erklæring om, at bilen ikke måtte benyttes privat.
Klager har privat været registreret som ejer og bruger af op til 6 biler i henholdsvis i indkomståret 2021.
På baggrund af de faktiske forhold i sagen, herunder bilens indregistrering til privat personkørsel og bilens indretning, som er anvendelig til privat brug, er der efter Skattestyrelsens opfattelse en formodning for, at bilen har været til rådighed for hovedanpartshaveren. Ved den vurdering er der særligt lagt vægt på, at selskabet er et malerfirma, som har 36 varebiler indregistreret, som er egnet til erhvervsmæssig transport, herunder kørsel til malerarbejde.
Det påhviler derfor selskabet at afkræfte formodningen om at den af selskabet lejede Audi Q5 har været til rådighed for hovedanpartshaverens private benyttelse. Dette kan ske ved dokumentation eller ved at det som minimum sandsynliggøres, at bilen ikke har været stillet til rådighed for hovedanpartshaveren og ikke er blevet anvendt til privat kørsel, der kan henvises til henholdsvis Højesterets dom i SKM2014.504.HR samt Byrettens dom i SKM2016.586.BR.
Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at selskabets anskaffelsen af bilen ikke kan anses at være tilstrækkelig erhvervsmæssig og driftsmæssig begrundet. Ved den vurdering er der lagt vægt på, at bilen efter det oplyste er anskaffet til transport af hovedanpartshaveren og evt. byggeledere i forbindelse med opfølgende arbejde, tilsyn og kørsel til salgsmøder, hvorimod bilen ifølge den nu fremlagte kørebog primært er anvendt til "malerarbejde". Bilen ses derfor ikke umiddelbart at være anvendt til det oplyste formål, ligesom bilen ikke anses for at være velegnet til erhvervsmæssig transport i forbindelse med malerarbejde. I øvrigt bemærkes, at selskabet har rådet over en 36 varebiler i indkomståret 2021, som har kunne anvendes.
Endvidere bemærkes, at den fremlagte kørebog ikke i sig selv godtgør, at bilen ikke har stået til rådighed for privat benyttelse. Ved den vurdering er der lagt vægt på de skiftende forklaringer om kørebogen samt at angivelserne om formålet med kørslen ikke fremgår retvisende, hvis formålet skulle være tilsyn, salgsmøder mv. Det fremgår således af kørebogen, at der i flere tilfælde er foretaget kørsel til samme adresse flere dage i træk, ligesom der i nogle tilfælde er foretaget kørsel fra selskabets driftsadresse til By Y2 én dag, og tilbage til selskabets adresse flere dage efter. Hvis der er foretaget malerarbejde, som det fremgår af kørebogen, ville selskabets varebiler være mere egnet til erhvervsmæssig transport, end den lejede Audi Q5. Der henvises i øvrigt til, at der foreligger kørebog fra november 2022, hvor selskabet ikke længere lejede bilen.
Endelig bemærker Skattestyrelsen, at det er rådigheden, der beskattes, hvorved den omstændighed, at hovedanpartshaveren har haft private biler i husstanden, ikke udelukker, at han har haft rådighed over bilen, der kan i den forbindelse henvises til SKM2022.71.BR og SKM2016.586.BR.
(…)"
Klagerens opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet ikke skal indberette værdi af fri bil til hovedanpartshaver for indkomståret 2021 til eIndkomst, ligesom selskabet ikke skal indeholde A-skat og AM-bidrag heraf.
Til støtte herfor har selskabets repræsentant anført følgende:
"(...)
2 SAGSFREMSTILLING
2.1 Beskrivelse af Klager
Klager er et anpartsselskab, som har til formål at drive malerfirma og dermed beslægtet virksomhed. Klager er registreret med branchekoden 433410 Malerforretninger. Klager er registreret på adressen Adresse Y1, By Y1, som også er hovedaktionæren, As, private adresse. CVR-udskrift af H1 ApS vedlægges som bilag 2. Tingbogsattest af Adresse Y1, By Y1, vedlægges som bilag 3.
Ejendommen Adresse Y1, By Y1, er Klagers formelle registrerede adresse. Klager udøver ikke erhvervsmæssig virksomhed fra adressen. På ejendommen Adresse Y1, By Y1, er der alene et fritliggende enfamiliehus og to udhuse med et samlet bebygget areal på 223 m2. BBR-meddelelse af Adresse Y1, By Y1, vedlægges som bilag 4.
Klager lejer værksteds-, administrations- og lagerbygninger beliggende Adresse Y2, By Y1, fra det koncernforbundne selskab H3 ApS, CVR-nr. […]. Tingbogsattest af Adresse Y2, By Y1, vedlægges som bilag 5.
På den lejede ejendom Adresse Y2, By Y1, er beliggende 5 bygninger anvendt til værksted, lager og carport, samt et fritliggende enfamiliehus (anvendt til administration). Bygningerne har et samlet bebygget areal på 1.523 m2. Det er fra ejendommen Adresse Y2, By Y1, at Klager driver sin virksomhed med malerarbejde. BBR-meddelelse af Adresse Y2 vedlægges som bilag 6.
Det er fra ejendommen Adresse Y2, By Y1, at Klager har samtlige firmabiler parkeret, herunder køretøjet som sagen omhandler, nærmere herom nedenfor.
2.2 Lejekontrakt mellem Klager og G1 ApS
Klager har d. 1. april 2021 fået udleveret en Audi Q5, 3,0 TDI Quattro, reg.nr. […], modelårgang 2010 (herefter benævnt "Køretøjet"), af G1, CVR-nr. […]. Klager har indleveret Køretøjet til G1 ApS d. 2. maj 2022. Køretøjet har således været lejet i en periode på 396 dage.
Klager og G1 ApS har indgået lejekontrakt vedrørende Køretøjet, hvoraf det fremgår at Køretøjet ved udlevering har kørt 194.574 km. og ved indlevering har Køretøjet kørt 226.114 km. Køretøjet har således i lejeperioden kørt 31.540 km. Lejekontrakt mellem Klager og G1 ApS vedlægges som bilag 7.
2.3 Klagers brug af Køretøjet
Klager kan oplyse, at bilen er brugt som firmabil, og har været stillet tid rådighed for byggeledere og øvrigt personale til transport mellem selskabets driftsbygning beliggende Adresse Y2, By Y1, til byggepladserne, hvor Klager har udført malerarbejde. Derudover har Køretøjet været anvendt til at foretage diverse indkøb til brug for virksomhedens drift.
Køretøjet har - når Køretøjet ikke har været benyttet - været parkeret ved Klagers driftsbygning beliggende Adresse Y2, By Y1, sammen med Klagers øvrige firmabiler.
Som dokumentation for Klagers brug af Køretøjet, har Klager udarbejdet kørebog med angivelse af dato, formål, bruger, start- og slutadresse, antal kilometer, samt kilometertællerens udvisende ved start og slut i perioden april 2021 til april 2022.
Det fremgår af kørebogen, at Klager ved første kørsel d. 4. april 2021 har kørt 194.575 km. og efter sidste kørsel har kørt 226.110 km. Kørebogen dokumenterer at Klager har benyttet bilen til erhvervsmæssig kørsel, svarende til en erhvervsmæssig kørsel på 31.536 km. Kørebog for Audi Q5 vedlægges som bilag 8.
2.4 Beskrivelse af hovedanpartshaver A
A er hovedanpartshaveren og direktør i Klager, og bor på adressen Adresse Y1, By Y1, som også er Klagers registrerede adresse. A og dennes familie har 3 biler til rådighed for familiens private kørselsbehov.
3 ANBRINGENDER
Skattestyrelsen har ved deres afgørelse af d. 26. september 2022 pålagt Klager at indberette værdi af fri bil for hovedaktionær A på i alt 32.608 kr. til eIndkomst i medfør af Ligningslovens § 16, stk. 4.
Det fremgår af Ligningslovens § 16, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes vederlagsfri benyttelse af formuegoder, herunder
"Stk. 4 Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten"
Det gøres samlet set gældende, at Skattestyrelsen ikke kan pålægge Klager at indberette værdi af fri bil efter Ligningslovens § 16, stk. 4 for hovedanpartshaveren A, i det Køretøjet ikke har været stillet til rådighed for hovedanpartshaver A.
For det første gøres det gældende, at A ikke har haft rådighed over Køretøjet, i det Køretøjet udenfor arbejdstid har været parkeret ved Adresse Y2, By Y1 - og ikke Klagers private bopæl (punkt 3.1).
For det andet gøres det gældende, at den særlige formodningsregel for hovedaktionærer ikke finder anvendelse i nærværende tilfælde, hvor Køretøjet ikke har været parkeret ved As private bopæl (punkt 3.2).
For det tredje gøres det gældende, at Skattestyrelsen ikke har - eller kan - godtgøre, at Klager har stillet Køretøjet til rådighed for hovedanpartshaver A (punkt 3.3).
For det fjerde gøres det gældende, at Klager privat har rådighed over køretøjer, som dækker familiens kørselsbehov (punkt 3.4).
For det femte gøres det gældende, at Køretøjet ikke er en særlig luksusbil eller sportsvogn, som er uegnet til selskabets erhvervsmæssige formål (punkt 3.5).
For det sjette gøres det gældende, at Klager ved fremlæggelse af bilag 8 har godtgjort, at Køretøjet ikke har været stillet til rådighed for hovedanpartshaver A (punkt 3.6).
3.1 Køretøjets placering udenfor arbejdstid
Som gennemgået i sagsfremstillingen ovenfor under punkt 2.1, har Klager sin formelle registrerede adresse på As privatadresse Adresse Y1, By Y1. Køretøjet har imidlertid ikke været parkeret ved Klagers formelle adresse.
Klager udøver sin virksomhed fra den koncerninterne lejede ejendom beliggende Adresse Y2, By Y1, hvor der er værksted, lagerbygning og administrationsbygning. Det er ved denne driftsejendom, at samtlige af Klagers firmabiler, herunder Køretøjet, har holdt parkeret udenfor arbejdstid.
Det understøttes videre af ejendommenes beskaffenhed. På ejendommen Adresse Y1, By Y1 er alene et fritliggende enfamiliehus med to udhuse, som benyttes til privat beboelse af A og dennes familie. På ejendommen Adresse Y2, By Y1, er der opført 6 bygninger med et samlet bebygget areal på 1.523 m2, som egner sig til drift af Klagers malervirksomhed med værksted, lager og administration.
Det fremgår endvidere af kørebogen i bilag 8, at Køretøjets start- eller slutadresse ved hver kørsel har været Adresse Y2, By Y1.
Det gøres gældende, at Køretøjet ikke har været parkeret ved selskabets formelle registrerede adresse Adresse Y1, By Y1, og dermed ikke hovedanpartshaver As private adresse.
3.2 Formodningsregel hvis Køretøjet holder ved privatadressen
Der gælder en formodningsregel for at firmabilen har været til privat rådighed og derved brug privat, hvis firmabilen har holdt ved privatadressen udenfor arbejdstiden. Formodningsreglen gælder også i tilfælde, hvor virksomhedsadressen og privatadressen er den samme.
I henhold til punkt 3.1 ovenfor, har Klagers Køretøj holdt parkeret ved Adresse Y2, By Y1, udenfor arbejdstid, og ikke den formelt registrerede adresse Adresse Y1, By Y1, som er sammenfaldende med hovedanpartshaver As privatadresse.
Det fremgår af SKM2014.504.HR, at når hovedanpartshaveren og direktørens adresse ikke er sammenfaldende med selskabets adresse, påhviler det Skatteministeriet at løfte bevisbyrden for, at selskabet stillede bilen til rådighed for hovedanpartshaveren og direktørens private brug.
Landsskatteretten udtaler endvidere i SKM2001.98.LSR, at i en situation, hvor selskabet ikke har adresse på klagerens bopæl, og hvor det må lægges til grund, at selskabets bil ikke har stået på klagerens bopæl uden for arbejdstid, finder retten, at det ikke kan påhvile klageren, uanset at han er hovedanpartshaver i selskabet, at dokumentere, at selskabets bil ikke har stået til rådighed for privat kørsel.
Det gøres gældende, at den særlige formodningsregel for hovedaktionærer ikke finder anvendelse i nærværende tilfælde, hvor Køretøjet ikke har været parkeret ved As private bopæl - men ved selskabets lejede driftsejendom Adresse Y2, By Y1, jf. SKM2014.504.HR, SKM2005.138.HR og SKM2008.534.HR.
Det er derfor Skattestyrelsen som skal dokumentere, at Klager har stillet Køretøjet til privat rådighed for hovedanpartshaveren A.
3.3 Skattestyrelsens antagelse om hvor Køretøjet har været parkeret udenfor arbejdstid
Skattestyrelsen antager i deres afgørelse af d. 26. september 2022, at Køretøjet har været parkeret både ved Klagers formelle registrerede adresse Adresse Y1, By Y1, og ved Klagers driftsejendom beliggende Adresse Y2, By Y1, da det er Skattestyrelsens opfattelse, at Klager ikke har oplyst ved hvilken adresse Køretøjet har holdt parkeret udenfor arbejdstid.
I det Skattestyrelsen ikke ved deres afgørelse af d. 26. september 2022 har dokumenteret eller på anden vis godtgjort, at Køretøjet har holdt parkeret ved den formelle registrerede adresse, og dermed hovedanpartshaver As private adresse, gøres det gældende, at Skattestyrelsen ikke har - eller kan - løfte bevisbyrden for, at Køretøjet har holdt parkeret ved andre adresser end driftsejendommen beliggende Adresse Y2, By Y1.
Der er mellem den formelle registrerede adresse, Adresse Y1, By Y1, og driftsejendommen, Adresse Y2, By Y1, 3,9 kilometers afstand i bil. A har derved ikke haft rådighed over Køretøjet udenfor arbejdstid mens Køretøjet har været parkeret ved driftsejendommen Adresse Y2, By Y1.
3.4 Hovedanpartshaver As og dennes families rådighed over private køretøjer
Ved vurderingen af om et køretøj har været stillet til rådighed for privat kørsel af en virksomhed, skal det tillægges vægt, om den skattepligtige og dennes familie får sit kørselsbehov dækket gennem private biler. Hvis den skattepligtige får sit kørselsbehov dækket gennem private biler, vil der ikke være et incitament for at benytte en firmabil i privat øjemed.
Hovedanpartshaver A og dennes familie har i perioden 2020-2021 haft 3 biler, som har dækket hele familiens kørselsbehov. Hovedanpartshaver A har dermed ikke haft behov for at få stillet Køretøjet til rådighed for privat brug af Klager.
Østre Landsret har i SKM2005.503.ØLR tillagt det betydning, at sagsøgeren fik sit kørselsbehov dækket gennem en Volvo, som var stillet til rådighed som firmabil, og derfor skulle sagsøgeren ikke beskattes af fri bil for så vidt angår to andre biler (en BMW og en SEAT) som selskabet ejede.
Det gøres derfor gældende, at Klager privat har rådighed over køretøjer, som dækker familiens kørselsbehov, hvorfor Køretøjet de facto ikke har været anvendt privat af hovedanpartshaver A.
3.5 Køretøjet er ikke en luksusbil eller en sportsvogn
Hvis køretøjet ikke er egnet til erhvervsmæssig brug for den virksomhed som drives, vil der været en formodning for, at Køretøjet har været stillet til rådighed for privat benyttelse, jf. bl.a. SKM2014.504.HR, SKM2008.534.HR m.fl.
Klager har overfor Skattestyrelsen oplyst, at Køretøjet har været brugt som firmabil og været stillet til rådighed for byggeledere og kontorpersonale. Det fremgår videre af kørebogen i bilag 8, at Køretøjet primært har været benyttet til kørsel til/fra de byggepladser, hvor Klager har udøvet malervirksomhed.
Køretøjet skal ikke anses for at være en luksusbil henset til at Køretøjet ved lejeaftalens påbegyndelse har kørt 194.574 km., samt at Køretøjet er af en ældre årgang (modelårgang 2010). Tilsvarende køretøjer sælges ved klagens indlevering for 160.000-280.000 kr. på digitale markedspladser, herunder Bilbasen og Autouncle.
Det gøres derfor gældende, at Køretøjet hverken kan anses for at være en luksusbil eller en sportsvogn, hvorfor der ikke er formodning for, at Køretøjet har været stillet til privat rådighed for hovedanpartshaver A.
3.6 Klagers dokumentation for Køretøjets erhvervsmæssige kørsel
Selvom det ovenfor er gjort gældende, at Klager ikke har bevisbyrden for, at Køretøjet ikke er stillet til rådighed for privat brug hos hovedanpartshaver A, kan Klager dokumentere ved fremlæggelse af kørebogen i bilag 8, at Køretøjet alene er blevet anvendt til erhvervsmæssig kørsel.
For at et kørselsregnskab kan anses for fyldestgørende, skal det indeholde følgende, jf. Den Juridiske Vejledning C.A.5.14.1.11, Verson 3.9, 1.08.22:
"Kørebogen skal være ført dagligt med angivelse af
• kilometertællerens udvisende ved den daglige kørsels begyndelse og afslutning dato for kørslen
• den daglige kørselsfordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel
• bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan dokumentere eller sandsynliggøre regnskabets rigtighed."
Klager har i bilag 8 ført kørebog med daglig angivelse af, kilometertællerens udvisende ved den daglige kørsels begyndelse og afslutning, samlet antal kørte kilometer, start- og slutadresse, hvem der har brugt Køretøjet, samt kørslens formål. Kørebogen i bilag 8 opfylder kravene for at være en fyldestgørende kørebog. Alt kørsel der er anført i kørebogen, er erhvervsmæssig kørsel. Dette bekræfter, at der ikke har været en privat rådighed.
Klager har ved fremlæggelse af bilag 8, dokumenteret den erhvervsmæssige kørsel i Køretøjet. Køretøjet har i lejeperioden kørt samlet 31.540 km., jf. lejekontrakten i bilag 7. Samtidig dokumenterer kørebogen, jf. bilag 8, at Klager erhvervsmæssigt har kørt 31.536 km. i perioden april 2021 til april 2022. Der er derfor sammenhæng mellem den af bilag 7 fremlagte lejekontrakt og den af bilag 8 fremlagte kørebog. Rådigheden over Køretøjet har dermed været afskåret for hovedanpartshaver A.
Det gøres derfor gældende, at Klager ved fremlæggelse kørebog i af bilag 8 har godtgjort, at Køretøjet ikke har været stillet til privat rådighed for hovedanpartshaver A.
(…)"
Retsmøde
Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at selskabet ikke skal indberette værdi af fri bil for hovedanpartshaveren for indkomståret 2021 til eIndkomst, og at selskabet ikke skal indeholde A-skat og AM-bidrag heraf. Repræsentanten gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet. Der blev udleveret et påstandsdokument og materialesamling.
Selskabets hovedanpartshaver forklarede, at bilen hovedsageligt blev indkøbt til at fragte medarbejdere til og fra selskabets lagerlokaler i By Y1 til større byggeprojekter [i anden landsdel]. Han forklarede videre, at bilen stod parkeret ved selskabets lagerlokaler, at han aldrig havde kørt i bilen, samt at den stod til rådighed for selskabets medarbejdere, når den ikke blev anvendt i forbindelse med ture til [anden landsdel]. Selskabets bogholder forklarede, at kørebogen blev rekonstrueret, vist nok i 2023, på grundlag af en GPS, som var monteret i bilen sammenholdt med arbejdssedler. Materialet er ikke fremlagt i sagen.
Retten gjorde hovedanpartshaveren opmærksom på, at den rekonstruerede kørebog flere steder angiver, at "[A’s fornavn]" har kørt i bilen. Hertil anførte hovedanpartshaveren, at han ikke kunne afvise, at han havde kørt i bilen, men at han ikke huskede det, da der i den omhandlede periode var to i selskabet, der hed [A’s fornavn]. Foreholdt de tidligere forklaringer anførte hovedanpartshaveren videre, at han ikke mente, at der var noget nyt i, at det først under retsmødet blev oplyst, at bilen primært blev brugt til transport af medarbejdere til og fra [anden landsdel].
Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har pålagt selskabet at indberette 32.608 kr. til eIndkomst for hovedanpartshaveren for indkomstår 2021 vedrørende værdi af fri bil.
Retsgrundlaget
Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge. Det fremgår af kildeskattelovens § 43, stk. 1.
Af kildeskattelovens § 46, stk. 1, fremgår, at der i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal indeholdes foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres.
Grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for lønmodtagere m.v. er ethvert vederlag i penge eller naturalier, der kan henføres til personligt arbejde i ansættelsesforhold, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1.
Af arbejdsmarkedsbidragslovens § 7 fremgår, at bestemmelserne i kildeskatteloven og opkrævningsloven om indeholdelse, opkrævning, hæftelse m.v. finder anvendelse ved indeholdelse og opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag efter denne lov.
Arbejdsgivere har pligt til at indberette A-indkomst og godtgørelser, der udbetales til ansatte, medhjælpere m.v., jf. skatteindberetningslovens § 1. Der er ligeledes indberetningspligt for B-indkomst, jf. skatteindberetningslovens § 4.
Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16 A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, 2. pkt.
Bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse, påhviler som udgangspunkt Skattestyrelsen, hvis hovedanpartshaverens og selskabets adresse ikke er sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved hovedanpartshaverens bopæl. Bevisbyrden vendes dog uagtet, at bilen ikke har været parkeret på hovedanpartshaverens bopæl, hvis de faktiske forhold taler for, at bilen har været til rådighed for privat anvendelse, jf. Højesterets dom af 30. juni 2014, offentliggjort som SKM2014.504.HR.
Ved vurderingen lægges der vægt på, om bilen er velegnet til erhvervsmæssig transport, jf. SKM2014.504.HR og Højesterets dom af 1. marts 2005, offentliggjort som SKM2005.138.HR.
I Østre Landsrets dom af 2. marts 1998, offentliggjort i TfS 1998,326 ØLD, blev sagsøgeren rådighedsbeskattet af bil for indkomståret 1994 med henvisning til, at der ikke forelå skriftlig aftale mellem sagsøgeren og selskabet om, at selskabets bil ikke måtte anvendes til privat kørsel.
Det er rådigheden, og ikke den faktisk anvendelse, der beskattes. Der kan således statueres rådighed uagtet, at skatteyderen ikke er observeret i bilen med private formål og uagtet, at der er private biler i husstanden, jf. SKM2022.71.BR.
Når der er en formodning for privat anvendelse af bilen, kan denne formodning efter retspraksis afkræftes ved udarbejdelse af et korrekt kørselsregnskab, jf. f.eks. SKM2005.138.HR og SKM2009.239.HR.
Landsskatterettens begrundelse og resultat
A havde i den omhandlede periode som direktør og reel ejer af H1 ApS, der drev malervirksomhed, rådighed over den Audi Q5, 3,0 Quattro, som selskabet lejede. A havde adresse på Adresse Y1, By Y1, hvor selskabet ligeledes havde adresse. Der foreligger ingen oplysninger, der i tilstrækkelig grad sandsynliggør, at Audien, som var velegnet til privat brug, uden for arbejdstid altid holdt parkeret ved selskabets driftslokaler på Adresse Y2, By Y1. Herved bemærkes, at den fremlagte kørebog, der ifølge oplysningerne på retsmødet er rekonstrueret, først er fremkommet under klagesagen, og at grundlaget for kørebogens angivelser ikke er fremlagt. Der foreligger ikke en skriftlig aftale mellem A og selskabet om, at Audien ikke måtte anvendes til privat kørsel.
Under disse omstændigheder sammenholdt med de skiftende forklaringer om, hvorvidt hovedanpartshaven har anvendt bilen, finder Landsskatteretten, at det påhviler selskabet at sandsynliggøre, at Audien ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.
For Skattestyrelsen blev det oplyst, at det ikke var muligt at fremskaffe kørebogen. Grundlaget for de meget præcise angivelser i den nu fremlagte kørebog, der er rekonstrueret, er ikke fremlagt. På dette grundlag finder Landsskatteretten, at kørebogen ikke sandsynliggør, at Audien ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Det, som i øvrigt er fremkommet, kan ikke føre til et andet resultat.
På dette grundlag er selskabet i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse forpligtet til for den omhandlede periode at indberette værdien af fri bil til eIndkomst. Den beløbsmæssige opgørelse af værdi af fri bil, foretaget af Skattestyrelsen, er for Landsskatteretten ubestridt.
Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.