Sagen drejede sig om en række virksomheder, som i perioden 1993-2001 havde købt og forbrugt olieprodukter, hvoraf der var blevet opkrævet smøreolieafgift efter den dagældende mineralolieafgiftslov. Det viste sig efterfølgende, at afgiften var opkrævet i strid med EU-retten. Virksomhederne havde ikke selv betalt afgift af olieprodukterne, der var købt fra olieselskaber, som havde betalt afgift af produkterne til statskassen. Ifølge virksomhederne havde olieselskaberne overvæltet afgiften på virksomhederne i priserne på de solgte olieprodukter. Virksomhederne fremsatte derfor krav over for SKAT om tilbagebetaling af beløb svarende til den overvæltede afgift, jf. SKM2014.44.VLR og SKM2015.733.SKAT. SKAT afviste kravene med henvisning til, at virksomhedernes eventuelle krav var forældede. Virksomhederne påklagede SKATs afvisning af deres krav til Landsskatteretten, som imidlertid afviste klagerne med den begrundelse, at de ikke vedrørte afgørelser omfattet af den i skatteforvaltningsloven fastsatte klageadgang til Landskatteretten. Virksomhederne indbragte herefter sagerne for domstolene. Højesterets dom er en deldom vedrørende det spørgsmål, om at landskatteretten har kompetence efter skatteforvaltningsloven til at behandle klagerne over SKATs afvisning af virksomhedernes krav. Højesteret fandt, ligesom landsretten, at virksomhederne krav må klassificeres som formueretlige tilbagebetalingskrav efter principperne om condictio indebiti, og at SKATs beslutninger om at afvise kravene ikke havde karakter af forvaltningsretlige afgørelser. Beslutningerne kunne derfor ikke påklages til Landskatteretten efter skatteforvaltningslovens regler, hvorefter kun afgørelser kan påklages til Landskatteretten. Højesteret var desuden enig med landsretten i, at beslutningerne heller ikke kunne påklages til Skatteministeriets departement Højesteret afviste - ligesom landsretten- virksomhederne indsigelser om, at manglende administrativ klageadgang var i strid med EU-retten, herunder det EU-retlige ækvivalensprincip, det EU-retlige effektivitetsprincip og et EU-retligt ligebehandlingsprincip. Højesteret var endvidere enig med landsretten i, at der ikke var grundlag for at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen som begæret af virksomhederne. |