Parter
A
v/(advokat Thomas Rønfeldt)
mod
Skatteministeriet Departementet
(advokat Robert Thomas Andersen)
Denne afgørelse er truffet af kst. dommer:
Lise Leth-Nissen.
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen, der er anlagt den 12. juni 2020, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren skal beskattes af værdien af fri bil i indkomstårene fra 2015 til 2017, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.
Sagsøgeren, A, har fremsat følgende påstand:
Principalt: Sagsøgte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for at beskatte Sagsøgeren af fri bil for indkomstårene 2015 - 2017.
Subsidiært: Sagsøgte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
I Landsskatterettens afgørelse af 13. marts 2020 hedder det blandt andet:
"…
| Klager: | A | |
| Klage over: | Skattestyrelsens afgørelse af 20-06-2019 | |
| Cpr-nr.: | … | |
| Klagepunkt | Skattestyrelsens afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
| Indkomståret 2015 | | | |
| Beskatning af fri bil jf. ligningslovens § 16, stk. 4 | 71.940 kr. | 0 kr. | 71.940 kr. |
| Indkomståret 2016 | | | |
| Beskatning af fri bil jf. ligningslovens § 16, stk. 4 | 80.269 kr. | 0 kr. | 80.269 kr. |
| Indkomståret 2017 | | | |
| Beskatning af fri bil jf. ligningslovens § 16, stk. 4 | 91.930 kr. | 0 kr. | 91.930 kr. |
| | | | | | |
Møde mv.
Der har været afholdt møde med repræsentanten den 10. oktober 2019. Klageren og hendes repræsentant har endvidere udtalt sig over for rettens medlemmer på et retsmøde
Faktiske oplysninger
Klageren var og er fortsat ansat ved selskabet G1-virksomhed, der ejes af klagerens far NE.
Selskabet har oplyst, at klageren var den primære bruger først af en Opel Zafira med registreringsnummer ...Q1 i perioden 23. november 2007 til den 26. august 2016, der blev afløst af en Opel Zafira med registreringsnummer ...Q2 fra den 16. august 2016 og frem.
Begge køretøjer benyttede selskabets brændstofkort nr. 6. Det fremgår af oversigten over brugen af brændstofkort nr. 6, at der i langt de fleste tilfælde er blevet tanket brændstof i nærheden af selskabets adresse.
Klageren har haft en personlig autorisation som elinstallatør fra den 20. marts 2007.
Denne autorisation blev imidlertid afløst af en virksomhedsautorisation pr. 2. juni 2014, hvorefter det blot kræves, at der er en godkendt faglig ansvarlig, der kan instruere og supervisere de øvrige ansatte. Det er oplyst, at klageren er selskabets faglige ansvarlige.
I klagen er det oplyst, at klageren ikke sidder på kontoret, men arbejder ude på opgaver sammen med de øvrige ansatte. Det er dog i klagen oplyst, at klageren også tager sig af tilbudsgivning og udskrivning af fakturaer. Klagerens repræsentant har på mødet med Skatteankestyrelsen oplyst, at klageren har en varierende dag, hvor hun kører mellem kunder, kontoret, afhenter materialer og eventuelt ud til kunder igen.
Klageren tager sig hovedsageligt af den "almindelige del" af selskabets montage/installationsvirksomhed og ikke den anden del af selskabet, der beskæftiger sig med strømforsyning til større arrangementer. Dette varetages af selskabets ejer/klagerens far.
Med klagen er der fremsendt arbejdssedler for september måned 2018 samt en oversigt over afhentede materialer i 2018. Af arbejdssedlerne ses der alene at være fire dage, hvor klageren har en hel arbejdsdag. De øvrige dage ligger timeantallet på mellem 1,5 til 4 timer. Samtidig er der syv ud af otteogtyve arbejdsdage, som der ikke er arbejdssedler for. Af oversigten over afhentede materialer fremgår det, at klageren i 2018 har afhentet materialer hos leverandøren på otte datoer, hvor det ses, at klageren har registreret 2-3 gange på enkelte datoer. Der fremgår ikke et klokkeslæt på hverken arbejdssedlerne eller af oversigten over afhentning af materialer.
Klageren ses ikke at være registreret med et privat køretøj i de omhandlede indkomstår. Skattestyrelsen har oplyst, at klagerens samlever frem til den 17. juli 2015 har haft en bil og igen ses registreret med en bil fra den 12. august 2015. Skattestyrelsen har endvidere oplyst, at samleveren i den omhandlede periode har befordring til sin arbejdsplads.
Klageren har med klagen samt med de supplerende bemærkninger fremsendt billeder af den nuværende Opel Zafira med registreringsnummer ...Q2. Der er tale om en bil, der er registreret til privat personkørsel på hvide plader. Det ses af billederne, at de fem sæder bag førersædet er lagt ned, og der er lagt en træplade ind oven på sæderne. Træpladen ses ikke at være fastmonteret, men der er fastmonteret en mindre reol på træpladen. Reolen fylder cirka ¼ af bagagerummet. Derudover ses der at være en mindre trappestige, en arbejdstaske med værktøj samt en mindre kasse med el-artikler. Førersædet og passagersædet bærer ikke præg af at være anvendt til erhverv, eksempelvis i form af tilsmudsning mv.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2015-2017 med samlet 244.139 kr. med følgende begrundelse:
"(…)
Det er vores opfattelse, at der skal ske beskatning af fri bil vedrørende selskabets ovennævnte personbiler.
Det begrundes med følgende:
- Der er tale om personbiler, der er velegnet til privat kørsel.
- Bilerne har været til rådighed for dig.
- Du er nært beslægtet med ejeren og direktøren af selskabet.
- Bilerne har uden for arbejdstid befundet sig på din private bopæle.
- Der er ikke udarbejdet kørebøger eller andet, som kan sandsynliggøre, at bilerne ikke anvendes privat.
- Der er ikke udarbejdet vagtplan, og det anses ikke sandsynligt, at du altid har vagt året rundt.
- Det er ikke lavet regnskab over 25 dages reglen for at medbringe biler til bopælen for at køre direkte ud dagen efter.
- Det anses ikke for sandsynliggjort, at du altid møder ind direkte ved kunderne og kører hjem direkte fra kunderne. Der er ikke indsendt arbejdssedler eller aftalebøger, som kan underbygge denne påstand. Det er oplyst, at du også bruger selskabet varebiler, hvilket kræver, at du møder på selskabets adresse.
- Det, at I har haft en privat bil i husstanden, betyder ikke nødvendigvis, at selskabets biler ikke er til rådighed for privat kørsel. Det kan i den forbindelse nævnes, at I ifølge motorregistret slet ikke har haft en privat bil i perioden 17/7 - 12/8 2015, og at din samlever har haft udearbejde, hvortil der har været befordring.
Beregning fri bil
Den gamle Opel Zafira ...Q1 blev købt som ny den 23/11 2007 og afmeldt den 26/8 2016.
Da bilen på købstidspunktet var under 3 år, er det markedsprisen ved første indregistrering, der skal anvendes som beskatningsgrundlag, jf. SKM2018.331.BR. Nyprisen for en tilsvarende 1,9 diesel med 120 hk Enjoy var i 2007 ifølge (red. tekst fjernet) bildatabase på 411.807 kr. uden tillæg for metallak og fabriksmonteret udstyr, samt uden fradrag for rabatter. I henhold til skrivelse fra selskabets advokat og indsendte mail fra bilforhandleren G2-virksomhed kan de ikke fremskaffe den oprindelige faktura med købsprisen, så de har anslået en nypris på 240.000 kr.
Den absolutte billigste Opel Zafira 1,9 CDTI med 120 hk var i 2007 i henhold til (red. tekst fjernet) bildatabase en model Limited til 360.824 kr. uden tillæg for metallak og fabriksmonteret udstyrspakker, samt uden fradrag for rabatter.
Skattestyrelsen skønner derfor, at markedsprisen for en tilsvarende bil var minimum 360.000 kr. ved bilens første registrering i 2007.
Beregningsgrundlag bliver herefter 360.000 kr. x 75 %, da bilen i 2015 er over 36 måneder= 270.000 kr.
Beskatning: 270.000 kr. x 25% = 67.500 kr. årligt.
Miljøtillæg 2015-2016 = 4.440 kr. årligt.
Årlig samlet beløb til beskatning i 2015-2016 = 71.940 kr.
Der blev den 16/8 2016 købt en nyere Opel Zafira for 315.000 kr. inkl. levering og nummerplade. Den blev indregistreret første gang 29/1 2015, så den var ca. et år og syv måneder gammel på købstidspunktet. Den havde ifølge det oplyst kørt 51.000 km ved købet.
Da bilen på købstidspunktet var under 3 år, er det markedsprisen ved første indregistrering, der skal anvendes som beskatningsgrundlag, jf. SKM2018.33 l.BR.
Nyprisen for en tilsvarende Zafira 1,6 CDTI med 136 hk Enjoy var i 2015 ifølge (red. tekst fjernet) bildatabase på 379.500 kr. uden tillæg for metallak og fabriksmonteret udstyrspakker, samt uden fradrag for rabatter.
Skattestyrelsen skønner derfor, at markedsprisen for en tilsvarende bil var minimum 380.000 kr. ved bilens første registrering i 2015.
Beskatning 2016 og 2017: 300.000 kr. x 25% = 75.000 kr. 20% af 80.000 kr. = 16.000 kr.
I alt 91.000 kr. miljøtillæg på 930 kr.= 91.930 kr. årligt.
Beskatning i 2018 og 2019: 380.000 kr. x 75% = 285.000 kr. x 25% = 71.250 kr. miljøtillæg på 990 kr. = 72.240 kr. årligt.
Der gøres opmærksom på, at forholdet anses for ens for alle årene, hvorfor den korte ligningsfrist for simple indkomstforhold ikke er gældende, og der herefter gælder de normale ligningsfrister til 1. maj i det 4. indkomstår efter udløbet af det aktuelle indkomstår. Der henvises til bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse§ 1, stk. 1, nr. 4. (BEK nr. 1305 af 14/11/2018)
Oversigt over beskatningsbeløb i henhold til ovenstående: 2015: 71.940 kr. 2016: 80.269 kr. (71.940 kr. X 7/12 = 41.965 kr. 91.930 kr. X 5/12 = 38.304 kr.) 2017: 91.930 kr.
Der er ikke kommet bemærkninger til vores forslag, så der sker beskatning af ovenstående beløb ved dig i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 og skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1. Beløbet anses for personlig indkomst i henhold til personskattelovens § 3.
(…)"
Skattestyrelsen har fremsendt følgende bemærkninger i deres høringssvar til klagen:
"(…)
I henhold til den indsendte klage anser klageren køretøjerne for at være omfattet af reglerne om specialindrettede køretøjer.
I den omhandlede periode 2015-2017 har A haft to biler til rådighed, hvor den ene bil afløser den anden. Begge biler er af mærket Opel Zafira. De er begge indregistreret til privat personkørsel på hvide nummerplader og med syv sæder. Der er således tale om store familiebiler i MPV-klassen, hvor der er betalt op til 180% i registreringsafgift.
Efterfølgende billede er af en tilsvarende model årgang 2015.
(…)
Det fremgår af de billeder, som er medsendt i klagen, at bagerste og midterste sæderække er lagt ned, hvorefter der er lagt en kraftig krydsfinerplader ud i bunden oven på sæderne. Det fremgår ikke umiddelbart af billederne, at denne plade er fastmonteret. På pladen er der fastmonteret en lille reol, som fylder væsentlig under halvdelen af bagagerummet. Det ser ud som en indsats, som forholdsvis nemt kan trækkes bagud af bilen, så bagsæderne kan benyttes.
Det er vores opfattelse, at bilen er velegnet som privat bil, og at det netop er en bil, som normalt bruges til privat kørsel. Bilen vil efter vores opfattelse derfor være omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, hvor det normalt er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at bilen ikke anvendes til privat kørsel. Det skal i den forbindelse nævnes, at kørsel mellem hjem og arbejdssted som udgangspunkt anses for privat kørsel.
Arbejdsgiveren G1-virksomhed råder også over to såkaldte kassevogne af modellen Opel Vivaro. Der henvises til nedenstående eksempel på en tilsvarende model.
(…)
Der er tale om varebiler på gule plader registreret til 100% erhvervsmæssig kørsel, hvor der kun er betalt 30/50% i registreringsafgift.
Under forudsætning af at disse biler er indrettet med fastmonteret hylder i det meste af varerummet, og der er behov for dette i forbindelse med arbejdet, vil de blive betragtet som specialindrettet, og de vil derfor ikke være omfattet af de normale beskatningsregler for fri bil jf. ligningslovens § 16, stk. 4, men i stedet af ligningslovens § 16, stk. 3. Samtidig ligger bevisbyrden for evt. privat anvendelse ved Skattestyrelsen.
Ifølge selskabets oplysninger har disse to varebiler haft følgende brugere i den omhandlende periode: Vedr. Opel Vivaro ...Q3.
Parkeres efter arbejdstid: Y1-adresse
Hvem har anvendt bilen: NE, IM, A og div medarbejdere som har været ansat i virksomheden.
Vedr. Opel Vivaro ...Q4.
Parkeres efter arbejdstid: Y2-adresse og Y1-adresse
Hvem har anvendt bilen: IM, NE, A og div medarbejdere som har været ansat i virksomheden.
I øjeblikket er det IM, som kører bilen og derfor er den parkeret på Y2-adresse efter arbejdstid.
For at A har kunnet benytte ovennævnte varebiler, må hun nødvendigvis være komme på arbejdsgiverens adresse Y1-adresse for at skifte bil.
Det fremgår endvidere af vedlagt oversigt (vores bilag 3) over tankningssteder, at der i den omhandlede periode er tanket brændstof på Opel Zafira'en 73 gange tæt på selskabets adresse ud af i alt 97 tankninger. Det har primært været på Y3-adresse, som ligger ca. 1 km. fra arbejdsstedet Y1-adresse. Hvilket indikere, at der ofte er kørt til selskabets adresse.
Det fremgår samtidig af klagen side 25, at A også står for at afgive tilbud og udskrive fakturaer, hvilket umiddelbart må foregå på selskabets adresse.
Med hensyn til As autorisation har det ifølge den med klagen indsendte bilag 5 side 4 været G1-virksomhed, som har haft autorisationen siden 2/6 2014. Den personlige autorisation som elinstallatør ophørte derfor, og det personlige strafansvar, der fulgte med den personlige autorisation, findes ikke længere.
De personligt autoriserede elinstallatører i virksomheden blev i stedet godkendt som fagligt ansvarlige. Det er automatisk sket hos Sikkerhedsstyrelsen.
Den fagligt ansvarlige har til opgave at sikre, at virksomhedens opgaver bemandes korrekt, at virksomhedens medarbejdere instrueres tilstrækkeligt, og at der føres det nødvendige tilsyn med arbejdets udførelse. Det betyder, at selskabets øvrige ansatte også kan udføres installationsarbejde, og at A ikke nødvendigvis skal være til sted ved alt installationsarbejde.
I henhold til de med klagen indsendte timesedler bilag 4 har A har følgende timer i løbet af september 2018:
(…)
Som det fremgår af ovennævnte oversigt, så er der kun 4 dage ud af 28, hvor der er et antal timer, som svarer nogenlunde til en hel arbejdsdag. Der er samtidig en del dage i september, hvor der ikke er timesedler.
Det må formodes, at de manglende timer er brugt på selskabets kontor/værksted. Da der ikke er klokkeslæt på timesedlerne, kan det ikke afgøres, om der er mødt ind på selskabet adresse inden der køres ud til arbejdsstedet, eller om der køres forbi selskabets adresse på vej hjem.
For at underbygge klagen er der henvist til, at A ofte har afhentet materiale til brug for dagens arbejde ved virksomhedens leverandør G5-virksomhed. Der er til illustration vedlagt en oversigt (bilag 2) for 2018 over disse handler.
Bilaget er gennemgået, og det viser, at der har været i alt 743 handler. Heraf har følgende handler umiddelbart direkte tilknytning til A, da det forudsættes, at A og A også er hende:
(…)
I henhold til ovennævnte drejer det sig om 5 dage i 2018, hvor der er afhentet varer, og en dag, hvor der er returneret varer. Der hvor der er anført kundehenvisning, kan det ikke ud fra det indsendte bilag afgøres, hvem der har afhentet varerne, da der oftest er flere personer på arbejdsopgaverne.
Der er i klagen anført, at As kørsel mellem hjem og arbejde er omfattet af ligningslovens § 9 B, stk. 3, og at der er et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, så det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder.
Det er Skattestyrelsen ikke enig i, og vi anser der for overvejende sandsynlig, at der enten mødes direkte ind på selskabets adresse, eller der køres direkte hjem fra selskabets adresse. Det begrundes med følgende:
- Det er oplyst, at A også forestår administrativ arbejde ved afgivelse af tilbud og udskrivning af fakturaer.
- Der må skulle afleveres timesedler og hentes materiale på selskabets adresse.
- De indsendte timesedler for september 2018 viser, at det er meget få dage i løbet af måneden, hvor der er timer nok til en hel arbejdsdag uden for selskabets adresse.
- Oversigten over tankningerne viser, at der i overvejende grad tankes brændstof tæt på selskabets adresse.
Samtidig skal der gøres opmærksom på, at bestemmelsen udelukkende omhandler, hvornår kørsel mellem hjem og arbejde kan anses for erhvervsmæssig. Hvis en skatteyder i øvrigt anvender en firmabil til privat kørsel, skal vedkomne således beskattes af fri bil efter ligningslovens§ 16, stk. 4.
Det er herefter stadig Skattestyrelsens opfattelse, at der skal ske beskatning af fri bil, da der ikke anses for sandsynliggjort, at de omhandlende personbiler ikke har været til rådighed for privat anvendelse.
(…)"
Skattestyrelsen har den 2. december 2019 fremsendt følgende udtalelse:
"(…)
I klagesagen har Skatteankestyrelsen i brev fra 18. november 2019 bedt Skattestyrelsen om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.
Følgende er indstillet:
| Klagepunkt | Skattestyrelsens afgørelse | Klagers opfattelse | Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse | Skattestyrelsens udtalelse |
| Indkomståret 2015 | | | | |
| Beskatning af fri bil jf. ligningslovens § 16, stk. 4 | 71.940 kr. | 0 kr. | 71.940 kr. | 71.940 kr. |
| Indkomståret 2016 | | | | |
| Beskatning af fri bil jf. ligningslovens § 16, stk. 4 | 80.269 kr. | 0 kr. | 80.269 kr. | 80.269 kr. |
| Indkomståret 2017 | | | | |
| Beskatning af fri bil jf. ligningslovens § 16, stk. 4 | 91.930 kr. | 0 kr. | 91.930 kr. | 91.930 kr. |
Skattestyrelsens begrundelse/vurdering
Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling.
Materielt
Beskatning af fri bil blev tidligere beskattet efter hovedreglen i statsskattelovens § 4 og er A-indkomst. Beskatning af fri bil bliver nu gennemført med direkte hjemmel i ligningslovens 16, stk. 1 og værdien opgøres efter ligningslovens § 16, stk. 4.
Der henvises til cirkl 1996 72 pkt. 12.4.6 og til Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1. Arbejdsgiver er pligtig til at indberette skattepligtige personalegoder jf. skattekontrollovens § 7 a, stk. 3. Klager er ansat i G1-virksomhed cvr nr. ...11.
Klager har ikke tidligere været beskattet af fri bil, idet G1-virksomhed ikke har indberettet værdien heraf. Endvidere anser Klager sig ikke omfattet af det skattemæssige regelsæt vedrørende fri bil. Klager gør gældende, at privat benyttelse ikke har fundet sted.
Bilen er indregistreret til privat befordring og der er sæder monteret til passagerbrug. Klager har oplyst, at bilen har været parkeret dagligt ved bopælen. Der er oftest sket tankning af bilen i nærheden af Klagers bopæl med anvendelse af arbejdsgivers brændstofkort nr. 6.
Indretningen af bilen har ifølge Klager været erhvervsmæssig i et omfang der ikke gør, at privat benyttelse har fundet sted. Klager har ikke dokumenteret, at bilen kun blev erhvervsmæssigt benyttet. Der er hverken fremlagt kørselsregnskab, arbejdssedler, vagtplaner eller andet der dokumenterer, at bilen kun har været erhvervsmæssigt benyttet. Bevisbyrden herfor påhviler Klager. Der henvises til SKM 2009.239 HR og til SKM 2006.481 HR.
Skattestyrelsen finder ikke, at bilen er specialindrettet i skatteretlig forstand. Indretningen med plader mv. bagi bilen, anses ikke at have ændret bilens karakter afgørende fra en normal personbil, til at være en bil udelukkende egnet til erhvervsmæssig brug. Der henvises til SKM 2018.312 HR og SKM 2011.367 BR.
Ved beskatning af fri bil er det værdien af rådigheden over arbejdsgivers formuegode, der beskattes. Værdiansættelsen er således ikke afhængig af omfanget af den private benyttelse. Værdien opgøres i henhold til ligningslovens § 16, stk.4.
Klager anser sig for omfattet reglen om erhvervsmæssig befordring i ligningslovens § 9 B, stk. 3. Skattestyrelsen mener ikke, at dette har indflydelse på om hvorvidt Klager har haft stillet fri bil til rådighed.
Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling om, at Klager skal beskattes af rådigheden af fri bil for indkomstårene 2015 -2017.
(…)"
Klagerens opfattelse
Klagere har nedlagt påstand om, at der ikke skal ske beskatnings af fri bil for indkomstårene 2015-2017 med følgende begrundelse:
"(…)
3. Sagens faktiske forhold
Sagens faktum er, at A arbejder i G1-virksomhed, der er et selskab, der er 100% ejet af As far, igennem holdingselskabet G1-virksomhed.
G1-virksomhed er grundlæggende en virksomhed, der overordnet består af 2 grene.
1. Levering af ydelser til koncert- og festivalbranchen samt scoringstavler
NE er primus motor på den del af virksomhedens aktiviteter der relaterer sig til koncerter, festivaler, øvrige arrangementer og scoringstavler rundt om i de danske haller.
NE har siden 70’erne stået for at trække kabler / strøm til utallige arrangementer i Danmark, og alene i 2018 har virksomheden forestået følgende arrangementer:
Koncerter 2018:
I forbindelse med disse arrangementer kræves der enten fuld tilstedeværelse eller tilkaldevagt, idet evt. fejl / udfald skal løses med det samme, idet det ellers risikeres at arrangementerne ikke kan gennemføres - hvilket der i sagens natur ikke er råd til i denne branche.
I forbindelse hermed har NE overnattet i sin private autocamper, som således i perioder har været anvendt i forbindelse med virksomhedens drift.
***
I forbindelse med større arrangementer benytter virksomheden sig af materiel, der afviger meget markant fra traditionelle kabler m.v., hvilket relaterer sig til de meget betydelige mængder strøm, der anvendes til store arrangementer f.eks. (red. tekst fjernet) koncerterne i Y4-adresse, som virksomheden har trukket strøm til.
Der kan henvises til nedenstående oversigt, der illustrerer hvilket materiel, der konkret er tale om:
Oversigt over kabler:
(…)
Virksomheden har kabellængder fra 3 m til 50 m.
Alm. 230V - 5G1,5. Vægt: 0,15g pr. m.
Blå 16A - 5G2,5. Vægt: 0,22g pr. m.
Rød 16A - 5G2,5. Vægt: 0,22g pr. m.
32A - 5G6. Vægt: 0,557g pr. m.
63A - 5G16. Vægt: 1kg pr. m.
125A - 5G35 Vægt: 1,68kg pr. m.
Power Lock/400A - 1x150 Vægt: 1,44kg pr. m. (her skal man bruge 5 kabler til et sæt).
***
Til illustration af det materiel, som virksomheden råder over til disse aktiviteter kan henvises til følgende fotos, fra virksomhedens adresse, hvor materiellet opbevares
(…)
Virksomheden har derudover et fjernlager, hvor der opbevares materiel.
I forbindelse med arrangementerne anvendes dieselgeneratorer, enten virksomhedens egne, eller generatorer som lejes af tredjemand.
Der kan i den forbindelse være tale om meget store generatorer med et meget betydeligt dieselforbrug og en betydelig lejepris jf. sagens bilag 3.
Til illustration af hvor store enheder der er tale om kan henvises til fotos på de følgende sider.
(…)
For så vidt angår scoringstavler, er der tale om tavler i sportshaller med videre, og det er naturligvis oplagt, at der er krav om, at måtte der opstå fejl på en sådan tavle, vil den skulle udbedres omgående.
(…)
2. Traditionelt installations- og servicearbejde
Virksomhedens anden gren består af traditionelt elinstallatørarbejde, og det er et meget vigtigt faktuelt forhold til forståelse af nærværende sag, at det er A der er autoriseret installatør, og at virksomheden således alene kan levere sine ydelser iht. gældende lovgivning, såfremt det er A der forestår de lovpligtige installationer. Der vedlægges som sagens bilag 5, kopi af As autorisation.
A sidder således ikke på kontoret, men arbejder som aut. Installatør på de opgaver, som virksomheden udfører, sammen med de øvrige ansatte. Derudover er det A, der besigtiger arbejder og afgiver tilbud, ligesom A udskriver fakturaer.
A forestår derudover gennemførelse af de lovpligtige Elsyn, som i sagens natur gennemføres på skiftende adresser.
Der fremlægges som sagens bilag 6 et eksempel på et gennemført Elsyn.
Dette betyder også, at As bil er indrettet på en sådan vis, at den indeholder de nødvendige værktøjer og komponenter, således at A kan køre direkte ud til kunderne i forbindelse med udførelsen af sit primære arbejde, som installatør.
I relation til bilens indretning kan der henvises til nedenstående fotos, der viser, at bilen er indrettet med fast monteret bund, og fastmonterede hylder, der umuliggør anvendelse af bilens bagsæder, hvilket dog også er uden betydning for A eftersom bilen ikke anvendes privat.
(…)
Det forhold, at A kører direkte ud til pladserne medfører også, at A meget ofte har afhentet materialer til brug for dagens arbejde ved virksomhedens leverandører. Der vedlægges til illustration, som sagens bilag 2, oversigt fra 2018 der viser hvor ofte, der afhentes materialer hos G5-virksomhed.
***
I relation til As arbejde har A til illustration taget en tilfældig måned sidste år, der viser workflowet i virksomheden, og As rolle / arbejde:
(…)
Kort beskrivelse af arbejdets art:
(red.tekst fjernet) Ny installation til nyt skur. Opsætning og montering af lampeudtag, stikkontakter, afbryder og armatur. Indstilling af føler til vand-alarm. Monteret nyt varmepanel.
(red.tekst fjernet): Fejl på komfurinstallation. Defekt gruppeafbryder. Ny hentet og gammel udskiftet.
(red.tekst fjernet): Fejl på dørtelefon. Løs ledning fastgjort.
(red.tekst fjernet) : Fastgørelse af løs stikkontakt, samt påsætning af manglende dæksler til stikkontakter. Fællesinstallation i kælder: Div dåser manglede låg, som er påsat. Løse kabler fastgjort.
(red.tekst fjernet): Fejlfinding på netværk. Etablering af stikkontakt til tv skærm på trappeopgang.
(red.tekst fjernet): Kabel målt, for at finde tilhørsforhold. Gruppetavle opmærket.
(red.tekst fjernet): Oprydning af kabler bag bord til div. spillemaskiner, samt tilgangskabel dertil.
(red.tekst fjernet): Kontrol af brandlemme i opgange. Test af batterier og udskiftning af defekte batterier.
(red.tekst fjernet): Opsætning og kodning af (red.tekst fjernet) tryk, til styring af lys.
(red.tekst fjernet): Tilslutning af opvaskemaskine.
(red.tekst fjernet): Fremføre 1 ekstra fase fra klemliste under gruppetavle.
(…)
Kort beskrivelse af arbejdets art (nogle er beskrevet ovenfor):
(red.tekst fjernet): Udbedret ulovlig installation over loft. Forbundet forsyningskabel, så der er 3 faser disponibel i alle lejligheder og monteret 3 faser i stuen.
(red.tekst fjernet): Renovering af køkken. Gammel installation nedtaget og ny etableret.
(red.tekst fjernet): Reparation af lys i kælder. Demontering af gammel kontakt til kaffe.
Montering af nye stik. Udskiftning af fatning i (red.tekst fjernet)
(red.tekst fjernet): Forefaldende arbejde, fejlfinding: Demontering af el i skur. Fejlfinding På lys tennisbaner. Demontering af armaturer i multiidræt. Demontering af fryser og monteret den igen. Flyttet strømforsyning i ny kasse samt udskiftet defekt kontaktor. Udskiftet defekt spole i armatur i fodbold 1. sal. Demontering af gammel terrasse installaetion. Monteret kanal. Fejlfinding på lys i kælder/fodboldside. Løs nul. Nye muffer. Fejlfinding på netværk tennis.
(red.tekst fjernet): Fejlfinding på ABDL anlæg. Kabel udskiftet. Rør og spole udskiftet på defekt lampe.
(red.tekst fjernet): Fejlfinding på udelys. Fejlfinding på stik/afbryder/dåse ved stue/have. Fejlfinding på lampe i stue. Montering af (red.tekst fjernet) udtag og tryk. Ny installation til udelampe og installation til stik. Installation til nyt udehusmontering af stikkontakter, afbrydere, lampeudtag og lamper. Demonteret gammel gruppetavle og målerramme. Ny målerramme og gruppetavle opsat.
(red.tekst fjernet): Fremføring af kabler til scene og lystårne. Samt strøm til dressingsrooms, vaskeri og catering. El vagt under show og nedpakning derefter.
(red.tekst fjernet): Fremføring af kabler fra generatorer til div boder og scene.
Nedpakning efter arrangement.
(red.tekst fjernet): Fremføring af kabler til div. boder, madsteder, merchandise, oppustelige porte, toiletvogne, midlertidige kontorer, optællingstelte og start/målstregsområde. Nedpakning efter arrangement.
"
Der vedlægges som sagens bilag 4 kopi af de bagvedliggende arbejdssedler. Dette materiale kan naturligvis suppleres for længere perioder, såfremt dette er afgørende for sagens udfald, idet perioden for det fremlagte materiale, alene er valgt for at illustrere karakteren af virksomhedens arbejde.
4.Begrundelse for klagen
Det gøres gældende, at der ikke på nogen som helst vis er grundlag for at gennemføre nogen beskatning i denne sag, da køretøjet ikke har været til rådighed for privat benyttelse og ikke har været benyttet til privat kørsel.
Det skal i den forbindelse pointeres, at der er tale om et såkaldt "specialindrettet køretøj" der efter sin indretning er uegnet til privat benyttelse.
Skattestyrelsen anfører herom i sin afgørelse, sagens bilag 1 side 2, at
"Der er medsendt billede af en Opel Zafira med bagsæderne lagt ned, hvor der er lidt reoler og materiale i bagagerummet."
Denne beskrivelse af bilen er på ingen som helst vis dækkende for karakteren af køretøjet og dets indretning.
Det fremgår således klart af de fremlagte billeder, at der er monteret en fast bund i bilen, hvor der er fastmonterede - fastboltet - reoler, med nødvendigt værktøj og materiel.
Det er således noget af en tilsnigelse af anføre, at der alene skulle være lidt reoler og materialer i bagagerummet.
Der kan i relation hertil henvises til den Juridiske vejledning "afsnit C.A.5.14.1.13 Særlige køretøjer" hvoraf fremgår, at
"…….
Vurderingen af om der er tale om et specialindrettet køretøj
Det er bilens indretning, der afgør, om bilen er uegnet som alternativ til en privat bil eller ej. Se TfS 1994, 667 LR.
Ved vurderingen af om der konkret er tale om et specialindrettet køretøj, skal følgende krav være opfyldt:
• Køretøjet må ikke egne sig som alternativ til en privat bil
• Der skal være et erhvervsmæssigt behov for, at køretøjet er indrettet på den specielle måde
• Det specialindrettede køretøj skal være nødvendigt for, at brugeren kan udføre sit arbejde.
Det er som udgangspunkt uden betydning, hvilket hverv den ansatte har, men der skal være behov for, at den ansatte bruger de værktøjer og hjælpe- midler, der er i køretøjet for, at den ansatte kan udføre sit job. Den ansatte eller dennes arbejdsgiver kan med andre ord ikke blot montere en masse hylder i køretøjet for på den måde at kunne køre skattefrit til og fra arbejde. Der skal være et erhvervsmæssigt behov for indretningen af køretøjet.
Hvis en advokat eksempelvis kører i et køretøj, der er indrettet med faste reoler til lovsamlinger mv. er det derfor ikke tilstrækkeligt. Det kan nemlig ikke siges at være en nødvendighed for at udføre arbejdet.
Der er visse erhverv, der med større sandsynlighed kan få godkendt et køretøj som specialindrettet end andre.
Det er erhverv, hvor de køretøjer, der er nødvendige for at udføre arbejdet, er store, fordi der skal bruges meget værktøj mv., og der hvor køretøjet bliver tilsmudset, og hvor der måske også opstår lugtgener. Der kan som eksempel nævnes:
• vvs
• elektriker
• servicemontør
• murer
• maler
• fiskesælger.
" [min understregning]
"….
Det fremgår videre, at
"………
SKAT har i en meddelelse, som bl.a. indeholder en vejledning om særlige køretøjer, givet eksempler med fotografier af køretøjer, der illustrerer SKATs opfattelse af, hvornår et givent køretøjet er/ikke er specialindrettet på en måde, som gør den uegnet eller egnet til at træde i stedet for en privat bil. Se SKM2008.354.SKAT.
Dette skema viser en række forhold, der taler for og imod, at et køretøj skal vurderes som specialindrettet og uegnet som alternativ til en privat bil
| Der er ikke sideruder i køretøjets varerum. | Køretøjet er en ladvogn uden nogen eller kun begrænset specialindretning. | |
| Der er som følge af et erhvervsmæssigt behov indrettet mange fast- spændte reoler, der fylder det meste af køretøjets lastrum. | Der er ikke et erhvervsmæssigt behov for køretøjets indretning. | |
| Køretøjet er ud over de fastspændte reoler også fyldt med nødvendigt værktøj og materialer. | Der er ikke erhvervsmæssigt behov for at medbringe det pågældende værktøj mv. | |
| Køretøjet er beskidt som følge af den erhvervsmæssige brug. | Køretøjet har firehjulstræk, uden at den erhvervsmæssige brug nødvendiggør dette. | |
| Køretøjet lugter ubehageligt som følge af den erhvervsmæssige brug. | Køretøjets normale anvendelsesområde svarer ikke til den erhvervsmæssige anvendelse. | |
| Der er indrettet erhvervsbetingede installationer på sædet ved siden af føreren. | | |
| Køretøjet bærer generelt præg af erhvervsmæssig brug. | | |
| Forhold der taler for specialindrettet: | Forhold der taler imod specialindrettet: |
| Der er tale om et større køretøj. | Køretøjet er smart og minder om biler, der normalt bruges privat. |
| Der er tale om en kassevogn. | Køretøjet er rent og pænt indvendig, så man ikke behøver arbejdstøj for at køre i den. |
| | | | |
Der skal normalt lægges vægt på flere af de forhold, der er nævnt i skemaet ud over de generelle betingelser, som er nævnt over skemaet. Der kan dog også være andre konkrete forhold, der har betydning for vurderingen.
1.Eksempel 1
En lukket kassevogn med fastmonterede hylder og fastmonteret værkstøjsindretning anses som en specielt indrettet værkstedvogn, og brug af vognen til befordring mellem bopæl og arbejdsplads udløser derfor ikke beskatning af fri bil til rådighed.
2.Eksempel 2
Hvis der køres i en kassevogn uden sideruder, hvor der er monteret faste reoler i det meste af køretøjets lastrum, som er nødvendige for at kunne udføre arbejdet, vil der sandsynligvis være tale om et specialindrettet køretøj, der er uegnet til at træde i stedet for en privat bil. Der skal derfor ikke ske beskatning af fri bil, men kun af den faktiske private brug efter de regler og med de undtagelser, der er nævnt ovenfor.
3.Eksempel 3
Typeeksemplet på et specialindrettet køretøj er VVS-kassevognen, der er helt fyldt op med reoler med værktøj og materialer til brug for den ansattes arbejde. Disse vogne anerkendes også som værkstedsvogne.
4.Eksempel 4
Hvis der ikke er så mange reoler i køretøjet, men sædet ved siden af førersædet er blokeret af fastmonterede erhvervsbetingede installationer, og køretøjet måske også er tilsmudset, er der muligvis tale om et specialindrettet køretøj. Dette kan bestyrkes, hvis der er tale om et større køretøj af en type, som ofte bruges inden for den ansattes erhverv.
5.Eksempel 5
Hvis der ikke er så mange fastspændte reoler mv. i køretøjet, der måske heller ikke er så voldsom stort, og det er rent indvendig, så det udmærket kan bruges som alternativ til en privat køretøj, er der ikke tale om et specialindrettet køretøj.
6. Eksempel 6
Hvis bilen er monteret med reoler, men hvor den hovedsagelig anvendes til erhvervsmæssig kørsel af ikke håndværksmæssig karakter trækker det i retning af, at bilen ikke anses for specialindrettet. Se SLM2013.671ØLR. [min understregning]
I og med, at A er autoriseret elinstallatør, er bilens indretning med værkstedsreoler, inventar og værktøj helt nødvendigt for at A kan udføre sit arbejde som elinstallatør i virksomheden.
Der kan således dårligt være tvivl om, at der er tale om en relevant og nødvendig særindretning for at A kan udføre sit arbejde som installatør, ligesom det er oplagt, at det er det erhvervsmæssige behov, der har medført særindretningen.
Denne indretning, som er fastmonteret, gør i øvrigt køretøjet fuldstændig uegnet til privat benyttelse, således at der alene af denne grund, ikke er grundlag for at gennemføre beskatning af fri bil.
***
Ud over, at der foreligger et specialindrettet køretøj, kan der under alle omstændigheder yderligere henvises til, at A kører som elinstallatør, og således under alle omstændigheder er omfattet af den særlige praksis, der er gældende for montører / personer med kundeopsøgende aktivitet jf. den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1, samt ligningslovens § 9 B stk. 3, idet A i sagens natur ikke kører ind på virksomhedens adresse, for derefter at køre ud til de enkelte kunder.
Dette fremgår klart af As arbejdsopgaver, herunder i forhold til, at A afhenter de materialer, der anvendes på de enkelte opgaver hos leverandørerne, kører ud og udfører installationsarbejder og i øvrigt forestår Elsyn.
Det er således usandsynligt, at A kører til kontoret for derfra at køre ud på dagens opgaver, da en sådan kørsel vil være i fuldstændig modstrid med A installatøropgaver, samt opgaver med at udføre Elsyn.
A falder således ind i kerneområdet for personer med et kørselsmønster omfattet af praksis efter afsnit C.A. 5.14.1. Den særlige 25 dages regel, som Skattestyrelsen henviser til har således ingen relevans i nærværende sag.
Der kan særligt henvises til forarbejderne til bestemmelsen (lov nr. 1337 af 19. december 2008, L 22/2008-09), hvor det af de særlige bemærkninger til ligningslovens § 9 B, stk. 3 fremgår følgende:
"…………..
Det foreslås, at hvis den skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads køres i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, antages det, at befordringen er erhvervsmæssig.
Det kan f.eks. være i den situation, hvor en virksomhed har en servicekontrakt med en række faste kunder om reparation og service af maskiner, hvor hver virksomhed kun besøges få gange om året eller for den sags skyld om måneden. Beskæftiger en virksomhed sig f.eks. med opstilling af og efterfølgende service på kopimaskiner, vil det typisk ikke blive til mange besøg hos de enkelte kunder på årsplan.
Et andet eksempel er en virksomhed, der med faste mellemrum rykker ud til en række kunder. En gartner kan således have en aftale med en række boligselskaber eller kommunale institutioner om en gang om ugen i sommerperioden at slå de pågældende kunders græs. Der kunne også være tale om en vinduespudser, der kommer 3 dage i en virksomhed 4 gange om året for at pudse vinduer.
Et tredje eksempel er en sælger, der opsøger nye kunder hver dag året rundt. Samme kørselsmønster har eksempelvis en skorstensfejer.
Et fjerde typisk eksempel er håndværkere, der arbejder på projekter, der typisk har en varighed på nogle dage eller et par uger.
Sådanne skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser under sådanne vilkår, at det er usandsynligt, at der mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, hvis man talte efter. Sådanne skattepligtige vil være omfattet af den nye regel. "[min understregning]
Der kan vedrørende praksis på området særligt henvises til SKM 2011,397.SR.
Såfremt Skattestyrelsen har fundet, at der kunne have været tvivl om A kørselsmønster ville Skattestyrelsen kunne have givet pålæg om kørselsregnskab således at denne tvivl ville kunne have været afklaret. Dette har Skattestyrelsen valgt ikke at gøre, hvilket ikke skal komme A til skade.
(…)"
Klageren er den 3. oktober 2019 fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar:
"(…)
Vedrørende bilen og dens karakter kan yderligere henvises til de sidste sider i dette dokument, hvor der er indsat yderligere billeder, der viser bilens indretning og karakter.
Som det fremgår heraf er der tale om en ganske anden årgang, og langt mindre avanceret bil, end den bil som Skattestyrelsen henviser til.
For så vidt angår det anførte på side 3 i Skattestyrelsens udtalelse vedrørende autorisationen er det faktuelle således, at en virksomhed skal have en fagligt ansvarlig ansat (tidligere kaldt en elinstallatør), da det er den fagligt ansvarlige, som har en autorisation (Det er det personlige strafansvar som er frafaldet og ikke den personlige autorisation).
Virksomheden kan kun have en virksomhedsautorisation, hvis den har en fagligt ansvarlig ansat. Det er gennem den fagligt ansatte at man kan søge om en virksomhedsautorisation.
Den fagligt ansatte har gennemgået en uddannelse for at få autorisationen (og en autorisationsprøve), som kræves for at få en virksomhedsautorisation (der kræves en autorisation for at udføre den form for arbejde, som udføres i virksomheden).
Der er regler for en fagligt ansvarlig, bl.a. timeantallet, som ikke må være under 30 timer. Bekendtgørelsen om den fagligt ansvarlige kan læses her:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=205427#id08d95d43-52e0-4ed485a0-551ff9bcd3da)
I den forbindelse, er det rent praktiske vedrørende Klager:
Klager uddannede sig først som elektriker, for derefter at læse videre til elinstallatør (herunder tog Klager autorisationsprøven).
Klager blev færdig i december 2006 og er ansat i firmaet i januar 2007. Virksomheden har også et (red. tekst fjernet) system. Det var Klager der implementerede det, da Klager startede i firmaet (den gang hed det dog (red. tekst fjernet)). Selvfølgelig skal en fagligt ansvarlig ikke være med til at udføre alt arbejde, det kan delegeres, hvilket også sker. Men da firmaet er lille, så er Klager selv med ude at arbejde.
Skattestyrelsen skriver videre på side 3 i udtalelsen, at Klager nødvendigvis må have mødt på kontoret for at kunne benytte andre biler, hvilket på ingen måde er korrekt, idet Klager f.eks. anvender andre biler, hvis der i løbet af en dag skal hentes større ting, hvor de er bedre egnet, end den bil Klager sædvanligvis kører i.
For så vidt angår det anførte omkring tankning på udtalelsens side 3, er mønstret ikke specielt bemærkelsesværdigt, henset til, at en stor del af firmaets kunder er i lokalområdet, hvorfor der selvfølgelig også langt henad vejen er tanket lokalt.
Det kan videre anføres vedrørende de registrerede timer, at der er mange dage, hvor der ikke registreres tid, f.eks. hvis der er brugt tid på at besigtige en potentiel opgave med henblik på at afgive tilbud, som ikke giver en opgave. I og med, at der ikke udløses en opgave, vil der selvfølgelig heller ikke fremgår en arbejdsseddel, da de er knyttet op på de enkelte opgaver, som virksomheden får.
Et andet eksempel kan være, at Klager har været mellem to opgaver og skal have frokost. Dette bliver heller ikke faktureret, eller hvis Klager henter materialer hos grossisten, på vej til en anden sag, end den Klager er på vej til.
For så vidt angår det anførte på side 4 er det helt forkert, at det må antages, at Klager skulle have anvendt det resterende antal timer på kontoret. Klager har, som allerede anført, brugt meget tid på at køre rundt og besigtige forskellige pladser med henblik på at afgive tilbud m.v.
Det fremgår endelige på side 4 i udtalelsen, at der kun skulle være 5 dage i 2018, hvor der er en hentet varer af Klager, fordi det alene er de ordrenumre, hvor Klagers initialer er anført. Dette har dog alene noget med ordrenummeret at gøre, og siger i sagens natur ikke noget om, hvem der rent lavpraktisk har afhentet varerne. Pointen med bilaget er således blot at fremhæve, at der afhentes rigtig mange varer hos leverandørerne og at Klager naturligvis, har afhentet en meget stor del heraf, uanset, hvis initialer, der står på ordrenummeret.
På de følgende sider er der yderligere fotos af den i sagen omhandlede bil, der klart viser, at den er uegnet til privat benyttelse og i øvrigt fremtræder erhvervsmæssig anvendt og relevant indrettet i henhold til de opgaver, som Klager udfører. (…)
(…)"
Klageren har følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:
"(…)
Skatteankestyrelsen anfører på side 18 andet sidste afsnit, at det skulle stride imod den nedlagte påstand, at bilen har været monteret med sæder til passagerbrug.
Dette er ingenlunde tilfældet, idet bilen er indrettet alene til erhvervsmæssiganvendelse, med bundplade, reoler og lagerplads til kabler, værktøj, stik og dåser.
Dertil kommer, at Klager arbejder som montør, og at bilen har relevant indretning i henhold til dette arbejde.
Dette faktuelle forhold kan dårligt bestrides, henset til, at Klager er autoriseret elinstallatør.
Det fremsendte materiale vedrørende 2018 tjener alene til at illustrere karakteren af Klagers arbejdsopgaver, herunder afhentning af materiel, tilbudsgivning og der er således ingen tvivl om, at bilen er såvel specialindrettet, samt at sagen under alle omstændigheder falder ind under ligningslovens § 9b stk. 3.
Skatteankestyrelsen henviser i relation til ligningslovens § 9 b stk. 3 til afgørelsen SKM: 2015.488, der dog vedrørte helt andre faktuelle forhold end nærværende sag.
For det første var virksomhedens adresse sammenfaldende med privatadressen, for det andet angik sagen hovedanpartshaveren - klager i nærværende sag er ikke anpartshaver og for det tredje var bilen i SKM 2015,488 en luksusbil. For det fjerde lagde Landsskatteretten vægt på, at bilen i de perioder, hvor Skatteyderen lånte ægtefællens bil, var stillet til rådighed for ægtefællen.
I nærværende sag er der ikke på nogen måde tale om nogen luksusbil, men derimod en bil, der er indrettet helt specifikt til et erhvervsmæssigt formål, der meget specifikt mod- svarer de erhverv, som § 9 b stk. 3 er udarbejdet til.
***
Det fastholdes således samlet set, at den i sagen omhandlede bil er specialindrettet således at den er uegnet til privat benyttelse, hvilket fremgår af de fremlagte fotos, samt at anvendelsen af bilen i øvrigt er omfattet af ligningslovens§ 9 b stk. 3.
Det skal i øvrigt bemærkes, at det direkte af de almindelige bemærkninger pkt. 3.1 til ligningslovens § 9 B stk. 3 (ændringslov nr. 1337 afd. 19. december 2008), fremgår at,
"Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage indenfor de forudgående 12 måneder, foreslås det, at det uden videre antages, at befordringen er erhvervsmæssig.
Det betyder, at der i disse situationer, hvor den skattepligtige har et særligt kørselsmønster, gælder en formodning for. at kørslen er i overensstemmelse med 60-dages reglen, og at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selv om bilen står på den skattepligtiges bopæl."[min understregning]
Det retlige udgangspunkt er således, når kørslen er omfattet af ligningslovens § 9 b stk. 3, at der er en formodning for at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selvom den står på den skattepligtiges bopæl.
Denne formodning er på ingen vis afkræftet, og må derimod så meget desto mere være opfyldt i denne sag, uanset man måtte nå frem til, at bilen ikke er specialindrettet, henset til at bilen uanset hvordan man end vender og drejer sagen er indrettet til erhvervsmæssig anvendelse.
Den praksis som Skatteankestyrelsen henviser til vedrører "almindelige biler og almindelig kørselsforhold" og ikke tilfælde, hvor bilen kan hjemtages uden at kørslen efter sin karakter bliver privat.
Højesterets dom gengivet i SKM 2009,239 H har ingen relevans i denne sammenhæng, da sagen angik indkomståret 1993, hvor ligningslovens § 9 b stk. 3 i sagens natur ikke var vedtaget.
Landsskatterettens afgørelse i SKM 2015,488 synes i øvrigt umiddelbart at være i mod- strid med forarbejderne og i øvrigt også hele formålet med bestemmelsen i § 9 b stk. 3, der jo netop skulle smidiggøre kravene til skatteyderne, således at der ikke skulle udarbejdes kørebog, hvis kørselsmønsteret var omfattet af§ 9 b stk. 3.
Det fremgår herom videre i bemærkningerne, pkt. 3.1, at
"Som dokumentation for, at der kun køres erhvervsmæssigt, eller for hvor stor en del af kørslen, der er erhvervsmæssig. vil et kørselsregnskab i praksis være mest hensigtsmæssigt. I visse tilfælde. hvor en ansat har fået en bil stillet til rådighed af arbejdsgiveren, og hvor den ansatte har flere forskellige arbejdssteder. kan det imidlertid være yderst besværligt at dokumentere og håndtere, at der ikke køres mere end 60 arbejdsdage til det enkelte arbejdssted.
F.eks. vil kørselsmønsteret for en sælger, der hver dag opsøger kunder ofte være af en sådan karakter, at det ikke vil komme i karambolage med 60-dages reglen.
Det er administrativt besværligt for skattepligtige med visse kørselsmønstre at skulle holde øje med, om der køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og det enkelte arbejdssted.
Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage indenfor de forudgående 12 måneder, foreslås det. at det uden videre antages. at befordringen er erhvervsmæssig. Det betyder, at der i disse situationer, hvor den skattepligtige har et særligt kørselsmønster, gælder en formodning for, at kørslen er i overensstemmelse med 60-dages reglen, og at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selv om bilen står på den skattepligtiges bopæl." [min understregning]
Der kan således ikke i de tilfælde, hvor kørslen er omfattet af ligningslovens § 9 b stk. 3 stilles krav om kørselsregnskab, idet hele ideen med bestemmelsen var at kørslen uden videre skulle anses for erhvervsmæssig, og dermed kan det ej heller indgå som et moment, der taler imod Klager, at der ikke er ført kørebog.
(…)"
Retsmøde
På retsmødet nedlagde klagerens repræsentant påstand og fremsatte anbringender i overensstemmelse med de tidligere indlæg. Direktør NE oplyste på retsmødet, at træpladen, der er lagt ind ovenpå passagersæderne, er skruet fast med et par skruer, men pladen er ikke mere fastgjort end, at den kan tages ud igen, når bilen skal sælges.
Skattestyrelsen nedlagde påstand og fremsatte anbringender i overensstemmelse med de tidligere indlæg.
Landsskatterettens afgørelse
Når en person som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde får stillet et køretøj til rådighed, er værdien heraf skattepligtig. Det følger af ligningslovens § 16, stk. 1.
Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4.
Det er rådigheden, der beskattes. Omfanget af den faktiske private kørsel i køretøjet er således uden betydning.
En firmabil anses som udgangspunkt for at være til rådighed for privat kørsel. Hvis der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at bilen ikke må bruges til privat kørsel, og bilen i alle tilfælde afleveres i virksomheden uden for arbejdstiden, vil rådigheden til privat brug normalt være afkræftet. Hvis bilen uden for arbejdstiden er parkeret ved den ansattes bopæl, er der en formodning for, at bilen er til rådighed for privat kørsel, uanset en eventuel aftale om det modsatte med arbejdsgiveren. I sådanne tilfælde må det på anden vis sandsynliggøres, at den rent faktisk ikke har været benyttet privat. Det kan f.eks. være ved et kørselsregnskab.
I denne sag har de omhandlede biler (...Q1 og ...Q2) ifølge det oplyste været parkeret ved klagerens bopæl uden for arbejdstiden. Det påhviler derfor klageren at løfte bevisbyrden for, at bilerne ikke har været til rådighed for klagerens private brug.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke har løftet denne bevisbyrde. Der er herved henset til, at klageren ikke har fremlagt et behørigt kørselsregnskab eller anden dokumentation for, at bilerne ikke har været til rådighed for hendes private brug. Der er endvidere henset til, at bilerne er personbiler indregistreret til privat personbefordring.
Det forhold, at klageren har fremlagt en række arbejdssedler og en oversigt over afhentning af materialer for indkomståret 2018, ændrer ikke herved, idet materialet ikke dokumenterer et behov for, at klageren dagligt har bilerne med til sin bopæl. Der er herved særligt henset til, at dokumentationen anses for mangelfuld, idet der ikke fremgår klokkeslæt for det udførte arbejde, og hvornår der afhentes materialer, ligesom der fremgår at være dage med ganske få eller slet ingen registrerede arbejdstimer.
Klageren har gjort gældende, at bilerne er specialindrettet og dermed uegnet til privat brug. Det følger af SKATS meddelelse offentliggjort som SKM2008.354.SKAT samt af retspraksis med henvisning til Østre Landsrets dom af 14. juni 2017, offentliggjort som SKM2017.504.ØLR, der blev stadfæstet ved Højesterets dom af 27. juni 2018, offentliggjort som SKM2018.312.HR, at der skal foretages en konkret vurdering af hver enkelt bil, herunder en vurdering af bilens egnethed til privat kørsel.
Efter en konkret vurdering finder Landsskatteretten, at bilerne ikke kan anses som specialindrettet i et sådant omfang, at bilerne er uegnet til privat kørsel. Der er herved henset til, at der fortsat er fem bagsæder i bilen, at der er almindelige ruder i både sideruderne og bagruden, og at der ikke fremgår firmalogo på bilen, jf. SKM2018.312.HR og SKM2011.367.BR. Det bemærkes, at ilægningen af en træplade oven på bagsæderne og monteringen af en mindre reol på træpladen ikke anses for en tilstrækkelig specialindretning af bilerne. Det forhold, at der er en privat bil registreret i husstanden, ændrer ikke herved.
Klageren har gjort gældende, at hun er omfattet af ligningslovens § 9B, stk. 3. Hertil bemærkes, at uanset klagerens kørsel kan anses som erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9B, stk. 3, så har klageren hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, at de omhandlede biler ikke har været stillet til rådighed for hendes private kørsel.
Landsskatteretten stadfæster dermed Skattestyrelsens afgørelse om beskatning af fri bil for indkomstårene 2015-2017.…"
Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af A og NM.
A har forklaret, at hun i perioden fra 2015 til 2017 var ansat som el-installatør (overmontør) i farens firma G1-virksomhed. Det var hende, der havde autorisationen i firmaet. Hendes arbejdsopgaver bestod blandt andet i at udarbejde tilbud på nye opgaver og at tilset de andre ansattes arbejde, ligesom hun selv var ude og udføre arbejdsopgaver herunder el-syn. Hun brugte også en del tid på at afhente materialer til arbejdsopgaver. Der var ikke andre installatører i virksomheden, imens hun var ansat. Hun var eneste installatør i perioden 2015-2017. Da der sker ændring af autorisationen i 2014, overgik ansvaret fra hende personligt til virksomheden. En arbejdsdag kunne begynde meget forskelligt. Hun kunne køre direkte ud til en opgave hos kunder, hente materialer hos grossister eller aflevere materialer til sin far på hans opgaver. Hun havde også administrative opgaver, som hun kunne udføre hjemmefra. Når de fakturer for el-syn, fremgår det ikke, hvem der har foretaget el-synet. Men det var primært hende, der udførte el-syn.
Hun og familien bor ca. 3 kilometer fra skolen og indkøbsmuligheder, hvilket er 5 minutter i bil og 20 minutter på cykel. Børnene cykler i skole. Børnene havde fra 2015 til 2017 fritidsaktiviteter, som de selv gik eller cyklede til. De har en privatbil. Det er en Opel Astra, hvor der er plads til familien. De har hele tiden haft en privatbil til rådighed. Hun ved ikke, hvorfor det ikke fremgår af registreringen fra 17. juli 2015 til 12. august 2015. De overtog hendes mors bil, måske er det i den forbindelse, at der er et hul i registreringen.
Listen på ekstraktens side 467 over afhentninger hos grossisten G5-virksomhed er fra 2018. G5-virksomhed er stedet, hvor de henter alle deres materialer. De afhenter enten i Y1-adresse eller Y5-adresse. "Kundes ordrenr." dækker over personnavne, stednavne eller adressen på en opgave. Når de afhenter materialer, noterer grossisten, hvem der afhenter. Det var i perioden 2015 til 2017 forskelligt, hvem der afhentede. Det kunne være hende, NE eller IM. Hun hentede varer mellem 1-5 gange om ugen.
Der var en mundtlig vagtordning i virksomheden, da hendes far ikke havde råd til en traditionel vagtordning. Han tog stort set altid selv telefonen. Enkelte gange, når han ikke kunne tage telefonen, viderestillede ham telefonen til hende. Alternativt ringede han og bad hende om at påtage sig opgaven.
Ved tilbudsgivning kørte hun ud til kunden og noterede kundens ønsker. Efterfølgende udarbejdede hun et tilbud med en beregning og en uddybende tekst til kunden. Det var ikke alle tilbud, der blev accepteret af kunderne. Der er ikke faktureret for de adresser, hvor tilbuddene ikke blev accepteret. Det var hende, der udarbejdet alle tilbud på det almindelige el-arbejde. Hun kan ikke svare på, hvor mange tilbud, der udarbejdes, som ikke accepteres af kunden.
Der kan være flere årsager til, at hun ikke fremgår af fakturaerne. Ved el-syn eller ved faste tilbud, hvor arbejdstimerne ikke fremgår, er der ikke noteret navne eller initialer på dem, der har udført arbejdet. Nogle gange har hun ikke stået på fakturaen, hvis hun har vurderet, at det ikke var fair, at kunden blev faktureret for, at hun har arbejdet nogle få timer på pladsen, for eksempel hvis hun havde ført tilsyn eller blot havde holdt en stige, så en kollega kunne stå sikkert under arbejdets udførelse.
På ekstraktens side 345 er et eksempel på en arbejdsseddel, hvor hendes navn står i parentes. Det var fordi, de ikke mente, at de kunne fakturere den anvendte tid. De timer, der fremgår af fakturaen, er timer som de reelt har faktureret kunden. I perioden fra januar til maj 2016 kan hun ikke huske, hvad hun arbejdede med. Hun kan ikke forklare, hvorfor hendes navn ikke fremgår af arbejdssedlerne i den periode. Hendes tilsyn med medarbejdernes arbejde bliver ikke registreret nogen steder. Tilsynet foregik på de større opgaver og afhang af arbejdets karakter. Der bliver ikke lavet arbejdssedler på el-syn. Hun kan ikke svare på, om der eventuelt er blevet lavet arbejdssedler i forbindelse med udførelse af el-syn. Arbejdssedlerne er ikke et udtryk for, hvor mange timer hun var ude på opgaver, ligesom mange af arbejdsopgaverne ikke blev registreret nogen steder.
Hun tankede på bilen, når der var brug for det på de tankstationer, som hun kender. En af tankstationerne ligger tæt på grossisten, så den bruger hun ofte. Hun kan med firmakortet tanke på G3-virksomhed og G4-virksomhed . Hun kørte ofte direkte til grossisten fra hjemmet, og så var det naturligt at tanke efterfølgende. Efterfølgende kørte hun ud til kunder, hvoraf mange lå i Y1-adressedistriktet.
NM har forklaret, at han arbejder ved grossisten G5-virksomhed som salgsmedarbejder. Det gjorde han også i 2015. Det var primært ham, der betjente A. Hun kom i butikken måske 2-3 gange om ugen. Hun havde arbejdstøj på, når hun kom hos dem. De sælger alt indenfor el-artikler og værktøj. Nogle gange talte de om, hvilke opgaver der var i gang, men det var kun, når der var tid til det, eller hvis han fik det oplyst i forbindelse med en bestilling over telefon. Oftest blev varerne bestilt centralt og hentet hos den, men A hentede også direkte hos dem, hvis hun stod og manglede noget akut.
Ekstraktens side 467 er en liste over bestillinger. Kundens ordrenr. er ikke ens betydende med, hvem der rent faktisk har afhentet varen. De noterer det, som kunden anmodede dem om.
Parternes synspunkter
A har i sit påstandsdokument, der er uddybet under hovedforhandlingen anført følgende:
"…
Til støtte for de nedlagte påstande, gøres følgende anbringender gældende:
FORMODNINGSREGEL FOR PRIVAT BENYTTELSE
Det gøres gældende, at den formodningsregel Skatteministeriet anvender til at beskatte sagsøgeren af fri bil, alene finder anvendelse for hovedaktionærer, og ikke for så vidt angår andre personer.
Idet det eksempelvis ses at være tilfældet i de af Skatteministeriet anførte sager i SKM 2015.469 BR og SKM 2020.346 BR, formodningsreglen for privat anvendelse alene finder anvendelse, når en hovedanpartshaver anvender selskabets bil. I begge sager var der tale om 100 % ejerskab over selskabet for den person, der var formodning for at kunne råde over bilen privat.
Det gøres derfor gældende, at dette følger af, at en hovedanpartshaver råder 100 % over selskabets aktiver, både for sig selv, og for sin husstand, der kan drage nytte af denne rådighed.
Hvilket eksempelvis fremgår af sagen i SKM 2015.469 BR, at;
"Der er adressesammenfald mellem virksomhedernes og A's adresse, og varebilen stod efter arbejdstid ved adressen. På denne baggrund er der efter retspraksis en formodning for, at han har haft rådighed over varebilen til privat benyttelse og derved er skattepligtig af værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16 a, stk. 5". [egen understregning]
Det gøres således gældende, at formodningsreglen bygger på, at virksomheden og hovedanpartshaveren havde samme adresse, og at der derfor var formodning om privat anvendelse, samtidig med, at arbejdsopgaverne og forhold i øvrigt ikke afkræftede denne formodning for hovedanpartshaveren.
Det gøres samtidig gældende, at formodningsreglen bygger på, at det er en hovedanpartshaver, der har rådighed over bilen - ikke en hvilken som helst anden ansat.
Idet det fremgår af SKM 2020.369 BR,
"A er hovedanpartshaver i selskabet, der ejer den bil, som beskatningen vedrører. Han har forklaret, at bilen holdt parkeret på hans bopæl, når han havde vagt, hvilket var på alle hverdage og hver tredje weekend. Det følger af retspraksis, at der under sådanne omstændigheder er en skærpet formodning for, at bilen også har været stillet til rådighed for A."
Det gøres gældende, at Sagsøgeren ikke er hovedaktionær eller en del af selskabets hovedaktionærs husstand, hvorfor den anførte formodningsregel, som Skatteministeriet har påberåbt, ikke finder anvendelse i denne sag.
Det gøres samtidig gældende, at Skatteministeriet ikke har anvist blot én enkelt afgørelse, hvor formodningsreglen for privat anvendelse af en bil er anvendt til beskatning af fri bil i henhold til ligningslovens bestemmelser, hvor der ikke var tale om enten hovedaktionæren selv eller hovedaktionærens ægtefælle.
Det bygger på det meget simple faktum, at formodningsreglen ikke finder anvendelse over for andre end hovedaktionæren eller dennes husstand. Andre ansatte, hvad enten der er tale om nærtstående som børn eller tredjemænd, kan ikke blive udsat for beskatning af fri bil i henhold til den omfattende praksis, der ligger omkring hovedaktionærer eller ægtefællerne til hovedaktionærerne, når de ikke selv er hovedaktionærer i selskabet, eller en del af hovedaktionærens husstand.
Skatteministeriet har heller ikke, trods opfordring hertil, fremkommet med sådan praksis.
Skatteministeriet henviser i stedet til sager, der allerede er henvist til tidligere, og som Sagsøgeren har redegjort for, ikke finder anvendelse i denne sag, da det dels er strafferetlige sager, og derudover vedrører alle sagerne hovedaktionærer og hovedaktionærens husstand.
Det gøres derfor gældende, at der ikke er støtte for i henhold til praksis, hverken den af Skatteministeriet anførte eller i øvrigt af praksis på området, at anvende en formodningsregel til gennemførelse af fri bil beskatning i henhold til ligningslovens bestemmelser i en sag som nærværende, af den simple årsag, at sagsøgeren ikke er hovedaktionær i selskabet.
Det gøres gældende, at Skatteministeriet har misforstået hovedaktionærbegrebet i skatteretten, når Skatteministeriet påberåber de afgørelser, fra alle instanser, som Skatteministeriet gør, der alle tager stilling til en hovedanpartshavers rådighed over fri bil, og altså ikke en ansat.
Hvilket SKM 2002.206 VL heller ikke ændrer på, idet Skatteministeriet misforstår sagens betydning for hovedaktionærbegrebet.
I SKM 2002.206 VL var det ganske vist ikke en direkte hovedanpartshaver, idet vedkommende alene ejede 20 % i det selskab, som han var ansat i, og som stillede bilen til rådighed.
Men det følger imidlertid af aktieavancebeskatningslovens § 4;
§ 4. Som hovedaktionæraktier anses aktier eller anparter, der ejes af skattepligtige, der ejer eller på noget tidspunkt inden for de seneste 5 år har ejet 25 pct. eller mere af aktiekapitalen, eller som råder eller i den ovennævnte periode har rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien. Hvis aktierne er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse, anses aktierne for hovedaktionæraktier, såfremt den skattepligtige på noget tidspunkt inden for de seneste 10 år har ejet aktier svarende til 25 pct. eller mere af aktiekapitalen ved omdannelsen eller rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien. Ved opgørelsen af aktiekapitalen i et selskab bortses fra selskabets beholdning af egne aktier.
Stk. 2. Ved afgørelsen af, om den skattepligtige eller dødsboet efter den skattepligtige ejer eller har ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen i et selskab eller råder eller har rådet over mere end 50 pct. af den samlede stemmeværdi, medregnes aktier, der samtidig tilhører eller har tilhørt den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns og adoptivforhold sidestilles med naturligt slægtskabsforhold."
Det gøres derfor gældende, at skatterettens hovedaktionærbegreb, som det kommer til udtryk i skattelovgivningen, betinger, at der ejes eller rådes over aktier i selskabet, der ejet bilen.
I SKM 2002.206 VL ejede skatteyderen 20 % i det selskab, som skatteyderen var ansat i.
Skulle afgørelsen være truffet på dette isolerede grundlag, ville der ikke kunne tages udgangspunkt i formodningsreglen om privat rådighed, for der ville ikke være tale om en hovedaktionær.
I SKM 2002.206 VL var faktum imidlertid det, at de resterende 80 % af aktierne i selskabet, var ejet af skatteyderens far, hvorfor skatteyderen blev betragtet som hovedaktionær som følge af beregningsreglen i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, hvorefter der til det ejerskab en aktionær eller anpartshaver allerede har, skal medregnes ejerskab i samme selskab fra forældrene - i SKM 2002.206 VL var det faderen.
Det fremgår også direkte af Landsrettens præmisser, idet det fremgår; "Det må efter det oplyste lægges til grund, at sagsøgeren ejede 20 pct. af
anparterne i selskabet, der i øvrigt ejedes af hans far, som var direktør."
Det gøres gældende, at det er et faktum i nærværende sag, at Sagsøgeren ikke ejer nogen andel i selskabet eller på noget tidspunkt inden for de seneste 5 år har ejet nogen andel i selskabet.
Det gøres derfor gældende, at sagsøgeren derfor ikke i henhold til skatterettens hovedaktionærbegreb, der er udtryk udtrykt i aktieavancebeskatningslovens hovedaktionærbegreb i § 4, kan betragtes som hovedaktionær idet Sagsøgeren ikke selv har eller har haft nogen ejerandel i selskabet, som er en betingelse for at kunne blive betragtet som hovedaktionær.
Det gøres derfor også gældende, at formodningsreglen for privat anvendelse, for så vidt angår hovedaktionærer, ikke kan finde anvendelse i denne sag.
Derudover indeholder SKM 2002.206 VL, som Skatteministeriet gør meget ud af, den yderligere forskel, at selskabet stillede en personbil til rådighed for skatteyderen, mens skatteyderen privat alene rådede over en gulpladebil. Familien var således afhængig af bilen på hvide plader, som selskabet stillede til rådighed, idet familiens behov ikke kunne dækkes af familiens egen gulpladebil.
Det gøres gældende, at dette er ikke tilfældet i denne sag,
Idet Sagsøgeren råder over egen personbil
Idet Sagsøgeren bor inden for gå/cykelafstand af børnenes fritidsaktiviteter og skole
Det gøres derfor gældende, at der ikke er noget i sagsøgerens private forhold, der gør sagsøgeren afhængig af bilen.
Det gøres gældende, at det ikke skaber formodning for privat anvendelse, blot det forhold, at bilen er indregistreret på hvide plader.
Det fremgår heller ikke af praksis, at det skulle være tilfældet i en situation som sagsøgerens. Den praksis den sagsøgte henviser til, er ikke på nogen måde sammenlignelig, og udtryk for, at der skulle være formodning for privat anvendelse i sagsøgerens situation.
For det første fremgår det af SKM 2014.426ØLR, som den sagsøgte henviser til som præjudikat for, at der skulle foreligge en formodning for privat anvendelse blot det faktum, at bilen er indregistreret på hvide plader, at 1) formodningen for privat anvendelse opstod ved, at bilen på ingen måde var indrettet til eller synligt bar præg af at blive anvendt som arbejdsvogn, 2) bilen var stillet til rådighed for hovedanpartshaveren, der samtidig var direktør i selskabet, at selskabet, hvorfor det blev lagt til grund, at skatteyderen havde indflydelse på, at han skulle have bilen stillet til rådighed, og at selskabet skulle indkøbe lige netop den bil.
Sagsøgeren har ikke indflydelse på egen ansættelsesforhold i nærværende sag. Sagsøgeren er almindelig ansat i G1-virksomhed og arbejder i henhold til ansættelseskontrakt. Det er sagsøgerens arbejdsgiver, der har besluttet, dels hvilken arbejdsvogn sagsøgeren skulle anvende, dels at bilen er stillet til rådighed for kørsel i virksomhedens tjeneste, enten på vagtopgaver eller ud til skiftende arbejdspladser, og det er sagsøgerens arbejdsgiver, der har bestemt indretningen af bilen.
Ingen af disse forhold har Sagsøgeren haft indflydelse på, lige som Sagsøgeren ikke har haft indflydelse på, hvordan bilen registreringsmæssigt har skulle været behandlet.
Derfor kan SKM 2014.426 ØLR ikke anses for at danne formodning for privat anvendelse af bilen i denne sag, alene fordi bilen er indregistreret på hvide plader, idet SKM 2014.426ØLR, ud over selve registreringen af bilen på hvide plader, lægger en række andre forhold til grund for formodningen for privat anvendelse, som ikke er til stede i denne sag.
Det gøres derfor fortsat gældende, at der ikke i retspraksis foreligger en formodning for, at der, for en ansat foreligger formodning for privat anvendelse, når vedkommende, for arbejdsgiveren, udfører sit arbejde i en bil, der er indrettet til den ansattes arbejdsmæssige formål, men blot er indregistreret på hvide plader.
SKM 2014.426 ØLR er i hvert fald ikke udtryk for en sådan retspraksis, idet sagen på et helt grundlæggende faktuelt grundlag ikke er sammenlignelig, idet sagsøgeren ikke har indflydelse på egne ansættelsesvilkår, arbejdsgiverens bilindkøbspolitik, baggrunden for bilens registreringsmæssige forhold, bilens indretning etc. Der er således tale om to helt forskellige faktuelle grundlag i denne sag i forhold til SKM 2014.426 ØLR.
¨¨¨¨
Det gøres gældende, at der i praksis eller lovgivningen ikke genfindes den formodningsregel, som den sagsøgte forsøger at opstille på side 2, 2. afsnit. Den sagsøgte har da heller ikke fremvist nogen lovhjemmel eller praksis, der understøtter den sagsøgtes påstand om, at det skaber formodning for privat anvendelse, at " sagsøgeren er nært forbundet med selskabet, der stillede køretøjerne til rådighed, derved at sagsøgerens far er eneanpartshaver og direktør i selskabet.", som den sagsøgte anfører på side 2, 2. afsnit.
Det gøres gældende, at det ikke fremgår af hverken retspraksis, administrativ praksis eller ligningsloven, at der er formodning for privat anvendelse, hvis den person, der anvender bilen, er nærtstående med den person, der ejer selskabet, der ejer bilen, der køres erhvervsmæssigt i.
På nuværende tidspunkt står dette synspunkt således ikke underbygget af hverken retspraksis, administrativ praksis eller lovhjemmel, hvorfor det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at antage en formodning for privat anvendelse af den grund, at Sagsøger er interesseforbundet (datter af) med ejeren af Sagsøgerens arbejdsgiver.
Den sagsøgte har forsøgt at underbygge påstanden med praksis fra Højesteret, jf. SKM 2009.329 H, men også her, som med SKM 2014.426 ØLR overser den sagsøgte væsentlige forskelle i præmisserne fra både landsretten i SKM 2014.426 ØLR og fra Højesteret i SKM 2009.329 H.
I sagen for Højesteret, og grundlaget for, at der var formodning for privat anvendelse var, ud over det var ægtefællen, der ejede selskabet, at skatteyderen i SKM 2009.329 H var direktør i ægtefællens selskab, stod for den daglige og løbende drift af selskabet, havde indflydelse på egen aflønning og øvrige vilkår for ansættelsesforholdet. Højesteret lagde derfor ud fra en samlet bedømmelse til grund, at der var formodning for privat anvendelse.
Sagsøgeren er ikke direktør i selskabet, blot almindelig ansat. Har ikke indflydelse på egen aflønning. Bor ikke sammen med ejeren. Har ikke selv truffet beslutning om køb af bil, registreringsmæssige forhold vedrørende bilen, har ikke bestemt indretningen af bilen, blot konstateret det tilstrækkeligt til at kunne udføre arbejdet som elinstallatør. Der er således ikke et eneste punkt i SKM 2009.329 H, af dem Højesteret lægger til grund for afgørelsen, der er enslydende med faktum i denne sag.
SKM 2009.329 H kan derfor ikke antages at have præjudikatværdi, når der end ikke er et sammenfald i faktum og det grundlag, der træffes afgørelse fra Højesterets side med denne sag.
Det gøres derfor gældende, at der ikke er støtte for den sagsøgtes påstande om formodet privat anvendelse, hverken i SKM 2014.426 ØLR eller i SKM 2009.329 H, idet der ikke er sammenfald i de faktuelle forhold i sagerne og i denne sag, og at begge dommes præmisser viser, at afgørelserne er begrundet i, at vedkommende selv havde indflydelse på selskabets indkøb af bilen, på egen aflønning og øvrige vilkår, hvilket Sagsøgeren ikke har.
Det gøres derfor gældende, at der ikke i praksis findes hjemmel til at beskatte fri bil ud fra en formodning, der alene bygger på, at Sagsøgeren er datter af selskabets ejer.
KØRSELSMØNSTER
Det gøres gældende, at det er Sagsøgerens kørselsmønster, bliver afgørende for, om der er grundlag for beskatning af fri bil;
idet spørgsmålet er, om der er tale om privat anvendelse, eller om der alene er tale om kørsel i selskabets interesse, og dermed erhvervsmæssig kørsel.
Det gøres igen gældende, at det er afgørende for sagen, at hverken Skattestyrelsen i forbindelse med sagsbehandlingen i 1. instans, jf. bilag 2 eller Landsskatteretten i forbindelse med klagesagen, jf. bilag 1 har anfægtet, at Sagsøgerens forklarede kørsel skulle være forkert.
Da det af myndighederne i den administrative sagsbehandling ikke er anfægtet, kan Skatteministeriet ikke under domstolsbehandlingen, uanset dette er domstolsbehandlingen i 1. instans, anfægte det faktum, der er truffet afgørelse på baggrund af, af myndighederne, idet det er et krav i henhold til fast praksis, at den forvaltningsafgørelse, der indbringes for domstolenes, kan identificeres i rettes afgørelse.
Det gøres derfor gældende, at hvis Skatteministeriets anbringender om, at kørselsmønsteret ikke er retvisende eller ikke er dokumenteret tilstrækkeligt, tages til følge, træffes der blandt andet afgørelse på baggrund af et faktuelt grundlag, der ikke kan identificeres i hverken Skattestyrelsen eller Landsskatterettens afgørelse.
Der vil med andre ord være tale om en "ny sag", skabt ved den sagsøgte Skatteministeriets påstande, anbringender og opfordringer, hvilket er i strid med skatteforvaltningslovens § 14.
Derfor gøres det også gældende, at det kørselsmønster, der er redegjort for overfor både Skattestyrelsen og Landsskatteretten, og som disse instanser har truffet afgørelse på baggrund af, skal antages som faktum for retten, hvorfor der er tale om kørsel mellem skiftende arbejdssteder i ikke mere end 60 dage hver sted.
LIGNINGSLOVENS § 9B, STK. 3. - kørsel mellem skiftende arbejdssteder er erhvervsmæssig
Det gøres gældende, at det kørselsmønster sagsøgeren har haft, og som er accepteret af Skattestyrelsen og Landsskatteretten er erhvervsmæssigt.
Idet det fremgår af noten til Karnov vedrørende indførelsen af ligningslovens § 9B, stk. 3, ved lov nr. 1337 af 19. december 2008, der er eneste bestemmelse der fastlægger, hvornår en kørsel er erhvervsmæssig og ikke er erhvervsmæssig, når der køres til skiftende arbejdssteder, at:
"Hvis den skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads køres i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, antages det, at befordringen er erhvervsmæssig Det kan f.eks. være i den situation, hvor en virksomhed har en servicekontrakt med en række faste kunder om reparation og service af maskiner, hvor hver virksomhed kun besøges få gange om året eller for den sags skyld om måneden. Beskæftiger en virksomhed sig f.eks. med opstilling af og efterfølgende service på kopimaskiner, vil det typisk ikke blive til mange besøg hos de enkelte kunder på årsplan. Et andet eksempel er en virksomhed, der med faste mellemrum rykker ud til en række kunder. En gartner kan således have en aftale med en række boligselskaber eller kommunale institutioner om en gang om ugen i sommerperioden at slå de pågældende kunders græs. Der kunne også være tale om en vinduespudser, der kommer 3 dage i en virksomhed 4 gange om året for at pudse vinduer Et tredje eksempel er en sælger, der opsøger nye kunder hver dag året rundt. Samme kørselsmønster har eksempelvis en skorstensfejer. Et fjerde typisk eksempel er håndværkere, der arbejder på projekter, der typisk har en varighed på nogle dage eller et par uger". [Egen understregning]
Det forhold, at kørselsmønstret er omfattet af § 9B, stk. 3 medfører således også, at kørslen i bilen anses for erhvervsmæssig, hvorfor det forhold, at bilen er placeret på bopælen ikke har nogen betydning for vurderingen af rådigheden.
Det gøres gældende, at rådighedsspørgsmålet alene bliver relevant, hvis, som det også fremgår af noten til Karnov, at "… en person har bilen med hjem, og der i husstanden kun er én bil herudover, og det må anses for overvejende sandsynligt, at vedkommende anvender erhvervsbilen privat, f.eks. fordi der er meget dårlig dækning med offentlige transportmidler, og der er flere familiemedlemmer, som har behov for at blive transporteret til fritidsaktiviteter".
Det gøres gældende, at der er ikke dårlig dækning med offentlige transportmidler, hvor Sagsøger bor. Sagsøgeren bor ligeledes meget tæt på børnene skole og fritidsaktiviteter, hvorfor husstandens private kørselsbehov fint dækkes af den private bil, der er til rådighed for husstanden.
Det gøres derfor gældende, at i henhold til principperne i ligningslovens § 9B, stk. 3, der er eneste sted i skattelovgivningen der definerer, hvornår kørsel mellem skiftende arbejdssteder anses for erhvervsmæssigt, er Sagsøgerens kørsel erhvervsmæssig, hvorfor der slet ikke er mulighed for at stille bilen til rådighed for privat anvendelse, hvilket netop er konsekvensen af, at forholdet er omfattet af ligningslovens § 9B, stk. 3, og dermed udelukkende erhvervsmæssig.
SPECIALINDRETTET
Det gøres gældende, at reglerne for, hvornår en bil skal anses som specialindrettet, fremgår af SKM.2008.354 SKAT
Der er et styresignal udstedt af Skattestyrelsen, hvad der skal forstås ved en specialindrettet værkstedsvogn, der er uegnet til privat anvendelse, og som derfor ikke giver anledning til beskatning af fri bil.
I styresignalet SKM 2008.354 SKAT fastlægger Skattestyrelsen praksis på området, og hvordan Skattestyrelsen vil træffe afgørelser ud fra denne praksis.
Det gøres gældende, at Skattestyrelsen, Landsskatteretten og Skatteministeriet læser teksten i styresignalet anderledes, end teksten er udlagt.
Der står eksempelvis meget klart i styresignalet, at:
"Momenter, der taler for specialindrettet: Der er tale om et større køretøj, Der er tale om en kassevogn, Der er ikke sideruder i køretøjets varerum, Der er som følge af et erhvervsmæssigt behov indrettet mange fastspændte reoler, der fylder det meste af køretøjets lastrum, Køretøjet er ud over de fastspændte reoler også fyldt med nødvendigt værktøj og materialer, Køretøjet er beskidt som følge af den erhvervsmæssige brug, Køretøjet lugter ubehageligt som følge af den erhvervsmæssige brug, Der er indrettet erhvervsbetingede installationer på sædet ved siden af føreren, Køretøjet bærer generelt præg af erhvervsmæssig anvendelse.
Momenter, der tale imod specialindrettet: Køretøjet er smart og minder om biler, der normalt anvendes privat, Køretøjet er rent og pænt indvendig, så man ikke behøver arbejdstøj for at køre i den, Køretøjet er en ladvogn uden nogen eller kun begrænset specialindretning, Der er ikke et erhvervsmæssigt behov for køretøjets indretning, Der er ikke erhvervsmæssigt behov for at medbringe det pågældende værktøj m.v., Køretøjet har firehjulstræk uden at den erhvervsmæssige brug nødvendiggør dette, Køretøjets normale anvendelsesområde svarer ikke til den erhvervsmæssige anvendelse."
Det fremgår tillige af vejledningen, at:
"Der skal normalt lægges vægt på flere af de momenter, der er nævnt i skemaet ud over de generelle betingelser, som er nævnt over skemaet. Der kan dog også være andre konkrete forhold, der har betydning for vurderingen."
Det gøres derfor gældende, at der ikke er et element, der i sig selv er afgørende, hverken for eller imod specialindretning.
Det ser imidlertid ud til, at Skatteministeriet vil lade to forhold være afgørende. For det første, at der er vinduer i siderne, hvilket taler imod.
Det gøres imidlertid gældende, at det tydeligt ses af billederne af sagsøgerens bil, jf. bilag 29 - 34 og bilag 39, at der er fastmonteret bundplade, der er installeret nødvendige sidehylder/skuffer, der dækker for disse vinduer og køretøjet medbringer det til arbejdet nødvendige materiale.
Det ændrer billederne i bilag 1 og 5 til vejledningen om specialindrettede køretøjer, som der henvises til i SKM 2008.354 SKAT ikke på, idet, som det fremgår oven for, beror på en konkret vurdering ud fra alle elementer, og andre elementer kan yderligere tale for det ene eller det andet.
Hverken Skattestyrelsen, Landsskatteretten eller Skatteministeriet har ikke foretaget denne konkrete vurdering, men blot konstateret, der er ikke vinduer i siderne, og at myndighederne mener, at hylder og bund ikke er fastmonteret i tilstrækkeligt omfang til, at der er tale om en værkstedsvogn.
Det gøres imidlertid gældende, at alle instanser overser et meget vigtigt element i vurderingen, som fremgår af vejledningen. Det fremgår af vejledningen;
"Det er som udgangspunkt uden betydning, hvilket hverv du har, men der skal som nævnt være behov for, at du som brugeren af køretøjet anvender de værktøjer, hjælpemidler, der er i køretøjet for at du kan udføre dit job.
Hvis du fx er advokat, er det derfor ikke tilstrækkeligt, at du eksempelvis kører i et køretøj, der er indrettet med faste reoler til lovsamlinger mv. Det kan nemlig ikke siges, at være en nødvendighed for at du kan udføre dit arbejde.
På den måde kan man sige, at der er visse erhverv, der med større sandsynlighed kan få godkendt et køretøj som specialindrettet end andre. Det er erhverv, hvor de køretøjer, der er nødvendige for at udføre arbejdet, er store, fordi der skal anvendes meget værktøj mv., og der hvor køretøjet bliver tilsmudset, og hvor der måske også opstår lugtgener. Der kan som eksempel nævnes:
• vvs
• elektriker
• servicemontører
• murer
• maler
• fiskesælger
Derimod fx ikke
• advokat
• ejendomsmæglere
• skolelærere
• kontorpersonale
• arkitekt og ingeniør"
Det gøres gældende, at Skattestyrelsen, Landsskatteretten og Skatteministeriet i vurderingen af, om der er tale om en værkstedsvogn, har undladt at inddrage det afgørende vigtige element, som Skattestyrelsen i vejledningen fremhæver, nemlig om der er tale om et erhverv, hvor der er behov for en værkstedsvogn.
Det fremgår direkte af vejledningen, at en elektriker, herunder må ligge en elinstallatør, netop er et af de hverv, hvor Skattestyrelsen selv er opmærksom på, at der er behov for at indrette en værkstedsvogn.
Det gøres derfor gældende, at det må betyde, når skattestyrelsen selv anfører de i vejledningen, at der skal foretages en konkret vurdering, og at dette element vil medføre, at et spørgsmål om, hvorvidt der er sideruder eller ikke, bliver af mindre betydning, når bilen de facto er indrettet til brug for det konkrete arbejde som elinstallatør, og når vejledningen selv udpeger elektrikere, herunder elinstallatører, som hverv der har behov for en værkstedsvogn.
Det samme må gøre sig gældende, når Skatteministeriet anfører, at materialet installeret bag i bilen blot kan tages ud, hvis sagsøgeren ønsker at benytte bilen privat.
Dette synspunkt kan skatteministeriet jo gøre gældende om alt og alle indretninger i biler. Ønsker man at bruge bilen privat, kan alt jo pilles ud af bilens ladrum, hvis man ønsker at bruge tiden på det. Men dette er heller ikke en del af vurderingen, om det "bare" kan tages ud. Vurderingen går på, om det er der, og om det er fastgjort. Og det er det i sagsøgerens tilfælde.
Derudover skal det igen gøres gældende, at hverken Skatteministeriet, Skattestyrelsen, Politi eller andre myndigheder har konstateret, at Sagsøgeren skulle have kørt bare 1 meter privat i bilen. Det har slet ikke været nødvendigt, idet Sagsøgeren har egen privat bil til rådighed.
Derudover har Skatteministeriet til brug for at underbygge, at indretning med bundplade og reoler ikke er tilstrækkeligt til, at bilen er specialindrettet og ikke egnet til privat anvendelse. Skatteministeriet henviser her til SKM 2018.2242 H.
Skatteministeriets repræsentant burde læse faktum i sagerne bedre end tilfældet har været.
Det fremgår af SKM 2018.2242 H, at der blev tale om fri bil beskatning, idet skatteyderen i sagen selv havde registreret bilen som blandet privat og erhverv, og også havde erkendt at have kørt privat i bilen i overensstemmelse med registreringen. Under disse omstændigheder, som det anføres af Højesteret, er det ikke tilstrækkeligt med en indretning med fastmonteret bundplade og reoler, idet skatteyderen selv havde erkendt, at bilen skulle og kunne anvendes til privat brug.
Det gøres gældende, at den situation ikke er i nærheden af at være sammenlignelig med sagsøgerens situation.
Idet hverken sagsøgeren eller sagsøgerens arbejdsgiver har anført, at bilen skulle anvendes blandet erhverv og privat. Sagsøgeren har under hele sagen også forklaret, at sagsøgeren ikke har anvendt bilen til andre formål en selskabets erhvervsmæssige formål.
Der er således grundlæggende faktuelle forskelle, der medfører, at SKM 2018.2242 H og Sagsøgerens sag ikke er sammenlignelige, hvorfor SKM 2018.2242 H ikke kan danne præcedens for vurderingen af Sagsøgerens sag.
ANVENDELSE AF BILEN
Det gøres hertil yderligere gældende, at der ikke er noget i sagen, der konkret underbygger, at Sagsøgeren konkret skulle have anvendt bilen på en sådan måde, at der er grundlag for at sætte Sagsøgeren i skat af fri bil i henhold til ligningslovens bestemmelser, når nu en formodning for privat anvendelse ikke har støtte i praksis i en sag som nærværende.
De af Sagsøgeren fremlagte bilag 30 - 33 og bilag 39 underbygger imidlertid, dels at bilen er specialindrettet til brug for det arbejde, Sagsøgeren skal udføre som el-installatør, hvorfor bilen derved ikke er egnet til privat benyttelse, dels at Sagsøgeren har haft omfattende vagtordning for arbejdsgiveren, dels at Sagsøgeren har haft omfattende skiftende arbejdssteder, hvorfor der er tale om kørsel mellem skiftende arbejdssteder.
Derudover gøres det gældende, at Sagsøgeren på intet tidspunkt er blevet stoppet af politiet eller andre myndigheder i bilen, hvor bilen er anvendt til andre formål end erhvervsmæssige formål.
Det skal igen anføres, at hverken Skattestyrelsen eller Landsskatteretten har anfægtet, at det kørselsmønster mellem skiftende arbejdssteder, som Sagsøgeren gjorde gældende overfor Skattestyrelsen og gentog overfor Landsskatteretten, ikke skulle være retvisende.
Det gøres derfor sammenfattende gældende, på baggrund af dette og de øvrige processkrifter indleveret af Sagsøgeren, at;
• der ikke er grundlag for at beskatte Sagsøgeren af fri bil, idet Sagsøgeren ikke er omfattet af praksis om hovedaktionærer, som anført af den Sagsøgte Skatteministeriet, som grundlag for beskatning af Sagsøgeren i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4,
• Sagsøgerens situation skal vurderes ud fra de faktiske omstændigheder omkring indretning af bilen og kørselsmønster, og ikke ud fra en formodning om privat anvendelse, idet Sagsøgeren ikke er hovedaktionær,
• Sagsøgeren har dokumenteret, i overensstemmelse med både lovgivning og vejledning, at Sagsøgerens bil er specialindrettet som værkstedsvogn
til brug for arbejdet som el-installatør,
• Sagsøgeren har dokumenteret, at Sagsøgerens kørselsmønster er til skiftende arbejdssteder, hvor det i henhold til ligningslovens øvrige bestemmelse i § 9 C skal anses som udelukkende erhvervsmæssig kørsel, hvorfor der heller ikke af den grund er grundlag for beskatning af fri bil i relation til Sagsøgeren.
Der er således ikke, hverken faktuelt eller juridisk grundlag for at beskatte Sagsøgeren af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.
Alle afgørelser, fremlagt af den sagsøgte til støtte for beskatning af fri bil, omhandler alle hovedaktionærer eller ægtefæller til hovedaktionærer. Det er ikke en sammenlignelig situation som i den foreliggende, hvorfor al den praksis, den sagsøgte har henvist til, ikke har nogen præjudikatværdi for denne sag.
Det, der således er tale om i denne sag er, at Sagsøgeren, har fået stillet en værkstedsvogn til rådighed, der i henhold til vejledningen er indrettet på den måde, som en elinstallatør skal indrette sig bil.
Bilen bliver brugt til vagtordning, hvilket hverken Skattestyrelsen eller Landsskatteretten tidligere har anfægtet.
Sagsøgeren kører til skiftende arbejdspladser, hvorfor kørslen i det hele er erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9B, stk. 3.
Af disse grunde er der ikke noget grundlag for at beskatte sagsøgeren af fri bil, hverken som hovedaktionær eller som ansat, idet sagsøgeren ikke er hovedaktionær, og dermed omfattet af formodningsreglen for privat anvendelse, og har et kørselsmønster, der i henhold til ligningslovens § 9B, stk. 3 er erhvervsmæssigt, hvorfor der ikke er nogen privat anvendelse at sætte sagsøgeren i skat af fri bil af.
…"
Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument, der er uddybet under hovedforhandlingen, anført følgende:
"…
2. SAGENS TEMA
Sagen angår en prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 13. marts 2020 (bilag 1) og drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren skal beskattes af værdien af fri bil i indkomstårene 2015-2017, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.
3. ANBRINGENDER
Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren med rette er blevet beskattet af værdien af fri bil i indkomstårene 2015-2017, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, idet de omhandlende biler (2 Opel Zafiraer) blev stillet til rådighed for sagsøgerens private benyttelse af selskabet G1-virksomhed.
3.1 Sagsøgeren havde bilerne til rådighed for privat benyttelse
Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, at den, der får stillet en bil til rådighed for privat benyttelse af sin arbejdsgiver, beskattes af værdien af fri bil. Det er selve rådigheden over bilen, der beskattes, og beskatning af værdien af fri bil sker således uafhængigt af omfanget af den faktisk foretagne private kørsel.
Den skattepligtige værdi af fri bil opgøres efter den skematiske regel i ligningslovens § 16, stk. 4. Selve værdiansættelsen er ikke bestridt af sagsøgeren, og tvisten er således alene, om betingelsen om, at bilerne har været stillet til rådighed for sagsøgerens private benyttelse, er opfyldt.
De 2 omhandlede Opel Zafiraer (reg.nr. ...Q1 og reg.nr. ...Q2) var i indkomstårene 2015-2017 indregistreret af selskabet G1-virksomhed, som var ultimativt ejet af sagsøgerens far, og hvori sagsøgeren er og var ansat.
Bilerne er almindelige personbiler indregistreret til privat personkørsel på hvide nummerplader, jf. bilag C og bilag D, og sagsøgeren var ubestridt den eneste bruger af bilerne. Sagsøgeren havde derfor fuld rådighed over bilerne. Herudover har sagsøgeren ubestridt parkeret bilerne dagligt ved sin bopæl uden for arbejdstiden. Disse omstændigheder skaber en klar formodning for, at bilerne var stillet til rådighed for sagsøgerens private benyttelse, jf. eksempelvis UfR 2009.1202 H, UfR 2000.124 H, SKM2018.40.VLR og SKM2014.426.ØLR.
Dette gælder så meget desto mere, fordi sagsøgeren er nært forbundet med selskabet, der stillede køretøjerne til rådighed, derved at sagsøgerens far er eneanpartshaver og direktør i selskabet, jf. f.eks. UfR 2000.329 H, SKM2002.206.VLR og SKM2003.154.ØLR.
Når der er etableret en formodning for, at bilerne har stået til rådighed for privat benyttelse, påhviler det sagsøgeren at afkræfte denne formodning ved at føre bevis for, at bilerne ikke har været stillet til rådighed for sagsøgerens private benyttelse, jf. f.eks. Højesterets dom af 1. juni 2021 i sag BS-30607/2020-HJR (medtages i Skatteministeriets materialesamling), UfR 2008.2162 H, UfR 2005.1691 H og UfR.2000.124 H.
Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.
Der stilles i retspraksis strenge krav til skatteyders dokumentation for, at bilen ikke stod til rådighed for privat benyttelse. Det følger således af retspraksis, jf. f.eks. SKM2009.239.HR, at sagsøgeren kun kan afkræfte formodningen ved at fremlægge konkret bevis for, at bilen aldrig anvendes til privat kørsel, og at sådant bevis efter retspraksis i realiteten kun kan føres ved, at der er ført et kørselsregnskab.
Det er ubestridt, at sagsøgeren ikke har ført kørebog for anvendelsen af bilerne, og hun har derfor allerede af den grund ikke afkræftet formodningen for, at bilerne var stillet til rådighed for hendes private benyttelse.
Der foreligger heller ikke en skriftlig aftale mellem sagsøgeren og G1-virksomhed om, at bilerne ikke er til rådighed for privat kørsel. En sådan aftale er et minimumskrav for at undgå rådighedsbeskatning, jf. Skatteministerens svar på spørgsmål 38 i Folketingstidende 1992/93, Tillæg B, sp. 2392-94 og TfS1998, 326 Ø.
Der er endvidere ikke oplyst om forhold, der effektivt har hindret sagsøgeren i at råde privat over bilerne, jf. Højesterets dom af 1. juni 2021 i sag BS30607/2020-HJR.
Sagsøgeren har dermed ikke afkræftet formodningen for, at bilerne har stået til rådighed for sagsøgerens private benyttelse, hvorfor sagsøgeren skal beskattes af værdien fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4
Sagsøgeren kan ikke afkræfte denne formodning blot ved at hævde, at bilerne udelukkende har været anvendt til erhvervsmæssig brug, jf. UfR 2009.1202 H.
Det forhold, at sagsøgeren og hendes samlever rådede over en anden bil, er heller ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at bilerne har stået til rådighed for privat benyttelse, jf. UfR 2009.1202 H. Selve ejerskabet til den anden bil udgør ikke bevis for, at sagsøgeren ikke tillige har haft selskabets biler til rådighed, særligt i et tilfælde, hvor sagsøgerens husstand også omfatter hendes samlever.
Sagsøgeren kan desuden ikke afkræfte formodningen for privat rådighed af bilerne blot ved at hævde, at sagsøgeren ikke har haft behov for at anvende bilerne privat, eller at hun ikke er blevet observeret i bilerne i privat ærinde, jf. f.eks. UfR 2009.2883 H, SKM2015.469.BR og SKM2020.346.BR. Afgørende er netop, at bilerne har stået til rådighed for privat benyttelse.
3.2 Bilerne er ikke undtaget fra beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4
Sagsøgeren gør i stævningen, s. 11, gældende, at bilerne er specialindrettede på en sådan måde, at de er uegnet til privat benyttelse. Det må forstås som et synspunkt om, at bilerne ikke er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4.
Det afgørende for, om en bil er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, er, om den er egnet til privat benyttelse, jf. f.eks. Højesterets dom af 1. juni 2021 i sag BS-30607/2020-HJR og UfR 2006.2688 H.
Som det fremgår af de fremlagte billeder (bilag 29-33 og bilag 39), består den af sagsøgeren påberåbte "specialindretning" af en bundplade og en reol til værktøj bag bilens førersæde. Sådanne ændringer er ikke af en sådan karakter eller af et sådant omfang, at de udelukker bilernes egnethed til privat benyttelse, jf. f.eks. UfR 2018.2242 H, hvor et køretøj med et fastmonteret skuffemodul og en bundplade ikke blev anset som specialindrettet.
Det forhold, at der i bilerne måtte medbringes udstyr og værktøj, indebærer heller ikke, at bilerne er specialindrettet, jf. f.eks. UfR 2018.2242 H og UfR 2000.329 H.
De fremlagte billeder godtgør derfor ikke - selv hvis billederne måtte være retvisende for, hvordan de omhandlede biler var indrettet i de omhandlede indkomstår - at bilerne var uegnede til privat benyttelse. Den pågældende plade er udtagelig, jf. bilag 1, s. 21, midtfor, og af de fremlagte billeder ses det, at bagsæderne er lagt ned, og at bilen både har sideruder og bagruder. Desuden fremstår bilen ikke for beskidt til privat anvendelse. Hertil kommer, at den pågældende biltype (Opel Zafira) ikke adskiller sig fra andre personbiler på en sådan måde, at den i sig selv er uegnet til privat benyttelse.
Der er således ikke tale om biler, der var specialindrettede eller i øvrigt uegnet til privat benyttelse, jf. også SKM2008.354.SKAT, herunder bilag 1 og bilag 5.
Tværtimod er der tale om almindelige personbiler på hvide nummerplader, som er indregistreret til privat personkørsel, jf. bilag C og bilag D, og som er egnede til privat benyttelse, jf. Højesterets dom af 1. juni 2021 i sag BS30607/2020-HJR.
Bilerne er derfor omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4.
3.3 Ligningslovens § 9 B, stk. 3, er ikke relevant
Sagsøgeren gør i stævningen, s. 15-19, gældende, at der i medfør af ligningslovens § 9 B, stk. 3, ikke er grundlag for at beskatte sagsøgeren af fri bil.
Det er ikke korrekt.
Ligningslovens § 9 B omhandler befordringsfradrag for erhvervsmæssig kørsel, og bestemmelsen vedrører dermed ikke beskatning af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Ligningslovens § 9 B kan imidlertid have relevans i relation til spørgsmålet, om bilen er anvendt privat efter ligningslovens § 16, stk. 4.
Ligningslovens § 9 B, stk. 1 giver således ret til befordringsfradrag mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen i op til 60 dage indenfor en 12-måneders periode. Hvis den skattepligtiges anvendelse af et køretøj (til befordring ml. bopæl og arbejdsplads) overstiger 60 arbejdsdage indenfor en 12-måneders periode, vil den skattepligtige anses for at have anvendt køretøjet til privat brug i relation til ligningslovens § 16, stk. 4, jf. SKM2009.126.ØLR.
Bestemmelsen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, angår situationer, hvor den skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder. I så fald anses befordringen for erhvervsmæssig, hvorfor udgifter til befordringen kan fradrages, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1.
Bestemmelsen i ligningslovens § 9 B udelukker imidlertid ikke, at sagsøgeren har haft bilerne til rådighed for anden privat benyttelse end kørsel til og fra arbejde, jf. bl.a. SKM2003.336.HR.
Hvorvidt betingelsen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, er opfyldt er dermed uden betydning for, om sagsøgeren har haft rådighed over bilerne til privat benyttelse efter ligningslovens § 16, stk. 4, jf. eksempelvis SKM2015.339 BR og Retten i Aalborgs dom af 13. juni 2016 i sag BS 17-789/2015 (offentliggjort på Karnov og medtages i Skatteministeriets materialesamling).
Uanset om sagsøgeren måtte have haft et kørselsmønster omfattet af ligningslovens § 9 B, stk. 3, kan dette således ikke i sig selv afkræfte den formodning, der under de foreliggende omstændigheder gælder for, at selskabets køretøjer har stået til rådighed for sagsøgernes private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.
Ved indførelsen af § 9 B, stk. 3, blev der da heller ikke ændret på fri bilbeskatningen, herunder de formodningsregler, der blev omtalt i lovforslagets beskrivelse af gældende ret (lovforslag nr. 22 af 8. oktober 2008, de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1). Det fremgår også udtrykkeligt af Skatteministeriets svar på Skatterevisorforeningens spørgsmål i forbindelse med høringen over lovforslaget, at " (…) formodningsreglen [i bestemmelsen] ikke ændrer på beskatningen af fri bil" (lovforslag nr. 22 af 8. oktober 2008, bilag 2).
Det bestrides i øvrigt som udokumenteret, at sagsøgeren (udelukkende) har haft et kørselsmønster omfattet af ligningslovens § 9 B, stk. 3. Sagsøgeren har med andre ord ikke godtgjort, at betingelsen i ligningslovens 9 B, stk. 3, er opfyldt.
Som bilag 36 og 37 har sagsøgeren fremlagt en række fakturaer for 2016 og 2017. Disse fakturaer dokumenterer ikke, at sagsøgeren (udelukkende) har haft det påståede kørselsmønster, allerede fordi fakturaerne ikke indeholder oplysninger om sagsøgerens kørsel.
De som bilag 38 fremlagte arbejdssedler for 2016 og 2017 godtgør heller ikke, at sagsøgeren (udelukkende) har kørt fra hjemmet og direkte ud til selskabets kunder. Det må ud fra de foreliggende oplysninger lægges til grund, at sagsøgeren alene har udført det arbejde, hvor hendes initialer "MM" er påført arbejdssedlerne. Det fremgår af bilag 38, at der er dage, hvor sagsøgeren kun har registreret få eller slet ingen arbejdstimer. Der fremgår således ikke timer nok til hele arbejdsdage uden for selskabets adresse, og der må herefter være en formodning for, at sagsøgeren har kørt mellem sædvanlig bopæl og selskabets adresse i mere end 60 arbejdsdage indenfor en 12-måneders periode. Desuden fremgår tidspunktet for udførelse af det pågældende arbejde ikke af bilagene.
Sagsøgeren har i stævningen, s. 8-9, lavet en oversigt over hendes arbejde i september 2018, der ifølge hendes egne oplysninger er retvisende for de i sagen omhandlende år (2015-2017). Det bestrides som udokumenteret, at sagsøgerens oversigt i stævningen, s. 8-9 er retvisende for 20152017.
Sagsøgeren har ligeledes fremlagt en oversigt over afhentede materialer i 2018 (bilag 34) og en række arbejdssedler for september 2018 (bilag 35). Allerede fordi oversigten over afhentede materialer og bilagene ikke vedrører de omhandlede indkomstår (2015-2017), men derimod 2018, har de ikke nogen bevismæssig betydning.
Sagsøgeren har således ikke fremlagt nogen dokumentation, som gør det muligt at kontrollere det påståede kørselsmønster, herunder om sagsøgeren (også) har udført arbejde fra selskabets adresse og i givet fald, hvor meget/hvor ofte.
Hertil kommer, at der er flere momenter, der skaber en formodning for, at en del af sagsøgerens arbejde udføres fra selskabets adresse, og at sagsøgeren derfor har kørt mellem sædvanlig bopæl og selskabets adresse i mere end 60 arbejdsdage indenfor en 12-måneders periode.
Skattemyndighederne har således konstateret, at tankning af de pågældende biler på selskabets brændstofkort nr. 6 oftest er sket i nærheden af selskabets adresse, jf. bilag E. I stævningen, s. 4, er det desuden anført, at virksomheden bl.a. opbevarer materiale på virksomhedens adresse, og at det primært er sagsøgeren, der sørger for, at materialet er til stede i virksomheden. Det er ligeledes i stævningen, s. 5, oplyst, at sagsøgeren forestår administrativt arbejde ved afgivelse af tilbud og udskrivning af fakturaer. Sagsøgeren har endvidere over for Skattestyrelsen oplyst, at hun anvender selskabets varebiler, jf. bilag 1, s. 7.
Når der henses hertil, samt til at sagsøgeren efter egne oplysninger ofte kører i området omkring selskabets adresse, jf. replikken, s. 5, forekommer det usandsynligt, at sagsøgeren som påstået skulle være omfattet af 60-dages reglen. Under alle omstændigheder er det anførte udokumenteret.
3.4 Sagsøgeren har ikke dokumenteret eksistensen af en vagtordning
Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at hendes kørsel mellem arbejdspladsen og hjemmet helt eller delvist er sket i forbindelse med en vagtordning, jf. processkrift 1, s. 8, eller at sagsøgeren i øvrigt skulle være omfattet af en vagtordning, jf. f.eks. det afsluttende og sammenfattende processkrift, s. 4 og 6.
Det følger af cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 12.4.6.4, vedrørende tilkaldevagter, at:
"Personer med vagt fra hjemmet til »visse adresser« uden for normal arbejdstid kan i forbindelse med vagten køre mellem hjemmet og virksomheden, uden at det udløser beskatning efter § 16, stk. 4, af fri firmabil. Det er dog en betingelse, at kørslen fra hjemmet til de adresser, som den pågældende bliver kaldt til, må forventes at kunne henføres under ligningslovens § 9 B. (…)
En absolut forudsætning for at undgå beskatning er, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og firmaet om, at bilen ikke er til rådighed for privat brug." (mine understregninger)
Af Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit, C.A.5.14.1.12, fremgår om tilkaldevagter:
"Det er også en betingelse for at undgå beskatning, at rådighedspligten er reel.
Det indebærer, at den ansatte skal have pligt til at møde i rådighedsperioden. En telefonkæde, hvor den ansatte blot kan lade mødepligten overgå til den næste på listen, opfylder ikke rådighedsforpligtelsen. Den ansatte skal være pålagt reelle begrænsninger i privatlivet i rådighedsperioden. Han eller hun skal fx kunne møde udhvilet og ædru i hele rådighedsperioden, hvilket udelukker vagtordninger af permanent karakter. Tilkaldevagt året rundt anerkendes derfor ikke."
Der foreligger som anført ikke kørebøger for sagsøgerens brug af bilerne til erhvervsmæssige aktiviteter, og der foreligger heller ikke en skriftlig aftale mellem sagsøgeren og selskabet om, at bilerne ikke er til rådighed for privat kørsel, jf. f.eks. TfS 1998, 326 Ø.
Der foreligger ingen dokumentation for, at sagsøgeren er omfattet af en tilkaldevagt fra hjemmet til "uvisse adresser". I forbindelse med arrangementer m.v., som beskrevet i stævningen, s. 2-4, må det i øvrigt på forhånd stå sagsøgeren klart, hvortil kørslen skal ske, hvorfor der ikke er tale om "uvisse adresser". Der foreligger desuden ingen oplysninger om, hvorvidt sagsøgeren kan lade mødepligten overgå til en anden i virksomheden.
Det er sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at hun er omfattet af en vagtordning, der kan begrunde en undtagelse til udgangspunktet om beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, og denne bevisbyrde er ikke løftet, jf. også f.eks. UfR 2006.2688 H og SKM2002.273.VLR.
3.5 Der er ikke begået sagsbehandlingsfejl af skattemyndighederne
Skatteministeriets anfægtelse af det af sagsøgeren påståede - og udokumenterede - kørselsmønster, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 3, er ikke udtryk for, at skattemyndighedernes afgørelser ikke er truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
Som nævnt kan det forhold, at sagsøgeren måtte have haft et kørselsmønster omfattet af ligningslovens § 9 B, stk. 3, ikke i sig selv afkræfte formodningen for, at køretøjerne har været stillet til rådighed for sagsøgerens private benyttelse, hvilket såvel Landsskatteretten som Skattestyrelsen også har givet udtryk for i den foreliggende sag, jf. bilag 1, s. 22, næstsidste afsnit, og s. 10, 4. afsnit.
Allerede af den grund er der ikke tale om, at skattemyndighedernes afgørelser som hævdet af sagsøgeren ikke er truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
Det bemærkes i øvrigt, at det af Skattestyrelsens høringssvar til sagsøgerens klage fremgår, at Skattestyrelsen ikke er enig i, at sagsøgeren har haft et kørselsmønster omfattet af ligningslovens § 9 B, stk. 3, jf. bilag 1, s. 8, 3. sidste afsnit. Det påståede kørselsmønster er da heller ikke dokumenteret under retssagen.
Landsskatteretten har ikke, som antaget i replikken, s. 3, taget stilling til, om sagsøgeren har haft det påståede kørselsmønster omfattet af ligningslovens § 9 B, stk. 3, idet dette som nævnt ikke i sig selv kan afkræfte formodningen for, at køretøjerne har stået til rådighed for sagsøgeren til privat benyttelse, jf. bilag 1, s. 22, næstsidste afsnit.
Der er derfor ikke holdepunkter for at fastslå, at afgørelserne som hævdet af sagsøgeren er truffet på et ufuldstændigt grundlag, og der foreligger således ikke en tilsidesættelse af officialmaksimen i forbindelse med skattemyndighedernes afgørelser.
Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at skatteforvaltningslovens § 14, indeholder begrænsninger for Skatteministeriet til at fremføre anbringender under sagen, herunder til at anfægte sagsøgerens påståede og udokumenterede kørselsmønster, jf. UfR 2011.1616 H.
Ministeriet er i øvrigt ikke bundet af forløbet under den administrative behandling af sagen, jf. f.eks. UfR 2018.3603 H og SKM2017.506.HR.
3.6 Sagsøgerens subsidiære påstand
Det af sagsøgeren anførte til støtte for den subsidiære påstand giver ikke nogen mening. Sagsøgeren anfører i stævningen, s. 20, at:
"sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen for at vurdere, om sagsøgeren skal pålægges at føre kørselsregnskab over en periode på op til 12 måneder for at dokumentere den erhvervsmæssige kørsel."
Det fremgår af ligningslovens § 9 B, stk. 3, 2. pkt., at Told- og Skatteforvaltningen kan give et pålæg om med fremadrettet virkning at føre et kørselsregnskab. Da et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab ikke kan tillægges bevismæssig betydning, jf. f.eks. Højesterets dom af 1. juni 2021 i sag BS-30607/2020-HJR og UfR 2005.1691 H, vil et sådan pålæg ikke have nogen betydning for indkomstårene 2015-2017. Der er derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling…"
Rettens begrundelse og resultat
A var i indkomstårene 2015 til 2017 ansat som el-installatør i virksomheden G1-virksomhed, der er ejet af As far. I samme periode var A den primære bruger af først en Opel Zafira, som senere i perioden blev udskiftet med en nyere Opel Zafira. Begge biler var ejet af farens selskab G1-virksomhed.
Det følger af ligningslovens § 16, stk. 1, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til telefon uden for arbejdsstedet, jf. stk. 2, samt efter reglerne i stk. 3-14 vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.
Af ligningslovens § 16, stk. 4, fremgår endvidere, at den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten.
Efter ordlyden i ligningsloven er det således ikke en betingelse for beskatning af værdien fri bil efter ligningslovens § 16, at skatteyderen er hovedaktionær eller en del af hovedaktionærens husstand i den virksomhed, hvor skatteyderen er ansat.
Spørgsmålet er herefter, om der er grundlag for at beskatte A for brugen af bilerne i indkomstårene 2015 til 2017 i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4.
Højesteret har i dom af 30. juni 2006 trykt i UfR 2006.2688 fastslået, at det er afgørende for, om en bil er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, om bilen er egnet til privat benyttelse.
Bilerne, som A havde rådighed over, var indregistreret til privat personkørsel på hvide plader. Af billederne fremlagt i sagen fremgår, at den nyeste Opel Zafira er en almindelig personbil med fem sæder bag førersæderne. Bagsæderne er lagt ned, og oven på sæderne er lagt en træplade, som ikke er fastmonteret og derfor forholdsvis let kan trækkes ud af bilens bagagerum. Oven på træpladen er fastmonteret en mindre stålreol indeholdende små plastkasser, ligesom der står diverse arbejdsrelaterede ting på træpladen. Bilen fremstår ren, og det er derfor ikke nødvendigt at bære arbejdstøj for at køre i bilen.
Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen finder retten, at bilen efter sin art og fremtræden ikke kan sidestilles med værkstedsvogne eller lignende biler, selvom den har indretningen med træpladen. Bilen må derfor anses som værende egnet til privat kørsel også og dermed omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4.
Efter bevisførelsen herunder oplysningerne om As mønster med tankning af bilerne i nærheden af arbejdspladsen samt oplysningerne i de fremlagte arbejdssedler om arbejdsdage uden for selskabets adresse finder retten det ikke godtgjort, at As kørsel i bilerne stillet til rådighed for hende i indkomstårene 2015, 2016 og 2017 var at betragte som erhvervsmæssig befordring omfattet af ligningslovens § 9B, idet det ikke findes sandsynliggjort, at der ikke i mere en 60 arbejdsdage indenfor en 12 måneders periode blev kørt mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Det bemærkes i den forbindelse, at selvom A kunne anses for omfattet af ligningslovens § 9B, er det ikke udelukket, at hun kan have haft bilerne til rådighed til anden privat kørsel. Det er således uden betydning for, om A kan anses for at have haft rådighed over bilerne til privat benyttelse omfattet af § 16, stk. 4, i ligningsloven, om hun tillige kunne anses for omfattet af ligningslovens § 9B.
Spørgsmålet er herefter, om hvorvidt bilen var stillet til rådighed for As private benyttelse.
Bilerne, der var indregistreret til privat personkørsel på hvide nummerplader og indrettet med fem bagsæder, har efter oplysningerne i sagen været parkeret dagligt på As private adresse. Det påhviler herefter A at sandsynliggøre, at bilen ikke har været stillet til rådighed for hendes private benyttelse.
A har hverken udarbejdet kørebog eller kørselsregnskab, ligesom der ikke er indgået en skriftlig aftale med arbejdsgiveren om, at bilerne ikke var til rådighed for privat kørsel. Endvidere er der ikke oplyst om forhold, der effektivt har forhindret A i at råde privat over bilerne i de pågældende indkomstår.
På den baggrund lægges det til grund, at bilerne har været stillet til rådighed for As private benyttelse i indkomstårene 2015 til 2017.
Efter bevisførelsen herunder den af A afgivne forklaring finder retten det ikke godtgjort, at A har deltaget i en vagtordning, der kan begrunde undtagelse fra beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.
Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt tages den af Skatteministeriets Departementet nedlagte frifindelsespåstand til følge.
Efter de foreliggende oplysninger finder retten ikke grundlag for at imødekomme As subsidiære påstand om hjemvisning.
Da A har tabt sagen, skal hun betale sagsomkostninger til Skatteministeriet Departementet. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 30.000 kr.
THI KENDES FOR RET:
Skatteministeriet Departementet frifindes.
A skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 30.000 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.