Dato for udgivelse
09 Nov 2017 12:57
SKM-nummer
SKM2017.636.SANST
Myndighed
Skatteankestyrelsen
Sagsnummer
17-0858247
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Partshøring, frivillig aftale, klage, afvisning
Resumé

Skatteankestyrelsen afviste en klage over et brev fra SKAT benævnt afgørelse vedrørende en afdragsordning indgået mellem SKAT og en bidragspligtig, som blev fremsendt til den bidragsberettigede i forbindelse med parthøringen. Der blev lagt vægt på, at brevet sendt i forbindelse med parthøringen skete som led i SKATs faktiske forvaltningsvirksomhed, og at den indgåede afdragsordning mellem SKAT og den bidragspligtige var en frivillig indgået aftale.

 

Reference(r)

Inddrivelsesloven § 17

 

Henvisning

Den Juridiske Vejledning, afsnit G.A.3.7.4.

Skatteankestyrelsens afgørelse
Klagen afvises.

Faktiske oplysninger
I forbindelse med inddrivelse af klagerens tilgodehavende i form af et privatretligt underholdsbidrag blev klageren den 20. februar 2017 partshørt. Det fremgår bl.a. af partshøringen, at SKAT påtænkte at træffe afgørelse om en afdragsordning med den bidragspligtige.

Forud for partshøringen havde SKAT den 17. februar 2017 med den bidragspligtige indgået en afdragsordning på 500 kr. pr. måned med virkning fra den 1. april 2017. SKAT har oplyst, at der var tale om en frivillig aftale, hvorfor den bidragspligtige ikke modtog en afgørelse fra SKAT herom.

I overensstemmelse med oplysningerne i parthøringen modtog klageren den 14. marts 2017 et brev fra SKAT benævnt afgørelse og med en klagevejledning. Det fremgår bl.a. af brevet, at SKAT fortsat påtænkte at træffe afgørelse om en afdragsordning med den bidragspligtige.

Skatteankestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Efter § 17 i inddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som senest ændret ved lov nr. 285 af 29. marts 2017) kan klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration af kravet, indbringes for Landsskatteretten. Sådanne klager afgøres efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 af Skatteankestyrelsen.

En afgørelse i forvaltningslovens forstand er karakteriseret ved at beslutningen træffes af en forvaltningsmyndighed, at beslutningen retter sig mod fysiske eller juridiske personer, og at beslutningen ensidigt - og på baggrund af forvaltningsmyndighedens offentligretlige hjemmelsgrundlag - fastlægger hvad der er eller skal være ret i det konkrete tilfælde.

SKAT har oplyst, at der er indgået en frivillig aftale med den bidragspligtige om en afdragsordning. En frivillig aftale er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand, der kan påklages til Landsskatteretten. Det forhold, at SKAT i brev af den 14. marts 2017 har oplyst klageren, at der vil blive truffet en afgørelse om en afdragsordning med den bidragspligtige, kan ikke føre til et andet resultat.

Den 20. februar 2017 er klager blevet partshørt. Partshøringen ses at være sket som et led i SKATs faktiske forvaltningsvirksomhed.

Den 14. marts 2017 meddelte SKAT til klageren, at SKAT fortsat påtænkte at træffe afgørelse om en afdragsordning med den bidragspligtige. Brevet af den 14. marts 2017 er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand, der kan påklages til Landsskatteretten. Det forhold, at klageren har benævnt brevet for en afgørelse og vedlagt en klagevejledning kan ikke føre til et andet resultat.

Klagen afvises derfor.