Parter

A

(v/Adv. Jørgen Christian Dan-Weibel)

Mod

Skatteankestyrelsen

(Kammeradvokaten v/Adv. Camilla Bjerg Nielsen)

Afsagt af byretsdommer 

Peder Johs. Christensen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 10. juli 2015 af A mod Skatteankestyrelsen, vedrører en afgørelse truffet af Skatteankestyrelsen den 10. april 2015. Ved afgørelsen er SKAT's afgørelse af 17. december 2014 om at foretage modregning med 6.518,79 kr. i As overskydende skat for 2013 blevet stadfæstet. Modregningen var foretaget til dækning af As gæld angående el-, gas- og varmeforbrug/-tilslutning med tilhørende inddrivelsesrenter.

Under sagen er der i første række rejst et spørgsmål om, hvorvidt sagen skal afvises. I anden række omhandler sagen spørgsmålet om, hvorvidt modregningen kunne foretages med rette. A har nedlagt følgende påstande:

"1. Principalt

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgtes afgørelse af 10. april 2015 i j.nr. 15-0077456 er ugyldig.

2. Subsidiært

Sagsøgtes afgørelse af 10. april 2015 i j.nr. 15-0077456 ophæves og hjemvises til fornyet behandling SKAT Inddrivelse, subsidiært Skatteankestyrelsen."

Skatteankestyrelsen har principalt påstået afvisning, og subsidiært er der nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens oplysninger

Vidneforklaring

SB har forklaret blandt andet, at han er gift med A. Han er revisor, og han er formand for G1. Han har sammen med sin kone boet i ejendommen på Y1-adresse siden 2001. Da de flyttede ind, blev huset opvarmet via fjernvarme. Fjernvarmeforsyningen var dog utilfredsstillende, og forsyningen af varmt vand var utilstrækkelig. Prisen var også høj. Den 29. april 2003 opsagde vidnet derfor aftalen hos Y2 Kommune om levering af fjernvarme. Der var et års varsel for opsigelsen. Y2 Kommune kvitterede for modtagelsen af opsigelsen. Kommunen havde udarbejdet et projekt om tilslutnings- og forblivelsespligt til fjernvarme. Tilslutningspligten skulle gælde for ejendomme, der ikke var tilsluttet, og forblivelsespligten skulle gælde for ejendomme, der allerede var tilsluttet. Ved opsigelsesperiodens udløb afbrød vidnet tilslutningen til fjernvarme og aktiverede ejendommens jordvarmeanlæg. Efterfølgende modtog han ca. 10 opkrævninger om året. Han betalte ikke, og kommunen sendte flere rykkere til ham. I 2006 fremsendte kommunen sagen til SKAT.

På et tidspunkt ville Y2 Kommune sælge værket, og selskabet G2, blev stiftet. Efter at opkrævninger for fjernvarme fra 2001 til slutningen af 2012 havde været fremsendt til vidnet, blev opkrævningerne efterfølgende stilet til vidnets kone. Vidnet gjorde opmærksom på, at A ikke var aftalepart. Afregningserklæringerne kom ud af det blå. Statsforvaltningen har godkendt salget af kraftvarmeværket G2, som omhandlet i bilag 3.

Andre oplysninger

Skatteankestyrelsens afgørelse af 10. april 2015 er sendt til A med et brev med følgende indhold:

"Afgørelse

Der er klaget over SKAT's afgørelse af 17. december 2014. Skatteankestyrelsen har nu truffet afgørelse i sagen. Kopi af afgørelsen vedlægges.

Vejledning om sagsanlæg

Afgørelsen kan indbringes for domstolene senest 3 måneder efter afgørelsens dato. Reglerne om domstolsprøvelse fremgår af skatteforvaltningslovens §§ 48-49.

Sagen skal indbringes for byretten som 1. instans. Stævningen skal sendes til den byret, hvor den skattepligtige har hjemting, når sagen anlægges. Byrettens adresse fremgår af domstolenes hjemmeside: www.domstol.dk. Stævningen skal udtages mod Skatteministeriet, Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K."

Parternes synspunkter

Sagsøgerens advokat har i et påstandsdokument anført følgende:

"...

0 Sagsøgtes afvisningspåstand

Det afgøres efter retsplejelovens § 255 efter lovgivningens almindelige regler, hvem der er rette modpart.

Skatteforvaltningsloven angiver ikke, hvem den borger, der er uenig med en afgørelse truffet af Skatteankestyrelsen, skal stævne.

Fremgår det som her ikke af loven, hvem der er rette sagsøgte, står det borgeren frit for at stævne den instans, der traf afgørelsen, jf. U2002.757H.

Derudover skal vejledning om, hvem der efter forvaltningens opfattelse er rette sagsøgte, efter forvaltningsloven for at få gyldighed gives i den omtvistede afgørelse og ikke blot som i dette tilfælde i det dertil hørende følgebrev.

Det fastholdes, at sagsøgte er rette sagsøgte.

For så vidt angik Landsskatteretten, afviste Højesteret i afgørelsen gengivet i SKM2011.24.HR søgsmålet med den begrundelse, at Landsskatteretten havde truffet en kendelse.

Da Landsskatteretten ikke havde truffet en kendelse, var der ikke mulighed for at inddrage Landsskatteretten.

For så vidt angik Skatteministeriet, afviste Højesteret i samme afgørelse søgsmålet med den begrundelse, at påstanden ikke kunne danne grundlag for domsafsigelse.

Under de præmisser skal en stævning afvises som sket. Er der derimod tale om, at sagsøger ikke har sagsøgt den rette, er retsfølgen frifindelse og ikke afvisning.

SKM2011.24.HR er med andre ord irrelevant for denne sag.

2. Sagsøgerens principale påstand

Med blandt andet den begrundelse, at hun ikke er værkets medkontrahent allerede fordi, hun aldrig har indgået nogen aftale med værket.

Da modregning blandt andet forudsætter identitet mellem debitor og kreditor, og da dette krav ikke er opfyldt, er det så kritisabelt, at sagsøgte uden egne overvejelser stadfæstede SKATs modregning i henhold til grundene, at afgørelsen må kendes ugyldig.

3. Sagsøgers subsidiære påstand

Det gøres til støtte for den subsidiære påstand gældende, at sagsøgte burde have hjemvist sagen til fornyet behandling ved SKAT, der i strid med inddrivelseslovens § 2, stk. 2, undlod at drage omsorg for fordringens fuldstændige oplysning.

SKAT burde enten have rekvireret G3s begrundede stillingtagen til samtlige sagsøgers indsigelser og ikke blot ladet dem affærdige alene med henvisning til forblivelsesdeklarationen eller henvist G3 til at udtage stævning mod sagsøger.

..."

Sagsøgtes advokat har i et påstandsdokument anført følgende:

"...

4.1 Skatteankestyrelsen er ikke rette sagsøgte

En indbringelse af Skatteankestyrelsens afgørelse skal ske ved sagsanlæg mod Skatteministeriet, og ikke mod Skatteankestyrelsen, jf. SKM2011.24.HR. Skatteankestyrelsen er derfor ikke rette sagsøgte i denne sag.

Sagsøgeren er i øvrigt med følgebrevet til Skatteankestyrelsens afgørelse (bilag 9) udtrykkeligt blevet vejledt om, at en eventuel stævning skal udtages mod Skatteministeriet.

Der er hverken i ordlyden af forvaltningslovens § 25, forarbejderne hertil eller i retspraksis holdepunkter for sagsøgerens synspunkt om, at klagevejledningen skal angives i selve afgørelsen i stedet for det medfølgende fremsendelsesbrev. Derimod fremgår det udtrykkelig af forarbejderne, at "klagevejledning ikke behøver at udformes individuelt, men kan gives ved indlæggelse, påtryk eller påstempling af en i forvejen udarbejdet generel tekst" (min understregning).

Den af sagsøgeren opstillede hypotetiske situation vedrørende genanskaffelse af en afgørelse, hvor følgebrevet ikke medsendes, ændrer ikke på, at der ikke gælder nogen pligt til, at klagevejledning skal angives i selve afgørelsen.

Med den omtalte dom SKM2011.24.HR, fastslog Højesteret, at den rette reaktion i en situation, hvor skatteyderen til prøvelse af en administrativ skatteafgørelse med urette indstævner det klageorgan, der har afsagt afgørelsen, er afvisning. Den af sagsøgeren påberåbte dom U.2002.757H, der omhandler en afgørelse afsagt af et klagenævn inden for miljøområdet, der har en anden klagestruktur og andre processuelle regler for klagebehandlingen, er derfor uden betydning.

Reaktionen på, at sagen er anlagt mod den forkerte sagsøgte, er således i et tilfælde som det foreliggende afvisning i overensstemmelse Skatteministeriets principale påstand.

Såfremt retten i modsætning til Højesteret i SKM2011.24.HR måtte finde, at den rette konsekvens ikke er afvisning, er Skatteankestyrelsen enig med sagsøgeren i, at anlæggelse af sagen mod den forkerte sagsøgte fører til frifindelse i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens subsidiære påstand.

4.2 Modregningen er berettiget

Sagsøgerens anbringender i sagen, der er fremsat til støtte for både den principale og subsidiære påstand, falder overordnet i to kategorier; for det første har sagsøgeren fremsat indsigelser mod, at G3s krav (dvs. modfordringen) er lovligt stiftet, og for det andet er det sagsøgerens synspunkt, at SKAT i forbindelse med administration af inddrivelsen har begået fejl, og at de almindelige modregningsbetingelser ikke er opfyldt. Disse to kategorier af indsigelser vil nedenfor blive behandlet hver for sig.

4.2.1 Sagsøgerens indsigelser mod modfordringens stiftelse/eksistens

I henhold til gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 1, forestår SKAT som restancemyndighed selve inddrivelsen af fordringer. I henhold til § 2, stk. 2, er det heroverfor fordringshaveren selv, der forestår beregningen og opgørelsen af fordringerne samt udsendelsen af opkrævninger, og som behandler indsigelser om fordringerne, jf. dog §§ 17 og 18.

I henhold til gældsinddrivelseslovens § 17, kan klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, indbringes for Landsskatteretten/Skatteankestyrelsen.

Sammenhængen mellem § 2, stk. 2, og § 17, betyder, at fordringshaveren (dvs. konkret G3) skal behandle indsigelser mod selve fordringens stiftelse og eksistens, mens Landsskatteretten og derfor også SKAT som restancemyndighed skal forholde sig til eventuelle indsigelser vedrørende inddrivelsesforløbet og indsigelser mod kravet, der relaterer sig til SKATs administration af inddrivelsesprocessen.

Sagsøgeren har i denne sag fremsat en række indsigelser vedrørende varmeabonnementskravet, der grundlæggende går ud på, at forsyningsselskabets krav ikke består - og aldrig har bestået (den første kategori af indsigelser). Disse indsigelser har også tidligere været fremsat over for både skattemyndighederne og G3.

Denne kategori af indsigelser udspringer af en ældre tvist mellem Y3 Kommune om overdragelse af varmeværket til et privat andelsselskab, som sagsøgerens ægtefælle havde interesser i (bilag 3-5), samt en tvist om berettigelsen og forståelsen af en deklaration om tilslutning til kollektivt varmeforsyningsanlæg, som er tinglyst på sagsøgerens faste ejendom (bilag 1). Det er blandt andet sagsøgerens opfattelse, at kommunen ikke har været berettiget til at tinglyse den omhandlede deklaration, som G3 støtter sit krav på, og at der derfor heller ikke består noget kundeforhold mellem sagsøgeren og G3, hvilket er en forudsætning for, at der kan opkræves et varmeabonnement.

Disse indsigelser vedrører kravets grundlag og udgør således indsigelser vedrørende kravets stiftelse/oprindelige forhold. Sådanne indsigelser mod selve fordringen skal imidlertid rettes mod G3 som fordringshaver, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2. SKAT som restancemyndighed skal derimod ikke foretage en realitetsbehandling af denne type indsigelser.

Da indsigelserne vedrørende kravets eksistens ikke relaterer sig til selve inddrivelsesforløbet og SKATs administration, kan sådanne spørgsmål heller ikke påklages til Landsskatteretten/Skatteankestyrelsen, jf. gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1. I overensstemmelse med denne bestemmelse har Skatteankestyrelsen derfor afvist at tage stilling til sagsøgerens indsigelser på dette punkt, jf. bilag 9, s. 8, 6. afsnit.

Da Skatteankestyrelsen ikke har haft kompetence til at prøve indsigelserne, kan disse indsigelser heller ikke prøves af retten i nærværende sag.

4.2.2 Sagsøgerens indsigelser mod inddrivelsesforløbet og SKATs administration

I henhold til gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 3, kan en fordring overdrages til SKAT, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure er gennemført. Endvidere fremgår det af § 2, stk. 4, at skyldneren inden kravets overdragelse til inddrivelse hos SKAT skal underrettes om overdragelsen. Det følger i den forbindelse af forarbejderne til bestemmelsen (L20 af 8. oktober 2008), at underretningen i praksis fx kan ske på sidste rykkerskrivelse inden overdragelsen til inddrivelse.

Disse betingelser skal således være opfyldt, inden et krav kan overdrages til inddrivelse. Derimod indeholder loven ikke en betingelse om, at kravet er ubestridt fra skyldnerens side, for at det kan overdrages til inddrivelse.

I henhold til gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 2, 3. pkt., kan SKAT som restancemyndighed dog beslutte at tillægge indsigelser om kravets eksistens opsættende virkning, hvis der en begrundet formodning om, at kravet ikke eksisterer. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (L20 af 8. oktober 2008) er der imidlertid tale om en undtagelsesvis mulighed, idet udgangspunktet er, at indsigelser mod kravet ikke tillægges opsættende virkning.

Når en fordring er sendt til inddrivelse hos SKAT, overtager SKAT alle kreditorbeføjelser, jf. lovens § 3, hvilket blandt andet omfatter en adgang til at foretage modregning, jf. lovens §§ 7-9 a. Det fremgår herunder af § 9 a, at modregning kan gennemføres af SKAT uden partshøring mv.

SKATs adgang til at modregne forudsætter naturligvis, at de generelle modregningsbetingelser er opfyldt, herunder at de to krav er gensidige. Gældsinddrivelseslovens § 8 indeholder imidlertid en særlig undtagelse til det generelle princip om gensidighed, der blandt andet følger af U.1955.13H (som sagsøgeren har henvist til), idet bestemmelsen hjemler en indtrædelsesret for kommuner i udbetalinger fra staten. Med andre ord hjemler bestemmelsen en særlig mulighed for modregning mellem visse krav på trods af, at debitor for hovedfordringen ikke er den samme som kreditor på modfordringen.

Sagsøgeren har udover indsigelserne vedrørende kravets oprindelige forhold, jf. ovenfor, tillige rejst en række indsigelser vedrørende selve inddrivelsesforløbet hos SKAT samt opfyldelsen af de almindelige modregningsbetingelser (den anden kategori af indsigelser). Det gøres heroverfor gældende, at SKATs inddrivelse af G3' krav mod sagsøgeren er foretaget i overensstemmelse med gældende regler.

For det første var betalingsfristen for kravet overskredet, da kravet blev sendt til inddrivelse den 17. november 2014 (jf. bilag 6), for det andet havde G3 iværksat rykkerprocedure (bilag A), og for det tredje havde forsyningsselskabet på den sidste rykker informeret om, at kravet ville blive sendt til inddrivelse hos SKAT (bilag A). Betingelserne i gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 3 og stk. 4, er således overholdt.

Sagsøgerens indsigelser mod kravets stiftelse er heller ikke til hinder for, at SKAT tvangsinddriver kravet, jf. § 2, stk. 2, 3. pkt. SKAT skal som anført ovenfor ikke realitetsbehandle skyldnerens (sagsøgerens) indsigelser mod kravets eksistens, men skal alene tage stilling til, om der med de fremsatte indsigelser undtagelsesvist er skabt en begrundet formodning mod kravets eksistens. Kun hvis sidstnævnte er tilfældet, skal inddrivelsen berostillet som følge af skyldnerens indsigelser.

SKAT modtog ikke sagsøgerens indsigelser inden afgørelsen om modregning af 17. december 2014 (bilag B), og SKAT havde derfor af naturlige årsager ikke anledning til at sætte inddrivelsen i bero, inden modregningen var foretaget. SKAT skal ikke selv i forbindelse med modtagelsen af et krav til inddrivelse foretage undersøgelser vedrørende kravets grundlag.

Så snart klagen over SKATs afgørelse om modregning var modtaget, og dermed så snart indsigelserne var fremsat af sagsøgeren over for SKAT, blev indsigelserne forelagt G3. Eftersom forsyningsselskabet allerede havde taget stilling til indsigelserne og kunne henvise til den tinglyste deklaration (bilag 1), var der ikke på baggrund af sagsøgerens indsigelser i klagen til Skatteankestyrelsen skabt en begrundet formodning imod kravets eksistens, og SKAT fastholdte derfor modregningen.

Sagsøgeren har heller ikke med de fremsatte indsigelser under retssagen - der er en gentagelse af de tidligere indsigelser, som fordringshaver har forholdt sig til - skabt en begrundet formodning imod kravets eksistens, og der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn, hvorefter der ikke var en sådan begrundet formodning. Sagsøgeren har heller ikke i øvrigt godtgjort, at SKAT og/eller Skatteankestyrelsen skulle have foretaget sig yderligere for at oplyse kravets baggrund.

Der er derfor intet grundlag for at fastslå, at inddrivelsen skulle være sat i bero som følge af sagsøgerens indsigelser.

Det forhold, at G3' krav er et kommunalt krav, mens SKAT er debitor i forhold til sagsøgerens krav på restskat, afskærer heller ikke SKAT som restancemyndighed fra at foretage modregningen, jf. gældsinddrivelseslovens § 8.

Den af SKAT foretagne modregning var derfor berettiget, og der er ikke grundlag for at hjemvise sagen til hverken Skatteankestyrelsen eller SKAT.

..."

Parternes advokater har under hovedforhandlingen gentaget og uddybet deres synspunkter.

Rettens begrundelse og afgørelse

Ved fremsendelsen af Skatteankestyrelsens afgørelse af 10. april 2015 er A blevet vejledt om adgangen til at indbringe afgørelsen for domstolene, herunder om fremsendelse af stævning for byret. Endvidere er der givet vejledning om, at sag skal anlægges mod Skatteministeriet, idet det udtrykkeligt er anført i fremsendelsesbrevet, at stævning skal udtages mod Skatteministeriet.

Vejledningen om indbringelse af Skatteankestyrelsens afgørelse for domstolene ses at være overensstemmende med praksis for domstolsprøvelse af administrative afgørelser i skattesager for så vidt angår afgørelser af den karakter, der er omhandlet af denne sag.

Retten finder herefter, at sagen, der er anlagt ved retten med henblik på prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 10. april 2015, burde have været anlagt mod Skatteministeriet som rette sagsøgte, og der ses ikke at være adgang til at anlægge sagen mod Skatteankestyrelsen.

Herefter tages Skatteankestyrelsens principale påstand om afvisning til følge, idet der om grundlaget for sagens afvisning i øvrigt henvises til Højesterets afgørelse, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011.781.

Sagens omkostninger fastsættes som nedenfor bestemt med henvisning til sagens karakter og omfang samt resultatet. Omkostningerne udgør et passende beløb til dækning af udgifterne til advokatbistand for Skatteankestyrelsen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Denne sag afvises.

Inden 14 dage skal A til Skatteankestyrelsen betale sagens omkostninger med 16.000 kr.