Dato for udgivelse
09 mar 2017 13:09
SKM-nummer
SKM2017.163.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
16-1806352
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Renter og gebyrer
Emneord
Betalingsordning, restanceattest, inddrivelsesrenter
Resumé

Et korrekt beregnet rentebeløb af en skattegæld, hvor hovedstolen var blevet afdraget og betalt i henhold til aftale med SKAT, kunne ikke anses for bortfaldet, selv om SKAT havde udstedt en restanceattest om at gælden var afviklet, idet attesten ved en fejl ikke havde medregnet rentebeløbet. Attesten kunne alene anses for en uformel ikke bindende forhåndstilkendegivelse.

 

Reference(r)

Inddrivelseslovens § 17

 

Henvisning

Den Juridiske Vejledning, afsnit G.A.2.2.2.1

SKAT har truffet afgørelse om fastholdelse af kravet på inddrivelsesrenter.                                                          

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Klagerens gæld på 255.946,00 kr. for A-skat for januar 2015 blev den 16. februar 2015 oversendt til SKAT Inddrivelse.

SKAT har om sagens faktiske forhold oplyst:

"Den 12. marts 2015 har SKAT Inddrivelse sendt meddelelse til klager om indgået betalingsordning på 100.000,00 kr. månedligt med start 1. april 2015. Betalingsordningen omfatter klagers gæld til inddrivelse pr. 12. marts 2015, specificeret således:

Am-bidrag fra virksomhed for december 2014

40.653,04 kr.

Renter          

82,20 kr.

A-skat for december 2014

448.191,00 kr.

Renter          

4.027,58 kr.

Rente, En Skattekonto      

9.304,12 kr.

A-skat januar 2015

                    255.946,00 kr.

Renter          

     690,00 kr.

Klager har indbetalt 100.000,00 kr. fra april til oktober 2015 og 89.425,31 kr. pr. 3. november 2015.

Klager rettede den 22. oktober 2015 telefonisk henvendelse til SKAT Inddrivelse, da de havde tjekket skattekontoen og ikke kunne få beløbet til at passe, da de havde indbetalt 100.000,00 kr. klager fik oplyst at pengene var modtaget, men at de endnu ikke var fordelt. Klager fik oplyst betalingslinje til betaling af sidste afdrag. Sidse afdrag blev opgjort til 89.425,31 kr. pr. 22. oktober 2015.

Ved indbetalingen den 3. september 2015 blev der anvendt 77.872,00 kr. til delvis dækning af A-skatten for januar 2015 og 10.684,16 anvendes til inddrivelsesrenter. Det resterende beløb dækkede A-skat for 2014.
Indbetalingen den 5. oktober 100.000,00 kr. anvendes til delvis dækning af A-skatten for januar 2015.
Der sidste 78.074,00 kr. bliver dækket ved indbetalingen den 3. november 2015.
Der er beregnet inddrivelsesrente af kravet således:
255.946 kr. x 8,20 % : 365 dage x 122 dage (1. marts til 30. juni 2015)  = 7.015,02 kr. , som er betalt 3. september 2015.
255.946 kr. x 8,05 % : 365 dage x 65 dage (1. juli til 3. september 2015) = 3.669,14 kr. , som er betalt 3. september 2015.
178.074 kr. x 8,05 % : 365 dage x 32 dage (4. september til 5. oktober 2015) = 1.256,76 kr.
78.074 kr. x 8,05 % : 365 dage x 29 dage (6. oktober til 3. november 2015) = 499,35 kr.

Den 18. maj 2015 modtog SKAT Inddrivelse klagers A-skat for april 2015 til inddrivelse med 13,14 kr.
Kravet er betalt den 3. november 2015.
Der er beregnet inddrivelsesrente således:
13,14 kr. x 8,20 % : 365 dage x 30 dage (1. juni til 30. juni 2015) = 0,09 kr.
13,14 kr. x 8,05 % : 365 x 126 dage ( 1. juli til 3. november 2015) = 0,37 kr.

Den 23. september 2015 modtog SKAT Inddrivelse klagers A-skat for august 2015 til inddrivelse med 6.428,00 kr.
Der er beregnet inddrivelsesrente således:
6.428,00 kr. x 8,05 % : 365 dage x 34 dage (1. oktober  til 3. november  2015) = 48,20 kr.

Klager har den 14. april 2016 telefonisk kontaktet SKAT Inddrivelse og oplyst, at de til brug for statusopgørelse har brug for en attest, der viser at restancen er 0,00 kr. Det fremgik af EFI, at der er indbetalt 100.000,00 kr. den 5. oktober 2015 og 89.425,31 kr. den 3. november 2015, samt at beløbene ikke er placeret, det fremgik videre at der var tilskrevet inddrivelsesrenter.  SKAT Inddrivelse lovede at sende en manuel attest med 0 kr. i restance.

Den 29. august 2019 retter klager telefonisk henvendelse til SKAT, idet der er modtaget rykker fra Skattekontoen på et beløb som er betalt. Det er konstateret, at indbetalingerne fra den 5. oktober og 3. november 2015 er fortsat ikke placeret i EFI. Skattekontoen bekræftede, at ved overførsel af disse to beløb, så er klager i nul på skattekontoen.
I EFI står inddrivelsesrenter, som sagsbehandler formodede ville forsvinde ved placering af indbetalingerne.
Betaling og Regnskab er bedt om at placere beløbene. Betaling og Regnskab oplyste at de ikke må placere beløbene nu, men at klager kan få beløbene udbetalt og så selv indbetale til skattekontoen. Hvilket klager ikke ønskede, da man ikke vidste hvordan de skulle indbetale beløbet.

Den 12. oktober 2016 har klager telefonisk klaget over pålignet inddrivelsesrenter 1.805,11 kr.
SKAT Inddrivelse har ved afgørelse af 22. oktober 2016 fastholdt inddrivelsesrenterne."

Af restanceattesten af 14. april 2016 fremgår:

"Restanceattest.
Nævnte cvr.nr. [...]/ H1 er d.d. ikke registreret med restance til inddrivelse.

Vi kan oplyse, at der d.d. ikke er gæld, som SKAT inddriver.

Vi tager forbehold for beløb som SKAT eller andre offentlige myndigheder opkræver. Det kan være beløb som du skylder til SKAT eller andre offentlige myndigheder, men hvor den sidste rettidige betalingsfrist ikke er overskredet endnu.

Vi tager også forbehold for beløb, som bliver overført til inddrivelse i SKAT, efter vi har sendt dette brev.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til lnddrivelsen telefon 70 15 73 04."

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om fastholdelse af kravet på inddrivelsesrenter.

SKAT har ved genvurderingen i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen fastholdt afgørelsen.
Af SKATs udtalelse fremgår følgende:

"Fordringer der overdrages til inddrivelse hos SKAT Inddrivelse forrentes med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5 stk. 1 og 2. renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen af kravet. Frem til den 30. juni 2015 udgjorde rentesatsen 8,2 % om året og fra den 1. juli 2015 udgør rentesatsen 8,05 % om året.

Klager anfører, at der er indgået betalingsordning og at alle afdrag er betalt til tiden. Hertil skal SKAT Inddrivelse bemærke, at det er korrekt at der indgået en betalingsordning, samt at klager har betalt på ordningen hver måned.  Det skal videre bemærkes, at det fremgår af aftalebrevet af 12. marts 2015, at der løber renter på gælden jf. § 5 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og at renter løbende lægges til den samlede gæld der indgår i betalingsordningen.

På trods af de problemer der er med EFI, SKATs inddrivelsessystem og placering af indbetalinger, er det SKAT Inddrivelses opfattelse at inddrivelsesrenterne er opgjort korrekt, idet indbetalingerne er placeret med valørdato.

SKAT Inddrivelse skal videre bemærke, at det sidste afdrag er betalt den 5. november 2015, men at gælden blev oplyst pr. 22. oktober 2015. Hvorfor der påløber renter fra den 22. oktober til den 5. november 2015.

SKAT Inddrivelse skal sluttelig bemærke, at det er beklageligt, at klager den 14. april 2016 har fået en restanceattest, hvor det er anført at der ikke er gæld. Fejlen skyldes, at SKAT som følge af problemer med EFI har stoppet alle automatiserede inddrivelsesskridt, hvorfor foretagne indbetalinger skal foretages manuelt. Så længe indbetalingerne ikke er placeret er det næsten umuligt at opgøre renterne korrekt.
Det er SKAT Inddrivelses opfattelse, at den fejlbehæftede restanceattest ikke er bindende for SKAT."

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om fritagelse for inddrivelsesrenter på 1.804,88 kr.

Klageren har herfor anført:

"I forbindelse med modtagelse af ovenstående brev, vil vi hermed gøre indsigelser imod SKATs krav på inddrivelsesrenter kr. 1.804,77.

Vi indgik den 12. marts 2015 en aftale med SKAT om en betalingsordning på vores gæld til skat journal nr [...]. Alle afdrag er overholdt til tiden.

Ultimo oktober tager jeg kontakt til SKAT, [navn udeladt], og får et nøjagtigt beløb på det sidste afdrag kr. 87.468,94 inkl. renter, som blev indbetalt den 2. november 2015, herefter er H1 gældfri til skat.

Jeg taler samtidig med [navn udeladt] om, at der på skattekontoen stadig står et beløb på kr. 187.519,71. [...] fortæller mig, at systemet er brudt sammen, hvilket vi alle kan høre i medierne, og derfor er der ingen overførelse mellem inddrivelsen og skattekontoen, men jeg skal ikke være urolig, alt er i orden.

Da jeg, i april. 2016, har revision i forbindelse med årsregnskab 2015, beder revisor mig om at indhente en attest fra SKAT, som kan bekræfte, at vi ikke har yderligere restance hos skat, hun kan se at skattekontoen viser, at vi stadig har gæld hos skat.

Der er ikke optaget yderligere gæld hos SKAT siden betalingsordningen trådte i kraft. H1 afregnede således skat til tiden + betalingsordningen hver måned og har afregnet korrekt siden.

Derfor mener jeg, at vi ikke skal indbetale yderligere renter og at sagen i november måned 2015 var afsluttet. Vi skal ikke gøres ansvarlige for, at SKAT ikke kan opgøre kontiene korrekt."

Landsskatterettens afgørelse
Efter § 17 i inddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige) kan klager over afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, indbringes for Landsskatteretten.

Klageren mener, at gælden til SKAT blev indfriet i november måned 2015 og at dette er blevet bekræftet af SKAT ved restanceattest af 14. april 2016.

En restanceattest er ikke defineret i juridisk litteratur, og der er således ingen faste retsvirkninger tilknyttet. Den fremlagte restanceattest må betegnes som en uformel forhåndstilkendegivelse.

En uformel forhåndstilkendegivelse er som udgangspunkt ikke bindende for SKAT. En sådan kan dog helt undtagelsesvis blive bindende for SKAT, hvis en række betingelser er opfyldt. Tilkendegivelsen skal være klar, entydig og positiv, og skal være givet uden forbehold. Tilkendegivelsen skal have haft indflydelse på den skattepligtiges dispositioner således, at den skattepligtige ville lide et tab, hvis tilkendegivelsen ikke lægges til grund, der må ikke være tale om urigtige eller bristede forudsætninger, og tilkendegivelsen må ikke være klart i uoverensstemmelse med lovgivningen.

I nærværende situation ses der ikke at være disponeret på baggrund af tilkendegivelsen. Renterne ses at være pålagt med rette frem til indfrielsen 3. november 2015, hvilket heller ikke er bestridt.

Klageren har herefter ikke lidt et tab ved at tilkendegivelsen ikke lægges til grund. Betingelserne for at klageren undtagelsesvist har opnået en berettiget forventning ved restanceattesten er således ikke opfyldt.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.