Parter

H2 under konkurs (advokat Thomas Frøbert)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Og

H1 under konkurs (advokat Arne Ruskjær)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Afsagt af Højesteretsdommerne:

Poul Søgaard, Thomas Rørdam, Jens Peter Christensen, Lars Hjortnæs og Anne Louise Bormann.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 5. afdeling den 18. december 2015.

Påstande

Appellanterne, H2 under konkurs og H1 under konkurs, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår, om SKAT er berettiget til i konkursboernes krav på fradrag for tab på ikke betalte fakturaer, jf. momslovens § 27, stk. 6, at modregne sit krav på skyldig moms for de afgiftsperioder, hvor de pågældende fakturaer er udstedt.

Der er enighed om, at SKATs krav er stiftet før de respektive fristdage i konkursboerne, mens konkursboernes krav er stiftet efter fristdagen, og at betingelserne for modregning efter konkurslovens § 42, stk. 1, derfor ikke er opfyldt.

Spørgsmålet er herefter, om modregning kan ske efter dansk rets almindelige regler om konneks modregning, som efter konkurslovens forarbejder gælder ved siden af modregningsbestemmelsen i § 42.

Efter momslovens § 23, stk. 1, indtræder afgiftspligten ved leveringen. Momsbeløbet indgår herefter i virksomhedens opgørelse af moms for den pågældende afgiftsperiode. Hvis kravet på betaling for leverancen viser sig uerholdeligt, lider virksomheden et tab. Den del af tabet, der svarer til momsbeløbet, kompenseres virksomheden for ved at få et fradrag efter momslovens § 27, stk. 6, når tabet konstateres.

Såvel konkursboernes krav som SKATs krav udspringer af de momsbelagte fakturaer, som har vist sig uerholdelige. Uden disse fakturaer havde konkursboerne ikke haft noget krav efter § 27, stk. 6, og SKATs krav på ikke betalt moms havde været tilsvarende mindre. De beløb, som konkursboerne har krav på efter momslovens § 27, stk. 6, indgår således reelt i SKATs krav på ikke betalt moms for den afgiftsperiode, hvor momsbeløbet indgår, og er dermed nært forbundet med restancen for denne afgiftsperiode. Denne nære forbindelse består, uanset at en del af momskravet for den pågældende afgiftsperiode er betalt, som det er tilfældet vedrørende H2.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at der i hvert fald i en situation som den foreliggende, hvor der er tale om konkursboer, som ikke har fortsat virksomhedsdriften, kan ske modregning.

Det kan ikke føre til et andet resultat, at fradraget efter momslovens § 27, stk. 6, først kan ske, når tabet konstateres, og fradraget dermed ikke sker i samme afgiftsperiode, som SKATs restance vedrører. Højesterets dom af 13. oktober 1997 (UfR 1997.1638) og SKATs juridiske vejledning, der refererer dommen, har ikke taget stilling til en situation som den foreliggende, hvor hovedkravet udspringer af samme retsforhold som modkravet, og dermed har en nær sammenhæng med den afgiftsperiode, som modkravet vedrører.

Højesteret finder det ikke godtgjort, at der har foreligget en administrativ praksis, der afskærer SKAT fra modregning.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

Af de grunde, som landsretten har anført i sin omkostningsafgørelse, finder Højesteret, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.