Dette afsnit beskriver den situation, hvor Toldstyrelsen yder godtgørelse af import- eller eksportafgifter i de tilfælde, hvor toldangivelsen erklæres ugyldig efter frigivelse af varerne i medfør af EUTK art. 174, stk. 2.
Se EUTK art. 116, stk. 1, andet afsnit.
Toldstyrelsen kan under visse forudsætninger bevillige godtgørelse af import- eller eksportafgifter, hvis en toldangivelse erklæres ugyldig efter frigivelsen af varerne, hvor tolden og afgifterne er blevet betalt.
Det er bl.a. muligt i disse tilfælde:
-
Varerne er ved en fejltagelse blevet angivet til en toldprocedure, hvor der er opstået toldskyld i forbindelse med importen, da varerne i stedet for skulle have været angivet til en anden toldprocedure. Her kan toldangivelsen erklæres for ugyldig, efter at varerne er blevet frigivet og efter en begrundet ansøgning fra klareren, når disse betingelser er opfyldt:
-
Ansøgningen skal indgives senest 90 dage efter datoen for antagelsen af angivelsen.
-
Varerne er ikke blevet brugt på en måde, som er uforenelig med den toldprocedure, som de ville være angivet til, hvis fejlen ikke var opstået.
-
På tidspunktet for den fejlagtige angivelse var betingelserne opfyldt til at henføre varerne under den toldprocedure, som de ville være angivet til, hvis fejlen ikke var opstået.
-
Der er indgivet en toldangivelse til den toldprocedure, som varerne ville være blevet angivet til, hvis fejlen ikke var opstå
-
Varerne skal angives til den samme toldprocedure som de fejlagtige angivne varer.
Se DF art. 148, stk. 1.
-
Varerne er ved en fejltagelse blevet angivet til en toldprocedure i stedet for andre varer, hvorved der er opstået toldskyld i forbindelse med importen. Her erklæres toldangivelsen for ugyldig, efter at varerne er blevet frigivet, og efter en begrundet ansøgning fra klareren, når disse betingelser er opfyldt:
-
Ansøgningen skal indgives senest 90 dage efter datoen for antagelsen af angivelsen.
-
De fejlagtigt angivne varer er ikke blevet brugt på anden måde end tilladt i deres oprindelige stand, og er blevet ført tilbage til deres oprindelige stand.
-
Det er det samme toldsted, der er kompetent hvad angår de fejlagtige angivne varer og de varer, som klareren havde til hensigt at angive.
Se DF art. 148, stk. 2.
Se DF art. 148, stk. 3 og afsnittet nedenfor om fjernsalg og internethandel.
Se DF art. 148, stk. 4.
Se også DF art. 148, stk. 5 for ugyldiggørelse af toldangivelser for varer, som er genstand for eksportafgifter.
Bemærk
Reglerne giver ikke mulighed for at bevilge godtgørelse i de situationer, hvor en toldangivelse af varer til fri omsætning ønskes annulleret og erstattet af en tilsvarende toldangivelse med en anden varemodtager.
Godtgørelse ved fjernsalg og internethandel
Der kan søges om godtgørelse for varer, der er omfattet af en toldangivelse, og som returneres som led i fjernsalg, forudsat at varerne - helt eller delvist - er blevet udført til den oprindelige leverandørs adresse eller en anden adresse, som leverandøren har oplyst. Under fjernsalg hører også handel på internettet.
Denne mulighed for godtgørelse gælder fx i den situation, hvor en privat person importerer en vare fra et land uden for EU på nettet (fjernsalg). Der laves ved varens ankomst en angivelse til fri omsætning, varen leveres til kunden og tolden bliver betalt. Kunden beslutter herefter, at de alligevel ikke vil have varen (fx fordi en kjole er for lille, eller man ikke kan lide den bestilte vase eller lign.)
Det vil sige, at når varer, der er købt ved fjernsalg, er overgået til fri omsætning og herefter er blevet returneret, skal den oprindelige toldangivelse erklæres ugyldig efter DF art. 148, stk. 3, hvis toldmyndighederne modtager en begrundet ansøgning fra klareren.
Når toldangivelsen er annulleret, er den oprindelige forpligtelse til at betale told (toldskylden) derfor ophørt efter EUTK art. 124, stk. 1 litra d.
For at der kan gives godtgørelse i disse tilfælde, er det en betingelse, at følgende krav er overholdt:
-
Varen er returneret til den oprindelige leverandørs adresse, eller en anden adresse som leverandøren har angivet. Adressen skal være beliggende uden for EU's toldområde.
-
Ansøgningen om toldgodtgørelse skal være sendt til Toldstyrelsen senest 90 dage efter, at den oprindelige toldangivelse for varen blev antaget; denne frist kan ikke forlænges.
Proceduren/fremgangsmåden for godtgørelse efter EUTK art. 116, stk. 1, 2. afsnit, følger af EUTK art. 121, stk. 1, litra c der dækker de tilfælde, hvor angivelsen er blevet erklæret ugyldig.
Godtgørelse af told og moms ved returnering af defekte/ikke-bestillingssvarende varer, der er købt over internettet, kan i visse tilfælde også ske efter EUTK art. 118. Se afsnit F.A.13.5.