Klagen vedrører afslag på genoptagelse af grundværdiansættelsen for vurderingsåret 2003 for så vidt angår nedslag for ekstrafundering.
Grundværdi
Genoptagelsestidspunkt
SKAT pålægges at genoptage vurderingen fra og med 1. januar 2003
Faktiske oplysninger
Foreningens repræsentant anmodede den 31. december 2006 SKAT om at genoptage ansættelsen vedrørende fradrag for forbedringer.
Af genoptagelsesanmodningen fremgår bl.a. følgende:
"På vegne af adkomsthaver skal der hermed anmodes om genoptagelse af skatteansættelsen fradrag for forbedringer.
Der anses ikke at være givet et korrekt fradrag for faktiske afholdte grundforbedringer til byggemodning af ejendommene, herunder udgifter til:
- Landinspektør, arkitekt, projektering, tilsyn m.v.
- Boligveje inkl. vejafvanding, kantsten m.v.
- Etablering af forsyningsnet til el, van, varme og kloak
- Stianlæg, fællesarealer, grønne områder
- Tilslutningsafgifter/bidrag ifbm. el, vand, varme og kloak
- Stam- og fødevejsanlæg
Med henblik på sagens behørige oplysning, vil der snarest fremsendes yderligere retlige anbringender ligesom dokumentation for sagens faktiske omstændigheder.
(...)
Der tages forbehold for yderligere påstande og anbringende i sagens videre forløb.
(...)"
Den 25. april 2008 fremsatte repræsentanten yderligere påstand om nedslag i grundværdien i den anmeldte genoptagelsessag. Anmodningen var formuleret som en generel anmodning om, hvor det bl.a. fremgik at
"Der er i forbindelse med sagens indgivelse medsendt en påstandsopgørelse. Såfremt der i denne opgørelse fremgår et beløb til ekstrafundering og pilotering anmoder der jf. Vurderingsloven § 13 om nedslag i grundværdien herfor, da der er hjemmel hertil i praksis, forarbejderne til Vurderingsloven samt Vurderingsvejeledningen.
Såfremt ekstrafundering fremgår i påstandsopgørelsen er der til sagens oplysning fremlagt nye oplysninger om ekstrafundering i form af dokumentation for udgiftens afholdelse. Dette fremgår af sagens bilag, der er indsendt samtidig med sagens indgivelse. (...)"
Anmodningen blev fulgt op af brev af 10. juni 2008, hvoraf bl.a. fremgår:
"På vegne af grundejeren, skal jeg hermed anmode Vurderingsmyndigheden om at ændre det fastsatte fradrag for forbedringer i overensstemmelse med lov om vurdering af landets faste ejendomme af 3. september 2002 § 17 og § 18, samt landsskatterettens kendelse af 24. marts 1986 og 28. februar 2002. Kapitel 4 i Vurderingsprincipperne, vurderingsvejledningen samt forannævnte bidrager til den vedlagte specifikation af fradragsretten.
(...)
Såfremt der i opgørelsen fremgår poster som fundering, pilotering, sandpude eller lignende omkostningstyper, anmodes subsidiært om nedslag i grundværdien for disse udgifter.
Forhøjelsen af fradrag bedes foretaget jf. Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2.
Der tages forbehold for yderligere påstande og anbringender i sagens videre forløb.
(...)"
Sammen med brevet af 10. juni 2008, indsendte repræsentanten bilagsmateriale til brug for vurderingen af nedslag i grundværdien. I bilagsmaterialet indgik bl.a. "Elitepælejournal" dateret 19. april 1994, bilag til hovedentreprise aconto-opgørelser samt følgebrev til faktura fra entreprenør N.K.P., vedrørende nedramning af elitestålpæle mv., dateret 2. juni 1994.
Af elitepælejournalen fremgår bl.a., at der er etableret 7 elitestålpæle, med en pælelængde mellem 4,52 m og 4,93 m. Pælespidskoten er mellem 24,27 m og 24,68 m.
Af fakturaen fra entreprenør N.K.P. fremgår, at de samlede udgifter udgjorde 100.800 kr. Posten er benævnt som "Ekstraarbejde", og er specificeret på arbejderne "Nedramning af elitestålpæle", "Spunsvægge, støbning", "Maskintimer" og "Arbejdstimer".
SKAT traf afgørelse i genoptagelsessagen den 25. august 2008, hvor SKAT afviste at genoptage spørgsmålet om fradrag for forbedringer.
Vurderingsankenævnet traf efterfølgende afgørelse den 15. juni 2012, hvor ejendomsvurderingen blev genoptaget fra 2003 og frem for så vidt angår fradrag for forbedringer. Grundværdien blev ved afgørelsen genoptaget og nedsat fra 2004 og frem.
Vurderingsankenævnets afgørelse
Genoptagelsestidspunktet for grundværdien er vurderingen for vurderingsåret 2004.
Som begrundelse er anført:
"Genoptagelsestidspunkt
Nævnet skal indledningsvis bemærke, at i henhold til skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis der anmodes om det senest den 1. maj i det 4. år efter vurderingsårets udløb. Genoptagelse kan ske, såfremt der fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring.
Nævnet skal endvidere bemærke, at ifølge Højesterets dom af 16. december 2010 anses en årsregulering for en ejendomsvurdering i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2's forstand, og der kan derfor ske genoptagelse af en årsregulering.
I nærværende sag har repræsentanten har påstået genoptagelse fra 1. januar 2003, idet sagen er anmeldt den 31. december 2006.
Nævnet har vurderet sagen og de foreliggende oplysninger, og da der er anmodet om genoptagelse af grundværdien den 25. april 2008, afviser nævnet at genoptage grundværdierne for 1. januar og 1. oktober 2003, idet anmodningen om genoptagelse er indgået for sent, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2.
Nævnet finder herefter, at der kan ske genoptagelse af grundværdierne for 2004-2006, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, idet anmodningen for 2004 og senere år er indgået rettidig. Det er dog en betingelse for genoptagelse, at der er fremlagt oplysninger, der vil kunne begrunde en ændring, jf. nedenfor.
Til det i indsigelsen anførte omkring genoptagelsestidspunktet skal nævnet bemærke, af ifølge Vestre Landsretsdom af 1. november 2010 var klager berettiget til af få genoptaget grundværdien fra det tidspunkt, hvor det af det fremlagte materiale fremgik, at der var ekstrafunderingsudgifter, der kunne begrunde en ændring af grundværdien.
I nærværende sag er der fremsendt en forhåndsanmeldelse vedrørende fradrag for forbedringer i grundværdien den 31. december 2006, og nævnet finder fortsat ikke, at der herved er fremlagt oplysninger, der viser, at der er grundlag for at ændre grundværdien.
Dette sker først den 25. april 2008, hvor der konkret anmodes om genoptagelse af grundværdien.
Det i indsigelsen anførte har således ikke ændret nævnets opfattelse af genoptagelsestidspunktet."
Foreningens opfattelse
Repræsentanten har fremsat påstand om, at nedslag i grundværdien skal genoptages for vurderingsåret 2003.
Til støtte for påstanden er anført:
"Vurderingsankenævnet har afvist genoptagelse pr. 2002, idet nævnet lægger til grund, at der først den 25. april 2008 blev fremlagt oplysninger i tilstrækkeligt omfang vedrørende ekstrafundering. Ankenævnet finder derfor at fristdagen for fristens udløb må anses at være 1. maj 2008 og at genoptagelse derfor først kan ske fra og med vurderingen 2004.
Klager gør som anført ovenfor gældende, at genoptagelse skal ske pr. 1. januar 2003. Til støtte herfor gøres gældende, at der med klagers forhåndsanmeldelse af 31. december 2006 er fremsendt faktiske oplysninger, der kan begrunde en ændring af vurderingen, hvilket da også støttes også af, at vurderingsmyndigheden rent faktisk genoptog fradragsansættelsen og grundværdiansættelsen fra og med vurderingen pr. 1. januar 2003.
Det bemærkes, at Vestre Landsret i dommen SKM2010.785.VLR ikke tog stilling til de såkaldte forhåndsanmeldelsers fristafbrydende virkning.
Det har Landsskatteretten imidlertid selv gjort i kendelse af 14. februar 2011 ([...]). Af kendelsens side 4 fremgår følgende:
"Ved afgørelsen har Retten lagt vægt på, at der under sagens behandling hos vurderingsmyndigheden fremlægges oplysninger om, at der er afholdt udgifter til ekstrafundering og pilotering samt størrelsen heraf Det forhold, at den geotekniske rapport er anset som nødvendig dokumentation for godkendelse af nedslaget, medfører ikke at der kan bortses fra den oprindelige genoptagelsesanmodning af 29. april 2005
Vurderingsankenævnet har, på baggrund af samme genoptagelsesanmodning, anerkendt at fradrag for forbedringer godkendes med virkning fra 2001. Hertil bemærkes, at også for så vidt angår ansættelsen af fradrag for forbedringer, er de faktiske oplysninger om diverse udgifter fremkommet under sagens behandling, og fremgik ikke af genoptagelsesanmodningen af den 29. april 2005. Vurderingsmyndigheden pålægges at genoptage grundværdien pr. 1. januar 2001."
Det fremgår således af kendelsen, at vurderingsmyndighederne ikke kan forskelsbehandle en genoptagelsesanmodning, således at der genoptages på baggrund af forhåndsanmeldelsen for så vidt angår fradragsspørgsmålet, mens der nægtes genoptagelse for så vidt angår nedslag for ekstrafundering. Som det fremgår af vurderingsmyndighedens afgørelse, er vurderingen for så vidt angår fradragsdelen genoptaget fra 2003.
Således skal genoptagelse også ske pr. 1. januar 2003 for så vidt angår spørgsmålet om nedslag for ekstrafundering."
Landsskatterettens afgørelse og begrundelse
Reglerne om rettidig indgivelse af klage fremgår af den dagældende skatteforvaltningslovens § 33.
Af dagældende skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2 fremgår:
"En klageberettiget, der ønsker at få genoptaget en ejendomsvurdering, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter vurderingsårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen."
Det fremgår af vurderingslovens § 5, at der ved vurderingen ansættes ejendomsværdien og grundværdien samt et eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer. En ejendomsvurdering består således af flere selvstændige ansættelser.
Ejendomsvurderingen kan derfor genoptages, såfremt der senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af en af disse ansættelser.
Vedrørende spørgsmålet om genoptagelsestidspunktet og rettidig anmodning om genoptagelse, har Østre Landsret i dom af 26. juni 2014, offentliggjort i SKM2014.538.ØLR, truffet afgørelse om, at klageren skulle have genoptaget vurderingen, for så vidt angår grundværdien, fra og med den vurdering, hvor der var indrømmet genoptagelse for fradrag for forbedringer. Det fremgår af dommen, at oplysningerne, som medførte et nedslag i grundværdien, var fremkommet inden SKAT traf afgørelse i den verserende genoptagelsessag. Retten lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på den nære sammenhæng mellem de enkelte elementer i ejendomsvurderingen.
Vurderingsankenævnet har afvist at genoptage grundværdien for vurderingsåret 2003 (vurderingen pr. 1. januar 2003 og vurderingen pr. 1. oktober 2003).
Foreningen har anmodet om fradrag for forbedringer i genoptagelsesanmodningen af 31. december 2006. I forbindelse med genoptagelsesanmodningen er der ikke fremlagt faktiske eller retlige oplysninger, der opfylder kravene til genoptagelse af ansættelsen af grundværdien for så vidt angår nedslag som følge af dårlige jordbundsforhold eller beregningen af grundværdien i øvrigt.
Foreningen fremsatte den 25. april 2008 yderligere påstande i den verserende genoptagelsessag, idet der blev anmodet om nedslag i grundværdien. Efterfølgende indsendte foreningen den 10. juni 2008 oplysninger til brug for genoptagelsen, herunder dokumentation vedrørende pilotering, i form af elitepælejournal samt faktura vedrørende de udførte arbejder. Dokumenterne gav grundlag for en senere ændring af grundværdien i form af nedslag for udgifter til ekstrafundering i vurderingsårene 2004 og frem.
Retten lægger herefter til grund, at der er fremsat oplysninger af faktisk karakter inden SKAT traf afgørelse i sagen, og at oplysningerne gav grundlag for en senere ændring af grundværdien.
Uanset at fristen for genoptagelse af vurderingen for vurderingsåret 2003 var udløbet, da foreningen anmodede om nedslag i grundværdien, finder retten, at oplysningerne, som blev fremlagt den 10. juni 2008, skal indgå i behandlingen af den på daværende tidspunkt verserende genoptagelsessag. Retten har lagt vægt på, at SKAT endnu ikke havde truffet afgørelse i genoptagelsessagen, da foreningen sendte de oplysninger, der senere gav grundlag for en ændring af grundværdien. Retten henviser til Østre Landsrets dom af 26. juni 2014, offentliggjort i SKM2014.538.ØLR, hvor der efter Landsskatterettens fortolkning lægges vægt på den nære sammenhæng mellem fradrag for forbedringer og grundværdiansættelsen.
Den oprindelige genoptagelsesanmodning, som vedrørte fradrag for forbedringer, var indsendt den 31. december 2006. Retten finder herefter, at oplysningerne vedrørende nedslag i grundværdien, som er fremlagt den 10. juni 2008, skal indgå i behandlingen af den verserende genoptagelsessag, som har virkning fra vurderingsåret 2003, dvs. for vurderingen pr. 1. januar 2003 og 1. oktober 2003.
Retten pålægger således SKAT at genoptage grundværdiansættelsen fra og med vurderingen for 1. januar 2003.