Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at udlån af briller til brug på messer og i forbindelse med markedsføringsaktiviteter kan ske skattefrit til medarbejdere, der til daglig bruger briller (dvs. har brug for synskorrektion)?
2. Kan Skatterådet bekræfte, at udlån af briller til brug på messer og i forbindelse med markedsføringsaktiviteter kan ske skattefrit til medarbejdere, der ikke bruger briller (dvs. som ikke har brug for synskorrektion)?
3. Kan Skatterådet bekræfte, at værdiansættelsen af udlån af briller til medarbejdere, der til daglig bruger briller (dvs. har brug for synskorrektion), skal ske til kostpris og efter den nedenfor beskrevne metode, således at avancen ikke skal medtages ved værdiansættelsen af godet under bagatelgrænsen, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 6 pkt.?

 Svar

1. Ja.
2. Ja.
3. Bortfalder.

Beskrivelse af de faktiske forhold

[...]

I forbindelse med markedsføring kommer A's medarbejdere i direkte kontakt med mange eksisterende og potentielle forretningsforbindelser og medier fra hele verden. På baggrund af mange års erfaring i branchen er det A's helt klare oplevelse, at kunderne køber den brille, som de kan se på "et ansigt". Derfor bliver den enkelte brille i størstedelen af A's markedsføring præsenteret på modeller enten på tryk eller levende. Dette understreger således også vigtigheden af, at medarbejdere, som deltager i markedsføring og salg, skal bære de seneste nyheder fra A for derigennem at understøtte salgs- og markedsføringsaktiviteterne. I forbindelse med alle markedsførings- og salgsaktiviteter foreligger der en stående instruks om, at de pågældende medarbejdere samt ledelsesmedlemmer altid skal bære de nyeste modeller, samt at der skal foretages skift flere gange dagligt mellem forskellige modeller.

Markedsføringsevents og support strækker sig fra deltagelse i præsentationsaftener hos udvalgte kunder (små og mellemstore optikbutikker og -kæder) til flerdagsarrangementer med deltagelse af kunder og medier.

[...]

Der foregår ligeledes markedsføringsaktiviteter på virksomhedens adresser i såvel Danmark som i udlandet. Disse aktiviteter omfatter fremvisning af kollektion, storytelling om A samt eventuel teknisk træning.

[...]

Der deltager et varierende antal medarbejdere fra A ud over selskabets tilknyttede salgsagenter fra ind- og udlandet afhængig af størrelsen af messen. A har derfor et udtalt behov for, at medarbejderne på messer mv. bærer de seneste nyheder fra A for derigennem at understøtte salgs- og markedsføringsaktiviteterne. Det er A's opfattelse, at det for kunden giver den bedst mulige oplevelse af A-brillerne.

[...]

I den forbindelse ønsker A at pålægge de omfattede medarbejdere at skulle bære A-briller. Dette skal i praksis foregå ved at udlåne A-briller til de medarbejdere, der deltager i messer og markedsføringsaktiviteter over hele verden.

De medarbejdere, som ikke bærer briller til daglig, påtænkes ligeledes at skulle låne A's briller med styrkefrie glas til brug på messer.

Ledelsen i A påtænker at indføre en politik for udlån af messe- og marketingsbriller formuleret på følgende vis:

• "Denne politik omfatter alle medarbejdere, som låner briller af A i forbindelse med konkret kontakt med eksterne kunder, medier og forretningsforbindelser mv.. Der er tale om medarbejdere i selskabets kunde-, salg- og marketingsafdeling samt design- og udviklingsafdeling, som deltager i store og små internationale messer over hele verden.
• Udlånte briller er et arbejdsredskab for den pågældende medarbejder.
• Når der ikke foregår relevante markedsføringsaktiviteter (messer, kundebesøg og lignende), skal de udlånte briller forefindes på selskabets adresse.
• A afholder omkostninger til individuel tilpasning af udlånte briller i låneperioden.
• Udlånte briller skal tilbageleveres til A, når brillen udgår af sortiment.
• Ved fratrædelse skal alle udlånte briller tilbageleveres til A."

Politikken vil blive indarbejdet i A's personalehåndbog samt vil blive indskærpet over for de relevante medarbejdere.  Herudover påregnes, at der føres en oversigt med udlånte briller, så selskabet kan styre udlån og tilbagelevering af udlånte briller.

Medarbejderne må, som det fremgår af ovenfor nævnte politik, ikke tage brillerne med hjem, og brillerne forefindes derfor på arbejdspladsen, når medarbejderen ikke deltager i salg- og markedsføringsaktiviteter, messer mv. Medarbejderne skal således udelukkende vænne sig til de lånte briller, mens de er på arbejde. I sagens natur har medarbejdere, der ikke bruger briller til daglig, ikke nogen ønske om at tage brillerne med hjem for at vænne sig til dem. For de medarbejdere, der bruger briller, forventes de at kunne vænne sig til brillerne over kort tid og alene i arbejdstiden, således at de heller ikke har behov for at tage dem med hjem. Den af A udarbejdet politik skal netop understrege, at messebriller mv. er et arbejdsredskab.

Repræsentanten har dernæst oplyst, at de af ansatte brugte og tilbageleverede briller anvendes enten som træningsbriller til træning af kunder og konsulenter i opretning og justering, eller bliver destrueret. A sælger eller forærer under ingen omstændigheder brugte eller second hand briller til nogen, herunder heller ikke til As egne medarbejdere.

Spørgers opfattelse og begrundelse 

Repræsentanten har fremsat følgende bemærkninger angående spørgsmål 1 - udlån til medarbejdere, der har bærer briller til hverdag

Det er repræsentantens opfattelse, at medarbejdere, som er omfattet af A's politik for udlån af messe- og marketingsbriller, ikke skal beskattes ved lån af A's briller i erhvervsmæssig sammenhæng.

Som udgangspunkt er briller, som arbejdsgiver stiller til rådighed for medarbejderen til privat brug, et skattepligtigt personalegode.

Medarbejderen er ikke skattepligtig af deciderede skærmbriller, der kun kan anvendes i forbindelse med skærmarbejde på arbejdspladsen, forudsat at arbejdsgiver har ejendomsretten til skærmbrillerne, og at medarbejderen ikke tager brillerne med hjem.

Kan brillerne derimod anvendes til andre (private) formål, f.eks. hvis der er tale om briller med flerstyrke eller glidende overgang, kan værdien af skærmbrillerne være skattepligtig for medarbejderen.

Indledningsvis kan repræsentanten slå fast, at nærværende situation ikke omfattes af den generelle retstilstand som nævnt ovenfor.

Der er i denne situation derimod tale om, at arbejdsgiver udlåner briller til medarbejderen, når medarbejderen skal repræsentere arbejdsgiveren på messer eller som et led i markedsføringsaktiviteter. Arbejdsgiveren har således fortsat ejendomsretten til brillerne, som medarbejderen ikke må tage med hjem. Der er ikke tale om skærmbriller, hvor glassene er specielt målt ud til brug for skærmarbejde, da medarbejderne skal kunne bevæge sig rundt og ikke kun sidder ved en pc.

Som et led markedsføring deltager A i en lang række messer og markedsføringsevents samt yder direkte markedsføringssupport til væsentlige kunder og medier. Efter As opfattelse er det nødvendigt for at opnå optimal præsentering og markedsføring af brillerne, at As medarbejdere bærer briller fra de nyeste kollektioner.

Udlån sker udelukkende i forbindelse med de ovennævnte erhvervsmæssige aktiviteter, dvs. i de situationer, hvor medarbejderne har direkte kontakt med eksterne kunder, medier og forretningsforbindelser mv.

Når der ikke foregår relevante markedsføringsaktiviteter (såsom messer, kundebesøg og lignende), låner medarbejderne ikke brillerne, og brillerne forefindes på As adresse. Medarbejderen har derfor ikke mulighed for privat at råde over A-brillerne, hvorfor det på baggrund af As særlige retningslinjer og politik for anvendelse af virksomhedens briller er repræsentantens opfattelse, at brillerne skal sidestilles med et arbejdsredskab.

Som udgangspunkt er medarbejdere skattepligtige af vederlag fra en arbejdsgiver, herunder personalegoder. Det specificeres i cirkulære nr. 72 af 17/4 1996, afsnit 12.4.2, hvad der kan anses som "vederlag" i forhold til ligningsloven § 16. Heraf fremgår følgende:

"[...] Bestemmelsen omfatter ikke de arbejdsredskaber/hjælpemidler, der på arbejdspladsen stilles til rådighed for arbejdets udførelse. Er arbejdsredskabet m.v. også til rådighed for privat brug, eller bruges det privat, foreligger der principielt et skattepligtigt gode [...]"

Da der er tale om et arbejdsredskab, skal medarbejderne ikke beskattes heraf.

Måtte Skatterådet derimod være af den opfattelse, at der er tale om et personalegode, er det repræsentantens vurdering, at medarbejdere, der har brug for synskorrektion, ikke skal beskattes af lån af briller.

Medarbejdere, der bruger briller, anvender deres egne briller på arbejde. På de tidspunkter, hvor medarbejderen låner briller for at kunne deltage i en messe eller i markedsføringsaktiviteter, må repræsentanten forvente, at medarbejderen sparer slid på egne briller, men repræsentanten forventer samtidig, at sliddet må forventes at være marginalt. Det skyldes, at medarbejderen alene låner As briller, når han/hun er på arbejde eller deltager i erhvervsmæssige aktiviteter, hvorimod medarbejderen bruger sine egne briller i fritiden (hvor der må forventes at være en betydelig større risiko for at beskadige/slide på brillerne), og når han/hun er på arbejde ved A.

Hvis Skatterådet måtte være af den opfattelse, at medarbejderen opnår en vis besparelse - og hvis Skatterådet måtte finde, at besparelsen overhovedet er skattepligtig - skal omfanget af en eventuel beskatning bestemmes efter principperne om "sparet hjemmeforbrug".

Anvendes betragtningen om "sparet hjemmeforbrug" er det nødvendigt at præcisere, hvilket gode medarbejderen får, da der ikke er tale om fri briller, idet:

• Medarbejderen kun låner messe-brillerne i kortere perioder og dermed ikke får brillerne til eje
• A bestemmer, hvilke briller der skal repræsenteres på messen/markeds-føringsaktiviteten
• Medarbejderen dermed ikke selv bestemmer, hvilke modeller de skal bære, da udlånet af brillerne sker i forbindelse med, at medarbejderne agerer "reklamesøjler" for A
• Medarbejderne ikke må tage messe-brillerne med hjem.

Det er på den baggrund repræsentantens opfattelse, at de medarbejdere, som normalt bruger briller, ikke opnår et særskilt gode/sparet privatforbrug ved lån af As briller, da udlånet udelukkende sker i erhvervsmæssig sammenhæng.

Baseret på ovenstående er det repræsentantens vurdering, at As udlån af briller til brug for deltagelse i messer eller markedsføringsaktiviteter ikke udgør et skattepligtigt personalegode/sparet privatforbrug for de medarbejdere, som normalt bruger briller.

Det er på den baggrund repræsentantens opfattelse, at der skal svares "ja" til spørgsmål 1.

Repræsentanten har dernæst fremsat følgende bemærkninger vedrørende spørgsmål 2, dvs. udlån til medarbejderen, der ikke har brug for briller

Det er repræsentantens opfattelse, at medarbejdere, der ikke bærer briller, og som omfattes af As politik for udlån af messe- og markedsføringsbriller, ikke skal beskattes ved lån af A-briller i erhvervsmæssig sammenhæng.

Der er som nævnt ovenfor under spørgsmål 1 ikke tale om fri briller eller skærmbriller.

Der er alene tale om udlån af briller, når medarbejderen skal repræsentere A på messer eller i forbindelse med markedsføringsaktiviteter.

Måtte Skatterådet være af den opfattelse, at der derimod er tale om et personalegode, er det repræsentantens opfattelse, at medarbejdere uden behov for synskorrektion ikke er skattepligtige ved lån af brillerne.

Af ligningsloven § 16 fremgår, at "Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes [...], efter reglerne i stk. 3-13 vederlag i form af [...] sparet privatforbrug og værdien af helt eller delrepræsentantens vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold [...]"

Da der i denne situation er tale om medarbejdere, som ikke bruger briller til hverdag, kan lån af As briller på messer mv. ikke medføre et sparet privatforbrug, da medarbejderne netop ikke bruger briller til hverdag. Selvom As produkter har en høj æstetisk værdi, er det således næppe sandsynligt, at medarbejdere uden behov for synskorrektion af egen drift vil anskaffe sig briller som en pyntegenstand. Med andre ord har lån af brillerne ikke en selvstændig værdi for medarbejderne, idet brillerne ikke erstatter et privat gode.

På baggrund heraf er det repræsentantens vurdering, at der ikke er tale om et personalegode omfattet af ligningslovens § 16.

Det er derfor repræsentantens opfattelse, at der skal svares "ja" til spørgsmål 2.

I forbindelse med høring har repræsentant den 5. juli bemærket følgende til SKATs indstilling.

A finder, at SKATs sidestilling af briller med beklædningsgenstande ikke er logisk eller særlig åbenbar, idet briller primært tjener et synskorrigerende formål og dermed er en "medicinsk" genstand på samme måde som parykker, kunstige lemmer eller lignende. Det må således anses for overordentligt usædvanligt, at personer med normalt syn ifører sig briller som en beklædnings- eller pyntegenstand.

A har dog noteret sig, at SKAT i udkastet til sagsfremstilling er enig i, at messebrillernes primære funktion må anses at være promovering af selskabets produkter, og at messebrillerne derfor anses for omfattet af bagatelgrænse for arbejdsrelaterede goder (da brillerne sidestilles med beklædning og dermed anses for et personalegode omfattet af ligningslovens § 16).

A har ligeledes noteret sig, at det af udkastet fremgår, at den økonomiske fordel, som medarbejdere, der til daglig bruger briller, måtte opnå (sparet privatforbrug), må anses for at være af begrænset værdi, således at der normalt ikke vil være grundlag for beskatning, medmindre der ydes andre goder, således at den samlede værdi af goderne overstiger grundbeløbet i ligningslovens § 16, stk. 3, 6. pkt.  (5.500 kr. i 2013).

På den baggrund har A stillet et yderligere spørgsmål (spørgsmål nr. 3) vedrørende værdiansættelse af messebrillerne.

[Undladt, idet spørgsmål 3 bortfalder]

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at udlån af briller til brug på messer og i forbindelse med markedsføringsaktiviteter kan ske skattefrit til medarbejdere, der til daglig bruger briller (dvs. har brug for synskorrektion)

Lovgrundlag

I henhold til statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede indtægter, uanset fremtrædelsesformen, dvs. at skattepligten også omfatter tillæg til arbejdsindkomst i form af naturalier, såkaldt personalegoder.

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 1, skal der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, efter reglerne i stk. 3-13, medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

Den skattepligtige værdi af disse goder fastsættes i henholdt til ligningslovens § 16, stk. 3 til den værdi, som de måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel. Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes i det omfang, rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver mv.

Goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2010-niveau).

Det fremgår af pkt. 12.4.2 i cirkulære nr. 72 af 17.4.1996, at ligningslovens § 16 finder anvendelse på økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Bestemmelsen omfatter ikke de arbejdsredskaber/- hjælpemidler, der på arbejdspladsen stilles til rådighed for arbejdets udførelse. Er arbejdsredskabet m.v. også til rådighed for privat brug, eller bruges det privat, foreligger der principielt et skattepligt gode. [...]

Betaler den ansatte den fulde skattemæssige værdi for godet, foreligger der intet vederlag, og der er intet at beskatte. Betaler den ansatte et mindre beløb - eller intet - for godet, beskattes som et lønaccessorium differencen til den skattemæssige værdi.

Det fremgår dernæst af pkt. 12.4.3 i det pågældende cirkulære, at rabatter på indkøb af goder, som firmaet udbyder som led i virksomheden, kun beskattes i det omfang, hvor prisen ikke dækker firmaets omkostninger ved at producere varen, inklusive eventuelle afgifter.

Betaler den ansatte ikke mindst denne pris for godet, skal den ansatte beskattes af firmaets omkostninger ved at producere varen, inklusive eventuelle afgifter, fratrukket den faktiske betaling for godet.

Praksis

Det fremgår af afsnit C.A.5.7 i Den Juridiske Vejledning 2013-1, at udgifter til tøj som udgangspunkt er en privat udgift. Hovedreglen er derfor, at en medarbejder, der får stillet tøj, sko eller anden beklædning til rådighed af sin arbejdsgiver, bliver skattepligtig af markedsværdien heraf.

Det fremgår dernæst af vejledningen, at egentligt arbejdstøj ikke er et personalegode, men et arbejdsredskab. Efter statsskattelovens principper er egentligt arbejdstøj, der er passende for det pågældende arbejde, derfor ikke skattepligtigt. Det gælder f.eks. uniformer, kitler til sygehus- eller butikspersonale, sikkerhedsbeklædning og tøj til arbejde, der medfører tilsmudsning eller betydeligt slid på tøjet.

I TfS 1997.160 ØLD fik en hoteldirektør som led i sin ansættelse ret til at få betalt tøj til brug for arbejdet. Østre Landsret fandt, at tøjet måtte anses som almindelige beklædningsgenstande, der ikke var udsat for ekstraordinært slid og ødelæggelse. Hoteldirektøren var derfor skattepligtig af tøjets værdi.

SKAT skal således fremhæve, at det er en betingelse for skattefriheden, at tøjet ikke er egnet til at erstatte almindeligt tøj til privat brug. Dette er dog modificeret i forhold til enkelte dele, der udgør en nødvendig del af en samlet arbejdsdragt. Sådanne enkelte dele kan være skattefri, selvom de isoleret set er egnet til privat brug. Det er en konkret vurdering, hvornår en beklædningsdel er en nødvendig del af en samlet arbejdsdragt.

I Skat 1988.7.396 (TfS 1988,408 LSR) var ansatte i et revisionsfirma skattepligtige af det tøj, de fik stillet til rådighed. Tøjet var almindelig beklædning, der på tydelig, men diskret måde, var udstyret med firmaets navn. Det skulle bruges i arbejdstiden og måtte også bruges under transporten til og fra arbejde. Tøjet skulle værdiansættes til et skønnet beløb for den besparelse, medarbejdere opnåede ved ikke at bruge eget tøj i arbejdstiden.

Det bemærkes, at afgørelsen er fra før indførelsen af den objektiviserede værdiansættelse og indførelsen af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder i ligningslovens § 16, stk. 1 og 5.

I SKM2004.522.LR fandt Ligningsrådet, at arbejdsgiverbetalt beklædning kun er omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder, hvis der er en direkte sammenhæng mellem tøjet og arbejdets udførelse.

Det fremgår følgende af begrundelse.

Såfremt en arbejdsgiver stiller almindelig beklædning til rådighed for en ansat i arbejdstiden, er der tale om et personalegode i form af sparet privatforbrug omfattet af ligningslovens § 16, jf. TfS 1988.408. Værdien fastsættes til markedsværdien, jf. § 16, stk. 3.

Personalegoder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder overstiger et grundbeløb (bagatelgrænse) på 4.900 kr.(2004). Hvis personalegodernes samlede værdi fra en eller flere arbejdsgivere overstiger grundbeløbet, skal hele den samlede værdi beskattes og ikke kun det overskydende beløb.

De beskrevne beklædningsgenstande falder kun ind under bagatelgrænsen, hvis der er en direkte sammenhæng mellem tøjet og arbejdets udførelse. Bagatelgrænsen kan derfor ikke anvendes, hvis tøjet har karakter af almindelig privat beklædning, idet der i så fald ikke kan påvises en konkret sammenhæng med den ansattes arbejde.

Såfremt tøjet tydeligt fremstår som firmabeklædning med synligt navn, logo eller tilsvarende, og i øvrigt i overvejende grad anvendes i arbejdstiden, vil der normalt ikke være grundlag for beskatning, forudsat den samlede værdi ikke overstiger grundbeløbet, og det efter en konkret vurdering ikke erstatter privat tøj.

Begrundelse

Indledningsvis bemærker SKAT, at der er tale om en situation, hvor arbejdsgiver udlåner briller til medarbejderen, når medarbejderen skal repræsentere arbejdsgiveren på messer eller som et led i markedsføringsaktiviteter, hvor det vil være uhensigtsmæssigt hvis de medarbejdere, der skal afsætte selskabets egne produkter, bærer produkter fremstillet af konkurrerende firmaer.

SKAT bemærker dernæst, at de brugte og tilbageleverede briller enten anvendes som træningsbriller til træning af kunder og konsulenter i opretning og justering, eller bliver destrueret og således ikke overdrages til medarbejderne.

SKAT bemærker videre, at medarbejderne inden de tager på messer har en mulighed for at "vænne sig" til de lånte briller. Denne tilvænningsproces foregår mens medarbejderne er på arbejde. Det fremgår således direkte af selskabets retningslinjer, at:

•  Udlånte briller er et arbejdsredskab for den pågældende medarbejder.
• Når der ikke foregår relevante markedsføringsaktiviteter (messer, kundebesøg og lignende), skal de udlånte briller forefindes på selskabets adresse.

Det er således arbejdsgiveren, der har ejendomsretten til brillerne, der bæres i begrænsede periode og som medarbejderen ikke må tage med hjem.

SKAT er af den opfattelse, at brillerne i skattemæssigt henseende skal betragtes som en beklædningsgenstand, da brillerne ud over sin synskorrigerende funktion, ligeledes medvirker til at skabe et bestemt udseende.

Dette gælder særligt modebriller - som brillerne produceret af A må anses for at høre til - hvor mærkets påførte navn, logo eller design fører til, at brillernes bruger opnår en bestem stilmæssig effekt.

De ansattes anvendelse af de udlånte briller, der på grund af det påførte navn, synlige logo eller specifikke udformning adskiller sig fra de øvrige produkter på brillemarkedet og sammenhængen de anvendes i, indebærer, at brillernes primære funktion må anses at være promovering selskabets produkter.

Dette ændrer dog ikke ved, at de medarbejdere der bruger briller til dagligt opnår en økonomisk fordel herved, om end den må anses at være af begrænset værdi og at brugen af briller, uanset promoveringsformål, indeholder et element af privat karakter. Som følge heraf er det SKATs opfattelse at der er tale om et gode omfattet af ligningslovens § 16.

På baggrund af det oplyste om design, påførsel af logo og navn samt sammenhængen mellem benyttelsen af de omhandlede briller og medarbejdernes arbejde, er det dog SKATs opfattelse at brugen af brillerne er omfattet af bagatelgrænsen for goder der i overvejende grad er ydet af hensyn til den ansattes arbejde jf. ligningslovens § 16. stk. 3, 6. pkt. 

Det er endvidere SKATs opfattelse, at der, henset til det oplyste om brillernes benyttelse og vilkårene herfor mv., normalt ikke vil være grundlag for beskatning, med mindre der ydes andre goder, således at den samlede værdi heraf kommer til at overstige grundbeløbet i ligningslovens § 16, stk. 3, 6. pkt.

Det bemærkes, at repræsentantens kommentarer fremsat i forbindelse med høring ikke har ændret på SKATs indstilling.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "JA" med tilføjelse: "Se indstilling og begrundelse".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at udlån af briller til brug på messer og i forbindelse med markedsføringsaktiviteter kan ske skattefrit til medarbejdere, der ikke bruger briller (dvs. som ikke har brug for synskorrektion).

Begrundelse

I modsætning til spørgsmål 1, hvor der er tale om briller til medarbejdere, der bruger briller (dvs. har brug for synskorrektion), angår spørgsmål 2 udlån af briller til medarbejdere, der ikke bruger briller (dvs. som ikke har brug for synskorrektion).

Henset til det oplyste om brillernes benyttelse og vilkårene herfor, er det SKATs opfattelse at de omhandlende medarbejdere ikke opnår en økonomisk besparelse eller fordel af privat karakter. Der er således ikke tale om et personalegode omfattet af ligningslovens § 16. Udlånet af brillerne er derfor i dette tilfælde skattefrit for de omhandlende medarbejdere.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at værdiansættelsen af udlån af briller til medarbejdere, der til daglig bruger briller (dvs. har brug for synskorrektion), skal ske til kostpris og efter den nedenfor beskrevne metode, således at avancen ikke skal medtages ved værdiansættelsen af godet under bagatelgrænsen, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 6 pkt.

[Undladt, idet spørgsmålet 3 bortfalder]

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Henset til det oplyste om vilkårene for benyttelsen af brillerne, herunder bl.a. at såvel medarbejdere der bruger briller og medarbejdere der ikke bruger briller er forpligtet til at benytte virksomhedens stel, at virksomheden bestemmer hvilke stel der skal benyttes, at de kun benyttes kortvarigt i forbindelse med konkrete markedsføringsaktiviteter på messer, markedsføringsevents og lignende, og at brillerne ikke må tages med hjem, er det Skatterådets opfattelse, at brillerne udelukkende er stillet til rådighed for arbejdets udførelse og kan sidestilles med egentligt arbejdstøj, der ikke anses for et personalegode, men et arbejdsredskab.

Udlån af brillerne er derfor skattefrit for de ansatte.

Skatterådet besvarer spørgsmål 1 med "ja".

Spørgsmål 2

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.

Spørgsmål 3

Spørgsmål 3 bortfalder som følge af Skatterådets bekræftende svar på spørgsmål 1.