Indhold

Dette afsnit handler om, hvordan momsgrundlaget skal fastsættes ved handel ved interessefælleskab mellem køber og sælger.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvornår foreligger der interessefællesskab?
  • Momsgrundlaget
  • Kostpris
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Reglerne om interessefællesskab i momsloven skal anvendes i følgende tre specifikke situationer, hvor modværdien enten er lavere end indkøbs- og fremstillingsprisen eller højere end normalværdien:

  1. Modværdien for en momspligtig leverance er lavere end kostprisen, og modtageren har ikke fuld fradragsret efter ML § 37, stk. 1.
  2. Modværdien for en momsfritaget leverance, jf. ML § 13, er lavere end kostprisen, og leverandøren har delvis fradragsret efter ML § 38, stk. 1.
  3. Modværdien for en momspligtig leverance er højere end normalværdien, og leverandøren har delvis fradragsret efter ML § 38, stk. 1.

Se ML § 29, stk. 1 og 2.

Ad 1)

Denne bestemmelse vedrører især, men ikke udelukkende, foreningers salg til medlemmer og virksomheders salg til ansatte og ejere, fx via virksomhedens kantine og andet medlems- og personalesalg, når salgsprisen er lavere end kostprisen.

Ad 2) og 3)

Disse to bestemmelser skal sikre, at virksomheder m.fl. med delvis fradragsret i forbindelse med leverancer til interesseforbundne parter ikke anvender et momsgrundlag, der medfører, at virksomhedens fradragsprocent bliver uforholdsmæssig høj. Se betragtning nr. 3 i præamblen til direktiv 2006/69/EF og forarbejderne til § 1, nr. 2, i lov nr. 525 af 17. juni 2008.

Hvornår foreligger der interessefællesskab?

Der er som udgangspunkt ingen definition af begrebet interessefællesskab, men der er en formodning for, at der foreligger interessefællesskab i momslovens forstand, når:

  • parterne er nært forbundet gennem familie eller andre nære personlige bindinger
  • parterne er nært forbundet gennem retlige, ledelsesmæssige eller medlemsmæssige bindinger
  • en af parterne har økonomisk interesse i den anden parts virksomhed eller ejendom.

Momsgrundlaget

Momsgrundlaget er normalværdien, defineret som det beløb, som en kunde i samme omsætningsled som det, hvori leverancen finder sted, under frie konkurrencevilkår, skulle have betalt for de pågældende varer eller ydelser til en selvstændig leverandør her i landet på tidspunktet for transaktionen.

Hvis virksomheden sælger varer til sit personale til priser under kostpris, betragtes salgsprisen som normalværdien, hvis varen samtidig udbydes til salg til ikke-interesseforbundne parter til samme lave pris.

Hvis virksomheden sælger varer til sit personale til priser under kostpris, og varen samtidig udbydes til salg til ikke-interesseforbundne parter til en højere pris, er det sidstnævnte pris, der udgør normalværdien.

Det er en forudsætning for at kunne bruge salgsprisen til ikke-interesseforbundne parter som normalværdi, at prisfastsættelsen er erhvervsmæssigt begrundet. Det er tilfældet, når virksomheden fx på grund af markedsføringsmæssige tiltag sælger varer og ydelser til lave priser, herunder priser under kostprisen.

Se SKM2012.114.SR, hvor et rejsebureau ved opgørelse af fortjenstmargenmomsen på pakkerejser kunne modregne den fakturerede pris for flysæder, som selskabet købte fra et søsterselskab, idet prisen efter det oplyste var fastsat til markedspris. ML § 29, stk. 2, nr. 2, fandt derfor ikke anvendelse.  

Kostpris

Hvis der ikke findes en salgspris for en sammenlignelig leverance på det frie marked, er momsgrundlaget de udgifter, som den afgiftspligtige person har haft i forbindelse med leveringen af ydelsen. Det vil sige det samme som kostprisen. Se ML § 28, stk. 4, 2. pkt.

For at leverancen er "sammenlignelig", skal der tages hensyn til alle forhold omkring leverancen. Se afsnit D.A.8.1.4.3.2.

Alle udgifter, der medgår til køb og fremstilling af varen og udførelse af ydelsen, skal indgå i beregningen af kostprisen. Som eksempler kan nævnes:

  • udgifter til indkøb varer og ydelser, herunder svind i forbindelse med fremstilling
  • transportudgifter
  • lokaleudgifter, herunder vand, varme og elektricitet
  • løn og feriepenge til ansatte
  • køb af arbejdsydelser, fx vikarer
  • udgifter til diverse sociale ydelser og pensioner
  • andre personaleudgifter, fx uddannelse
  • anskaffelse/afskrivning af driftsmidler og inventar m.m.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer      
Byretsdomme

SKM2019.435.BR

Sagsøger havde solgt ydelser (opstaldning af heste) til en forening, der ikke havde fuld fradragsret for moms. Ydelserne blev solgt til en pris, der var lavere end indkøbs- eller fremstillingsprisen. Retten fandt, at der var et interessefællesskab mellem sagsøgeren og foreningen, hvorfor afgiftsgrundlaget i henhold til ML § 29, stk. 1, skulle fastsættes på baggrund af ML § 28, stk. 3. ML § 29, stk. 1, var anvendelig, uanset om der var en kommerciel begrundelse for modværdien, og uanset om der var konkret mistanke om momssvindel. Konkret fandt retten videre, at sagsøgeren ikke havde påpeget og sandsynliggjort, hvilke udgifter, der ikke skulle indgå ved beregning af kostprisen for ydelsen og dermed afgiftsgrundlaget. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse.

 Byretsdommen stadfæster Landsskatterettens afgørelse. Se SKM2018.500.LSR.
Landsskatteretten

SKM2023.29.LSR

Sagen angik, om et selskabs momstilsvar ved salg af en ejendom bestående af en ubebygget grund med et lejlighedsprojekt til et søsterselskab skulle fastsættes til normalværdien, jf. ML § 29, stk. 1, jf. ML § 28, stk. 3, og hvad denne værdi i givet fald skulle fastsættes til. Selskabet solgte ejendommen til søsterselskabet ved aftale af 21. juni 2016 for 18,2 mio. kr. Søsterselskabet skulle anvende ejendommen til momsfri udlejning. Ved aftale af 6. september 2016, på hvilket tidspunkt søsterselskabets eneste aktiv var ejendommen, solgte selskabets holdingselskab hele indskudskapitalen i søsterselskabet til en ekstern køber for 26,5 mio. kr. Landsskatteretten anførte, at selskabets salg af ejendommen til søsterselskabet skete til en pris, der var lavere end fremstillingsprisen, og at søsterselskabet ikke havde fradragsret efter ML § 37, stk. 1. Da selskabet og søsterselskabet på aftaletidspunktet den 21. juni 2016 havde samme ejer og direktør, jf. ML § 29, stk. 3, nr. 2 og 3, skulle momsgrundlaget derfor ansættes til normalværdien. Det var i denne sammenhæng uden betydning, om selskabet konkret havde til hensigt at misbruge sin interesseforbindelse med søsterselskabet. Landsskatteretten fandt, at normalværdien skulle ansættes til 26,5 mio. kr., idet den eksterne køber både den 21. juni 2016, hvor selskabet solgte ejendommen til søsterselskabet, og den 15. august 2016, hvor søsterselskabet overtog ejendommen, var villig til at betale dette beløb. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

  

SKM2015.672.LSR

Sagen drejede sig om, hvorvidt det er korrekt som det var gjort gældende af klager, at ML § 29, stk. 1, om fastlæggelse af momsgrundlaget ved interessefællesskab ikke finder anvendelse ved opgørelse af momsgrundlaget ved salg fra klagers medarbejderkantiner, da der konkret ikke efter klagers opfattelse forelå det fornødne behov for at imødegå svig eller misbrug, jf. den bagvedliggende artikel 80, stk. 1, i momssystemdirektivet.

Landsskatteretten udtalte, at momssystemdirektivets artikel 80, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne for at forebygge momssvig eller momsunddragelse ved interessefællesskab i visse nærmere angivne tilfælde kan fastsætte, at beskatningsgrundlaget (momsgrundlaget) svarer til normalværdien.

Henvisning til momssvig og momsunddragelse angiver efter Landsskatterettens opfattelse i overensstemmelse med sædvanlig affattelse af lovbestemmelser alene baggrunden for bemyndigelsen til medlemsstaterne. Det er således ikke et krav for bestemmelsens anvendelse, at der konkret kan påvises en risiko for svig eller unddragelse. Bestemmelsen findes desuden korrekt implementeret, og der foreligger efter rettens opfattelse ikke en sådan tvivl herom, at der er grundlag for at indbringe spørgsmålet for EU-domstolen. De af selskabet foretagne henvisninger og det af selskabet anførte om den skattemæssige beregning kan ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten lagde til grund som ubestridt, at bestemmelsen herudover fandt anvendelse under de foreliggende omstændigheder, og at det var med rette, at SKAT havde afvist selskabets anmodning om tilbagebetaling af moms for den periode, der var påklaget, dvs. perioden 1. august 2009 til 31. december 2011.

  

Skatterådet
SKM2018.269.SR Skatterådet bekræftede, at afgiftsgrundlaget for en vederlagsfri tilrådighedsstillelse af aktiver til en interesseforbunden part, ikke kunne korrigeres efter ML § 29. Rådet henviste til, at ML § 29 ikke kan anvendes til at bringe vederlagsfrie transaktioner ind i momslovens anvendelsesområde.   
SKM2016.114.SR Skatterådet bekræftede, at Spørger kan anvende markedslejen på den opførte bygning som afgiftsgrundlag i forbindelse med udlejning til en ikke-interesseforbunden tredjepart. Skatterådet bekræfter endvidere, at momsgrundlaget kan fastsættes til normalværdien, jf. definitionen i momssystemdirektivet, hvilket også er tilfældet, når modværdien er højere end egenfinansieringen, men dog lavere end indkøbs- eller fremstillingsprisen. Derimod kan Skatterådet ikke bekræfte, at normalværdien kan dokumenteres på baggrund af vurderinger fra to uafhængige ejendomsmæglere.  
SKM2012.114.SR Et rejsebureau valgte at etablere et søsterselskab med henblik på at fordele risikoen. Søsterselskabet skulle således indkøbe garanterede flysæder fra flyselskaberne. Bureauet købte herefter af søsterselskabet det antal flysæder, som bureauet havde solgt.

Afregningen imellem de to koncernforbundne selskaber skulle ske til markedspris. Det kunne umiddelbart være svært at fastsætte disse markedspriser. Koncernen valgte at fastsætte de interne afregningspriser ved at spørge de mest konkurrencedygtige selskaber på markedet om en gruppepris på flysæder. Den interne afregningspris blev prisfastsat efter disse priser som udtryk for en markedspris.

Søsterselskabet løb dermed en risiko for, at ikke alle de garanterede flysæder kunne videresælges. Det måtte derfor anses for at være naturligt, at vederlaget afspejlede den risiko som søsterselskabet løb.

Bureauet kunne ved opgørelse af fortjenstmargenmomsen på pakkerejser modregne den fakturerede pris for flysæder, som selskabet købte fra et søsterselskab, idet prisen efter det oplyste var fastsat til markedspris, og ML § 29, stk. 2, nr. 2, fandt ikke anvendelse.