Indhold

Dette afsnit handler om skattefri godtgørelse af rejseudgifter til kost og småfornødenheder med standardsats.

Afsnittet indeholder:

• Standardsatsen for kost og småfornødenheder
• Satsen for lønmodtagere og turistchauffører
• Hvilke udgifter dækker standardsatsen?
• Reduktion for fri kost
• 25 pct. godtgørelse til småfornødenheder
• Hovedreglen om 12 måneders begrænsningen
• Undtagelser fra 12 måneders begrænsningen
• Start af ny 12 måneders periode
• Eksempler
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Standardsatsen for kost og småfornødenheder

Når en lønmodtager er på rejse efter LL § 9 A, stk. 1, kan arbejdsgiveren dække lønmodtagerens udgifter til kost og småfornødenheder med en standardsats uden dokumentation for de udgifter, lønmodtageren har afholdt. Standardsatsen er fastsat i ligningsloven eller i visse tilfælde af Skatterådet.

Arbejdsgiveren kan vælge i stedet at dække lønmodtagerens dokumenterede, faktiske udgifter til kost og småfornødenheder på rejsen som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.2.4 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning). Det kan fx være relevant, hvor lønmodtagerens udgifter til kost mv. er - eller forventes at blive - større end godtgørelsen med standardsatsen.

Bemærk

Der skal vælges samme dækningsprincip for alle udgifterne til kost og småfornødenheder på den enkelte rejse. Se afsnit C.A.7.2.7 om dækningsprincip for rejseudgifter (udlæg efter regning eller godtgørelse med standardsats).

Standardsatsen for kost og småfornødenheder er fastsat som et grundbeløb pr. døgn. Se LL § 9 A, stk. 2, nr. 1. Satsen bliver reguleret årligt. Se PSL § 20 og LL § 9 A, stk. 13.

For turistchauffører er der fastsat en særlig sats. Se LL § 9 A, stk. 2, nr. 2 og 3. Den særlige sats er ikke et grundbeløb og bliver derfor ikke reguleret. Satsen bliver til gengæld heller ikke reduceret, hvis turistchaufføren modtager fri kost på rejsen. Se herom nedenfor i dette afsnit.

Skatterådet kan forhøje kostsatsen for lønmodtagere, undtagen turistchauffører, med et grundbeløb på 142 kr. (2010-niveau) pr. døgn for lande, hvor leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark. Se LL § 9 A, stk. 2, nr. 1, 2. pkt. Der er tale om et grundbeløb, der reguleres efter PSL § 20. Skatterådet har ikke fastsat en forhøjet kostsats for nogen lande i 2024.

Satsen for lønmodtagere og turistchauffører

Lønmodtagere - undtagen turistchauffører

Ved rejse med overnatning efter LL § 9 A er standardsatsen for lønmodtagere - med undtagelse af turistchauffører:

• 574 kr. pr. døgn (2024) - (555 kr. pr. døgn i 2023). Det er en betingelse for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer Se afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og varighed. Herefter kan godtgørelsen udbetales med 1/24 af døgnsatsen for tilsluttende rejsetimer.

Satsen for turistchauffører

Ved rejse med overnatning er standardsatsen for turistchauffører:

• 75 kr. pr. døgn for rejser i Danmark
• 150 kr. pr. døgn for rejser i udlandet.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer. Se afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og varighed. Herefter kan godtgørelsen udbetales med 1/24 af døgnsatsen for tilsluttende rejsetimer.

Hvis arbejdsgiveren udbetaler godtgørelse med standardsatsen, og beløbet overstiger godtgørelse beregnet efter ligningslovens eller Skatterådets standardsats, skal hele det udbetalte beløb medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Arbejdsgiveren skal indeholde A-skat og AM-bidrag af hele godtgørelsesbeløbet. Se LL § 9 A, stk. 1 samt § 1, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Hvis arbejdsgiveren ved den endelige opgørelse og afregning klart har opdelt og specificeret, hvad der er skattefri godtgørelse efter ligningslovens eller Skatterådets standardsats, og har anset det beløb, der overstiger satsen for supplerende løn i relation til A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, er det dog kun det supplerende løntillæg, der indgår i lønmodtagerens personlige indkomst. Se § 1, stk. 3, 2. pkt. i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse, der henviser til § 1, stk. 5, hvorefter den endelige opgørelse skal være foretaget ved udgangen af den måned, som følger efter måneden, hvor rejsen er foretaget.

Når godtgørelsesbeløb allerede er udbetalt, kan de ikke efterfølgende splittes op i en skattefri del og et supplerende skattepligtigt løntillæg. Se TfS 1994,495.

Se herudover SKM2021.91.LSR, hvor en pilot fik udbetalt rejsegodtgørelse med en for høj sats. Piloten havde en udenlandsk arbejdsgiver, der ikke var indeholdelsespligtig. Arbejdsgiveren kunne derfor ikke anse det beløb, der oversteg satsen for supplerende løn i relation til A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i overensstemmelse med § 1, stk. 3, 2. pkt. i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse. I den situation fandt Landsskatteretten, at piloten, der var fuldt skattepligtig til Danmark, burde have foretaget en selvangivelse af det beløb, der oversteg satsen for skattefri godtgørelse. Landsskatteretten fandt endvidere, jf. ordlyden af § 1, stk. 5, i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse, at piloten senest skulle have foretaget en opsplitning og indberetning af det beløb, der oversteg gældende sats, inden fristen for at selvangive for de omhandlede indkomstår udløb. Landsskatteretten fandt derudover, at de to opgørelser, som piloten havde fremlagt, hvoraf der fremgik en opsplitning, ikke opfyldte betingelserne i henhold til § 1, stk. 5 i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse, idet opgørelserne efter Landsskatterettens opfattelse var udarbejdet efterfølgende og i forbindelse med skattesagen, og dermed ikke i forbindelse med pilotens selvangivelse eller arbejdsgiverens kontrol. Endvidere var rejsegodtgørelserne udbetalt som et fast tillæg uafhængig af, om piloten havde været på rejse i mindst 24 timer. Se i den forbindelse afsnit C.A.7.1.5 om betingelsen om varighed samt LL § 9 A, stk. 5, 1. pkt. Piloten blev således beskattet af hele den udbetalte rejsegodtgørelse i de omhandlede indkomstår.

Se herudover § 1, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om udbetaling af forskud.

Hvilke udgifter dækker standardsatsen for kost og småfornødenheder?

Standardsatsen dækker lønmodtagerens udokumenterede udgifter til måltider, småfornødenheder og lokaltransport, fx bagageopbevaring, en avis, en kop kaffe, et mellemmåltid, udgifter til bus mellem logiet og en restaurant, hvor lønmodtageren spiser aftensmad. En kop kaffe og et stykke chokolade, der nydes i forbindelse med et måltid, anses i den forbindelse som en del af selve måltidet.

Standardsatsen dækker derimod ikke udgifter til transport mellem den sædvanlige bopæl eller det faste arbejdssted og det midlertidige arbejdssted med fx fly eller tog. Disse udgifter kan arbejdsgiveren afholde ved at stille fri transport til rådighed, eller ved at refundere de faktisk betalte udgifter, fx fly eller togbillet, som udlæg efter regning. Arbejdsgiveren kan også udbetale befordringsgodtgørelse for benyttelse af egen bil eller motorcykel mv. til erhvervsmæssig kørsel efter LL § 9 B. Se afsnit C.A.4.3.3.3 Erhvervsmæssig befordring.

Reduktion for fri kost

Hvis lønmodtageren får stillet ét eller flere af døgnets hovedmåltider til rådighed, er der tale om fri kost. Får en lønmodtager fri kost på rejsen, skal standardsatsen for kost og småfornødenheder reduceres med 15 pct., 30 pct. og 30 pct. for henholdsvis fri morgenmad, fri frokost og fri aftensmad. Se LL § 9 A, stk. 3.

Selv om der skal ske en reduktion af standardsatsen for kost og småfornødenheder med værdien af fri kost på rejsen, kan arbejdsgiveren dog altid udbetale et skattefrit beløb på indtil 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse. Se LL § 9 A, stk. 3, 3. pkt.

Hvis fx en lønmodtager i 2024 har været på en rejse i Danmark i 26 timer, og på denne rejse har fået to gange frokost samt én gang morgenmad og én gang aftensmad, vil lønmodtageren kunne få udbetalt en skattefri godtgørelse af arbejdsgiveren på 25 pct. af 621,83 kr. (regnet ud som 26/24 af 574 kr.).

Den særlige kostsats for turistchauffører i LL § 9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, skal ikke reduceres med værdien af fri kost på rejsen. Det står i LL § 9 A, stk. 3, 2. pkt.

Hvis logiudgiften er inklusiv morgenmad, og arbejdsgiveren dækker logiudgiften som udlæg efter regning, er dette ikke til hinder for, at arbejdsgiveren kan udbetale kostgodtgørelse med standardsatsen. Arbejdsgiveren skal blot reducere med 15 pct. af standardsatsen på 574 kr. (2024) for kost og småfornødenheder for fri morgenmad. Se LL § 9 A, stk. 3, 2. pkt. Hvis lønmodtageren af erhvervsmæssige årsager har været forhindret i at spise morgenmad, skal der dog ikke ske reduktion. Se TfS1997.659. Det forhold, at lønmodtageren eksempelvis ikke kan tåle maden, eller at maden er af dårlig kvalitet, kan derimod ikke medføre, at arbejdsgiveren kan undlade reduktion. Se SKM2015.267.SR

Hvis lønmodtageren får stillet fri kost til rådighed af en anden end arbejdsgiveren i forbindelse med arbejde, som lønmodtageren udfører i arbejdsgiverens tjeneste, skal arbejdsgiveren også reducere for fri kost. Se TfS1996, 697.

25 pct. godtgørelse til småfornødenheder

En arbejdsgiver, der dækker lønmodtagerens kostudgifter på en rejse som udlæg efter regning, kan herudover udbetale en skattefri godtgørelse på indtil 25 pct. af kostsatsen, beregnet for den samlede rejse, til dækning af småfornødenheder. Se LL § 9 A, stk. 4. Se afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning).

Beløbet dækker alle udgifter til småfornødenheder.

Dækker arbejdsgiveren kun en del af lønmodtagerens regninger til kost og småfornødenheder fx et eller flere måltider som udlæg efter regning, kan arbejdsgiveren også udbetale en skattefri godtgørelse på indtil 25 pct. af kostsatsen.

Hvis arbejdsgiveren udbetaler en godtgørelse, der overstiger 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse, skal hele beløbet medregnes i lønmodtagerens personlige indkomst. Se herom ovenfor i dette afsnit.

Arbejdsgiveren kan ikke udbetale 25 pct. godtgørelse på éndagsrejser. Se LL § 9 A, stk. 4.

Turistchauffører kan ikke få udbetalt 25 pct. godtgørelse. Se LL § 9 A, stk. 4.

12 måneders begrænsningen gælder også ved udbetaling af 25 pct. godtgørelsen.

Hovedreglen om 12 måneders begrænsningen

Et arbejdssted kan godt være midlertidigt i et tidsrum på mere end 12 måneder. I forhold til godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder kan et arbejdssted imidlertid højst anses for midlertidigt i 12 måneder.

En arbejdsgiver kan derfor kun udbetale skattefri godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder de første 12 måneder på et midlertidigt arbejdssted. Herefter kan arbejdsgiveren kun godtgøre lønmodtageren udgifter til kost og småfornødenheder skattefrit med de faktisk dokumenterede udgifter, alternativt stille fri kost til rådighed. Det fremgår af LL § 9 A, stk. 5, 2. pkt.

De 12 måneder regnes fra den første dag, lønmodtageren er på rejse til det midlertidige arbejdssted efter LL § 9 A, stk. 1.

Ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage afbryder ikke optællingen af de 12 måneder.

Undtagelser fra 12 måneders begrænsningen

Mobile arbejdssteder

Lønmodtagere, der har en arbejdsplads, der ikke er knyttet til en stationær lokalitet, men som bevæger sig fra sted til sted, er ikke omfattet af 12 måneders begrænsningen. Se LL § 9 A, stk. 5, 3. pkt.

Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder derfor ikke for lønmodtagere, der arbejder på mobile arbejdssteder. Lønmodtagere, som transporterer varer, gods eller mennesker fx langturschauffører eller turistchauffører, kan derfor få godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder uden tidsbegrænsning. Det er en forudsætning, at de opfylder de øvrige betingelser i LL § 9 A, herunder at de ikke har haft mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl. Det samme gælder lønmodtagere, som gør tjeneste om bord på skibe under sejlads (også fiskerfartøjer). Om ansatte på bore- eller produktionsplatforme, se TfS 2000,863 og 898 samt SKM2014.35.SR, der er refereret i afsnit C.A.7.1.4 om betingelse om midlertidigt arbejdssted.

Arbejdssteder, der flytter sig

Lønmodtagere, der arbejder på arbejdssteder, der flytter sig i takt med, at arbejdet udføres eller færdiggøres over en strækning på mindst 8 km, er heller ikke omfattet af tidsbegrænsningen på 12 måneder. Se LL § 9 A, stk. 5, 3. pkt.

Eksempler herpå er arbejdssteder i forbindelse med anlæg, forbedring eller vedligeholdelse af motorveje, broer, jernbaner, metrobaner eller gasledninger. Om el-installationsarbejde i forbindelse med opførelse af en vindmøllepark, se SKM2016.342.SR.

Lønmodtagere på sådanne arbejdssteder kan få godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder uden tidsbegrænsning under forudsætning af, at de opfylder betingelserne for at være på rejse efter LL § 9 A.

Det er en forudsætning, at der er mindst 8 km mellem anlægs-, forbedrings- eller vedligeholdelsesarbejdets begyndelses- og slutpunkt. Om arbejdets samlede udstrækning bliver på i alt mindst 8 km, skal bedømmes ved arbejdets start. Senere ændringer i arbejdet, der gør, at udstrækningen bliver kortere end 8 km, medfører, at arbejdsstedet fra dette tidspunkt bliver omfattet af 12 måneders begrænsningen. ►Det er endvidere en forudsætning, at arbejdsstedet faktisk flyttes i takt med færdiggørelsen af den konkrete arbejdsopgave. Stationære arbejdspladser inden for et anlægsprojekt, f.eks. elementleverandørarbejdspladser m.v., er således ikke undtaget fra 12 måneders begrænsningen. Se SKM2024.272.SR.◄

Enkeltstående og kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted

Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder heller ikke i de tilfælde, hvor en arbejdsgiver udsender en lønmodtager på enkeltstående og kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted og udbetaler skattefri godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder.

Bemærk

Undtagelsen gælder alene tjenesterejser og ikke selvvalgte rejser. Se afsnit C.A.7.1.1 om sondringen mellem tjenesterejser og selvvalgte rejser.

Der er tale om enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted, når en lønmodtager en til to gange om måneden er på tjenesterejser af kortere varighed til det samme midlertidige arbejdssted. Rejsemønsteret indgår dermed i vurderingen af, om der er tale om enkeltstående kortvarige tjenesterejser.

En lønmodtager i en koncern, der en til to gange om måneden bliver sendt på kortvarige tjenesterejser, som nogle gange varer to dage andre gange fire dage til det samme datterselskab i udlandet, kan skattefrit få godtgjort udgifterne til kost og småfornødenheder med standardsatsen udover 12-måneders perioden, i modsætning til den lønmodtager, der bliver udsendt til samme midlertidige arbejdssted (fx et datterselskab i udlandet) i en længere sammenhængende periode.

Start af ny 12 måneders periode

Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder for det enkelte arbejdssted.

Nyt midlertidigt arbejdssted

Ved skift til et nyt midlertidigt arbejdssted starter en ny 12 måneders periode på det nye midlertidige arbejdssted. Det er dog en betingelse, at det nye midlertidige arbejdssted ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra lønmodtagerens tidligere arbejdssted. Se LL § 9 A, stk. 6, 1. pkt.

Tilbagevenden til tidligere midlertidigt arbejdssted

Ved tilbagevenden til et tidligere midlertidigt arbejdssted er det en væsentlig forudsætning, at arbejdsstedet fortsat er midlertidigt efter LL § 9 A, stk. 1. Se afsnit C.A.7.1.4 om betingelse om midlertidigt arbejdssted og SKM2008.849.SR, der er refereret i samme afsnit.

Hvis en lønmodtager vender tilbage til et tidligere midlertidigt arbejdssted, som fortsat kan anses for midlertidigt, starter en ny 12 måneders periode på dette arbejdssted, forudsat at lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted, herunder også det faste arbejdssted, inden tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted.

Hvor lønmodtageren afbryder arbejdet på det midlertidige arbejdssted for at arbejde på et nyt arbejdssted og senere vender tilbage til det midlertidige arbejdssted, er spørgsmålet, om den oprindelige 12 måneders periode på det midlertidige arbejdssted er afbrudt. Er det tilfældet, begynder der en ny 12 måneders periode, når lønmodtageren vender tilbage til det midlertidige arbejdssted.

Arbejdsforholdet (og 12 måneders perioden) på det midlertidige arbejdssted (arbejdssted 1) er afbrudt, hvis lønmodtageren skifter til et nyt arbejdssted (arbejdssted 2), og arbejder dér i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage. Hvis lønmodtageren efter den 40. arbejdsdag på arbejdssted 2 vender tilbage til det midlertidige arbejdssted 1, begynder der en ny 12 måneders periode på arbejdssted 1 for lønmodtageren.

Men der skal være tale om en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på arbejdssted 2.

Hvis lønmodtageren arbejder på flere forskellige arbejdssteder efter sin første arbejdsperiode på det midlertidige arbejdssted 1, lægges alle arbejdsdagene fra de forskellige arbejdssteder sammen ved beregningen af de 40 arbejdsdage. Alle arbejdsdagene på de forskellige andre arbejdssteder skal dog ligge i én sammenhængende periode. Se LL § 9 A, stk. 6.

Ferie, fridage eller sygedage tæller ikke med i de 40 arbejdsdage. En vinterlukning på 6 uger afbrød ikke 12 måneders perioden. Se SKM2008.851.SR.

Arbejde hjemme på den private bopæl tæller heller ikke med i de 40 arbejdsdage. Af LL § 9 A, stk. 1, fremgår således, at der skelnes mellem bopæl og arbejdssted. Den private bopæl kan derfor ikke anses for et arbejdssted i relation til LL § 9 A. En lønmodtager, der på grund af COVID-19 var beordret til at arbejde hjemmefra, og som havde arbejdet mere end 40 sammenhængende arbejdsdage hjemme på den private bopæl, kunne derfor ikke påbegynde en ny 12-måneders periode i forhold til et midlertidigt arbejdssted. Se SKM2021.130.SR.

Kortvarige enkeltstående tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted afbryder ikke optællingen af 40 arbejdsdage i forhold til det midlertidige arbejdssted, fordi sådanne tjenesterejser er undtaget fra 12-måneders begrænsningen.

Eksempler

Eksempel 1

Hvis en lønmodtager arbejder på et midlertidigt arbejdssted (arbejdssted 1), og herefter skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted (arbejdssted 2), som ligger mindst 8 km væk fra arbejdssted 1, er arbejdsforholdet og 12 måneders perioden på det midlertidige arbejdssted 1 afbrudt, når lønmodtageren har arbejdet på arbejdssted 2 i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage.

Der er dermed en 12 måneders periode på arbejdssted 1 for lønmodtagerens første arbejdsperiode dér, og en ny 12 måneders periode for lønmodtagerens anden arbejdsperiode på det midlertidige arbejdssted 1, når han eller hun vender tilbage til arbejdssted 1 fra arbejdssted 2.

Da arbejdssted 2 også er et midlertidigt arbejdssted, og det ligger mindst 8 km væk fra arbejdssted 1, er der en selvstændig 12 måneders periode for arbejdssted 2.

Arbejder lønmodtageren mindre end 40 arbejdsdage i en sammenhængende periode på arbejdssted 2, eller ligger de 40 arbejdsdage ikke i en sammenhængende periode, men spredt over et længere tidsrum, er arbejdsforholdet og 12 måneders perioden på det midlertidige arbejdssted 1 ikke afbrudt.

I denne situation er der kun én 12 måneders periode på det midlertidige arbejdssted 1 og ingen på arbejdssted 2. Det betyder, at arbejdsdagene på arbejdssted 2 - omregnet til kalenderdage - tæller med i den oprindelige 12 måneders periode på det midlertidige arbejdssted 1.

Eksempel 2

En studerende, der er juleassistance i et stormagasin, vender tilbage året efter på samme tidspunkt. Den studerende har ikke i den mellemliggende periode arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted. Den studerende kan derfor ikke få skattefri godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder, når han eller hun vender tilbage året efter.

Eksempel 3

En lønmodtager bliver udsendt fra sit sædvanlige arbejdssted på enkeltstående kortvarige tjenesterejser til det samme midlertidige arbejdssted i januar, februar og marts.

I januar drejer det sig om to tjenesterejser af 3 dages varighed. I februar en tjenesterejse af 5 dages varighed. I marts en tjenesterejse af 2 dages varighed. I april og maj bliver lønmodtageren udsendt på tjenesterejse i en sammenhængende periode på 2 måneder til det samme midlertidige arbejdssted.

Herefter er lønmodtageren igen på enkeltstående kortvarige tjenesterejser frem til april og maj måned året efter, hvor lønmodtageren igen bliver udsendt på tjenesterejse i en sammenhængende periode på 2 måneder til det midlertidige arbejdssted.

De enkeltstående kortvarige tjenesterejser er i dette tilfælde ikke omfattet af 12 måneders begrænsningen. Se LL § 9 A, stk. 5, 2. pkt. De sammenhængende tjenesterejser på 2 måneder er derimod omfattet.

Der begynder imidlertid en ny 12 måneders periode, hvis lønmodtageren har arbejdet 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted. Da de enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted ikke afbryder optællingen af de 40 arbejdsdage, har lønmodtageren i eksemplet arbejdet 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted inden tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted i april måned året efter. Lønmodtageren kan derfor påbegynde en ny 12 måneders periode med standardsatsen for kost og småfornødenheder, når han eller hun vender tilbage til det midlertidige arbejdssted i april måned året efter.

Eksempel 4

En lønmodtager bliver udstationeret på et midlertidigt arbejdssted i 12 måneder fra den 1. januar 2022 til den 31. december 2022, og bliver efterfølgende udsendt til det samme midlertidige arbejdssted på enkeltstående kortvarige tjenesterejser i januar og februar 2023. På det tidspunkt i marts, hvor lønmodtageren har arbejdet 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted, begynder en ny udstationering på 12 måneder.

Når den nye udstationering sker så kort tid efter den tidligere udstationering, og lønmodtageren samtidig i den mellemliggende periode er på enkeltstående kortvarige tjenesterejse til det tidligere midlertidige arbejdssted, er der et skærpet krav til, at arbejdsgiveren eller lønmodtageren sandsynliggør, at der ikke reelt er tale om en sammenhængende udstationering.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
TfS1994.495	Efter Østre Landsrets opfattelse var der ikke hjemmel til efterfølgende at opsplitte godtgørelsen i en skattefri godtgørelse og et supplerende skattepligtigt løntillæg.	Afgørelsen vedrørte tidligere gældende regler. Men kan anvendes tilsvarende i forhold til de nugældende regler.
Landsskatteretskendelser
SKM2021.91.LSR	Landsskatteretten fandt, at rejsegodtgørelser ikke kunne udbetales skattefrit, da udbetalingen skete som faste tillæg, uafhængig af om lønmodtageren havde været på rejse i mindst 24 timer, og i øvrigt oversteg satsen. Efterfølgende udarbejdede opgørelser med opsplitning af godtgørelsen ændrede ikke herved. Det forhold, at der var tale om en udenlandsk arbejdsgiver, ændrede heller ikke herved. Der var i øvrigt ikke tale om brud på ligebehandlingsprincippet eller hindring af arbejdskraftens frie bevægelighed. Piloten var således skattepligtig af hele den udbetalte rejsegodtgørelse.
TfS1997.659	Landskatteretten konstaterede, at der ikke skulle reduceres i satserne, hvis lønmodtageren var forhindret i at spise morgenmad det sted, hvor han havde overnattet, når det var begrundet i erhvervsmæssige årsager. I den konkrete sag var det dog ikke godtgjort, at det var af erhvervsmæssige årsager, at lønmodtageren havde været forhindret i at spise morgenmad, hvorfor der skulle ske reduktion med 15 pct. på grund af fri morgenmad	Afgørelsen vedrørte tidligere gældende regler, men er tilsvarende anvendelig på de nugældende regler.
TfS1996.697	En lønmodtager var ansat i et isoleringsfirma og udførte arbejde om bord på skibe. Et skibs korresponderende reder havde stillet fri kost og logi til rådighed under arbejdets udførelse. Det blev sidestillet med, at arbejdsgiveren havde stillet fri kost og logi til rådighed.	Afgørelsen vedrørte tidligere gældende regler, men er tilsvarende anvendelig på de nugældende regler.
Skatterådet
►SKM2024.272.SR◄	►Spørger deltog i et større anlægsarbejde ved Y1. Anlægsarbejdet strakte sig over en afstand på mere end 8 km. Skatterådets kunne ikke bekræfte, at hele arbejdsområdet i og omkring Y1 kunne anses for omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt., med den virkning, at 12-månedersbegrænsningen for udbetaling af rejsegodtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder i § 9 A, stk. 5, 2. pkt., ikke fandt anvendelse. Skatterådet henså i den forbindelse til, at det var oplyst, at der var arbejdsfunktioner, som blev udført på det samme sted under hele projektet. Der var således arbejdssteder der ikke flyttede sig over en strækning på mindst 8 km i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse, hvilket er en betingelse for at 12-måneders begrænsningen ikke finder anvendelse, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt.◄
SKM2021.130.SR	Skatterådet kunne ikke bekræfte, at 12 måneders grænsen for anvendelse af standardsatsen for kost og logi, jf. LL § 9 A, stk. 5, kunne afbrydes ved 40 dages sammenhængende arbejde på den private bopæl.
SKM2016.342.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at medarbejdere, der arbejdede offshore med el-installationsarbejde, i forbindelse med opførelse af en vindmøllepark, hvor vindmøllerne løbende blev forbundet, og arbejdet blev udført på en strækning på mindst 8 km, ikke var omfattet af 12 måneders begrænsningen i forhold til udbetaling af skattefri godtgørelse med kostsatsen jf. LL § 9 A, stk. 5, 3. pkt. Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at dette var tilfældet, når arbejdet blev udført på en strækning, der var mindre end 8 km.
SKM2015.267.SR	Arbejdsgiveren, der stillede hovedmåltider til rådighed, kunne ikke undlade at reducere de skattefri rejsegodtgørelser med 15 eller 30 pct., hvis medarbejderen ikke tålte den serverede mad, hvis kvaliteten var så dårlig at man kunne risikere at blive syg eller hvis mængden var for ringe til at man kunne blive mæt. Der er tale om en standardiseret regler der ikke åbner mulighed for en skønsmæssig vurdering. Arbejdsgiveren har alternativt mulighed for at dække udgifterne til fortæring efter regning i stedet for at anvende reglerne om skattefri godtgørelse.
SKM2008.851.SR	6 ugers vinterlukning afbrød ikke 12 måneders grænsen for anvendelsen af standardsatsen for kost, fordi ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage ikke afbryder optællingen af de 12 måneder.	Bemærk, at afgørelsen vedrører det tidligere gældende krav om 20 arbejdsdages afbrydelse, der nu er afløst af et krav om 40 arbejdsdages afbrydelse.