Indhold
Dette afsnit beskriver særreglen om visse ydelser, der leveres til ikkeafgiftspligtige personer uden for EU, herunder udnyttelseskriteriets anvendelse sammen med særreglen. Se ML § 21 d.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Regel: Kunder uden for EU
- Flytning af leveringsstedet til Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet
- Beskrivelse af ydelserne
Se også
Se også afsnit
- D.A.6.2.3 om kundens og leverandørens etableringssted
- D.A.6.2.5 om leveringsstedet ved leverancer til ikkeafgiftspligtige personer (hovedregel 2)
- D.A.6.2.6 om faktisk benyttelse eller udnyttelse.
Lovgrundlag
ML § 21 d har følgende ordlyd:
"Leveringsstedet for følgende ydelser, der leveres til en ikke afgiftspligtig person, der er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvandlige opholdssted uden for EU, er ikke her i landet:
1) Hel eller delvis overdragelse af ophavsrettigheder, patentrettigheder, licensrettigheder, retten til varemærker, fællesmærker og mønstre og andre lignende rettigheder.
2) Reklameydelser
3) Ydelser fra rådgivningsvirksomheder, ingeniører, projekteringsvirksomheder, advokater og revisorer samt andre lignende ydelser, databehandling og meddelelse af oplysninger.
4) Påtagelse af forpligtelse til helt eller delvist at undlade udøvelse af en erhvervsmæssig virksomhed eller brug af en af de rettigheder, der er nævnt i dette stykke.
5) Bank-, finansierings- og forsikringsvirksomhed bortset fra udlejning af bankbokse.
6) Levering af arbejdskraft.
7) Udlejning af løsøregenstande bortset fra transportmidler.
8) Adgang til et naturgassystem på EU's område eller til ethvert net, der er forbundet med et sådant system, til elektricitetssystemer eller til varme- eller kuldenet, transmission eller distribution gennem disse systemer eller net og andre dermed direkte forbundne ydelser.
Stk. 2 For de ydelser, der er nævnt i stk. 1, anses leveringsstedet dog for at være her i landet, såfremt ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes her i landet."
Momssystemdirektivets artikel 59, stk. 1, har følgende ordlyd:
"Leveringsstedet for følgende tjenesteydelser, der leveres til en ikke-afgiftspligtig person, som er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted uden for Fællesskabet, er det sted, hvor denne person er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted.
a) overdragelse og afståelse af ophavsret, patentrettigheder, licensrettigheder, ret til varemærker og lignende rettigheder
b) reklamevirksomhed
c) ydelser fra rådgivningsvirksomheder, ingeniører, projekteringsvirksomheder advokater og revisorer samt andre lignende ydelser tillige med databehandling og meddelelse af oplysninger
d) forpligtelser til helt eller delvist at undlade udøvelse af en erhvervsmæssig virksomhed eller brug af en af de i denne artikel omhandlede rettigheder
e) bank-, finansierings- og forsikringstransaktioner, herunder genforsikring, med undtagelse af udlejning af bankbokse
f) tilrådighedsstillelse af personale
g) udlejning af løsøregenstande med undtagelse af transportmidler af enhver art
h) adgang til naturgas- og elektricitetsdistributionssystemer samt transport eller transmission gennem sådanne systemer og andre dermed direkte forbundne tjenesteydelser"
Momssystemdirektivets artikel 59a, litra b), har følgende ordlyd:
"Med henblik på at undgå dobbelt påligning eller ikke-påligning af afgifter eller konkurrenceforvridning kan medlemsstaterne med hensyn til tjenesteydelser, hvis leveringssted bestemmes efter artikel 44, 45, 56, 58 og 59, anse
...
b) leveringstedet for en eller alle af disse ydelser, når dette er beliggende uden for Fællesskabet, som beliggende på deres område, såfremt den faktiske benyttelse eller udnyttelse finder sted inden for deres område."
Regel: Kunder uden for EU
Leveringsstedet for ydelser omfattet af ML § 21 d, stk. 1, er ikke Danmark, hvis ydelsen leveres til en ikke-afgiftspligtig person, som er hjemmehørende (dvs. er etableret eller har bopæl/sædvanligt opholdssted) uden for EU. Se ML § 21 d, stk. 1.
ML § 21 d, stk. 1, er en særregel i forhold til hovedreglen i ML § 16, stk. 4. Særreglen gælder kun for leverancer til kunder uden for EU. Hvis ydelsen leveres til en person, som er hjemmehørende inden for EU, gælder hovedreglen, dvs. at leveringsstedet er dér, hvor leverandøren har hjemsted. Leveringsstedet er dermed Danmark, hvis leverandøren har hjemsted i Dannark.
Leverandøren skal kunne dokumentere, at kunderne er hjemmehørende uden for EU, for at leverancen er omfattet af ML § 21 d, stk. 1. Se momsforordningens artikler 3, 23, 24 og 25. Se evt. D.A.6.2.2.5 og D.A.6.2.3.4.
Flytning af leveringsstedet til Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet
En ydelse omfattet af ML § 21 d, stk. 1, som leveres til ikkeafgiftspligtige personer uden for EU, har alligevel leveringssted i Danmark, hvis ydelsen faktisk udnyttes her. Se ML § 21 d, stk. 2.
ML § 21 d, stk. 2, er altså en undtagelse til undtagelsen i ML § 21 d, stk. 1, som bevirker, at leveringsstedet alligevel bliver Danmark, som efter hovedreglen i ML § 16, stk. 4.
Eksempel
En amerikansk turist lejer goldudstyr i Danmark. Udlejningen er omfattet af ML § 21 d, stk. 1, nr. 7. Da turisten faktisk benytter golfudstyret i Danmark, er leveringsstedet Danmark. Leverandøren skal derfor opkræve dansk moms. Se ML § 21 d, stk. 2.
Beskrivelse af ydelserne
For en beskrivelse af ydelserne, se afsnit
- D.A.6.2.6.3 om overdragelse af rettigheder ML § 21 d, stk. 1, nr. 1
- D.A.6.2.6.4 om reklameydelser ML § 21 d, stk. 1, nr. 2
- D.A.6.2.6.5 om rådgivning mv. ML § 21 d, stk. 1, nr. 3
- D.A.6.2.6.6 om forpligtelse til undladelse ML § 21 d, stk. 1, nr. 4
- D.A.6.2.6.7 om visse finansielle ydelser ML § 21 d, stk. 1, nr. 5
- D.A.6.2.6.8 om arbejdskraft ML § 21 d, stk. 1, nr. 6
- D.A.6.2.6.9 om udlejning af løsøregenstande ML § 21 d, stk. 1, nr. 7
- D.A.6.2.6.10 om transport og transmission af gas, elektricitet varme og kulde ML § 21 d, stk. 1, nr. 8.