Dato for udgivelse
22 sep 2011 14:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 sep 2011 09:10
SKM-nummer
SKM2011.612.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-131196
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Personalegoder, undervisning, konsulentbistand, sygemeldte
Resumé

Skatterådet bekræfter, at den af spørger udbudte ydelse kan modtages skattefrit efter ligningsloven § 31.

Ydelsen udbydes af spørger til forsikringsselskaber og pensionskasser og er rettet mod personer, der midlertidigt modtager invalidepension m.v. fra disse forsikringsselskaber og pensionskasser. Ydelsen består af en række møder, samtaler m.v. mellem specialister fra spørgers virksomhed og den pågældende person med henblik på at gøre det muligt for personen at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Hjemmel

Statsskatteloven § 4,
Ligningsloven § 16,
Ligningsloven § 31

Reference(r)

Statsskatteloven § 4,
Ligningsloven § 16,
Ligningsloven § 31

Henvisning

Den juridiske vejledning 2011-2, afsnit C.A.5.4

Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-1, afsnit C.A.5.4.

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at den beskrevne ydelse kan modtages skattefrit efter reglerne i ligningsloven § 31 for de personer, der som midlertidige invalidepensionister modtager denne ydelse betalt af deres pensionsselskab eller forsikringsselskab?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger driver rådgivningsvirksomhed med et bredt udbud af ydelser over for personer, der af den ene eller den anden årsag kommer ud for uforudsete, uønskede skift i arbejdslivet.

Spørger tilbyder et særligt produkt til forsikringsselskaber og pensionskasser. Produktet er rettet mod personer, der midlertidigt modtager invalidepension m.v. fra sådanne forsikringsselskaber og pensionskasser. Produktet består af en række møder, samtaler m.v. mellem spørgers specialister og den pågældende person, med henblik på at gøre det muligt for personen at vende tilbage til arbejdsmarkedet og dermed væk fra en tilværelse som invalidepensionist.

Der er ikke tale om sygdomsbehandling i traditionel forstand, men via sparring og coaching motiveres personen til at få et større selvværd og en positiv optimistisk tilgang til tilværelsen for derigennem at se muligheder for en fortsat tilværelse på arbejdsmarkedet.

De omhandlede personer modtager ydelsen fra spørger, men denne betales af deres forsikringsselskab eller pensionskasse, hvorfra de - midlertidigt - modtager en løbende pensions- eller invalideydelse.

Præsentationsmateriale vedrørende den beskrevne ydelse/møderække er fremsendt.

Det fremgår af præsentationsmaterialet, at det overordnende formål med ydelsen er at gøre kunden arbejdsmarkedsparat. Kandidaterne til ydelsen visiteres af spørger, idet forløbet afsluttes, hvis spørger vurderer, at kandidaten ikke bliver arbejdsmarkedsparat inden for forløb 1 og 2.

Forløb 1 og 2 består af henholdsvis 12 og 18 møder á 1½ time, inklusiv:

  • rådgivningsmøder i spørgers lokaler
  • løbende telefonrådgivning og sparring mellem møder samt løbende e-mail kontakt med kandidaten
  • trepartsmøder (job, læge, sagsbehandler o.lign.)
  • løbende dialog med kommune, A-kasse o.lign.
  • supervisionsmøder i forbindelse med vanskeligere forløb
  • månedlig rapportering

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ligningsloven § 31 indeholder regler, hvorefter uddannelse og kurser under visse betingelser er skattefri for modtager, når ydelsen modtages fra eksempelvis en pensionskasse.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at blandt andre følgende skal være omfattet af reglerne: "medlemmer, herunder ledige, der modtager uddannelsesydelser fra deres A-kasse, fagforening eller pensionskasse".

De ydelser, som spørger leverer, kan antageligt ikke karakteriseres som egentlig uddannelse af modtagerne. Lovens forarbejder fastlægger begrebet "kurser" på følgende måde:

"For kursers vedkommende, som begrebsmæssigt normalt må betragtes som korterevarende undervisningsforløb, er det ligeledes foreslået, at der kan modtages skattefrie ydelser, jf. stk. 3, til alle typer af kurser. Efter bestemmelsen kan der således modtages skattefrie ydelser til såvel korte som længerevarende kurser, uanset om de udbydes af private eller offentlige, og uanset hvorledes de i øvrigt finansieres. Bestemmelsen indebærer, at der blandt andet vil være skattefrihed for ydelser, jf. stk. 3, som betales af arbejdsgiveren, A-kassen eller fagforeningen i forbindelse med kurser på f.eks. AMU-centre. Bestemmelsen indebærer også, at der vil være skattefrihed for kurser, som gives til afskedigede medarbejdere, f.eks. i form af ekstern konsulentbistand, der går ud på at hjælpe de pågældende til at finde nyt arbejde."

Det er en grundlæggende betingelse, at kurset har erhvervsrelevans for modtager. Kurser, der udelukkende har privat karakter, er således ikke omfattet af bestemmelsen.

Det er repræsentantens opfattelse, at den omhandlede ydelse kan rummes indenfor det således fastlagte begreb "kurser", samt at der er den fornødne erhvervsrelevans. Den omhandlede ydelse tilsigter i lighed med ovennævnte citat fra forarbejderne til ligningsloven § 31 at hjælpe personer tilbage på arbejdsmarkedet. Hvorvidt denne ydelse modtages efter en afskedigelse eller efter et sygdomsforløb, bør efter repræsentantens opfattelse ikke have afgørende betydning for reglens anvendelse.

Repræsentanten henviser til Skatterådets afgørelse refereret i SKM 2010.861 SR, hvor et sammenligneligt forløb blev anset for et kursus i relation til ligningsloven § 31.

Lovens forarbejder indeholder ingen fastlæggelse af begrebet "pensionskasse".

Begrebet "pensionskasse" bør efter repræsentantens opfattelse fortolkes bredt, således at det ikke gør nogen forskel, om betalingen hidrører fra en egentlig pensionskasse, som modtageren er medlem af (frivilligt eller tvunget) eller fra et forsikringsselskab, hvori den pågældende har tegnet en privat forsikring /pensionsordning.

Det fremgår af forarbejderne til den omtalte regel, at hensigten hermed var at støtte, at ledige uddannes, omskoles og/eller vedligeholder deres kvalifikationer med henblik på at opnå, at disse så hurtigt som muligt (igen) indsluses på arbejdsmarkedet. Blandt andet af denne årsag gælder skattefriheden, uanset om ydelserne betales af arbejdsgiveren, en tidligere arbejdsgiver, A-kassen eller eksempelvis en pensionskasse.

På basis af ovenstående samt Skatterådets afgørelse, SKM 2010.861 SR, er det repræsentantens opfattelse, at spørgsmålet bør besvares med et "ja", således at de personer, der med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet modtager den omhandlede ydelse, betalt af den pågældendes pensionskasse eller forsikringsselskab, ikke beskattes heraf, jf. reglen i ligningsloven § 31.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Statsskatteloven § 4

Den skattepligtiges samlede årsindtægt betragtes som skattepligtig indkomst, uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort undtagelser herfra.

Ligningsloven § 16, stk. 1

Indkomstopgørelsen efter statsskatteloven § 4 præciseres for så vidt angår personalegoder. Ved opgørelse af den skattepligtige indkomst medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi eller sparet privatforbrug, der ydes som led i arbejdsaftaler.

Ligningsloven § 31

Ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelser og kurser er skattefri, når ydelserne modtages fra en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold eller anden aftale om ydelse af personligt arbejde, og ydelserne er omfattet af stk. 3. Dette gælder også, når ydelserne modtages ved ophør af et ansættelsesforhold.

Skattefriheden omfatter ligeledes ydelser, som gives til blandt andre medlemmer af en fagforening, arbejdsløshedskasse eller pensionskasse. 

Skattefriheden gælder ikke, når uddannelsen eller kurset udelukkende har privat karakter for modtageren.

Skole- eller deltagerbetaling er én af de ydelser, som er omfattet af stk.3.

Forarbejder til ligningsloven § 31 (L 88 1999/2000 )

"Med dette lovforslag har regeringen derfor taget initiativ til at medvirke til, at skattereglerne ikke skaber unødige hindringer for en moderne og ansvarlig personalepolitik på uddannelsesområdet. I afskedigelsestilfælde er lovforslaget endvidere et forsøg på at hjælpe med til, at den ansatte med skattefrie uddannelses- og kursustiltag kan komme videre i et nyt arbejde."

"Bestemmelsen indebærer også, at der vil være skattefrihed for kurser, som gives til afskedigede medarbejdere, f.eks. i form af ekstern konsulentbistand, der går ud på at hjælpe de pågældende til at finde nyt arbejde."

Praksis

SKM2010.402.SR
Skatterådet bekræfter, at ansatte, der modtager social rådgivning i forbindelse med en erhvervsudygtighedsforsikring ikke er skattepligtige af denne ydelse, idet ydelsen er et frivilligt tilbud fra forsikringsselskab til forsikringstager, og at det er forsikringsselskabet, der afholder udgiften til rådgivningen, samt at aktiviteterne finansieres indenfor de eksisterende præmiebetalinger. Det betyder, at præmiebetalingerne rent faktisk ikke stiger som følge af den ændrede ydelsessammensætning. Endvidere har arbejdsgiver ikke indflydelse på, hvilke medarbejdere rådgivningen tilbydes, og endeligt er det frivilligt om forsikringstager ønsker at modtage rådgivningen.

SKM2010.861.SR
Skatterådet kunne bekræfte, at deltagelse som medarbejder i spørgers koncept ikke medfører beskatning efter ligningslovens § 16 eller statsskatteloven hos sygemeldte medarbejdere, hvis deltagergebyret betales af en pensionskasse eller et livsforsikringsselskab, der har tegnet den obligatoriske firmapensionsordning, som den pågældende er tilsluttet via sit arbejdsforhold, og som i givet fald skulle udrede pension, hvis sygdomsforløbet medfører udløsning af forsikringsbegivenhed.

Begrundelse

Spørger ønsker bekræftet, at den beskrevne ydelse kan modtages skattefrit efter reglerne i ligningsloven § 31 for de personer, der som midlertidige invalidepensionister modtager denne ydelse betalt af deres pensionsselskab eller forsikringsselskab.

Skatteministeriet bemærker, at vederlag i form af formuegoder af pengeværdi eller sparet privatforbrug, der modtages som led i et ansættelsesforhold, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskatteloven § 4 og ligningsloven § 16, stk. 1.

Som undtagelse hertil kan kurser og uddannelse være skattefri, hvis disse goder omfattes af ligningsloven § 31.

Skatterådet har tidligere truffet afgørelse om, at såvel ydelser fra pensionskasser som livsforsikringsselskaber kan være omfattet af ligningsloven § 31, jf. SKM2010.861.SR. Det er Skatteministeriets opfattelse, at der i denne forbindelse ikke skal skelnes mellem, hvorvidt forsikringen er tegnet via en overenskomst eller af den enkelte arbejdstager eller selvstændige.

Ifølge sin ordlyd omfatter ligningsloven § 31 uddannelse og kurser. Det er i lovens forarbejder forudsat, at "ekstern konsulentbistand, der går ud på at hjælpe de pågældende til at finde nyt arbejde" er omfattet af bestemmelsen. Det er på den baggrund Skatteministeriets opfattelse, at ydelserne i denne sag kan omfattes af ligningsloven § 31, selv om der er tale om ydelser, som måske ud fra en mere dagligdags sproglig forståelse falder uden for begrebet "kursus/uddannelse".

Det er ligeledes Skatteministeriets opfattelse, at formålet med ydelsen: at hjælpe kunderne fra sygemelding til raskmelding har en sådan grad af erhvervsrelevans, at ydelserne kan omfattes af ligningsloven § 31.

På denne baggrund er det Skatteministeriets opfattelse, at spørgers ydelse, som består i ekstern konsulentbistand til at hjælpe sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet, er omfattet af ligningsloven § 31.

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmålet besvares med et ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling.