Indhold

Afsnittet indeholder en oversigt over, hvilke kompetencer og arbejdsopgaver RIM har som inddrivelsesmyndighed.

Afsnittet indeholder:

    • Indtrædelse i kreditorbeføjelserne
    • Skyldnerskifte
    • Indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse
    • Indhentning af oplysninger
    • Forarbejdernes inddrivelsesstrategi
    • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv

Indtrædelse i kreditorbeføjelserne

Når et krav overdrages til inddrivelse i RIM, overtager RIM kreditorbeføjelserne. Se INDOG § 3, stk. 1.

Efter lovens forarbejder indtræder RIM i samtlige rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til de enkelte fordringer. Det betyder, at RIM kan bruge de inddrivelsesredskaber, som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen eller ifølge praksis. RIM kan også bruge andre kreditorbeføjelser, som følger af lovgivningen eller af praksis.

Det drejer sig blandt andet om

    • udpantningsret
    • lønindeholdelse
    • modregning
    • indtrædelsesret
    • dækningsrækkefølge
    • tiltrædelse af akkordordninger og gældssaneringsforslag
    • indgivelse af arrest
    • indgivelse af konkursbegæring
    • indberetning til kreditoplysningsbureauer
    • eftergivelse
    • henstand.

RIM kan indgå frivillige betalingsaftaler med skyldneren eller fastsætte betalingsordninger over for skyldneren. RIM kan desuden aftale eller give henstand med betalingen eller eftergive en fordring helt eller delvis efter de almindelige regler eller praksis.

RIM kan dog ikke indgå afdragsordninger for tvangsbøder. Se bilag 1, punkt III

Skyldnerskifte

Skyldnerskifte omhandler den situation, hvor en ny skyldner indtræder i et skyldforhold, og dermed overtager alle rettigheder og forpligtigelser i skyldforholdet, herunder gæld. For at der kan ske skyldnerskifte uden hjemmel i lov, kræver det, at fordringshaveren accepterer skiftet.

Indtræder der et skyldnerskifte for en fordring, der er under inddrivelse hos RIM, herunder som følge af dødsfald, fusion eller spaltning, forbliver fordringen hos RIM, og renter tilskrives fortsat i medfør af INDOG § 5, stk. 1. Efter at have fået kendskab til skyldnerskiftet giver RIM den eller de nye skyldnere en betalingsfrist på 14 dage, inden for hvilken RIM kan foretage modregning, mens anden form for inddrivelse af fordringen alene kan foretages, hvis inddrivelsen er nødvendig for at afbryde forældelsen. Se INDOG § 3 C.

Klage over RIMs afgørelser

Hvis man vil klage over RIMs afgørelser om inddrivelse, skal man indbringe klagen for Landskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.  Se i øvrigt afsnit G.A.2.2 om klager over Skatteforvaltningens afgørelser.

Indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse

RIM har ingen kompetence til at afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Fordringshaveren skal afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Se INDOG § 2, stk. 2 samt inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1. Det gælder også, hvis en fordring er overdraget til RIM, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens eller størrelse.

Skyldners indsigelser har som hovedregel ikke opsættende virkning i forhold til restanceinddrivelsen. RIM kan i konkrete tilfælde sætte inddrivelsen i bero, indtil der er en afklaring fra fordringshaveren om, hvorvidt kravet eksisterer og/eller om størrelsen af kravet. Det kan være tilfælde, hvor skyldneren har fremsat kvalificerede indsigelser, og hvor RIM på grundlag af en vurdering af indsigelserne har en begrundet formodning om, at

    • kravet ikke er opgjort korrekt af fordringshaveren eller
    • kravet ikke eksisterer.

Se INDOG § 2, stk. 2 samt inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1.

Se også

    • SKM2017.329.ØLR, hvor en parkeringsafgift var pålagt med urette. Bilisten fik ikke medhold i en påstand om, at SKAT skulle anerkende, at SKATs tvangsinddrivelse forud for sagens indenretlige afgørelse havde været uberettiget.
    • SKM2011.469.LSR, hvor Landskatteretten fandt, at det var med rette, at RIM ikke havde tillagt skyldners indsigelser opsættende virkning.
    • SKM2011.503.VLR, hvor Landsskatteretten udtalte, at RIM kan søge skattekravet inddrevet, selvom der er tvist om kravet.

Hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan RIM sende kravet tilbage til fordringshaveren.

Klager over kravets eksistens og størrelse, der relaterer sig til den periode, hvor RIM har haft kravet til inddrivelse, fx spørgsmålet om et krav er betalt til RIM, behandles IKKE af fordringshaveren, men indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Se i øvrigt afsnit G.A.2.2. om klager over Skatteforvaltningens afgørelser.

Indhentning af oplysninger

RIM bruger oplysningerne ved behandlingen af enkeltsager eller til kontrol ved samkøring og sammenstilling af oplysninger med RIMs øvrige oplysninger.

RIM kan få systemadgang til alle nødvendige oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske eller erhvervsmæssige forhold i indkomstregistret. Se lov om et indkomstregister § 7 og INDOG § 3, stk. 5.

RIM kan hos andre myndigheder indhente oplysninger om, hvilke personer der er berettiget til børne- og ungeydelse, og oplysninger om, hvilke børn og unge ydelsen vedrører. Se INDOG § 3, stk. 6.

RIM kan desuden indhente oplysninger hos andre offentlige myndigheder og hos pengeinstitutter samt hos værdipapircentralen, der er nødvendige for, at RIM kan varetage inddrivelsesopgaven. Se INDOG § 3, stk. 4.

Endelig kan RIM indhente oplysninger fra registre, der føres af offentlige myndigheder om skyldners forhold, som er af betydning for inddrivelsen. Se INDOG § 3, stk. 4.

Denne adgang omfatter oplysninger om:

    • skyldnerens økonomiske forhold
    • arbejdsmæssige forhold
    • boligmæssige forhold mv.

For at få adgang til disse oplysninger er det en betingelse, at det sker inden for rammerne af databeskyttelsesloven og forvaltningsloven, og at disse oplysninger er en forudsætning for, at RIM kan varetage inddrivelsesopgaven. Hvis det er teknisk muligt, vil disse oplysninger kunne indhentes elektronisk.

RIM skal sikre sig, at der ikke bliver givet en generel adgang for ansatte vedrørende alle oplysningerne i IT-systemer, som RIM har adgang til at benytte. Det betyder, at RIM skal sikre sig, at adgang og autorisation til oplysninger, der er relevante for løsningen af inddrivelsesopgaver, vil ske efter en forudgående konkret vurdering af ledende medarbejdere.

Det følger desuden af FVL § 32, at medarbejdere i RIM ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke har betydning for udførelsen af medarbejderens opgaver.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2017.329.ØLR

En parkeringsafgift var pålagt med urette. Bilisten fik ikke medhold i en påstand om, at SKAT skulle anerkende, at SKATs tvangsinddrivelse forud for sagens indenretlige afgørelse havde været uberettiget.

SKM2011.503.VLR

Landsretten stadfæstede udlæggene og udtalte, at SKAT kan søge skattekravet inddrevet, selv om der er tvist om kravet.

Landsskatteretskendelser

SKM2011.469.LSR

Landsskatteretten fandt at det var med rette, at RIM havde fastholdt inddrivelsen af klagerens gæld, på trods af at klageren bestred gældens eksistens og størrelse. Der blev lagt vægt på at RIM havde handlet i overensstemmelse med inddrivelseslovens § 2 og inddrivelsesbekendtgørelsens § 3, samt at indsigelserne mod kravets eksistens ikke kunne tillægges opsættende virkning, da der ikke var en begrundet formodning for, at kravet ikke var opgjort korrekt eller ikke eksisterede.