Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for beskatningen af medarbejdere, som af deres arbejdsgiver får stillet et særligt køretøj til rådighed for privat brug.

Afsnittet indeholder:

Specialkøretøjer
Specialindrettede køretøjer
Beskatning af privat kørsel i særlige køretøjer
Værdiansættelsen af privat kørsel i særlige køretøjer
Vurderingen af om der er tale om et specialindrettet køretøj
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Specialkøretøjer

Der er køretøjer, der normalt ikke er omfattet af reglerne om fri bil til rådighed. Det gælder fx lastvogne, slamsugere, kranvogne, tankbiler og andre specialkøretøjer.

Disse køretøjer anses ikke for egnede som alternativ til en privat bil, og privat kørsel i sådanne køretøjer udløser derfor ikke beskatning efter LL § 16, stk. 4.

Se D.A.11.3 om den momsmæssige behandling af specialkøretøjer.

Specialindrettede køretøjer

Specialindrettede køretøjer er biler, der almindeligvis er egnede som en privat bil, men som på grund af indretningen mv. ikke er egnet til at træde i stedet for en privat bil.

Disse køretøjer anses ikke for egnede som alternativ til en privat bil, og privat kørsel i sådanne køretøjer udløser derfor ikke beskatning efter LL § 16, stk. 4. Kun de biler, der efter deres art og fremtræden kan bruges som alternativ til en privat bil, er omfattet af LL § 16, stk. 4. Vurderingen er dog konkret.

Se D.A.11.3 og D.A.11.6 om den momsmæssige behandling af specialindrettede køretøjer.

Beskatning af privat kørsel i særlige køretøjer

Hvis der alligevel køres privat i særlige køretøjer, skal kørslen beskattes med udgangspunkt i LL § 16, stk. 3.

Der skelnes imellem følgende former for privat kørsel:

Kørsel mellem hjem og arbejdsplads
Privat kørsel i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel
Privat kørsel i øvrigt.

Se også TfS 1999, 703, der indeholder skatteministerens besvarelse af spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg vedrørende beskatning i situationer, hvor en arbejdsgiver stiller et specialindrettet køretøj til rådighed for den ansatte.

Kørsel mellem hjem og arbejdsplads

Kørsel mellem hjem og arbejdsplads i et særligt køretøj betragtes som fri befordring. Den ansatte beskattes dog ikke af kørslen mellem hjem og arbejdsplads, hvis han eller hun ikke har taget befordringsfradrag efter reglerne herom i LL § 9 C. Beskatningen sker således i realiteten ved bortfald af fradragsretten.

Hvis den ansatte derimod har taget et befordringsfradrag, skal han eller hun ved indkomstopgørelsen beskattes af fri befordring. Beskatningen af den fri befordring sker med en værdi svarende til befordringsfradraget efter LL § 9, stk. 1-3. Se LL § 9 C, stk. 7.

Da kørsel mellem hjem og arbejde således kun har den konsekvens, at det almindelige befordringsfradrag ikke kan udnyttes, har 60-dages-reglen i LL § 9 B ikke nogen betydning her, hvor den ansatte hverken bliver beskattet af sin kørsel mellem hjemmet og arbejdet eller kan opnå befordringsfradrag for kørslen.

I tilknytning til kørslen mellem hjem og arbejde kan den ansatte hente eller sætte kollegaer af, når arbejdsgiveren beordrer det. Arbejdsgiveren kan beordre det mundtligt og generelt, og det behøver ikke vedrøre en specifik situation.

Hvis man medbringer en kollega af egen drift som en privat tjeneste, er der tale om privat kørsel, og vedkommende skal beskattes af fri bil eller eventuelt efter reglerne for privat brug af særlige køretøjer.

Privat kørsel i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel

Ansattes private kørsel, i de nævnte særlige køretøjer, der sker i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel, og som overstiger 1.000 km om året, beskattes med den fastsatte kilometertakst for godtgørelse for erhvervsmæssig kørsel. For 2024 er satsen 3,79 kr. pr. km. (3,73 kr. pr. km. i 2023) for kørsel til og med 20.000 kilometer årligt og 2,23 kr. pr. km. (2,19 kr. pr. km. i 2023) pr. km for kørsel ud over 20.000 km. årligt.

Med privat kørsel i forbindelse med en erhvervsmæssig kørsel tænkes der bl.a. på småture m.m., som eksempelvis foretages under en vagt. Formålet med den private kørsel er uden betydning. Det afgørende er, om den private kørsel begrænses af selve vagten eller anden form for erhvervsmæssig kørsel. Se nærmere om tilkaldevagt under C.A.5.14.1.12.

Uvæsentlige afvigelser på op til et par hundrede meter fra et erhvervsbetinget kørselsmønster anses ikke som privat kørsel, så længe kørslen sker i arbejdsgiverens interesse. Det vil sige, at det er virksomhedens forhold, der afgør, at der køres og målet for kørslen.

Er det private svinkeærinde på mere end et par hundrede meter anses afvigelsen fra den ordinære rute som privat kørsel.

Hvis de private ærinder derimod medfører, at den ansatte vælger en anden kørselsrute, som dog ikke behøver at være længere end den mest naturlige erhvervsbetingede kørselsrute, anses hele denne kørsel for privat og indgår i beregningen af 1.000 km-grænsen.

Ligningsrådet godkendte, at et selskabs medarbejdere, som havde skiftende arbejdssteder og kørte til disse direkte fra bopælen i en af selskabets værkstedsbiler, ikke skulle beskattes, hvis de standsede på vejen for at foretage private indkøb eller for at aflevere eller hente børn, hvis den private kørsel skete uden afvigelser fra den erhvervsbetingede kørselsrute. Se SKM2002.251.LR.

Privat kørsel i øvrigt

Privat kørsel i øvrigt i et særligt køretøj beskattes efter LL § 16, stk. 3.

Ansattes private kørsel i biler, der efter deres art og fremtræden ikke er anvendelige som alternativ til en privat bil, beskattes ikke efter de almindelige regler om firmabil til rådighed for privat kørsel, jf. LL § 16, stk. 4 (procentreglerne). Det drejer sig om fx lastvogne, kranvogne, værkstedsvogne og andre specialkøretøjer.

Hvis den ansatte anvender bilen i eget erhvervsmæssigt øjemed, eller den private anvendelse ikke sker i tilknytning til den erhvervsmæssige anvendelse af bilen, skal anvendelse af arbejdsgiverens bil beskattes med et beløb, der svarer til det, det vil koste den pågældende at leje en bil med tilsvarende anvendelsesmuligheder, jf. LL § 16, stk. 3.

Kørsel omfattet af den generelle bagatelgrænse i LL § 16, stk. 3, 6. pkt.

En ansat beskattes ikke af privat kørsel i et særligt køretøj over 1.000 km pr. år, hvis det er stillet til rådighed af arbejdsgiveren hovedsageligt af erhvervsmæssige årsager, og hvis værdien af den private kørsel sammenlagt med andre goder, der er omfattet af bestemmelsen, ikke overstiger en bundgrænse på 7.000 kr. i 2024 (6.700 kr. i 2023). Se LL § 16, stk. 3, 6. pkt.

Man skal dog være opmærksom på, at hvis man har et eller flere goder til rådighed, hvor værdien heraf til sammen overstiger de 7.000 kr., så er det fulde beløb skattepligtigt.

Ligningsrådet redegjorde i en konkret sag for samspillet mellem reglen om, at man ikke beskattes af privat kørsel i et særligt køretøj på op til 1.000 km, og bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder. Se SKM2002.251.LR.

Værdiansættelse af privat kørsel i særlige køretøjer

Værdiansættelsen af privat kørsel i særlige køretøjer sker med udgangspunkt i LL § 16, stk. 3, dvs. markedsværdien, jf. dog de modifikationer, der følger af LL § 9 C, stk. 7.

Kørsel mellem hjem og arbejdsplads

Hvis den ansatte har taget et befordringsfradrag, skal han eller hun ved indkomstopgørelsen medregne værdien af fri befordring svarende til befordringsfradraget. Se LL § 9 C, stk. 7.

Privat kørsel i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel

Privat kørsel i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel i særlige køretøjer beskattes med en kilometertakst, hvis den private kørsel overstiger en bundgrænse på 1.000 km om året. For 2024 er satsen 3,79 kr. pr. km. for kørsel til og med 20.000 kilometer årligt og 2,23 pr. km for kørsel ud over 20.000 km. årligt. (For 2023 er satsen 3,73 pr. km til og med 20.000 kilometer årligt til og 2,19 kr. pr. km for kørsel ud over 20.000 kilometer årligt).

Privat kørsel i øvrigt

Privat kørsel i øvrigt i et særligt køretøj beskattes med et beløb, der svarer til det, det ville koste den ansatte at leje en bil med tilsvarende anvendelsesmuligheder. Se LL § 16, stk. 3.

Vurderingen af om der er tale om et specialindrettet køretøj

Det er bilens indretning, der afgør, om bilen er uegnet som alternativ til en privat bil eller ej. Se TfS 1994, 667 LR.

Ved vurderingen af om der konkret er tale om et specialindrettet køretøj, skal følgende krav være opfyldt:

Køretøjet må ikke egne sig som alternativ til en privat bil
Der skal være et erhvervsmæssigt behov for, at køretøjet er indrettet på den specielle måde
Det specialindrettede køretøj skal være nødvendigt for, at brugeren kan udføre sit arbejde.

Det er som udgangspunkt uden betydning, hvilket hverv den ansatte har, men der skal være behov for, at den ansatte bruger de værktøjer og hjælpemidler, der er i køretøjet for, at den ansatte kan udføre sit job. Den ansatte eller dennes arbejdsgiver kan med andre ord ikke blot montere en masse hylder i køretøjet for på den måde at kunne køre skattefrit til og fra arbejde. Der skal være et erhvervsmæssigt behov for indretningen af køretøjet.

Hvis en advokat eksempelvis kører i et køretøj, der er indrettet med faste reoler til lovsamlinger mv. er det derfor ikke tilstrækkeligt. Det kan nemlig ikke siges at være en nødvendighed for at udføre arbejdet.

Der er visse erhverv, der med større sandsynlighed kan få godkendt et køretøj som specialindrettet end andre. Det er erhverv, hvor de køretøjer, der er nødvendige for at udføre arbejdet, er store, fordi der skal bruges meget værktøj mv., og der hvor køretøjet bliver tilsmudset, og hvor der måske også opstår lugtgener. Der kan som eksempel nævnes:

vvs
elektriker
servicemontør
murer
maler
fiskesælger.

Derimod fx ikke:

advokat
ejendomsmæglere
skolelærere
kontorpersonale
arkitekt og ingeniør.

SKAT har i en meddelelse, som bl.a. indeholder en vejledning om særlige køretøjer, givet eksempler med fotografier af køretøjer, der illustrerer SKATs opfattelse af, hvornår et givent køretøj er/ikke er specialindrettet på en måde, som gør den uegnet eller egnet til at træde i stedet for en privat bil. Se SKM2008.354.SKAT. Styresignalet er ophævet, men indarbejdet i D.A.11.6.3.3.1.1 og D.A.11.6.3.3.1.2.

Dette skema viser en række forhold, der taler for og imod, at et køretøj skal vurderes som specialindrettet og uegnet som alternativ til en privat bil:

Forhold der taler for specialindrettet:	Forhold der taler imod specialindrettet:
Der er tale om et større køretøj.	Køretøjet er smart og minder om biler, der normalt bruges privat.
Der er tale om en kassevogn.	Køretøjet er rent og pænt indvendig, så man ikke behøver arbejdstøj for at køre i den.
Der er ikke sideruder i køretøjets varerum.	Køretøjet er en ladvogn uden nogen eller kun begrænset specialindretning.
Der er som følge af et erhvervsmæssigt behov indrettet mange fastspændte reoler, der fylder det meste af køretøjets lastrum.	Der er ikke et erhvervsmæssigt behov for køretøjets indretning.
Køretøjet er ud over de fastspændte reoler også fyldt med nødvendigt værktøj og materialer.	Der er ikke erhvervsmæssigt behov for at medbringe det pågældende værktøj mv.
Køretøjet er beskidt som følge af den erhvervsmæssige brug.	Køretøjet har firehjulstræk, uden at den erhvervsmæssige brug nødvendiggør dette.
Køretøjet lugter ubehageligt som følge af den erhvervsmæssige brug.	Køretøjets normale anvendelsesområde svarer ikke til den erhvervsmæssige anvendelse.
Der er indrettet erhvervsbetingede installationer på sædet ved siden af føreren.
Køretøjet bærer generelt præg af erhvervsmæssig brug.

Der skal normalt lægges vægt på flere af de forhold, der er nævnt i skemaet ud over de generelle betingelser, som er nævnt over skemaet. Der kan dog også være andre konkrete forhold, der har betydning for vurderingen.

Eksempel 1

En lukket kassevogn med fastmonterede hylder og fastmonteret værkstøjsindretning anses som en specielt indrettet værkstedvogn, og brug af vognen til befordring mellem bopæl og arbejdsplads udløser derfor ikke beskatning af fri bil til rådighed.

Eksempel 2

Hvis der køres i en kassevogn uden sideruder, hvor der er monteret faste reoler i det meste af køretøjets lastrum, som er nødvendige for at kunne udføre arbejdet, vil der sandsynligvis være tale om et specialindrettet køretøj, der er uegnet til at træde i stedet for en privat bil. Der skal derfor ikke ske beskatning af fri bil, men kun af den faktiske private brug efter de regler og med de undtagelser, der er nævnt ovenfor.

Eksempel 3

Typeeksemplet på et specialindrettet køretøj er VVS-kassevognen, der er helt fyldt op med reoler med værktøj og materialer til brug for den ansattes arbejde. Disse vogne anerkendes også som værkstedsvogne.

Eksempel 4

Hvis der ikke er så mange reoler i køretøjet, men sædet ved siden af førersædet er blokeret af fastmonterede erhvervsbetingede installationer, og køretøjet måske også er tilsmudset, er der muligvis tale om et specialindrettet køretøj. Dette kan bestyrkes, hvis der er tale om et større køretøj af en type, som ofte bruges inden for den ansattes erhverv.

Eksempel 5

Hvis der ikke er så mange fastspændte reoler mv. i køretøjet, der måske heller ikke er så voldsom stort, og det er rent indvendig, så det udmærket kan bruges som alternativ til et privat køretøj, er der ikke tale om et specialindrettet køretøj.

Eksempel 6

Hvis bilen er monteret med reoler, men hvor den hovedsagelig anvendes til erhvervsmæssig kørsel af ikke håndværksmæssig karakter, trækker det i retning af, at bilen ikke anses for specialindrettet. Se SKM2013.671.ØLR.

Autocamper mv.

Vurderingen af, om en autocamper må anses for uanvendelig til privat kørsel, er konkret.

Ligningsrådet anså i en konkret sag en autocamper for at være et specielt køretøj. Se TfS 1997, 308 LR.

Derimod fandt Landsskatteretten, at en autocamper i den konkrete sag var egnet til privat kørsel, og der var derfor grundlag for beskatning af fri bil. Bilen var en 6-personers minivan, der havde et hævetag og en lille køkkenindretning bag den bagerste stolerække. Se SKM2004.127.LSR.

I SKM2021.300.HR fastslog Højesteret, at en autocamper var egnet til privat benyttelse, og at den således måtte anses for omfattet af LL § 16, stk. 4. Byretten var nået til det modsatte resultat i SKM2018.554.BR, og havde fundet, at autocamperen ikke var egnet til privat kørsel, hvorfor privat benyttelse skulle beskattes efter LL § 16, stk. 3. Byrettens afgørelse var blevet stadfæstet af Landsretten i SKM2020.169.VLR.

I SKM2022.155.SR, blev det lagt til grund, at den omhandlede autocamper var egnet til privat benyttelse og således måtte anses for omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4.

En hestetransporter kunne derimod ikke anses som egnet som alternativ til en privat bil, hvorfor den private anvendelse skulle beskattes efter LL § 16, stk. 3. Se SKM2017.724.SR.

►Se også SKM2024.323.LSR, hvor et selskab, hvis formål var at drive entreprenørvirksomhed, havde leaset en Volvo FH 540 XL, der er en lastbil på gule plader, som blev registreret med anvendelsen "godstransport" og krævede kategori C kørekort. Køretøjets kilometerstander stod på 14.010 km. den 19. januar 2022, hvor hovedanpartshaverens ægtefælle blev stoppet af politiet. Formålet med turen var at transportere ægteparrets private hest til et ridestævne. Selskabet oplyste, at formålet med at lease lastbilen var et ønske at prøve kræfter med arbejde med strømpeforing, og at aktiviteten ikke blev startet op grundet Covid-19. Af den fremlagte takograf ses det, at køretøjet i 2021 primært er anvendt i weekenderne af klageren eller hans ægtefælle.

Sagen drejede sig derefter om, hvorvidt lastbilen - indrettet til transport af heste, var en bil omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, eller om beskatning skulle ske efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Landsskatteretten fandt, at køretøjet var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, hvorfor der for indkomstårene 2020 og 2021 skulle ske beskatning af klagerens rådighed over køretøjet på baggrund af de skematiske regler om værdi af fri bil, da selskabet ikke havde aktiviteter med avl af heste eller lign., men alene havde anvendt køretøjet til transport af hovedanpartshaverens private heste til og fra ridestævner, og da køretøjet var indrettet til campering og til transport af heste. Der var ikke foretaget nogen specialindretning til erhvervsmæssigt formål, og kørsel var ud fra det oplyste primært sket i weekenderne. Køretøjet var således ikke specialindrettet på en måde, som gjorde det uegnet til privat benyttelse.◄

Varebiler

Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.Landsskatteretten bemærkede, at efter ligningslovens § 16, stk. 4, skulle skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne den skattepligtige værdi af en bil, der var stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, når benyttelsen skete som led i et ansættelsesforhold eller som led i aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, og at bestemmelsen omfattede både personbiler og varebiler. Landsskatteretten bemærkede endvidere, at for visse køretøjer skete beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 3. Undtagelsen omfattede efter forarbejderne til § 16 særlige køretøjer såsom kraner, lastbiler og andre specialkøretøjer, der ikke kunne anses for egnede som alternativ til en privat bil. Det var ubestridt, a

Ligningsrådet udtalte i en konkret sag, at det er bilens indretning, der afgør, om en bil er uegnet som alternativ til en privat bil eller ej. Ligningsrådet anså herefter en lukket kassevogn med fastmonteret værktøjsindretning for at være et specialkøretøj. Se TfS 1994, 667 LR.

I en anden konkret sag fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at beskatte en slagtermester, som anvendte en varebil på gule plader i sin forretning. Varebilen var medtaget i virksomhedsordningen. Landsskatteretten anså køretøjet for at være indrettet på en sådan måde, der gjorde bilen uegnet som et alternativ til en privat bil. I varebilen var fastmonteret et stativ med hylder, ligesom der var monteret et stort køleelement. Se TfS 1999, 495 LSR.

En varebil, der var stillet til rådighed for en køkkenmontør, blev karakteriseret som et specialindrettet køretøj. Varebilen havde fastmonteret skuffemoduler til brug for forskellige materialer til køkkenmontering. Der var også skuffesektioner ved begge bilens sider og i bunden en flad kasse opdelt i sektioner til forskelligt værktøj, således at der oven på kassen kunne anbringes ting, fx hårde hvidevarer, der skulle køres ud til en kunde. Landsretten fandt desuden ikke, at bilen var blevet brugt til privat kørsel, og der var derfor ikke grundlag for at foretage en værdiansættelse af den private kørsel. Se SKM2007.538.VLR.

Landsretten fandt i en sag, at to varevogne, der indgik i virksomhedsordningen, var særligt indrettede køretøjer, og beskatningen af privat brug skulle derfor ske efter LL § 16, stk. 3 og ikke LL § 16, stk. 4. Bilen var udstyret med et radioanlæg, der var fastspændt til passagersædet på en sådan måde, at radioanlægget ikke umiddelbart kunne frigøres. Når radioanlægget var monteret, kunne passagersædet ikke bruges til passagertransport. Se SKM2005.307.VLR.

En Højesteretssag handlede om en skatteyder, der arbejdede som gardinmontør og direktør i et selskab, der drev virksomhed med salg og montage af gardiner, og som var ejet af skatteyderens ægtefælle. Selskabet var registreret på ægtefællernes privatadresse, men forretningen lå på en anden adresse. Selskabet havde leaset to varebiler, hvoraf skatteyderen benyttede den ene til kørsel til kunder. Højesteret fandt ikke, at bilen var indrettet på en sådan måde og i et sådant omfang, at den kunne anses som en værkstedsvogn, selv om bilen var specialindrettet til skatteyderens arbejde som gardinmontør. Højesteret lagde derfor til grund, at bilen kunne bruges som alternativ til en privat bil. Værdien af fri bil blev herefter beregnet efter LL § 16, stk. 4. Se TfS 1999, 919 HRD.

Landsskatteretten fandt i en sag om en kassevogn over tre ton, at den ikke kunne anses som specialindrettet. Vognen blev brugt af en ejendomsfunktionær bl.a. i forbindelse diverse reparationer, og den var derfor forsynet med skruestik og håndværktøj. Resultatet blev begrundet med, at den ikke var indrettet med reoler og værktøj i tilstrækkelig grad, og at den fremstod rengjort og lugtfri. Bilen var udstyret med det mest almindelige håndværktøj, en fastmonteret hyldesektion og en fastspændt skruestik. Gulvarealet var frit, fordi vognen også blev brugt til flytning af mindre ting. Se SKM2010.753.LSR.

Landsskatteretten anså ikke en varebil for specialindrettet. Der blev blandt andet henset til, at bilen uden den særlige indretning, var særdeles velegnet til privat kørsel, samt at bagagerummet ikke var forsynet med reoler og værktøj i et omfang, som gjorde den uegnet til privat anvendelse, ligesom både fører- og bagagerum ikke bar præg af at være erhvervsmæssigt anvendt. Der sås endvidere ikke at være et erhvervsmæssigt behov for en specialindrettet bil, idet klageren ikke kørte som håndværker eller montør, men i hovedparten varetog administrative opgaver, herunder møder i forbindelse med tilbudsgivning, tilsynsopgaver, samt taksationsopgaver og kun foretog mindre reparationsopgaver. Se SKM2011.786.LSR.

Skatteministeriet har kommenteret et retsforlig, som ministeriet har indgået vedrørende en kassevogn på gule plader, som kom til at stå på skatteyderens bopæl. Virksomheden var skatteyderens faders tømrervirksomhed, som ændrede adresse til faderens bopæl, hvor der ikke var plads til bilen. Det fremgik af billeder af bilen, at der for de pågældende år var tale om en specielt indrettet værkstedsvogn. På grund af billederne og vidneforklaringer fandt ministeriet ikke, at det var muligt at godtgøre, at bilen var brugt privat, bl.a. fordi skatteyderens kørselsbehov måtte antages at være blevet opfyldt gennem kørsel i samleverens bil. Se SKM2002.612.DEP.

Byretten fandt i en sag, at en bil ikke var specialindrettet, og at hovedanpartshaveren skulle beskattes af fri bil for indkomstårene 2004-2006. Bilen var en Volvo XC 90, dvs. en bil i SUV-klassen (køretøj til sportsbrug), der uden den særlige indretning var særdeles velegnet til privat befordring. Bilen havde vinduer hele vejen rundt. Der var endvidere kun reolsystemer i bagagerummet, der var fastmonteret og ikke uden videre kunne tages ud. Reolsystemet var monteret direkte bag passagersædet og optog kun en mindre del - 11 % - af bagagerummet. Om natten var bilen parkeret ved sagsøgerens bopæl. Se SKM2011.367.BR.

Byretten fandt, at sagsøgeren i medfør af LL § 16, stk. 4, skulle beskattes med værdien af fri bil af en gulpladebil. Retten lagde til grund, at bilens indretning ikke medførte, at bilen skulle anses som specialindrettet, og da sagsøgeren efter sin egen forklaring havde anvendt bilen til privat kørsel i et vist - om end mindre - omfang. Det var først under retssagen, at der blev fremlagt fotos af den pågældende bil med fastmonterede reoler m.v. Af de fotos, der var fremlagt for Landsskatteretten, fremgik alene løst værktøj m.v. Efter sagsøgerens forklaring var bilen oprindeligt fastmonteret med reoler m.v., men af pladsmæssige hensyn, udtog han indimellem disse, når han skulle købe cement på en europalle. Retten fandt ikke, at det herved var bevist, at bilen i den pågældende periode var specialindrettet som værkstedsvogn. Retten lagde herved vægt på, at det var usikkert, om billederne med de fastmonterede reoler var fra den pågældende periode, at sagsøgeren i givet fald nemt kunne afmontere reolerne, og at han i hvert fald ikke under de billeder, der blev fremlagt for Landsskatteretten, kørte rundt med nogen europalle med cement. Herefter og da bilens øvrige stand og udseende ikke kunne føre til noget andet resultat, og da det efter sagsøgerens egen forklaring tillige måtte lægges til grund, at bilen blev benyttet til privatkørsel i et vist omend mindre omfang, tiltrådte retten, at der ikke var grundlag for at undlade beskatning af fri bil for de pågældende år. Se SKM2011.507.BR.

Pickup

I en konkret sag blev en pickup på gule plader anset for uegnet til at træde i stedet for en anden privat bil (specialindrettet), fordi der var fastmonteret stålreoler mv., og fordi den var stærkt tilsmudset både i varerum og førerkabinen. Den omstændighed, at køretøjet havde vinduer i varerummet, og at der var passagersæder bag førersædet, kunne efter en samlet vurdering af bilens indretning og fremtræden ikke i sig selv føre til et andet resultat. Se SKM2010.575.BR. Højesteret har i nedenstående dom slået fast, at en pick-up normalt ikke er uegnet til at træde i stedet for en anden privat bil. Der var dog andre helt konkrete momenter i byretssagen, som kan have været bærende for resultatet. Opmærksomheden henledes på, at afgørelsen kan være forkert på et andet punkt, fordi der efter afgiftsreglerne ikke må køres privat i mandskabsvogne, hvilket man kan få indtryk af, at man kan, når man læser afgørelsen. Højesteret fandt derimod i en anden konkret sag, at en pick-up var egnet til privat benyttelse. Højesteret henså til, at der foruden førersædet var et passagersæde i bilen, og at bilen i øvrigt ikke var særligt indrettet, selvom skatteyderens udstyr, herunder trykluftsbeholder, kunne spændes fast i bilens varerum. Se SKM2006.481.HR.

Byretten fandt, at en gulpladebil som var anvendt privat, og som skatteyderen ikke kunne modbevise, ikke var uegnet til at træde i stedet for en anden privat bil, fordi den ikke var tilsmudset, og fordi den havde to sæder ved siden af førersædet, som ikke var optaget af erhvervsmæssige installationer. Dette resultat blev nået, selvom det blev påstået, at bilen var uegnet til at træde i stedet for en anden privat bil, på grund af indretningen af bagagerummet med faste reoler til brug for forskelligt værktøj mv. til brug for udførelse af arbejdet som murer. Se SKM2012.734.BR.

Se også SKM2017.477.VLR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2021.300.HR	A drev virksomhed via selskaber, som hun selv var ejer af og ansat i. Et af selskaberne leasede i perioden 2008 til 2012 en autocamper. Hovedspørgsmålet for Højesteret var, om der var grundlag for at beskatte A af autocamperen, herunder om værdiansættelsen skulle ske efter LL § 16, stk. 3, eller § 16, stk. 4. Om begrebet bil i LL § 16, stk. 4, henviste Højesteret til, at det afgørende for, om en bil er omfattet af bestemmelsen, er, om den er egnet til privat benyttelse. Den omhandlede autocamper var indregistreret som personbil på hvide nummerplader, og det var i registreringsattesten angivet, at anvendelsen var beboelse. Autocamperen havde otte siddepladser, og den var indrettet til campering. Det var ubestridt, at der ikke var foretaget nogen form for specialindretning af autocamperen til erhvervsmæssigt formål. Højesteret fastslog på den baggrund, at autocamperen var egnet til privat benyttelse, og at den derfor var omfattet af LL § 16, stk. 4. Det blev efter bevisførelsen lagt til grund, at autocamperen havde været stillet til rådighed for A’s private benyttelse i de relevante indkomstår. På den baggrund skulle A beskattes af rådigheden over autocamperen i medfør af LL § 16, stk. 4.	Tilsidesættelse af SKM2020.169.VLR Se også SKM2022.155.SR, hvor en autocamper også blev anset for omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4.
SKM2018.312.HR	Sagen drejede sig om, hvorvidt en Toyota Hilux pickup, som var ejet af skatteyderens virksomhed og indregistreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse, var specialindrettet i en sådan grad, at den ikke kunne anses for egnet som alternativ til en privat bil. Højesteret fandt, at en Toyota Hilux ikke som biltype adskilte sig fra normale personbiler på en så afgørende måde, at den allerede før eventuelle modifikationer kunne anses som uegnet til at blive anvendt som normal bil. Der var heller ikke foretaget sådanne modifikationer, at Toyotaen derved ophørte med at være et egnet alternativ til en privat bil. Skatteministeriet fik derfor medhold i, at skatteyderen skulle beskattes af værdien af fri bil. Landsretten var nået til det samme resultat.	Stadfæstelse af SKM2017.504.ØLR
SKM2006.481.HR	En pick-up var egnet til privat brug. Højesteret henså til, at der foruden førersædet var et passagersæde i bilen, og at bilen i øvrigt ikke var særligt indrettet, selvom skatteyderens udstyr, herunder trykluftsbeholder, kunne spændes fast i bilens varerum. Ikke specialindrettet.
TfS 1999, 919 HRD	En skatteyder arbejdede som gardinmontør og direktør i et selskab, der drev virksomhed med salg og montage af gardiner, og som var ejet af skatteyderens ægtefælle. Selskabet var registreret på ægtefællernes privatadresse, men forretningen lå på en anden adresse. Selskabet havde leaset to varebiler, hvoraf skatteyderen benyttede den ene til kørsel til kunder. Højesteret fandt ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at bilen var indrettet på en sådan måde og i et sådant omfang, at den kunne anses som en værkstedsvogn, selvom bilen var specialindrettet til skatteyderens arbejde som gardinmontør. Højesteret lagde derfor til grund, at bilen kunne bruges som alternativ til en privat bil. Værdien af fri bil blev herefter beregnet efter LL § 16, stk. 4. Ikke specialindrettet.	Med virkning fra 1. januar 2002 blev reglerne om fri bil ændret således, at biler, hvor momsen var afløftet, ikke var omfattet af reglerne om fri bil i LL § 16, stk. 4. Formodningsreglen for hovedaktionærer og formodningsreglen for privat brug, når bilen står på bopælen efter LL § 16, stk. 4 gælder således ikke længere. Se bemærkningerne til L 181 som vedtaget som lov nr. 342 af 27. maj 2002.
Landsretsdomme
SKM2017.477.VLR	Ankesagen angik, om appellanten havde haft privat rådighed over en Mercedes-Benz i indkomstårene 2007-2009 og derfor skulle beskattes i medfør af LL § 16, stk. 4. Appellanten var direktør og indehaver af selskabet, der havde købt bilerne, og forestod den daglige ledelse af virksomheden. Selskabet havde betalt privatbenyttelsesafgift for begge biler. Bilerne var parkeret på sagsøgerens bopælsadresse, der tillige udgjorde hjemsted for virksomheden. Køretøjet var indrettet med reolsystem i varerummet. Landsretten fastslog, at Mercedesen ikke havde en sådan indretning, at den kunne anses som et specialindrettet køretøj, der var uegnet som alternativ til en privat bil. Landsretten fandt videre, at der i sagen var en formodning for, at appellanten havde haft den omhandlede Mercedes til rådighed til privat benyttelse. Landsretten henviste i den forbindelse bl.a. til, at køretøjet var indregistreret til blandet erhvervsmæssig/privat anvendelse, samt at selskabet havde betalt tillægsafgift for privat anvendelse. Endelig fandt landsretten, at formodningen for privat rådighed ikke var afkræftet.	Stadfæstelse af SKM2016.391.BR
SKM2013.671.ØLR	Landsretten fandt ikke, at en gulpladebil indregistreret som blandet benyttet, var specialindrettet på en sådan måde, at den var uanvendelig som alternativ til en privat bil. Der blev herved navnlig lagt vægt på, at vedkommende kun udførte mindre reparationsopgaver, foretog gennemgang og justering af tidligere udført arbejde, samt foretog opsyn med igangværende arbejder. Bilen blev i det væsentlige anvendt i skatteyderens tømrervirksomhed til arbejde af ikke håndværksmæssig karakter, hvilket var understreget af bilens indretning og stand. Ikke specialindrettet.	Tidligere SKM2013.88.BR
SKM2007.538.VLR	En varebil, der var stillet til rådighed for en køkkenmontør, blev karakteriseret som et specialindrettet køretøj. Varebilen havde fastmonteret skuffemoduler til brug for forskellige materialer til køkkenmontering. Der var også skuffesektioner ved begge bilens sider og i bunden en flad kasse opdelt i sektioner til forskelligt værktøj, således at der oven på kassen kunne anbringes ting, fx hårde hvidevarer, der skulle køres ud til en kunde. Landsretten fandt desuden ikke, at bilen var blevet brugt til privat kørsel, og der var derfor ikke grundlag for at foretage en værdiansættelse af den private kørsel. Specialindrettet.
SKM2005.307.VLR	Landsretten fandt, at to varevogne, der indgik i virksomhedsordningen, var særligt indrettede køretøjer, og beskatning af den private brug skulle derfor ske efter LL § 16, stk. 3 og ikke LL § 16, stk. 4. Bilen var udstyret med et radioanlæg, der var fastspændt til passagersædet på en sådan måde, at radioanlægget ikke umiddelbart kunne frigøres. Når radioanlægget var monteret, kunne passagersædet ikke bruges til passagertransport. Specialindrettet.
Byretsdomme
SKM2021.540.BR	Sagen angik, om sagsøgeren i indkomstårene 2015-2017 skulle beskattes af fri bil i medfør af LL § 16, stk. 4. A var i indkomstårene 2015-2017 ansat som el-installatør i virksomheden G1, der var ejet af As far. I samme periode var A den primære bruger af først en Opel Zafira, som senere i perioden blev udskiftet med en nyere Opel Zafira. Begge biler var ejet af farens selskab G1. Af sagen fremgik, at den nyeste bil var en almindelig personbil med fem sæder bag førersæderne. Bagsæderne var lagt ned og oven på sæderne var lagt en træplade, som ikke var fastmonteret. Oven på træpladen var fastmonteret en mindre stålreol med små plastkasser, ligesom der stod diverse arbejdsrelaterede ting på træpladen. Efter en samlet vurdering fandt retten, at bilen ikke kunne sidestilles med værkstedsvogne eller lignende biler, selvom den havde indretning med en træplade. Retten fandt derfor, at bilen var egnet til privat kørsel og omfattet af LL § 16, stk. 4. Retten anførte, at bilerne, der var indregistreret til privat personkørsel på hvide nummerplader, efter oplysningerne i sagen havde været parkeret dagligt på As private adresse. Det påhvilede herefter A at sandsynliggøre, at bilerne ikke havde været stillet til rådighed for hendes private benyttelse. Retten anførte, at sagsøgeren hverken havde udarbejdet kørebog eller kørselsregnskab, ligesom der ikke var indgået en skriftlig aftale med arbejdsgiveren om, at bilerne ikke var til rådighed for privat kørsel. Endvidere var der ikke oplyst om forhold, der effektivt havde forhindret A i at råde privat over bilerne i de pågældende indkomstår. Af sagen fremgik, at der var en mundtlig vagtordning i virksomheden. Enkelte gange, når As var ikke kunne tage telefonen, viderestillede han telefonen til A. Alternativt ringede han og bad hende påtage sig opgaven. Efter bevisførelse herunder As forklaring fandt retten det ikke godtgjort, at A havde deltaget i en vagtordning, der kunne begrunde undtagelse fra beskatning efter LL § 16, stk. 4. På den baggrund lagde retten til grund, at bilerne havde været stillet til rådighed for As private benyttelse i de pågældende indkomstår. Skatteministeriet blev derfor frifundet.
SKM2012.734.BR	Byretten fandt, at en gulpladebil som var anvendt privat, og som skatteyderen ikke kunne modbevise, ikke var uegnet til at træde i stedet for en anden privat bil, fordi den ikke var tilsmudset, og fordi den havde to sæder ved siden af førersædet, som ikke var optaget af erhvervsmæssige installationer. Dette resultat blev nået, selvom det blev påstået, at bilen var uegnet til at træde i stedet for en anden privat bil, på grund af indretningen af bagagerummet med faste reoler til brug for forskelligt værktøj mv. til brug for udførelse af arbejdet som murer.
SKM2011.507.BR	Byretten fandt, at sagsøgeren i medfør af LL § 16, stk. 4, skulle beskattes med værdien af fri bil af en gulpladebil. Retten lagde til grund, at bilens indretning ikke medførte, at bilen skulle anses som specialindrettet, og da sagsøgeren efter sin egen forklaring havde anvendt bilen til privat kørsel i et vist - om end mindre - omfang. Det var først under retssagen, at der blev fremlagt fotos af den pågældende bil med fastmonterede reoler m.v. Af de fotos, der var fremlagt for Landsskatteretten, fremgik alene løst værktøj m.v. Efter sagsøgerens forklaring var bilen oprindeligt fastmonteret med reoler m.v., men af pladsmæssige hensyn, udtog han indimellem disse, når han skulle købe cement på en europalle. Retten fandt ikke, at det herved var bevist, at bilen i den pågældende periode var specialindrettet som værkstedsvogn. Retten lagde herved vægt på, at det var usikkert, om billederne med de fastmonterede reoler var fra den pågældende periode, at sagsøgeren i givet fald nemt kunne afmontere reolerne, og at han i hvert fald ikke under de billeder, der blev fremlagt for Landsskatteretten, kørte rundt med nogen europalle med cement. Herefter og da bilens øvrige stand og udseende ikke kunne føre til noget andet resultat, og da det efter sagsøgerens egen forklaring tillige måtte lægges til grund, at bilen blev benyttet til privatkørsel i et vist omend mindre omfang, tiltrådte retten, at der ikke var grundlag for at undlade beskatning af fri bil for de pågældende år. Ikke specialindrettet.
SKM2011.367.BR	En bil var ikke specialindrettet, og hovedanpartshaveren skulle beskattes af fri bil for indkomstårene 2004-2006. Bilen var en Volvo XC 90, dvs. en bil i SUV-klassen (køretøj til sportsbrug), der uden den særlige indretning var særdeles velegnet til privat befordring. Bilen havde vinduer hele vejen rundt. Der var endvidere kun reolsystemer i bagagerummet, der var fastmonteret og ikke uden videre kunne tages ud. Reolsystemet var monteret direkte bag passagersædet og optog kun en mindre del - 11 % - af bagagerummet. Ikke specialindrettet.
SKM2010.575.BR	En pickup på gule plader blev anset for uegnet til at træde i stedet for en anden privat bil (specialindrettet), fordi der var fastmonteret stålreoler mv., og fordi den var stærkt tilsmudset både i varerum og førerkabinen. Den omstændighed, at køretøjet havde vinduer i varerummet, og at der var passagersæder bag førersædet, kunne efter en samlet vurdering af bilens indretning og fremtræden ikke i sig selv føre til et andet resultat. Specialindrettet.
Landsskatteretskendelser
►SKM2024.323.LSR◄	►Sagen drejede sig om, hvorvidt det af selskabet leasede køretøj - en Volvo FH 540 XL - indrettet til transport af heste, var en bil omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, eller om beskatning skulle ske efter ligningslovens § 16, stk. 3. Landsskatteretten bemærkede, at efter ligningslovens § 16, stk. 4, skulle skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne den skattepligtige værdi af en bil, der var stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, når benyttelsen skete som led i et ansættelsesforhold eller som led i aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, og at bestemmelsen omfattede både personbiler og varebiler. Landsskatteretten bemærkede endvidere, at for visse køretøjer skete beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 3. Undtagelsen omfattede efter forarbejderne til § 16 særlige køretøjer såsom kraner, lastbiler og andre specialkøretøjer, der ikke kunne anses for egnede som alternativ til en privat bil. Det var ubestridt, at det omhandlede køretøj var anvendt til transport af hovedanpartshaverens private heste til og fra ridestævner grundet familiens interesse for hestesport. Selskabet drev entreprenørvirksomhed og havde ikke aktiviteter med avl af heste eller lign. Køretøjet var indregistreret til godstransport på gule nummerplader. Køretøjet var indrettet til campering og til transport af heste. Der var ikke foretaget nogen specialindretning til erhvervsmæssigt formål, og kørsel var ud fra det oplyste primært sket i weekenderne. Køretøjet var således ikke specialindrettet på en måde, som gjorde det uegnet til privat benyttelse. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at køretøjet var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, hvorfor der for indkomstårene 2020 og 2021 skulle ske beskatning af klagerens rådighed over køretøjet på baggrund af de skematiske regler om værdi af fri bil. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.◄
SKM2023.392.LSR	Den 25. juni 2019 omdannede klageren sin enkeltmandsvirksomhed til selskab med virkning fra den 1. januar 2019 efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse. I omdannelsen indgik en bil af mærket Opel Zafira Tourer, der var blevet indregistreret første gang den 16. maj 2012. Uanset, at bilen var indrettet med et reolsystem, fandt Landsskatteretten, at bilen ikke var en værkstedsvogn eller lignende. Bilen var derfor egnet til privat kørsel og dermed omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, om den skattepligtige værdi af bil stillet til rådighed af arbejdsgiveren (det nystiftede selskab) for privat benyttelse. Videre fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde afkræftet formodningen for, at det nystiftede selskab stillede bilen til rådighed for klagerens private benyttelse.
SKM2011.786.LSR	Den pågældende bil ansås ikke for specialindrettet. Der blev blandt andet henset til, at bilen uden den særlige indretning, var særdeles velegnet til privat kørsel, samt at bagagerummet ikke var forsynet med reoler og værktøj i et omfang, som gjorde den uegnet til privat anvendelse, ligesom både fører- og bagagerum ikke bar præg af at være erhvervsmæssigt anvendt. Der sås endvidere ikke at være et erhvervsmæssigt behov for en specialindrettet bil, idet klageren ikke kørte som håndværker eller montør, men i hovedparten varetog administrative opgaver, herunder møder i forbindelse med tilbudsgivning, tilsynsopgaver, samt taksationsopgaver og kun foretog mindre reparationsopgaver.
SKM2010.753.LSR	Landsskatteretten fandt, at en kassevogn over tre ton ikke kunne anses som specialindrettet. Vognen blev brugt af en ejendomsfunktionær bl.a. i forbindelse med diverse reparationer, og den var derfor forsynet med skruestik og håndværktøj. Resultatet blev begrundet med, at den ikke var indrettet med reoler og værktøj i tilstrækkelig grad, og at den fremstod rengjort og lugtfri. Bilen var udstyret med det mest almindelige håndværktøj, en fastmonteret hyldesektion og en fastspændt skruestik. Gulvarealet var frit, fordi vognen også blev brugt til flytning af mindre ting. Ikke specialindrettet.
SKM2004.127.LSR	En autocamper var egnet til privat kørsel, og der var derfor grundlag for beskatning af fri bil. Bilen var en 6-personers minivan, der havde et hævetag og en lille køkkenindretning bag den bagerste stolerække. Bilen var indregistreret som en autocamper efter de tidligere gældende regler. Ved ændringen af registreringsafgiftsloven i 2000 blev kravene til autocampere skærpet. Formålet med lovændringen var at begrænse mulighederne for at få almindelige større personbiler kategoriseret som campingbiler. Ikke specialindrettet.
TfS 1999, 495 LSR	Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at beskatte en varebil på gule plader, som en slagtermester havde medtaget i virksomhedsordningen, og som blev brugt i forretningen. Landsskatteretten anså køretøjet for at være indrettet på en måde, der gjorde bilen uegnet som alternativ til privat bil. I varebilen var fastmonteret et stativ med hylder, ligesom der var monteret et stort køleelement. Specialindrettet.
Skatterådet og Ligningsrådet
SKM2022.155.SR	H1 ApS ønskede at erhverve en autocamper til brug for selskabets hovedaktivitet, som var udgivelse af en publikation omhandlende autocampere, herunder indgåelse af værtsaftaler med bl.a. gårdbutikker, kroer mv., hvor disse gratis stillede autocamper-pladser til rådighed. Indtægt var fra publikationen, samt annonceindtægt. Autocamperen var en van-model på omkring 6 meter med 4 sele- og sovepladser. Fast soveplads til 2 personer og mulighed for at lave ekstra sovepladser ved eksempelvis hævetag eller en van-model med højt tag og udtræk. Selskabet oplyste, at en vanmodel giver bedre kørekomfort og lavere brændstofforbrug, når autocamperen bevæger sig fra vært til vært i hele Danmark. Det var ikke oplyst, om autocamperen ville være specialindrettet. Det blev på det foreliggende grundlag lagt til grund, at den omhandlede autocamper var egnet til privat benyttelse og således måtte anses for omfattet af LL § 16, stk. 4. Der blev henvist til SKM2021.300HR herunder kommentaren om begrebet bil.	Se også SKM2021.300.HR, hvor en autocamper også blev anset for omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4.
SKM2021.283.SR	Sagen angik opladning af en elbil ved medarbejderens adresse. Spørger var et selskab med virksomhed inden for elinstallation og vvs. De udførende medarbejdere havde en servicevogn stillet til rådighed af Spørger. Servicevognene var specialindrettede og traditionelle kassevogne på gule plader, som alene blev anvendt i forbindelse med arbejdet. I forbindelse med den grønne omstilling ønskede spørger at anskaffe en række servicevogne, som anvendte elektricitet som drivkraft frem for diesel. For at lette processen med opladning påtænkte Spørger at installere ladestandere i husstanden hos de givne medarbejdere. Skatterådet kunne bekræfte, at den enkelte medarbejder ikke skulle beskattes af sparet privatforbrug ved arbejdsgivers refusion af el-udgiften til opladning af specialindrettet køretøj, idet el-udgiften kunne individualiseres via en måler, der enten sad i ladestanderen eller kunne opsættes ved kundens el-tavle i hjemmet, hvor det ved installationen eller certificeringen var sikret, at det kun var opladere til elbiler, der blev tilsluttet til måleren. Der var i den forbindelse henset til, at den ansatte montør aflæser måleren og kilometerstanden månedligt og afregnes herefter, og at Spørger ville holde det faktiske forbrug op i mod kørte kilometer og sammenholde med de øvrige servicevogne. Det var derudover forudsat, at den ladestander, der blev installeret på medarbejderens private bopæl, udelukkende kunne anvendes til opladning af den specialindrettede el-varebil.
SKM2017.724.SR	Skatterådet bekræftede, at spørgers private anvendelse af en hestetransporter ikke indebar, at spørger skulle beskattes efter reglerne i LL § 16, stk. 4, da hestetransporteren ikke kunne anses for egnet som alternativ til en privat bil. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger alene skulle beskattes af markedslejen de dage, hvor bilen konkret anvendtes til private formål. Spørger var hovedanpartshaver i selskabet, og skulle således anses for at have rådighed over køretøjet hele året, med undtagelse af de perioder hvor køretøjet konkret anvendtes erhvervsmæssigt. Spørger ville således skulle beskattes af et beløb der svarede til lejeprisen for en tilsvarende hestetransporter for hele låneperioden, med fradrag for perioder hvor køretøjet konkret var anvendt erhvervsmæssigt. Skatterådet kunne med henvisning til ovenstående ikke bekræfte, at der ikke skulle føres en egentlig kørebog, eller at dokumentation for den private kørsel kunne ske ved kørebog for den private kørsel i form af notering af dato for kørslen, angivelse af adresse start, adresse slut, kilometerstand start og kilometerstand slut.
SKM2002.251.LR	Ligningsrådet godkendte, at et selskabs medarbejdere, som havde skiftende arbejdssteder og kørte til disse direkte fra bopælen i en af selskabets værkstedsbiler, ikke skulle beskattes, hvis de standsede på vejen for at foretage private indkøb eller for at aflevere/hente børn, hvis den private kørsel skete uden afvigelser fra den erhvervsbetingede kørselsrute. Ligningsrådet redegjorde for samspillet mellem reglen om, at man ikke beskattes af privat kørsel i et særligt køretøj på op til 1.000 km og bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder. Ikke beskatning.
TfS 1994, 667 LR	Det er bilens indretning, der afgør, om en bil er uegnet til brug som alternativ til en privat bil eller ej. Ligningsrådet anså derfor en lukket kassevogn med fastmonteret værktøjsindretning for at være et specialkøretøj. Specialindrettet.