Indhold

Dette afsnit handler om fordringer og gæld, der ikke forfalder eller skal indfries på et forud aftalt tidspunkt.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Ikrafttrædelse
  • Lovbestemmelsens baggrund, formål og historik
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Ved lov nr. 1124 af 19. november 2019 er KGL § 1, stk. 5, og stk. 6, ophævet. Ændringen har virkning for afståelser og indfrielser, der sker fra og med den 1. januar 2020.

Fordringer og gæld, som den 31. december 2019 er omfattet af KGL § 1, stk. 5 og stk. 6, anses for afstået og generhvervet (fordringer) eller frigjort og genpåtaget (gæld) den 31. december 2019 til værdien samme dag.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

SKM2024.184.LSR

►Klagen skyldtes et bindende svar fra Skatterådet, som bl.a. vedrørte, om et hybridt kernekapitalinstrument udgjorde gæld i skattemæssig henseende omfattet af kursgevinstloven for udstederen (spørgeren).

Landsskatteretten fandt ud fra en konkret og samlet vurdering, at dispositionen ikke udgjorde et reelt gældsforhold, idet spørger ikke var retligt forpligtet til at tilbagebetale det modtagne beløb. Spørger havde således ikke ved udstedelsen påtaget sig en retlig forpligtelse til at tilbagebetale et pengebeløb, og dispositionen var derfor ikke omfattet af KGL § 1, stk. 1. 

Subsidiært var der bl.a. spurgt, om eventuelle kurstab ved indfrielse og de løbende betalinger vedrørende den hybride kernekapital var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a, som driftsomkostninger. Landsskatteretten fandt ud fra en konkret og samlet vurdering, at det ikke var godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at et eventuelt tab ved indfrielse og de løbende betalinger vedrørende den hybride kernekapital var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Retten lagde bl.a. vægt på, at et eventuelt tab og de løbende betalinger i det væsentligste vedrørte spørgers formue. En henvisning til, at udstedelsen af den hybride kernekapital skete for at opfylde gældende kapitalkrav, indebar ikke, at det var godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at et eventuelt tab og de løbende betalinger havde en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, hvilket kræves for et eventuelt fradrag efter SL § 6, stk.1, litra a. Den omstændighed, at der eksisterede lovgivningsmæssige krav til spørgers kapitalgrundlag, indebar ikke i sig selv, at omkostningerne kunne anses for anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.◄

►Tidligere SKM2021.377.SR

Landsskatterettens afgørelse er indbragt for domstolene◄

SKM2022.145.LSR

Klagen vedrørte et bindende svar fra Skatterådet om, hvorvidt kursgevinster og -tab på "Lånet" ville blive omfattet af kursgevinstloven, og at renterne herpå skattemæssigt skulle behandles som renteudgifter, og i benægtende fald, om kursgevinster og -tab samt renter fra "Lånet" skulle beskattes efter statsskattelovens regler.

Landsskatteretten fandt ud fra en konkret og samlet vurdering, at den påtænkte disposition ikke udgjorde et reelt gældsforhold, idet selskabets tilbagebetalingsforpligtelse måtte anses for teoretisk. Selskabet kunne således ikke i henhold til den påtænkte aftale anses for retligt forpligtet til at tilbagebetale det modtagne beløb. Dispositionen kunne herefter ikke anses for omfattet af KGL § 1, stk. 1, og da der ikke i skattemæssig forstand forelå en gæld, var der ikke fradragsret for renter i henhold til SL § 6, stk. 1, litra e. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets svar på spørgsmål 1.

Landsskatteretten bemærkede, at det i spørgsmål 2 ikke fremgik præcist af selve spørgsmålet, hvilken eller hvilke skattemæssige virkninger der blev spurgt til, og at Skatterådet ikke ved besvarelsen af det bindende svar på spørgsmål 2 sås at have taget stilling til den af repræsentanten i klagesagen fremsatte påstand om, at de løbende betalinger var fradragsberettigede for selskabet efter SL § 6, stk. 1, litra a. Klagen afvistes derfor på dette punkt, idet selskabet blev henvist til på ny at anmode om et bindende svar på dette spørgsmål.

Tidligere SKM2020.181.SR

Skatterådet

SKM2022.242.SR

Skatterådet skulle i sagen tage stilling til den skattemæssige behandling af vedhængende renter på hybrid kernekapital. Spørger havde i 2020 erhvervet nogle andele i selskaber, der var hybrid kernekapital. I forbindelse med erhvervelsen var der betalt vedhængende renter til sælger af andelene. Dvs. atder var betalt et vederlag til sælger for den rente, der falder i renteperioden frem til den først kommende termin, hvor sælger havde ejet andelene af hybrid kernekapital.

Spørger ønskede bekræftet, at der kunne ske modregning af det betalte vederlag for de vedhængende renter i kuponrenter, der modtages efter erhvervelsen hos Spørger i samme indkomstår.

Skatterådet fandt, at det betalte vederlag kunne modregnes i de først kommende kuponrenter for den enkelte andel af hybrid kernekapital. Det kunne dog ikke bekræftes, at det altid var i samme indkomstår, da Spørger kunne betale vederlag i et indkomstår og modtage kuponrenter i et efterfølgende indkomstår.

Skatterådet fandt også, at der ikke var fradrag for en negativ sum, hvis det betalte vederlag for vedhængende renter, oversteg kuponrenterne. En række spørgsmål vedrørende registrering på årsopgørelsen blev afvist.

SKM2009.53.SR

Skatterådet bekræftede, at kapitalbeviser (obligationer), som udstedes i forbindelse med indskud af hybrid kernekapital er omfattet af LL § 6B og KGL § 1, stk. 6.