Parter

H1 A/S
(advokat Hans Severin Hansen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af højesterretsdommerne

Børge Dahl, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen og Henrik Waaben.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 18. afdeling den 21. august 2008.

Påstande

Appellanten, H1 A/S, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at Ligningsrådets bindende forhåndsbesked ændres, således at H1s transferindtægter ikke er skattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4, men derimod skattefrie efter § 5, stk. 1, litra a, mens transferudgifter som hidtil kan afskrives efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om stadfæstelse, subsidiært at ministeriet skal anerkende, at Ligningsrådets bindende forhåndsbesked ændres, således at H1s transferindtægter er skattefrie, mens H1 skal anerkende, at Ligningsrådets bindende forhåndsbesked ændres, således at der ikke kan foretages skattemæssige afskrivninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, på H1s transferudgifter.

Over for Skatteministeriets subsidiære påstand har H1 påstået frifindelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Ved indgåelse af en spillerkontrakt mellem en spiller og et selskab, der driver virksomhed med professionel fodbold (i det følgende en fodboldklub), etableres et tidsbegrænset og uopsigeligt ansættelsesforhold. Det er et led heri, at spilleren ikke kan påtage sig andet arbejde i kontraktperioden uden arbejdsgiverens forudgående godkendelse.

Når en fodboldklub indgår aftale med en anden klub om dennes betaling af en transfersum vedrørende en spiller, accepterer den oprindelige klub som arbejdsgiver, at spilleren løses fra kontrakten før tid, således at spilleren frit kan indgå en ny spillerkontrakt med den anden klub. Kontrakten mellem spilleren og den nye klub indgås direkte mellem disse parter. Den oprindelige arbejdsgiver kan ikke forpligte spilleren i forhold til den nye klub.

Efter det oplyste er det almindeligt for en professionel fodboldklub, at der sker tilgang til spillertruppen både med og uden betaling af en transfersum. Det er ligeledes almindeligt, at der sker afgang fratruppen ved, at klubben giver afkald på en spiller mod betaling af en transfersum eller lader kontrakten løbe ud uden forlængelse.

Det er et hovedspørgsmål under sagen, om transferindtægter er omfattet af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, om "indtægter, som hidrører fra salg af den skattepligtiges ejendele" og dermed er skattefrie, eller om indtægterne - ligesom klubbens øvrige indtægter i form af entreindtægter, tv-indtægter, sponsorindtægter mv. - er skattepligtige efter statsskattelovens § 4. I relation til § 5, stk. 1, litra a, er parterne nemlig enige om, at H1s transferaktiviteter ikke "henhører under vedkommendes næringsvej, ... eller er foretaget i spekulationsøjemed".

Højesteret er enig med Ligningsrådet og Landsskatteretten i, at transferindtægter må anses som kompensation til klubben for, at den til fordel for den betalende klub opgiver sine rettigheder i henhold til en ansættelseskontrakt, klubben har indgået med en spiller. Til- og afgang af spillere - og de hermed i nogle tilfælde forbundne transferindtægter og -udgifter - må anses for at indgå som en sædvanlig del af klubbens driftsaktiviteter med henblik på at optimere de sportslige og økonomiske resultater.

På denne baggrund finder Højesteret, at transferindtægter ikke vedrører selve indkomstgrundlaget og ikke kan anses for at være en skattefri formuegevinst, der er fremkommet ved salg af ejendele. Transferindtægterne er således ikke skattefrie efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, men er skattepligtige efter § 4 som sædvanligt forekommende løbende indtægter.

Herefter stadfæster Højesteret dommen.

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 A/S betale 200.000 kr. til Skatterninisteriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.