Dato for udgivelse
19 jul 2010 13:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10 jun 2010 08:27
SKM-nummer
SKM2010.458.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, B-1905-09
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Due diligence, datterselskab, moderselskab, revisor, advokat
Resumé

Skatteyderen i sagen var et selskab, som havde købt et andet selskab i henhold til en "eller ordre" klausul, som skatteyderens hollandske moderselskab havde indgået i en aftale med sælgeren af selskab, som skatteyderselskabet købte.

Skatteyderselskabets hollandske moderselskab havde indgået en aftale i august 1999 om køb af aktier i det af datterselskabet senere overtagne selskab. Denne købsaftale var betinget af flere forhold, og reelt var sælgeren frit stillet til at afgøre, om aftalen skulle indgås eller ej. Skatteyderselskabets hollandske moderselskab var berettiget til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til et helejet datterselskab uden forudgående accept fra sælgerens side.

Det hollandske moderselskab blev i juli, september og oktober 1999 opkrævet advokat og revisorudgifter for knap 2 mio. kr. og betalte fakturaerne. Den 21. december 1999 valgte sælgeren, at aftalen skulle afsluttes, hvilket det hollandske moderselskab tiltrådte. Man meddelte samtidig, at rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen blev overdraget til skatteyderselskabet.

I 2000 fakturerede det hollandske moderselskab skatteyderselskabet de afholdte udgifter til advokat og revisor. Såvel landsrettens flertal som mindretal fandt, at den afholdte udgift havde karakter af advokat- og revisorudgift omfattet af ligningslovens § 8 J. Flertallet udtalte, at det ikke udelukkede fradragsret for det danske skatteyderselskab, at advokat- og revisorbistand var rekvireret af det hollandske moderselskab, før det blev besluttet, at aktierne i det købte selskab skulle erhverves af skatteyderselskabet.

Flertallet fandt, at beslutningen om, at aktierne skulle købes af skatteyderselskabet, blev truffet i december 1999 og indebar, at det samtidigt stod klart, at skatteyderselskabet var rette omkostningsbærer af udgifterne til advokat og revisor til forundersøgelserne forud for aktiekøbet. Derfor skulle udgiften fratrækkes i indkomståret 1999 og ikke i indkomståret 2000.

Reference(r)
Ligningsloven § 8 J (dagældende)
Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 E.A.2.1.4.2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 E.B.5.3
Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-1 E.A.3.2
Henvisning

Ligningsvejledningen 2011-1 E.A.2.1.3

Parter

H1 Danmark A/S
(Advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

Vogter, Olav D. Larsen og Stig Glent-Madsen

Denne sag er anlagt den 20. maj 2009 ved byretten, som ved kendelse af 16. september 2009 har henvist sagen til behandling ved Vestre Landsret.

Påstande

Sagsøgeren, H1 Danmark A/S, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at selskabets ansatte indkomst i indkomståret 2000 nedsættes med 1.946.612 kr.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Landsskatteretten afsagde den 12. marts 2009 følgende kendelse

"...

Klagen vedrører fradragstidspunktet for udgifter til advokat og revisor i forbindelse med køb af aktier i datterselskab i henhold til ligningslovens § 8 J.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til advokat og revisor på 1.946.612 kr. i indkomståret 2000, men godkendt fradrag for udgifterne i indkomståret 1999.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler. Repræsentanten har endvidere haft lejlighed til at udtale sig over for rettens medlemmer på et retsmøde.

Sagens oplysninger

H1 Danmark A/S blev stiftet den 15. november 1999. Første regnskabsår dækker perioden fra 15.11.1999 til 31.12.1999. Følgende regnskabsår følger kalenderåret.

Selskabet er 100 % ejet af H1 Group B.V., Holland (herefter H1 B. V.).

Selskabet har den 7. juni 2001 ansøgt om tilladelse til sambeskatning med datterselskabet H2 A/S. Anmodningen er imødekommet, således at sambeskatningen gælder fra indkomståret 2000, dvs. fra den 1. januar 2000.

I august 1999 indgik G1 og H1 B.V., Holland, aftale om H1 B.V.'s køb af aktierne i H2 A/S. Købsaftalen af 13. august 1999 var betinget af flere forhold, og reelt var G1 frit stillet til at afgøre, om aftalen skulle closes eller ikke. Af punkt 15 i overdragelsesaftalen fremgår det, at køber er berettiget til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til et helejet datterselskab uden forudgående accept fra sælger.

I forbindelse med planerne om eventuelt at købe aktierne i H2 A/S havde H1 B.V. forinden indhentet bistand fra advokat og revisor. Bistanden omfattede foretagelse af due diligence-undersøgelse af H2 A/S, assistance ved forhandlingerne med G1 og udarbejdelse af diverse dokumenter. H1 B.V. blev i juli, september og oktober 1999 herfor opkrævet advokat- og revisorhonorarer på i alt 1.946.612 kr.

Den 21. december 1999 valgte G1, at aftalen skulle closes, hvilket H1 B.V. tiltrådte, dog således at man meddelte, at rettighederne og forpligtelserne i henhold til købsaftalen af 13. august 1999 var overdraget til et helejet datterselskab, nemlig H1 Danmark A/S. På et bestyrelsesmøde i H1 Danmark A/S den 22. december 1999 blev det endeligt godkendt, at H1 Danmark A/S skulle købe aktierne i H2 A/S på grundlag af købsaftalen af 13. august 1999. Købet skete med 100 % lånefinansiering fra moderselskabet. Closing fandt herefter sted den 22. december 1999 med H1 Danmark A/S som køber af aktierne.

Ved faktura af 11. april 2000 opkrævede H1 B.V. de afholdte udgifter til advokat og revisor på 1.946.612 kr. hos H1 Danmark A/S.

Ifølge bilag til selvangivelsen for 2000 medtog H1 Danmark A/S udgifterne til due diligence m.v. på i alt 1.946.612 kr. som ikke-fradragsberettigede omkostninger i forbindelse med erhvervelse af aktier m.m.

Selskabet anmodede den 12. november 2004 SKAT om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2000 med henvisning til Højesterets dom af 23. juni 2004 og Landsskatterettens kendelse af 27. september 2004. Ved brev af 4. februar 2005 meddelte SKAT dog afslag på anmodningen om genoptagelse.

Selskabet påklagede herefter dette afslag til Landsskatteretten. Ved kendelse af 25. april 2006 stadfæstede Landsskatteretten SKATs afslag på genoptagelse, da betingelsen om, at hidtidig praksis skal være endeligt underkendt, ikke var opfyldt. Som følge af Højesterets domme af 24. oktober 2007 offentliggjort som SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR blev sagen dog efterfølgende genoptaget til fornyet behandling i Landsskatteretten.

Ved kendelse af 4. december 2007 pålagde Landsskatteretten SKAT at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 2000 vedrørende fradrag for advokat- og revisorudgifter i henhold til ligningslovens § 8 J, stk. 1. Dette skete med henvisning til Højesterets domme af 24. oktober 2007.

SKATs afgørelse

SKAT er af Landsskatteretten blevet pålagt at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 2000.

SKAT har ikke godkendt fradrag for advokat- og revisorudgifter afholdt i forbindelse med køb af aktier i datterselskabet H2 A/S i indkomståret 2000. SKAT har henført fradraget for de pågældende udgifter til indkomståret 1999, idet udgifterne skal fratrækkes i indkomstopgørelsen i samme periode, som aktierne er erhvervet. Det forhold, at moderselskabet H1 B.V., Holland, har viderefaktureret omkostningerne i indkomståret 2000, medfører ikke, at udgifterne kan anses for fradragsberettigede i indkomståret 2000.

Den nedlagte påstand om, at der først i forbindelse med viderefaktureringen i 2000 er opstået en retlig forpligtelse for H1 Danmark A/S til at betale de pågældende beløb, kan ikke tiltrædes. Pligten til at betale beløbet er allerede opstået i forbindelse med købet af aktierne i 1999. Det forhold, at moderselskabet først har sendt en faktura i april 2000, har ingen betydning, idet advokat- og revisorudgifterne burde have været medtaget på en mellemregning allerede på købstidspunktet. Der er i øvrigt ikke givet nogen begrundelse for, hvorfor udgifterne først er viderefaktureret i april 2000.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet indrømmes fradrag for udgifterne på 1.946.612 kr. i indkomståret 2000.

Med henvisning til Højesterets domme af 24. oktober 2007 har Landsskatteretten ved kendelse af 4. december 2007 pålagt SKAT at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 2000.

Landsskatteretten har afgivet pålæg om genoptagelse af netop indkomståret 2000. Selskabet har derfor krav på fradrag i indkomståret 2000. Landsskatteretten har i forbindelse med genoptagelsessagen haft al dokumentation i sagen, og hvis retten havde ment, at forpligtelsen til udgifternes afholdelse ikke vedrørte indkomståret 2000, ville dette have været angivet.

Landsskatterettens kendelse har retskraft, og med henvisning til skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, gælder, at SKAT ikke kan ændre forhold, som Landsskatteretten har taget stilling til.

Da Landsskatteretten alene har pålagt SKAT at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2000, kan SKAT ikke ex officio at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 1999.

Fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, forudsætter efter praksis, at der er opstået en endelig, retlig forpligtelse til at betale det pågældende beløb, og at beløbet kan opgøres endeligt, jf. pligtpådragelsesprincippet.

H1 Danmark A/S er først forpligtet til at refundere moderselskabet på det tidspunkt, hvor der i inter partes-forholdet opstår en endelig betalingsforpligtelse. Dette er først sket i 2000, hvor H1 B.V. har viderefaktureret de afholdte udgifter til advokat og revisor. H1 Danmark A/S har ingen hæftelse for disse udgifter, førend de viderefaktureres. H1 Danmark A/S har pådraget sig den endelige forpligtelse den 11. april 2000, hvor beløbet kan opgøres endeligt for dette selskab, og fakturabeløbet må på denne baggrund anses for at være fradragsberettiget i indkomståret 2000.

Moderselskabet og H1 Danmark A/S er selvstændige juridiske enheder og deres indbyrdes dispositioner giver rettigheder henholdsvis forpligtelser i takt med de obligationsretlige forhold selskaberne imellem.

Da overdragelsen af aktierne blev gennemført sidst i december 1999, var det ikke muligt for moderselskabet at opkræve de pågældende udgifter inden årsskiftet, og der var i øvrigt heller ikke den store bevågenhed på selve opkrævningen heraf. I april 2000 viderefakturerede moderselskabet dog de afholdte udgifter, og H1 Danmark A/S har derfor ikke været forpligtet til at refundere udgifterne før denne dato.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ved Landsskatterettens kendelse af 4. december 2007 blev SKAT pålagt at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 2000. Begrundelsen for genoptagelsespålægget var, at Højesteret i to domme af 24. oktober 2007, offentliggjort i henholdsvis SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR havde fundet, at der i ligningslovens § 8 J, stk. 1 var hjemmel til fradrag for advokat- og revisorudgifter afholdt til due diligenceundersøgelser m.v. ved køb af datterselskabsaktier. Landsskatterettens kendelse af 4. december 2007 angik alene spørgsmålet om genoptagelse af SKATs sag, og ikke det materielle indhold af sagen, herunder periodiseringen af de pågældende udgifter.

Da Landsskatteretten ved kendelse af 4. december 2007 ikke tog stilling til periodiseringen af udgifterne har SKAT haft den fornødne kompetence til at nægte fradrag for udgifterne på 1.946.612 kr. i indkomståret 2000 ud fra en realitetsbehandling af sagen.

I henhold til ligningslovens § 8 J, stk. 1, kan udgifter til advokat og revisor afholdt i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det er videre angivet i bestemmelsens stk. 2, at udgifter, der er afholdt inden etableringen af erhvervsvirksomheden, først kan fradrages i det indkomstår, hvori etableringen af erhvervsvirksomheden finder sted.

Det fremgår af sagen, at de pågældende advokat- og revisorudgifter er afholdt for arbejde udført i forbindelse med aftalen af 13. august 1999 mellem moderselskabet og G1 vedrørende købet af H2 A/S.

Som en konsekvens af, at moderselskabet siden overdrog rettigheder og forpligtelser i henhold til købsaftalen af 13. august 1999 til H1 Danmark A/S, og H1 Danmark A/S efterfølgende købte aktierne i H2 A/S, viderefakturerede moderselskabet udgifterne til advokat og revisor til H1 Danmark A/S. SKAT har i den forbindelse godkendt, at H1 Danmark A/S er rette omkostningsbærer.

Fradragsretten for udgifter omfattet af ligningslovens § 8 J, stk. 1 relaterer sig til etableringen af erhvervsvirksomheden i H1 Danmark A/S, og da denne etablering skete ved selskabets køb af aktier i H2 A/S i december 1999, må fradragsretten efter rettens opfattelse som udgangspunkt følge tidspunktet for erhvervelsen af aktierne.

Moderselskabet har på vegne af H1 Danmark A/S afholdt udgifterne i 1999, og da udgifterne efterfølgende er henført til H1 Danmark A/S som rette omkostningsbærer, er tidspunktet for købet af aktierne tillige bestemmende for tidspunktet for, hvornår udgifterne kan fradrages. Forpligtelsen til at refundere moderselskabet de pågældende udgifter har dermed foreligget siden erhvervelsen af aktierne i december 1999.

Den omstændighed, at moderselskabet først opkrævede beløbet på 1.946.612 kr. hos H1 Danmark A/S i april 2000, kan ikke medføre en udskydelse af fradragstidspunktet, idet opkrævningen alene var et internt anliggende mellem de interesseforbundne parter. Det må endvidere lægges til grund, at udgifterne ville have været opkrævet i 1999, hvis udgifterne havde været afholdt på vegne af en uafhængig part.

Landsskatteretten godkender herefter ikke fradrag for udgifterne på 1.946.612 kr. i indkomståret 2000, men tiltræder skattecenterets afgørelse, hvorefter der godkendes fradrag for udgifterne i indkomståret 1999.

Købesummen for aktierne var i aftalen af 13. august 1999 mellem A/S G1 og H1 B.V. aftalt til 243.442.340,43 kr.

Advokat PK skrev den 27. december 1999 til statsautoriseret revisor DJ og redegjorde for transaktionsforløbet. Det fremgår bl.a. af brevet, at selskabet H1 Danmark A/S blev indkøbt som et skuffeselskab den 21. december 1999 og derefter fik navnet H1 Danmark A/S.

Landsskatteretten skrev i tilknytning til kendelsen af 25. april 2006 til repræsentanten for H1 Danmark A/S samme dato og meddelte, at Landsskatteretten ville genoptage sagen, hvis Østre Landsrets dom af 19. december 2005 i sagen vedrørende SKM2006.32.ØLR blev ændret ved Højesteret.

H1 B.V. har i to erklæringer afgivet i oktober 2009 til sagsøgerens advokat redegjort for fordelingen af omkostninger vedrørende erhvervelsen af H2-koncernen. Det er anført i erklæringerne, at erhvervelsen var et stort projekt, og at det efter en undersøgelse i begyndelsen af 2000 blev afklaret, at de relevante rådgivningsomkostninger skulle betales af H1 Danmark A/S, hvorefter faktura straks blev udstedt til H1 Danmark A/S.

..."

Forklaringer

Økonomidirektør NS har forklaret, at han har været ansat i H2 A/S siden 1989. Han er også medlem af bestyrelsen. Selskabets virksomhed angår emballage og isoleringsmateriale. Baggrunden for, at G1 i 1999 solgte aktierne i H2 A/S, var, at G1 ønskede at koncentrere sin virksomhed om kerneområdet angående olieprodukter. Han var involveret i undersøgelserne i forbindelse med forhandlingerne om salg af aktierne i H2 A/S. Der blev i august 1999 indgået en foreløbig aftale om G1s salg af aktierne til H1 B.V. Undersøgelserne forud for aktiehandelen var grundige og omfattede bl.a. en præsentation af H2 A/S i Danmark med deltagelse af fire medarbejdere fra H1 B.V. Denne præsentation angik også datterselskaberne i H2 A/S. Han deltog i et møde i Danmark den 22. december 1999, da den endelige beslutning om salg til H1 Danmark A/S blev truffet. H1 Danmark A/S blev herefter holdingselskab for H2 A/S, som havde datterselskaber i England og Tyskland. H1-koncernen har også i andre lande en tilsvarende struktur med lokale holdingselskaber. H1 Danmark A/S påbegyndte sin virksomhed i februar-marts 2000. Der var forinden udarbejdet regnskab for 1999. Det blev færdiggjort den 14. januar 2000 og indeholdt intet ud over selve købet.

Han stod for økonomifunktionen i H1 Danmark A/S. Der var ikke i 1999 drøftelser om, at H1 Danmark A/S skulle afholde udgifter angående advokat- og revisorbistand i forbindelse med undersøgelserne forud for aktieoverdragelsen. Emnet blev først aktuelt, da H1 B.V. i april 2000 fremsendte fakturaen svarende til i alt 1.946.612 kr. Generalforsamling i H1 Danmark A/S blev afholdt i maj 2000.

Procedure

H1 Danmark A/S har gjort gældende, at de pågældende udgifter på i alt 1.946.612 kr. er advokat- og revisorudgifter for selskabet og dermed fradragsberettigede efter ligningslovens § 8 J, stk. 1. Skatteministeriets nye anbringende under retssagen om, at udgifterne i relation til H1 Danmark A/S ikke er advokat- og revisorudgifter, er ikke holdbart. Den viderefakturering, som H1 B.V. har foretaget, er sket, fordi H1 Danmark A/S er rette omkostningsbærer af udgifterne. Der er ikke tale om betaling for bistand ydet af H1 B.V. Det fremgår af aftalen af 13. august 1999, at H1 B.V. kunne etablere et dansk selskab, der kunne indtræde i rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen. Det skete. Både SKAT og Landsskatteretten har fundet, at H1 Danmark A/S er rette omkostningsbærer af udgifterne, og dette indebærer, at udgifternes karakter også bibeholdes ved den skattemæssige behandling af H1 Danmark A/S. Advokat- og revisorbistand i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed vil normalt blive rekvireret af andre, idet virksomheden jo netop endnu ikke er etableret. Forholdene i sagen svarer ikke til forholdene i dommene afsagt af Højesteret den 15. maj 2008 SKM2008.465.HR og den 25. november 2008 SKM2008.967.HR, idet den aktuelle sag ikke angår salg af et færdigt projekt til et kommanditselskab.

Udgifterne skal efter almindelige periodiseringsprincipper henføres til indkomståret 2000. Forpligtelsen for H1 Danmark A/S til at afholde udgifterne er ikke opstået som led i købsaftalen med A/S G1, men i kraft af, at H1 Danmark A/S er rette omkostningsbærer. Den retlige forpligtelse til betaling af udgifter, som andre har afholdt på ens vegne og efterfølgende viderefakturerer til rette omkostningsbærer, opstår ikke på det tidspunkt, hvor førstnævnte afholder udgifterne, men først når der sker viderefakturering. Man kan ikke af det forhold, at moderselskabets undersøgelsesudgifter er en etableringsomkostning for datterselskabet, H1 Danmark A/S, udlede, at udgifterne skal fratrækkes, før de er afholdt. Det har ikke været muligt for H1 Danmark A/S at opgøre moderselskabets krav vedrørende due diligence m.v. endeligt i 1999. Fakturaer og andre bilag beroede i bogholderiet hos H1 B.V., og H1 Danmark A/S havde i 1999 ingen viden om, at moderselskabet ville foretage viderefakturering i april 2000. Det var en meget omfattende virksomhedsoverdragelse på tværs af landegrænser. Viderefaktureringen skete ikke unormalt sent. Det skal herved tages i betragtning, at der efter indgåelsen af aftalen af 22. december 1999 skulle ske afklaring af en række forhold, og at dette ikke var muligt i løbet af de få resterende arbejdsdage i 1999. Et fradrag i 1999 for en forventet viderefakturering for moderselskabet ville endvidere være ensbetydende med en hensættelse vedrørende fremtidige forpligtelser, hvilket ikke anerkendes skattemæssigt uden for området garanti- og serviceforpligtelser.

Det følger desuden af afgørelser truffet af Landsskatteretten og SKAT, at H1 Danmark A/S har krav på fradraget på 1.946.612 kr. i indkomståret 2000. Landsskatterettens genoptagelsestilsagn af 25. april 2006 angiver således indkomståret 2000, og tilsvarende er det i Landsskatterettens kendelse af 4. december 2007 om genoptagelse lagt til grund, at fradraget skal ydes i 2000. Det fremgår af den afgørelse fra skatteforvaltningen, som blev behandlet i Landsskatterettens kendelse af 25. april 2006, at det relevante indkomstår er 2000. H1 Danmark A/S kan støtte ret på dette begivenhedsforløb efter principperne om begunstigende forvaltningsakter. Landsskatteretten har derfor været uberettiget til i kendelsen af 12. marts 2009 at henføre fradraget til indkomståret 1999.

Skatteministeriet har gjort gældende, at betalingen fra H1 Danmark A/S til moderselskabet H1 B.V. på 1.946.612 kr. ikke har karakter af udgifter afholdt af H1 Danmark A/S til advokat og revisor. Ligningslovens § 8 J kan derfor ikke anvendes. Den due diligence, der var foretaget af H2 A/S og dettes engelske datterselskab, var udført og faktureret før stiftelsen af H1 Danmark A/S den 15. november 1999 og købet af H1 Danmark A/S som et skuffeselskab den 21. december 1999. Advokaterne og revisoren fakturerede deres arbejde til H1 B.V. i juli, september og oktober 1999. Der har aldrig været et aftaleforhold mellem advokaterne/revisoren og H1 Danmark A/S, men alene et aftaleforhold mellem disse og H1 B.V. Hvis købet af H2 A/S ikke var blevet til noget, var udgifterne selvsagt blevet afholdt af H1 B.V. og ikke af H1 Danmark A/S. Det forhold, at H1 Danmark A/S og H1 B.V. beslutter, at H1 Danmark A/S skal betale et beløb svarende til den udgift, som H1 B.V. havde til advokat og revisor, er ikke det samme som, at H1 Danmark A/S har afholdt en advokat- og revisorudgift. H1 Danmark A/S har derimod betalt H1 B.V. for den bistand, H1 B.V. har ydet, herunder ved at H1 B.V. har ladet due diligence foretage af H2 A/S ved advokater og revisor. Realiteten er, at H1 Danmark A/S har købt et færdigt projekt af H1 B.V., og det følger derfor af Højesterets praksis i sager om investeringsprojekter, at der ikke er fradragsret efter ligningslovens § 8 J.

I henhold til det almindelige periodiseringsprincip, hvorefter indtægter og udgifter henholdsvis beskattes/fradrages efter retserhvervelsesprincippet/pligtpådragelsesprincippet, skal et eventuelt fradrag efter ligningslovens § 8 J, stk. 1, ske i 1999 og ikke i 2000. Pligten for H1 Danmark A/S til at betale beløbet på 1.946.612 kr. til H1 B.V. er senest opstået i forbindelse med overtagelsen af handelen med G1 i december 1999, således at det var H1 Danmark A/S og ikke H1 B.V., der erhvervede aktierne i H2 A/S. Den periodisering, som H1 Danmark A/S gør gældende i sagen, indebærer, at man i koncerner, hvor der udveksles varer, egenhændigt kan placere indtægter og fradrag på det tidspunkt, hvor det skattemæssigt er mest belejligt. Et eventuelt fradrag skal ske i det år, udgiften vedrører, nemlig 1999. Den omstændighed, at H1 Danmark A/S som følge af sambeskatningsregler m.v. ikke kan overføre et underskud fra indkomståret 1999 til indkomståret 2000, er uden betydning for den rette periodisering. H1 B.V. kunne have sendt en faktura til H1 Danmark A/S tidligere.

Landsskatterettens kendelse af 4. december 2007 angik alene spørgsmålet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2000. Der er således ikke foretaget en skatteansættelse eller pålagt skattemyndighederne at nå til et bestemt resultat. SKAT har ikke bedømt periodiseringsforholdet tidligere, og SKAT har ikke accepteret, at der skulle gives fradrag i indkomståret 2000. Sagsforløbet hos Landsskatteretten og SKAT støtter ikke påstanden om fradrag i 2000.

Landsrettens begrundelse og resultat

Dommerne Olav D. Larsen og Stig Glent-Madsen udtaler

Beløbet på 1.946.612 kr. har karakter af udgifter til advokat og revisor afholdt i forbindelse med etableringen af H1 Danmark A/S' erhvervsvirksomhed, jf. ligningslovens § 8 J, stk. 1. Det udelukker ikke fradragsret for H1 Danmark A/S efter denne bestemmelse, at advokat- og revisorbistanden blev rekvireret af H1 B.V., før det blev besluttet, at aktierne skulle købes af H1 Danmark A/S.

Beslutningen om, at aktierne skulle købes af H1 Danmark A/S, blev truffet i december 1999. Beslutningen indebar, at det samtidig stod klart, at H1 Danmark A/S var rette omkostningsbærer af udgifterne på 1.946.612 kr. til undersøgelserne forud for aktiekøbet. De tre fakturaer svarende til i alt 1.946.612 kr. var på dette tidspunkt modtaget af H1 B.V., og beløbet kunne således opgøres. På denne baggrund hører udgifterne på 1.946.612 kr. til indkomståret 1999 og ikke indkomståret 2000. Det er uden betydning, at overvejelser vedrørende udgifterne først fandt sted i begyndelsen af 2000, hvorefter H1 B.V. udstedte faktura til H1 Danmark A/S i april 2000.

Hverken Landsskatterettens tidligere afgørelser vedrørende genoptagelse eller SKATs behandling af sagen kan føre til, at H1 Danmark A/S har krav på at få fradrag i indkomståret 2000.

Vi stemmer derfor for at frifinde Skatteministeriet.

Dommer Vogter udtaler

Efter overdragelsesaftalens punkt 15.1. og økonomidirektør NSs forklaring, lægges det til grund, at H1 B.V. uden forudgående samtykke fra sælgeren kunne lade et datterselskab indtræde i købsaftalen, og at det var i overensstemmelse med sædvanlig praksis for H1 B.V. at opkøbe og styre virksomheder gennem helejede datterselskaber, der fungerede som holdingselskaber i de enkelte lande, hvor driften lå i et datterselskab til holdingselskabet. Bevisførelsen giver ikke grundlag for at antage, at der i forbindelse med H1 B.V.'s køb af H2 A/S har været tale om erhvervsmæssig projektudvikling og udbud. Det bemærkes herved også, at H1 B.V. ikke har afkrævet H1 Danmark A/S andre omkostninger, herunder udgifter til egne medarbejdere m.v., i forbindelse med handlen.

Udgifterne til advokat og revisor i forbindelse med etableringen af H1 Danmark A/S' erhvervsmæssige virksomhed er derfor fradragsberettigede efter ligningslovens § 8 J, stk. 1.

Af de grunde, som Landsskatteretten har anført, må fradragsretten som udgangspunkt følge tidspunktet for erhvervelsen af aktierne.

I denne sag er det imidlertid bevist, at betalingsforpligtelsen først indtrådte i år 2000 i forbindelse med viderefaktureringen fra H1 B.V. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er grundlag for en formodning om, at udgifterne ville være blevet opkrævet i 1999, hvis de havde været afholdt på vegne af en uafhængig part. Omkostningerne blev - uden hensyn til skattemæssige forhold - bogført som en sædvanlig del af 2000 regnskabet for H1 B.V. og H1 Danmark A/S i foråret 2000. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte selskabernes oplysninger, herunder oplysningerne i de afgivne erklæringer fra moderselskabets økonomichef, om, at købet af H2 A/S blev afsluttet så sent på året, at der ikke da var anledning til mellem selskaberne endeligt at fastlægge de omkostninger, som skulle bæres af datterselskabet i forbindelse med dettes indtræden i handelen. Betalingsforpligtelsen i forholdet mellem selskaberne er under disse omstændigheder først opstået ved faktureringen i april 2000.

Jeg stemmer herefter for at tage H1 Danmark A/S' påstand til følge.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet, og landsretten frifinder herefter Skatteministeriet.

H1 Danmark A/S skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 50.000 kr., som et passende beløb til advokatudgifter (inkl. moms).

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

H1 Danmark A/S skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 50.000 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.