Dato for udgivelse
26 May 2009 13:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 May 2009 13:07
SKM-nummer
SKM2009.356.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-065812
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Samarbejdsaftale, velgørende organisationer, omsætningsbestemt ydelse, fradrag
Resumé
Skatterådet bekræfter, at forespørger kan fradrage en omsætningsbestemt ydelse, som ydes til velgørende organisationer i henhold til en samarbejdsaftale med disse.
Reference(r)
Statsskattelovens § 6 a
Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 E.A.2.1.3

Spørgsmål

Svar

1.

Kan Skatterådet bekræfte, at A.dk under stiftelse ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrage reklameomkostninger/bidrag, som vederlægges til organisationer godkendt af Skatteministeriet?

Ja

2.

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, vil det så ændre svaret, såfremt selskabets kunder ikke har indflydelse på, hvilken organisation, der vederlægges for reklameydelsen?

Spørgsmålet bortfalder

Beskrivelse af de faktiske forhold

Der påtænkes etableret et selskab med navnet A.dk, hvori aktiviteten skal være onlinesalg af diverse fysiske produkter/varer.

Den væsentlige forretningsidé for A.dk er, at salget gennemføres via et samarbejde med velgørende organisationer.

Selskabet forventer at indgå en samarbejdsaftale med mellem 10 og 20 velgørende organisationer med henblik på at anvende disse organisationer i markedsføring af A.dk. Der vil være tale om store, veletablerede organisationer, som er godkendt af SKAT efter ligningslovens § 8 A.

Selskabets modydelse for anvendelse af de velgørende organisationers logo og brand på A.dk's hjemmeside, vil være en omsætningsbestemt ydelse på op til 25 pct. af omsætningen eksklusiv moms på vilkår som nedenfor angivet. Ligeledes forventes co-brandingen at omfatte links til A.dk på organisationens hjemmeside, redaktionel omtale af A.dk i medlemsblade, annoncer i samme, omtale i nyhedsbreve, fælles kampagner, deltagelse i fælles arrangementer m.v.

Det er hensigten, at selskabets kunder i forbindelse med handel på A.dk skal have indflydelse på, hvilken velgørende organisation, som skal modtage den omsætningsbestemte ydelse. Dette sker ved, at kunden på hjemmesiden tilkendegiver, hvilken velgørende organisation, som kunden ønsker vederlagt.

Der kan enten vælges en enkelt organisation eller der kan vælges "alle", i hvilket tilfælde pengene vil blive fordelt ligeligt mellem de samarbejdende organisationer.

Selskabet har endnu ikke indgået aftaler med de pågældende organisationer, men forventer, i at man kontrakterne vil forbeholde sig ret til at ophæve samarbejdet med en given organisation uden yderligere begrundelse. Såfremt samarbejdet med en af organisationerne ophører, vil den tiltænkte donation blive delt ligeligt mellem de resterende organisationer.

Det forventes, at donationerne vil blive udbetalt 2 gange årligt til organisationerne. Opgørelsen af beløbenes størrelse vil blive foretaget af A.dk og vil blive undergivet revision i forbindelse med den årlige revision af selskabets regnskaber. Revisionen vil blive foretaget af et statsautoriseret revisionsaktieselskab. Regnskaberne vil tillige blive gjort fuldt tilgængelige for de samarbejdende organisationer og disses revisorer. A.dk påtænker på hjemmesiden at fremlægge oplysning om de udbetalte beløb.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er selskabets vurdering, at selskabet vil etablere en erhvervsmæssig virksomhed, som baseres på handel med produkter/varer via online salg. Markedsføringen foretages ved anvendelse af velkendte organisationers logo og navn. Disse organisationer vederlægges for anvendelse heraf, hvorfor selskabets omkostninger hertil er at karakterisere som en ordinær driftsomkostning.

SKATs indstilling og begrundelse

SKAT bemærker indledningsvis, at A.dk ved indgåelse af aftaler med de pågældende organisationer har forpligtet sig direkte til udgiftsafholdelsen over for disse og må anses at være rette udgiftsholder. Virksomhedens kunder kan alene agere inden for rammerne af de indgåede aftaler og på den måde, at de kan vælge, hvilke(n) af de tilknyttede organisationer, der skal have den omsætningsbestemte ydelse.

Der er efter statsskattelovens (SL) § 6, litra a, hjemmel til at fradrage driftsomkostninger, dvs. udgifter, der er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten

Heri ligger, at der skal være en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privat udgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Det er SKATs opfattelse, at de forventede udgifter i form af en omsætningsbestemt ydelse til de samarbejdende organisationer, må anses afholdt med henblik på afsætning af virksomhedens produkter, og at de er fradragsberettigede efter SL § 6, litra a.

SKAT indstiller derfor, at der svares bekræftende på spørgsmål 1.

Som følge af, at der svares bekræftende på spørgsmål 1, bortfalder spørgsmål 2.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen med den anførte begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.