Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Poul Sørensen, Poul Søgaard og Niels Grubbe.

I tidligere instans er afsagtdom af Østre Landsrets 7. afdeling den 21. december 2000.

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at hans aktieindkomst for 1994 nedsættes med principalt 1.614.794 kr., subsidiært 1.514.794 kr. og mere subsidiært et mindre beløb efter Højesterets skøn.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om principalt stadfæstelse, subsidiært at ansættelsen af As indkomst for indkomståret 1994 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige ligningsmyndighed.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

A har i sit første skriftlige indlæg under den skriftlige domsforhandling fremsat nyt anbringende om, at skattemyndighederne ikke kan opgøre og oppebære det samme skattekrav hos to forskellige retssubjekter. Skatteministeriet har protesteret mod fremsættelsen af dette anbringende. Højesteret finder ikke grundlag for at tillade anbringendet fremsat, jf. retsplejelovens § 383.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer.

Advokat BC har forklaret, at han som dommerfuldmægtig i Sø- og Handelsretten forestod mødet i skifteretten den 4. juli 1994. Foreholdt retsbogstilførslen har han forklaret, at han ikke husker eksakt, hvad der blev spurgt om under mødet, men at han går ud fra, at der blev spurgt om, hvem der var ejer af anparterne. Han kan ikke huske, om der blev spurgt, om A var repræsentant for selskabet. Under afhøringer i Sø- og Handelsretten anvendte dommerfuldmægtigene et standardkoncept med fortrykte spørgsmål som f.eks. "selskabets anparter ejes af ..." for at sikre, at de kom rundt i alle de relevante spørgsmål/emner. Han kan ikke være gået ud fra, at fordi det var en direktør, der mødte, så var den pågældende også anpartshaver. Sandsynligheden for, at der er fejlprotokolleret, er meget lille, idet protokollatet er kort og præcist. Skifteretten opløste ikke selskaber, medmindre der var mødt nogen for selskabet. Det skulle være en, der kunne repræsentere selskabet enten som direktør eller anpartshaver. Det kunne være en befuldmægtiget, men det er hans opfattelse, at det i 99 % af tilfældene enten var en direktør eller en anpartshaver, der mødte. Det blev ikke efterfølgende efterprøvet, om det, der blev sagt under mødet, var korrekt.

De afhørte udtalte sig altid under strafansvar. Efter mødet blev skifteretsprotokollatet, så vidt han husker, ikke fremsendt til nogen, men blot arkiveret i skifteretten.

DN har forklaret, at han den 28. november 1988 overtog anparterne i H1 Industri ApS. Han har endvidere bekræftet, at han for 1990 og 1991 blev takseret som følge af manglende selvangivelse, og at han meddelte adresseændring til Frankrig pr. 2. september 1992. Han opholdt sig meget i Frankrig i årene 1986-87. Hans skattepligt til Danmark ophørte i 1991. Han har været skattepligtig i hvert fald i en periode, hvor han ejede selskabet. Han selvangav ikke selskabet, fordi det ikke gav overskud. Det er dog indgået i hans personlige regnskaber i Frankrig for 1994-95 sammen med hans øvrige indkomst og er på det tidspunkt blevet selvangivet i Frankrig. Det, han selvangav fra 1994, har været udlodning, anpartskapital mv. Han kan ikke huske, hvordan beløbene har været fordelt. Han var autoriseret gas- og vandmester og uddannet elektriker, da han rejste til Frankrig. I dag er han mere beskæftiget med en servicevirksomhed i forhold til udlændinge på ....Frankrig, idet han skaffer håndværkere, oversætter dokumenter mv. Han mødte A i 1986-87 i .... Danmark. De kom til at tale sammen, idet A var meget interesseret i, at han skulle til Frankrig. Han købte anparterne i H1 Industri ApS, fordi han som håndværker så en interesse i at sætte ejendommen i stand og dermed tjene penge på den. Det var navnlig den forestående byfornyelse, der motiverede ham til at købe ejendommen. Det var A, der formidlede salget af anparterne. Han har ikke mødt As svigersøn. Han ved ikke, om svigersønnen har fået nogle penge. Han kan ikke huske, om han har set papirer herom. Han kan heller ikke huske, hvad han betalte for anparterne, men det var billigt i forhold til ejendommens værdi. Købsprisen blev udlignet i et mellemværende med A, der var opstået, fordi han havde renoveret As sommerhus. Han lavede noget blikkenslager- og elektrikerarbejde og indsatte et nyt køkken. Arbejdet blev vist nok udført i 1987.

Selskabet ejede ejendommen .... 35, men derudover lavede selskabet ikke noget. Oprindelig var det også hensigten, at det skulle arbejde med design, men det blev vist aldrig til noget. Han interesserede sig kun for ejendomsdelen. Han var ikke ansat i selskabet og fik ikke løbende løn eller udbytte. Det var A, der var direktør og tegningsberettiget, idet han kendte A, og idet A kendte ejendommen. A havde forinden administreret ejendommen. Han har aldrig boet i ejendommen. Han ved, at As søn boede der, og mener, at A også boede der. Han ved ikke, om A fik løn. Han husker ikke at have set regnskaber for selskabet. Han har aldrig været til generalforsamlinger, fordi han boede i Frankrig. Han blev briefet telefonisk af A om regnskaberne.

Han har bekræftet indholdet af anpartshaverfortegnelsen. Grunden til, at han oprettede et interessentskab i Frankrig, var, at han ville styrke sit samarbejde med nogle af de gode håndværkere på stedet. Han fandt det naturligt også at tage til Danmark og lave noget tilsvarende. Han vil gætte på, at det er A, der har ført anpartshaverfortegnelsen. A har i hvert fald tilført det, der den 1. juli 1992 er anført om interessentskabet, formentlig i forbindelse med nogle telefonsamtaler han havde med A, og As besøg hos ham i Frankrig. Han mener, at der findes nogle håndskrevne papirer om oprettelsen af interessentskabet. De var tre interessenter. De to andre betalte ikke noget. Den ene var en murer, han kom til at kende i Frankrig. Han kan ikke huske nærmere, hvordan fordelingen i interessentskabet var. A var ikke med som interessent. A tog tilløb til at købe ejendommen, men det skete ikke. Han har selv været legitimeret til at disponere for interessentskabet, idet han var den eneste, der også kunne tale dansk. Det var naturligt, at han tog sig af det. Han lavede ikke forretninger med A i Frankrig.

Foreholdt transporterklæringen af 1. juli 1994 har han forklaret, at det er første gang, han ser den. Han har dog talt med A i telefonen om transporten. Han vidste således, at ejendommen var ved at blive solgt til andelsboligforeningen, og at selskabet stod over for en tvangsopløsning, fordi A havde glemt at indgive regnskaber. Han har bekræftet rigtigheden af kvitteringen af 15. september 1996. Han kan huske, at han skrev under på den. Det skete ved, at A kom en søndag formiddag, hvilket irriterede ham. Han fik ingen penge på det tidspunkt, men havde fået betaling løbende forinden. Betalingen var kommet i checks på ca. 200.000 kr. i løbet af 1994-95. Det kan godt have været danske checks i franske beløb. Han hævede checkene i Frankrig, og beløbene blev indsat på hans konti i Frankrig. Hele beløbet blev betalt i løbet af et halvt år. De to medinteressenter har fået nogle af pengene, hvor meget ved han ikke. Han har aldrig modtaget indkaldelse til et skifteretsmøde i Sø- og Handelsretten og har heller ikke modtaget retsbogsudskrifter.

Højesterets bemærkninger

Som anført af landsretten var A direktør samt eneste ansatte og tegningsberettiget i H1 Industri ApS. Han foretog alle dispositioner vedrørende selskabet, herunder salg af ejendommen .... 35, Frederiksberg, der var selskabets væsentligste aktiv, ligesom han på selskabets vegne underskrev transporterklæringen, hvorefter provenuet ved salget af ejendommen skulle udbetales til ham. As forklaring om baggrunden for transporten er ikke nærmere bestyrket, og der er heller ikke for Højesteret forelagt dokumentation for pengeoverførsler, regnskabsmateriale eller andet, der bestyrker forklaringerne om DNs og senere G1 I/S' erhvervelse af anparterne i selskabet. Forklaringerne om videregivelse af provenuet af ejendomssalget til DN/G1 I/S er ikke søgt bestyrket ved fremlæggelse af kontoudskrifter, checkkopier eller lignende.

Heller ikke efter bevisførelsen for Højesteret er der grundlag for at betvivle rigtigheden af tilførslen til skifterettens retsbog for den 4. juli 1994, hvorefter A har forklaret, at anparterne ejedes af ham.

Med disse bemærkninger tiltræder Højesteret, at det er lagt til grund, at anparterne reelt ejedes af A, og at provenuet er anset som en skattepligtig udlodning til ham. Der er ikke godtgjort noget grundlag for at reducere den foretagne forhøjelse af indkomsten.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 45.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.