Det fremgår, af SFL § 31, stk. 2, at "En afgiftspligtig, der ønsker et afgiftstilsvar ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Tilsvarende skal en virksomhed eller en person, der ønsker godtgørelse af afgift senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kan gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften."
Den ordinære 3-årige ændringsfrist - SFL § 31, stk. 2Der er i SFL § 31, stk. 2, indført en 3-års frist for den afgiftspligtiges anmodning om genoptagelse af afgiftstilsvaret svarende til SKATs ændringsfrist.
3 års fristen for en afgiftspligtigs krav på genoptagelse begynder, tilsvarende myndighedernes ændringsfrist, at løbe efter udløbet af angivelsesfristen for den pågældende afgiftsperiode. 3-års fristen skal altså også for afgiftspligtiges anmodninger om genoptagelse, regnes fra udløbet af angivelsesfristen.
Det er tilstrækkeligt for at overholde tidsfristen, at anmodning om genoptagelse er fremsat inden fristens udløb. Det er uden betydning, hvornår SKAT tager stilling til den afgiftspligtiges anmodning om ændring.
Der er ingen særlige formkrav til en anmodning om genoptagelse, hvorfor den afgiftspligtige i princippet kan fremsætte anmodningen mundtligt. Anmodningen må dog suppleres med et skriftligt grundlag, der kan sandsynliggøre at opgørelsen af afgiftstilsvaret kan anses for at være forkert. Helt ubegrundede anmodninger om genoptagelse kan afvises.
Det er en betingelse for genoptagelsen, at den afgiftspligtige har indsendt en angivelse, eller at SKAT har foretaget en foreløbig fastsættelse af afgiftstilsvaret i henhold til opkrævningslovens § 4, stk. 1, eller en ændring af afgiftstilsvaret i henhold til SFL § 31, stk. 1.
3-års fristen gælder, uanset om den afgiftspligtiges anmodning om genoptagelse af afgiftstilsvaret vil medføre, at afgiftstilsvaret bliver negativt, det vil sige at den afgiftspligtige indgående afgift i en afgiftsperiode overstiger den udgående afgift.
Der gælder ikke en 3-måneders frist for SKATs behandling af den afgiftspligtiges anmodning om genoptagelse af afgiftstilsvaret. SKATs sagsbehandling er undergivet de almindelige sagsbehandlingsregler og -frister.
Krav om godtgørelseAnmodning om godtgørelse af afgift, skal fremsættes af den godtgørelsesberettigede senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende.
Hvis den godtgørelsesberettigede skal foretage opgørelse af den godtgørelsesberettigede afgift for hver afregningsperiode efter momsloven, regnes fristen fra momsangivelsesfristens udløb.
3-års fristen gælder i disse tilfælde uanset om den godtgørelsesberettigedes anmodning om genoptagelse vil medføre, at afgiftstilsvaret bliver negativt, det vil sige at den indgående afgift og godtgørelsen af afgift i en afgiftsperiode overstiger den udgående afgift.
Der er ingen særlige formkrav til en anmodning om genoptagelse, hvorfor den godtgørelsesberettigede i princippet kan fremsætte anmodningen mundtligt. Anmodningen må dog suppleres med et skriftligt grundlag, der kan sandsynliggøre at godtgørelsen af afgiften, kan anses for at være forkert. Helt ubegrundede anmodninger om genoptagelse kan afvises.
Der gælder ikke en 3-måneders frist for SKATs behandling af den godtgørelsesberettigedes anmodning om krav på godtgørelse. SKATs sagsbehandling er undergivet de almindelige sagsbehandlingsregler og frister.
Anmodning om genoptagelse - faktiske eller retlige oplysningerDen afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde den ønskede ændring.
Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede, skal kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere opgørelse af afgiftstilsvaret og godtgørelse af afgift har været forkert, fordi den hvilede på forkerte, eller nu ændrede faktiske oplysninger, eller væsentlige nye retsforhold. Dette fører endvidere til, at en afgiftspligtig først kan anmode om genoptagelse når den uberettigede opkrævning er konstateret.
En tilladelse til ordinær genoptagelse behøver ikke at resultere i en ændret opgørelse af et afgiftstilsvar. I praksis vil genoptagelse kun ske, hvis den tidligere opgørelse af afgiftstilsvaret efter en konkret vurdering må anses at føre til en ændret opgørelse.
Der foreligger ikke for den afgiftspligtige et ubetinget genoptagelseskrav, således at realitetbehandling altid skal finde sted. Dette følger af angivelsespligten, der indebærer, at den afgiftspligtige selv har et ansvar for at grundlaget for at opgørelsen af afgiftstilsvaret er korrekt. Der er således alene en betinget ret til genoptagelse. Skaber de nye oplysninger en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysninger havde foreligget ved den oprindelige opgørelse af afgiftstilsvaret, vil den afgiftspligtige henholdsvis godtgørelsesberettigede have et krav på genoptagelse.
EfterangivelserPå afgiftsområdet sker en del ændringer af en afgiftspligtigs afgiftstilsvar ved en efterangivelser, som den afgiftspligtige underskriver. Efterangivelser forekommer på den afgiftspligtiges initiativ, fx når en afgiftspligtig i forbindelse med udarbejdelse af årsregnskab konstaterer, at der er afregnet for meget eller for lidt i afgift for nogle af afgiftsperioderne i det pågældende år.
Den afgiftspligtige har dog ikke mistet sin mulighed for at få ændret en efterangivelse, som den frivilligt har underskrevet, hvis den afgiftspligtige efterfølgende mener, at efterangivelsen er forkert. I disse tilfælde, skal den afgiftspligtige trække efterangivelsen tilbage ved henvendelse til SKAT og anmode SKAT om, at træffe en egentlig afgørelse i sagen. Den afgiftspligtiges henvendelse må betragtes som en anmodning om genoptagelse i henhold til SFL § 31, stk. 2.
Muligheden for at den afgiftspligtige kan anmode om genoptagelse af en frivilligt underskrevet efterangivelse består lige så lang tid, som den afgiftspligtige kan få ændret afgiftstilsvaret for en bestemt afgiftsperiode, jf. SFL § 31, stk. 2. Det vil sige at den afgiftspligtige virksomhed og person inden udløbet af 3- årsfristen i SFL § 31, stk. 2, skal indgive anmodning om genoptagelse af efterangivelsen til SKAT.
Eksempel:
En afgiftspligtig har for afgiftsperioden den 1. januar - 31. marts 2001 rettidigt den 10. maj 2001 indsendt en angivelse. Den 10. april 2002 udarbejder den statslige told- og skattemyndighed på grundlag af en kontrol en efterangivelse på 50.000 kr. for den pågældende afgiftsperiode. Den afgiftspligtige underskriver efterangivelsen.
Såfremt den afgiftspligtige ønsker efterangivelsen genoptaget, skal genoptagelsesanmodning være fremsat overfor den statslige told- og skattemyndighed senest den 10. maj 2004.
3-årsfristen i forbindelse med en efterangivelse regnes således fra udløbet af den oprindelige angivelsesfrist, uanset hvornår indenfor 3-års fristen den afgiftspligtige frivilligt har underskrevet efterangivelsen.
SKATs afgørelse om ændring af afgiftstilsvaret når den afgiftspligtige har anmodet om genoptagelse af efterangivelsen, skal ikke ske inden for hverken 3-års fristen i SFL § 31, stk. 1, 1. pkt. eller 3-måneders fristen i SFL § 31, stk. 1, 3. pkt. Myndighedernes behandling af genoptagelsesanmodningen er undergivet de almindelige sagsbehandlingsregler og frister. Hvis SKATs afgørelse skulle træffes indenfor 3 års fristen, ville de afgiftspligtige kunne spekulere i at få en efterangivelse til at bortfalde, ved at anmode om genoptagelse af efterangivelsen umiddelbart inden udløbet af 3-års fristen, og derved afskære SKAT fra at kunne nå at træffe afgørelse i sagen.
Selvom SKATs afgørelse følger efterangivelse, og dermed pålægger den afgiftspligtige en forhøjelse, der også fremgik af efterangivelsen, kan SKATs afgørelse træffes efter udløbet af 3-årsfristen.
Særlige fristerGenoptagelsesfristen i SFL § 31, stk. 2, finder ikke anvendelse, såfremt der efter anden lovgivning er fastsat særlige frister for anmodning ændring af afgiftstilsvar, og om godtgørelse af afgift. I disse tilfælde gælder den frist, der fremgår af den særlige lovgivning.
Her skal alene nævnes et par eksempler på sådanne regler. Der er således ikke tale om en udtømmende oplistning af særregler.
Virksomheder, der efter ansøgning har fået bevilling til godtgørelse af punktafgifter i forbindelse med udførsel af varer, har fået tilladelsen på en række vilkår, blandt andet et vilkår, der fastsætter en frist for, hvornår virksomheden senest kan søge om godtgørelse. Når en sådan frist i en bevilling er fastsat i henhold til lovgivningen, finder den ordinære fristregel i SFL § 31, ikke anvendelse i disse situationer.
Eksempel:
I henhold til emballageafgiftslovens § 6, stk. 4, kan der gives godtgørelse af afgiften af beholdere af spiritus, vin, frugtvin, øl, mineralvand, limonade, og andre varer tilsat kulsyre, der brugte leveres tilbage og sælges til fornyet anvendelse (genopfyldning) i udlandet.
SKAT kan, jf. Punktafgiftsvejledningen afsnit G.1.5.2, efter ansøgning give bevilling til godtgørelse af afgiften. Virksomheden skal ansøge om afgiftsgodtgørelse inden 1 år efter beholderens udførsel.
Udenlandske virksomheder, der køber varer og ydelser i Danmark, der er pålagt moms, kan søge denne moms refunderet i henhold til 8. momsdirektiv. I henhold til momsbekendtgørelsens §§ 27 - 30, gælder der særlige frister for ansøgninger om refusion. skatteforvaltningslovens 3-års frist i § 31, finder ikke anvendelse på disse situationer.
Eksempel
I henhold til momsbekendtgørelsens § § 27 - 30, kan der ske godtgørelse af moms til udenlandske virksomheders køb af momspligtige varer mv. her i landet. Ansøgningen skal ske på en særlig blanket. Ansøgningen skal omfatte køb m.v. af varer eller ydelser for en periode på mindst 3 måneder og højst 1 kalenderår. En ansøgning kan endvidere omfatte køb, som ikke er medtaget i tidligere ansøgninger for det pågældende kalenderår.
Ansøgningen skal være SKAT i hænde senest 6 måneder efter udløbet af det kalenderår ansøgningen vedrører. Det fremgår af bestemmelserne, at fristen for ansøgning om godtgørelse også finder anvendelse, hvis virksomheden har overset eller glemt et køb En ansøgning kan endvidere omfatte køb, som ikke er medtaget i tidligere ansøgninger for det pågældende kalenderår.
KompetencereglerKompetencen til at afgøre om en genoptagelsesanmodning skal imødekommes tilkommer SKAT. For så vidt angår spørgsmål om hvilket skattecenter der kan træffe afgørelse vedrørende anmodningen om genoptagelse, henvises der til Intern kompetenceplan for SKAT.
En genoptagelsesanmodning skal således indgives til SKAT, medmindre der er tale om et spørgsmål, hvor en anden myndighed tidligere har taget stilling. I sådanne tilfælde vil SKAT kun have kompetence, hvis genoptagelsen er begrundet i omstændigheder, som anført i SFL § 32, stk. 1.
Kompetencen til at genoptage Landsskatterettens egne afgørelser, ligger hos Landsskatteretten, bortset fra tilfælde, hvor anmodningen om genoptagelsen er begrundet i omstændigheder, som anført i SFL § 32, stk. 1.
Fører anmodningen om genoptagelse til, at SKAT beslutter at ændre afgiftstilsvaret, skal der udsendes sagsfremstilling med forslag til afgørelse, eller et forslag til afgørelse, medmindre den afgiftspligtiges eller den godtgørelsesberettigedes genoptagelsesanmodning imødekommes fuldt ud.
SKATs afgørelse kan påklages administrativt på samme måde, som en klage over ændring af opgørelse af et afgiftstilsvar og godtgørelse af en afgift. Det vil sige, at der normalt er klageadgang til Landsskatteretten, jf. SFL § 11.
Hvis klagemyndigheden giver tilladelse til genoptagelse, skal genoptagelsen effektueres af SKAT. Såfremt sagen genoptages, følger en eventuel klage over ændringen af afgiftstilsvaret den sædvanlige klageinstansfølge.
|