Dato for udgivelse
12 Nov 2002 13:04
SKM-nummer
SKM2002.566.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/02-482-00356
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsvurdering, ejendomsværdiskat og ejendomsavancebeskatning + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ejendomsavance, parcelhusreglen, enfamilieshus, udlejning, erhvervsmæssig benyttelse
Resumé

Ligningsrådet har afgivet bindende forhåndsbesked om, at et enfamilieshus, der i en del af ejerperioden havde været udlejet til erhvervsmæssig benyttelse, og som ikke havde været beboet af ejeren eller dennes husstand, efter at udlejningen var ophørt, ikke kunne afstås skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, idet ejendommen på afståelsestidspunktet havde ændret karakter fra en beboelsesejendom til en ren erhvervsejendom.

Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 1
Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1
Ligningsvejledningen 2001 E.J.1.4

Ligningsrådet har taget stilling til en anmodning om bindende forhåndsbesked vedrørende anvendelse af ejendomsavancebesatningslovens § 8, stk. 1.

Spørgsmål

Vil et enfamilieshus, som ejeren har beboet, og som har været udlejet til ægtefællens virksomhed, kunne sælges skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1?

Svar

Ligningsrådet besvarede spørgsmålet benægtende - se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Efter at have beboet enfamilieshuset siden 1975 fraflyttede ægtefællerne ejendommen i 1999. Skatteyders ægtefælle havde indtil fraflytningen drevet selvstændig virksomhed fra enfamilieshuset.

Ægtefællen omdannede herefter sin virksomhed til et anpartsselskab, og selskabet lejede hele den fraflyttede ejendom af skatteyder til brug for ægtefællens virksomhed. Rent faktisk benyttedes kun en mindre del af ejendommen til den pågældende virksomhed.

I 2001 afhændedes ægtefællens virksomhed. Siden da har ejendommen stået tom.

I hele udlejningsperioden har ejendommen været og er fortsat vurderet som en beboelsesejendom med 1 lejlighed.

Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, skal fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse ikke medregnes, hvis huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit, herunder visse betingelser vedrørende grundarealet.

Efter styrelsens opfattelse er det bl.a. en forudsætning for anvendelse af skattefritagelsesreglerne i § 8, stk. 1, at der er tale om afståelse af en ejendom, der på afståelsestidspunktet i overvejende grad tjener boligmæssige formål.

Styrelsen henviste til en lignende sag offentliggjort som SKM2002.204.VLR, hvor en fast ejendom, der var vurderet som et enfamilieshus, som tidligere havde været beboet af ejeren, ikke kunne anses som en- eller tofamilieshus i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Det blev lagt til grund, at ejendommen på salgstidspunktet i sin helhed var erhvervsmæssigt benyttet.

I den foreliggende situation måtte ejendommen på afståelsestidspunktet anses for at have skiftet karakter fra en beboelsesejendom til en ren erhvervsejendom, idet ejendommen ikke havde været anvendt som bolig for skatteyder, efter at udlejningen var ophørt. Det var derfor styrelsens opfattelse, at betingelserne for, at ejendommen kunne afstås skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, ikke var opfyldt.

Det var styrelsens indstilling, at fortjenesten ved afståelse af ejendommen ville være skattepligtig efter de almindelige regler i ejendomsavancebeskatningslovens § 1.

Ligningsrådet

tiltrådte indstillingen.