A A/S klager for indkomståret 1999 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt fradrag for hhv. erstatning vedrørende overtrædelse af konkurrenceklausul, 50.000 kr., og advokatomkostninger vedrørende samme, 57.719 kr.

Det fremgår af sagen, at det klagende selskab samt selskabets direktør og hovedaktionær B ved dom afsagt af byretten i juni 1998 in solidum tilpligtedes at betale 200.000 kr. for overtrædelse af en konkurrenceklausul til C som sagsøger med tillæg af procesrente som ved dommen nærmere bestemt.

Dommen blev anket til Landsretten, hvor der blev indgået forlig om nedsættelse af den idømte betaling for selskabets vedkommende til 50.000 kr.  

Det er oplyst, at der ikke foreligger noget skriftligt materiale vedrørende nævnte forlig.

Den omhandlede konkurrenceklausul blev aftalt mellem selskabet og sagsøger i forbindelse med selskabets salg af en frisørforretning til sagsøger i efteråret 1997. Selskabet og B havde forpligtet sig til i et ½ år fra overdragelsen inden for en radius af 1.000 m, og derefter inden for en radius af 400 m, fra den solgte virksomhed, hverken direkte eller indirekte, via selskaber eller på anden vis, at drive virksomhed m.v. med frisørforretning. Klausulen omfattede endvidere bl.a. en pligt til ikke at rette henvendelse til personer, som var nævnt i det til køber overgivne kundekartotek, samt en pligt til ikke at annoncere i lokalaviser om overdragelsen eller ansattes kommende arbejdssted indtil 31. december 1997. Selskabet forpligtede sig desuden til at pålægge ansatte ikke at orientere kunder om disse forhold.

Det var endvidere aftalt, at selskabet og B skulle betale en konventionalbod stor 200.000 kr. med eventuelt tillæg af yderligere erstatning efter dansk rets almindelige regler, såfremt klausulen overtrådtes.

Ved byretsdommen lagdes det til grund, at konkurrenceklausulen var overtrådt af selskabet, hvorfor bl.a. selskabet tilpligtedes at betale nævnte konventionalbod til sagsøger.

Selskabets advokatomkostninger i forbindelse med retssagen androg 57.719 kr.

Selskabet har ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretaget fradrag med 50.000 kr. for så vidt angår betalingen vedrørende den omhandlede konkurrenceklausul og med 57.719 kr. vedrørende hermed forbundne advokatomkostninger.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse forhøjet selskabets indkomst svarende til de samme beløb.

Skattemyndighederne har bl.a. henvist til, at den betalte erstatning samt hermed forbundne advokatomkostninger ikke kan anses at være en følge af normal driftsrisiko ved drift af frisørforretninger, jf. statsskattelovens § 6 a.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabets indkomst nedsættes til det selvangivne.

Til støtte for den nedlagte påstand har repræsentanten bl.a. anført, at byretsdommen ikke er korrekt, og at hovedaktionæren ikke har haft nogen forsætlig skyld ved overtrædelsen af konkurrenceklausulen. Også Landsrettens tilkendegivelse forekommer forkert, men en ansøgning om at kunne føre sagen ved Højesteret kunne muligvis ikke imødekommes, og ville endvidere være bekostelig, hvorfor det valgtes at tiltræde det af Landsretten foreslåede forlig om betaling af 50.000 kr.

Det er herefter gjort gældende, at det betalte beløb er fradragsberettiget som et nedslag i købesummen. Alternativt må beløbet anses for fradragsberettiget pga. sammenhængen med de omkostninger, selskabet i givet fald skulle have tilranet sig. Det må i øvrigt anses for tvivlsomt, hvorvidt Landsrettens dommere er sig de skattemæssige forhold bevidste. Tværtimod må udgangspunktet antages at være, at der skal være symmetri mellem skattepligt for modtageren og på den anden side fradragsret. Der mangler således lovhjemmel for andet.

Der er henvist til Landsskatterettens kendelse af 23. november 1994 og en artikel offentliggjort i Revision og Regnskabsvæsen nr. 6 – 2000.

Landsskatteretten skal udtale:

Udgifter afholdt til udredelse af en erstatning må anses for fradragsberettigede, såfremt den erstatningspådragende disposition er udøvet som led i indkomsterhvervelsen, og den erstatningsbetingende omstændighed kan anses for en driftsrisiko forbundet med erhvervsudøvelsen, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Retten finder ikke, at den af klageren betalte konventionalbod, som efter det oplyste forligsmæssigt nedsattes i forhold til det ved byretten idømte, kan anses for udslag af en med klagerens erhvervsudøvelse naturligt forbundet driftsrisiko, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er herved henset til, at påtagelsen af forpligtelsen i henhold til konkurrenceklausulen må anses for en enkeltstående disposition, der ikke er et tilbagevendende led i driften af virksomheden, ligesom den aftalte forpligtelse ikke kan anses som et led i den egentlige virksomhedsudøvelse. Landsskatteretten henviser herved til de tidligere offentliggjorte afgørelser i TfS 1991.510 og TfS 1997.12.  

For så vidt angår de med ovennævnte retssag forbundne advokatomkostninger må disse omkostninger i overensstemmelse med retssagens genstand anses for et ikke fradrags-berettiget formuetab, som er indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. statsskattelovens § 5, samt i øvrigt jf. Landsskatterettens kendelser offentliggjort i LSRM 1970.52 og LSRM 1972.55.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.