Dato for udgivelse
12 Feb 2002 13:03
SKM-nummer
SKM2002.81.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/01-309-00291
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Moms, efteropkrævning, beregning, procent, tilskud, ikke momsfrie leverancer, udeholdt omsætning
Resumé

Landsskatteretten har i en række kendelser taget stilling til momsbeløbets størrelse i de situationer, hvor en virksomhed fejlagtigt har undladt at opkræve moms, og hvor der efterfølgende skal ske efteropkrævning. I de tilfælde, hvor det er forudsat, at den pågældende leverance er momsfri enten i henhold til momslovens §§ 8, 13 eller 34, og hvor det efterfølgende viser sig, at leverancen ikke er momsfri, skal der afregnes 25 % i moms af det fakturerede beløb/overdragelsessummen.

Reference(r)

Momsloven § 8
Momsloven § 13
Momsloven § 34
Momsloven § 27, stk. 1
Momsvejledningen 2001 G.1.1 og H

Redaktionelle noter

Efter offentliggørelsen er følgende rettet i sidste afsnit:
Momslovens § 77 ændret til opkrævningslovens § 5, stk. 2

Meddelelsen bortfalder den 31. januar 2018. Se SKM2017.537.SKAT.

Landsskatteretten har i en række kendelser taget stilling til momsbeløbets størrelse i henhold til momslovens § 27, stk. 1, jf. § 33, i de situationer, hvor en virksomhed fejlagtigt har undladt at opkræve moms, og hvor der efterfølgende skal ske efteropkrævning.

Told- og Skattestyrelsen skal med denne meddelelse præcisere, hvad der er gældende praksis på baggrund af disse landsskatteretskendelser. Der vil blive redegjort for, om beregningen af moms er 20% eller 25% af grundlaget i følgende 3 situationer:

  1. Momspligtige tilskud
  2. Leverancen er momspligtig, men parterne oprindelig har forudsat, at der er tale om en momsfri leverance i henhold til momslovens §§ 8, 13 eller 34
  3. Udeholdt omsætning

Ad nr. 1:

Anses et tilskud for at være momspligtigt, d.v.s. tilskuddet er at anse som et vederlag for en momspligtig leverance, skal momsen beregnes som 20% af vederlaget, jf. momslovens § 27, stk. 1.

Ad nr. 2:

SKM 2001.33 LSR vedrører et tilfælde, hvor en virksomhed har anset en leverance for momsfri i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 1. Efterfølgende viser det sig, at betingelserne i bestemmelsen ikke er opfyldt. Ved den efterfølgende efteropkrævning, skal virksomheden afregne 25 % af det fakturerede beløb i moms i henhold til momslovens § 27, stk. 1, jf. § 33.

SKM 2001.149 LSR vedrører et tilfælde, hvor en virksomhed har anset en leverance for momsfri i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, men hvor det efterfølgende viser sig, at betingelserne i bestemmelsen ikke er opfyldt. Virksomheden skal i dette tilfælde afregne 25 % af det fakturerede beløb i moms i henhold til momslovens § 27, stk. 1, jf. § 33.

SKM 2001.456 LSR vedrører et tilfælde, hvor en virksomhed har anset en leverance for momsfri i henhold til momslovens § 8, stk. 1, men hvor det efterfølgende viser sig, at betingelserne i bestemmelsen ikke er opfyldt. Virksomheden skal i dette tilfælde afregne 25 % af overdragelsessummen i moms i henhold til momslovens § 27, stk. 1, jf. § 33.

Det kan på baggrund af ovennævnte kendelser fastslås, at i de tilfælde, hvor det er forudsat, at den pågældende leverance er momsfri enten i henhold til momslovens §§ 8, 13 eller 34, og hvor det efterfølgende viser sig, at leverancen ikke er momsfri, skal der afregnes 25 % i moms af det fakturerede beløb/overdragelsessummen i henhold til momslovens § 27, stk. 1, jf. § 33.

Ad nr. 3:

I de tilfælde hvor en virksomhed ikke har betalt moms af hele sin omsætning, men hvor der skulle have været beregnet moms, er beregningen af momsen afhængig af, om den bygger på tal, der er inklusiv eller eksklusiv moms. Som eksempel kan nævnes, hvis der skal foretages en skønsmæssig ansættelse i henhold til opkrævningslovens § 5, stk. 2 og ansættelsen bygger på leverandøroplysninger sammenholdt med et anslået salg i kvantum, og ikke ud fra en salgspris inklusiv moms, skal momsen beregnes som 25% af omsætningen i henhold til momslovens § 27, stk. 1, jf. § 33. Som et andet eksempel kan nævnes, hvis der skal foretages en skønsmæssig ansættelse i henhold til opkrævningslovens § 5, stk. 2, og ansættelsen bygger på leverandøroplysninger sammenholdt med et anslået salg ud fra en salgspris inklusiv moms, skal momsen beregnes som 20% af omsætningen, jf. momslovens § 27, stk. 1.