| Sagkyndig bistandDe udgifter, der ydes godtgørelse til, er som udgangspunkt udgifter til køb af sagkyndig bistand, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 1. I og med at godtgørelsesordningen er rettet mod skatte-, told- og afgiftssager, skal den sagkyndige være advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, konsulent i driftsøkonomi, medlem af Foreningen af Danske Revisorer eller være en person, der kan sidestilles hermed, jf. bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand mv. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19. Det afhænger af en konkret bedømmelse, om en person, der ikke er omfattet af bestemmelsen, kan sidestilles med de nævnte sagkyndige. Normalt vil en person, som opfylder betingelserne for at udøve erhverv som advokat eller revisor, kunne sidestilles med disse erhvervsgrupper, selvom den pågældende ikke aktuelt udøver sit erhverv. Kan en person dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig.
Rejseudgifter for sagkyndige og vidner kan indgå i det beløb, der ydes omkostningsgodtgørelse for.
RetsafgifterDer ydes godtgørelse til retsafgifter, bortset fra beløbet til Landsskatteretten, jf. SFL § 42, stk. 4. Der ydes ikke godtgørelse til rettergangsbøder.Syn og skønDer ydes godtgørelse til udgifter til syn og skøn ved Landsskatteretten og ved Skatterådet, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 3. Der kan søges om tilsagn om fuld godtgørelse, jf. SFL § 52, stk. 3. Landsskatteretten kan træffe bestemmelse om fuld godtgørelse, når afholdelsen af syn og skøn har tilført eller skønnes at kunne tilføre sagen nye oplysninger, som ikke hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde, jf. forretningsorden for Landskatteretten § 19, stk. 6. Skatterådet kan efter samme kriterie træffe bestemmelse om fuld godtgørelse.
Der kan forekomme to typer omkostninger i en sag om syn og skøn. Den ene type vedrører førelsen af selve klagesagen. Den anden type vedrører specifikt gennemførelsen af syn og skøn, og det er alene denne type, der kan godtgøres fuldt ud.
I det omfang, der ikke træffes bestemmelse om fuld omkostningsgodtgørelse, kan udgifterne til syn og skøn godtgøres efter de almindelige regler i SFL § 52, stk. 1 og 2.
De omkostninger, der kan dækkes med 100 procent er eksempelvis følgende:
- Salær til syns- og skønsmand, herunder hans/hendes udgifter til rejse og øvrige udgifter. Syns- og skønsmandens salær fastsættes af byretten.
- Udgifter til sagkyndig bistand under syns- og skønssagen, herunder udgifter til advokatbistand til gennemgang af sagen, valg af brancheorganisation til at afgive erklæring som alternativ til syn og skøn eller valg af syns- og skønsmand, udarbejdelse af syns- og skønstema og tillægsspørgsmål, fremfindelse af materiale, deltagelse i møde under skønsforretningen, deltagelse i retsmøder mv.
Endvidere omfatter den fulde omkostningsgodtgørelse salærudgifter til advokat vedrørende kommentering af syns- og skønsrapporten i et indlæg til Landsskatteretten. Advokatsalær vedrørende en egentlig skriftlig procedure falder udenfor den fulde godtgørelse.
Sagkyndig erklæringDer ydes godtgørelse til udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 4. Det kan eksempelvis være tredjemands afgivelse af erklæringer mv. eller indhentelse af retligt responsum.
En sagkyndig erklæring kan indhentes fra en person, der ikke tilhører den kreds af sagkyndige, der er nævnt i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, jf. § 1, stk. 2, i samme bekendtgørelse.
Der ydes dog ikke godtgørelse til udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale i det omfang, der er tale om lovpligtig dokumentation for kontrollerede transaktioner efter skattekontrollovens § 3 B. Denne begrænsning har virkning for udgifter til udarbejdelse af dokumentation for kontrollerede transaktioner, der afholdes i forbindelse med sager, som påklages til de administrative klageinstanser eller indbringes for domstolene den 2. marts 2005 eller senere, jf. lov nr. 408 af 1. juni 2005.
Pålagte sagsomkostningerDer ydes godtgørelse til pålagte sagsomkostninger, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 5. Det følger af retsplejelovens § 312, at den tabende part har pligt til at erstatte modparten de udgifter, som retssagen har påført ham/hende, hvis parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige tilfælde finder grund til at gøre afvigelse fra denne regel. Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den vindende part har afholdt, og fastsætter herefter sagsomkostningerne.
Sagkyndig udtalelseDen skatte- eller afgiftspligtige kan få godtgjort udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 6. Der ydes godtgørelse til sådanne udgifter for ikke at tvinge en skatte- eller afgiftspligtig til at videreføre en sag, som borgeren/virksomheden umiddelbart efter hæver, idet sagen alene blev anlagt for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndige udtalelse.
Hvorvidt udgifterne til den sagkyndige udtalelse godtgøres med 50 eller 100 procent, er afhængig af udfaldet af den klagesag, hvis resultat udtalelsen vurderer.
Der ydes alene godtgørelse for udgifter til en udtalelse om, hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene. En udtalelse om, hvorvidt en 1. instansafgørelse skal påklages, er således ikke godtgørelsesberettiget.
Udgifter til gennemførelse af afgørelsenUdgifterne til en række afsluttende arbejder, der er udført efter at der er truffet afgørelse af klageinstansen eller domstolen, er også godtgørelsesberettigede. Der skal være tale om udgifter, der direkte relaterer sig til udfaldet af klagesagen og som er nødvendige for at realisere en truffen afgørelse.
HjemvisningI sager, hvor der sker hjemvisning til den lignende myndighed, ydes der som hovedregel godtgørelse af udgifterne til sagkyndig bistand forbundet med behandlingen af den hjemviste afgørelse ved den lavere rangerende myndighed.
Borgeren/virksomheden fører selv sagenFører borgeren/virksomheden selv sagen, kan der opnås omkostningsgodtgørelse for retsafgifter ved domstolene, udgifter til syn- og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæringer, sagsomkostninger og andet bevismateriale. Den godtgørelsesberettigede vil dog ikke kunne få godtgjort omkostninger, der svarer til den pågældendes tidsforbrug, fx udmålt som tabt arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke godtgørelse til den pågældendes egne udgifter til fx rejse, porto, telefon eller lignende.
Ansat fører sagenDer ydes ikke godtgørelse til udgifter, når bistand er ydet af en person, der er ansat hos den, som sagen vedrører. De udgifter, der ikke vedrører den ansattes indsats, er dog godtgørelsesberettigede. Dette gælder fx retsafgifter, udgifter til syn og skøn og udgifter til yderligere bistand fra ikke-ansatte advokater, revisorer mv.
Opdeling af udgifterIndgår der i en sag spørgsmål, der ikke er omfattet af godtgørelsesordningen, skal der foretages en opdeling af de afholdte udgifter og eventuelt godtgjorte udgifter. Indgår der fx i en straffesag spørgsmål om skatteansættelse, ydes der godtgørelse til de udgifter til sagkyndig bistand mv., der forholdsmæssigt kan henføres til domstolsbehandlingen af ansættelsesspørgsmålet. Normalt vil arbejdets omfang, tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende sagens forskellige spørgsmål kunne danne udgangspunkt for fordelingen af de godtgørelsesberettigede udgifter. |