Afgrænsningen af disse selvstændige skattesubjekter over for sammenslutninger uden selvstændig skattesubjektivitet (interessentskaber, kommanditselskaber, partrederier m.v.), hvor skattepligten i stedet påhviler hver enkelt deltager, kan være vanskelig at foretage, da interessentskaber kan fremtræde med en organisation, der på et eller flere punkter ligner foreningers organisation.

Af væsentlig betydning for den skatteretlige kvalifikation er sammenslutningens vedtægter og hensigten med dens virksomhed under hensyn til dens selvstændighed i forhold til de enkelte deltagere.

Herudover kan nedennævnte momenter være af betydning for kvalifikationen. Det bemærkes, at intet enkelt af disse momenter kan være ubetinget afgørende. Se desuden Skattedepartementets udtalelse i TfS 1984, 434 DEP, der opregner de for foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, kendetegnende karakteristika.

I SKM2008.661.BR gav byretten klager medhold i, at en sammenslutning skatteretligt skulle behandles som en forening og ikke et interessentskab. Skattemyndighederne havde anset foreningen for et interessentskab med den virkning, at deltagerne i foreningen hæftede som interessenter for foreningens momstilsvar. Byretten gav foreningen medhold i, at foreningen ikke skatteretligt var et interessentskab og lagde i den forbindelse vægt på, at foreningens formål var ideelt, og at der i den forbindelse var sket en udlodning af betydelige midler i overensstemmelse med formålet, at der i vedtægterne ikke var regler om tvungen personlig hæftelse eller om deltagernes ret til andel i en eventuel formue ved udtræden, og at en persons udtræden ikke sås at være tillagt betydning for sagsøgerens videre beståen, ligesom der heller ikke var krav i vedtægterne om enstemmighed ved beslutninger. På den baggrund tog retten sagsøgerens principale påstand om, at den afgiftspligtige person bag foreningen i kontrolperioden 2001 til 2203 var en forening og ikke et interessentskab til følge.

I TfS 2000, 455 LR fandt Ligningsrådet, at et udenlandsk retssubjekt var omfattet af definitionen af en forening efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Ved vurderingen blev der særligt lagt vægt på medlemmernes manglende ejerstatus til kapitalen. Et eventuelt overskud skulle ikke fordeles i forhold til den af medlemmerne indskudte kapital. Ifølge vedtægterne skulle et likvidationsprovenu ved opløsning ikke tilgå medlemmerne, men i stedet uddeles til velgørende institutioner. Endvidere var det bl.a. afgørende for, at der overhovedet forelå et selvstændigt skattesubjekt, at formuen var uigenkaldeligt udskilt fra stifterens rådighed, og at subjektet havde en selvstændig ledelse adskilt fra den oprindelige stifter eller dennes nærtstående.

I TfS 1999, 419 HRD blev en sammenslutning, der blev benævnt interessentskab, i stedet anset for en forening omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Det blev tillagt vægt, at sammenslutningens formål ikke var erhvervsmæssigt men af ideel karakter, ligesom vedtægterne indeholdt en række bestemmelser, som var atypiske for interessentskaber og samejeforhold. Det var især bestemmelser om, at nye interessenter kunne optages ved almindelig flertalsbeslutning, at interessenterne ved udtræden som altovervejende udgangspunkt ikke havde ret til nogen andel af formuen, ligesom interessenterne på tidspunktet for opløsning af interessentskabet alene havde krav på at få udbetalt et beløb svarende til deres oprindelige indskud, idet et eventuelt overskud skulle bortgives til en selvejende institution. Sammenslutningen havde endvidere haft en uformelt skiftende deltagerkreds. Om afgrænsningen af interessentskaber overfor aktieselskabslignende selskaber omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2, se afsnit S.A.1.2.

I SKM2001.417.VLR tog Vestre Landsret stilling til, om en sammenslutning af lodsejere, hvis formål var at varetage fællesanliggender for medlemmerne, kunne anses for et selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. I 1994 foretog sammenslutningen Frederikskogene en udlodning til lodsejerne. Sagen drejede sig om, hvorvidt udlodningen skulle anses for en udlodning fra et interessentskab og dermed for en udlodning af egen formue, eller om udlodningen skulle anses for en udlodning fra en forening omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, og dermed være skattepligtig for modtagerne efter SL § 4 a. Udlodningen var baseret på en i 1990 udbetalt skattefri fredningserstatning til Frederikskogene. Landsretten fandt, at sammenslutningen måtte anses for en selvstændigt skattepligtig forening omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at sammenslutningens vedtægter indeholdt en række bestemmelser, der var atypiske for interessentskaber og samejeforhold, herunder at de enkelte lodsejere ved udtræden af sammenslutningen ikke havde krav på en forholdsmæssig del af sammenslutningens formue.

I SKM2003.240.LR, SKM2003.241.LR og SKM2003.357.LR fandt Ligningsrådet, at ejerlejlighedsforeninger havde et så betydeligt foreningspræg, at de måtte anses for selvstændige skattesubjekter omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådet begrundede den skatteretlige kvalifikation af ejerforeningerne med en henvisning til de for selvstændigt skattepligtige foreninger kendetegnende karakteristika, der er opregnet i den oven for nævnte udtalelse fra Skattedepartementet i TfS 1984, 434 DEP. Ligningsrådet lagde i afgørelserne dernæst særlig vægt på, at ejerforeningerne efter deres vedtægter ville vedblive at bestå, uanset at der finder en kontinuerlig udskiftning sted af medlemskredsen. Rådet lagde således særlig vægt på, at ejerforeningerne var kendetegnet ved at have en continuity of life. Ligningsrådet lagde videre særlig vægt på, at foreningernes vedtægter ikke gav det enkelte medlem krav på en andel af foreningsformuen ved medlemmets udtræden af foreningen. Ejerforeningernes vedtægter adskiller sig herved fra det typiske sameje. Ligningsrådet henviste endelig til Østre Landsrets afgørelse i TfS 1993, 455 ØLD, hvis præmisser bygger på en forudsætning om, at ejerforeninger er selvstændige skattesubjekter.

I SKM2003.351.LSR fandt Landsskatteretten, at en ejerlejlighedsforening oprettet i overensstemmelse med reglerne i lov om ejerlejligheder alene var et lovpligtigt administrationsfællesskab og et sameje om ejendommens fælles bestanddele. Landsskatteretten fandt herefter - uden at det dog havde betydning for sagens resultat - at den pågældende ejerforening ikke var et selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6.

SKM2006.449.SR  En sammenslutning mellem 11 kommuner havde som sit primære formål at nyttiggøre den varme fra kraftvarmeværkerne m.v., som opstår ved værkernes produktion af el og anden overskudsvarme til fremme af den mest samfunds- og forbrugerøkonomiske anvendelse heraf. Sammenslutningen ønskede bindende svar på, om den var skattepligtig. Skatterådet fandt, at sammenslutningen måtte anses for et interessentskab og derfor ikke udgjorde et selvstændigt skattepligtigt subjekt.

Der findes en anden kategori af sammenslutninger, hvis manglende skattemæssige selvstændighed skyldes, at selve sammenslutningen mangler den fornødne fasthed, nemlig den informelle gruppe.

At skelne mellem den informelle gruppe, som er uden skattemæssig betydning, og den skattepligtige forening er derfor et spørgsmål, om den pågældende sammenslutning er tilstrækkelig fast organiseret.

Dette kommer i høj grad til at bero på et konkret skøn, da man som mindstemål for, at der skal foreligge en forening, kun kan kræve, at en flerhed af personer gennem en vis tid har præsteret en fælles formålsrettet virksomhed under en fælles ledelse. Der kan således ikke kræves gængse foreningsorganer (bestyrelse og generalforsamling), skrevne vedtægter eller årsregnskab. Det er heller ikke en forudsætning, at det til enhver tid kan dokumenteres, hvem der er medlemmer, eller nøjagtigt hvor mange medlemmer, der er. Optagelse i Foreningsregisteret er ikke nødvendig.

At publikum eller myndighederne på forskellig måde anerkender sammenslutningen som sådan, kan være et indicium for, at man bør betragte den som en selvstændig skattepligtig forening.