I det omfang, der opstår afgrænsningsspørgsmål over for lønmodtagere, honorarmodtagere og hobbyudøvere, skal der, ifølge bemærkningerne til det oprindelige forslag til arbejdsmarkedsfondsloven (L326 til lov nr. 448 af 30. juni 1993) ved afgørelsen af hvorvidt der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, tages udgangspunkt i den praksis, der er på skatteområdet. Baggrunden for referencen til L 326, 2008-09, skyldes bemærkningerne til den nye AMBL (L 196), hvorefter der ikke er påtænkt ændringer heri.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at virksomheden drives for egen regning og risiko med det formål at opnå et overskud. Se i øvrigt afsnit E.A.4.1.2. Følgende forhold kan indgå i vurderingen:

• om indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre
• om indkomstmodtageren ejer de maskiner og redskaber, der benyttes ved arbejdet 
• om arbejdet udføres fra egne lokaler
• om indkomstmodtageren selv afholder udgifterne i forbindelse med arbejdets udførelse
• om indkomstmodtageren er frit stillet med hensyn til at antage medhjælp.

Der henvises til den praksis, der er nævnt under afsnit E.A.4.3.

Afgrænsning, selvstændigt erhvervsdrivende eller lønmodtager

En lønmodtager er kendetegnet ved, at den pågældende udfører arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Kriterier, der kan lægges vægt på ved vurderingen af, om der foreligger tjenesteforhold, kan bl.a. være følgende:

• hvervgiveren har almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder kunne foretage tilsyn og kontrol
• indkomstmodtageren har udelukkende eller i overvejende grad samme hvervgiver
• indkomstmodtageren har arbejdstid fastsat af hvervgiveren
• vederlaget er beregnet som timeløn, ugeløn, månedsløn, provision, akkord m.v.
• hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet.

I øvrigt henvises til afsnit E.A.4.1.2 om afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende samt afsnit E.A.4.3.1, der omtaler skatteretlig praksis, hvor indkomsten er anset for at være løn. Se endvidere afsnit B.1.1.1 i Vejledning om indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

Afgrænsning, selvstændigt erhvervsdrivende eller honorarmodtager

En honorarmodtager er ifølge AMBL § 2, stk. 1, nr. 2, en person uden for et ansættelsesforhold, der modtager et vederlag, som indgår i den personlige indkomst. Vederlaget må ikke kunne henføres til en eventuel selvstændig erhvervsvirksomhed. Vederlaget kan modtages i såvel penge som naturalier.

Efter AMBL § 3, nr. 2 medregnes ydelser i henhold til lov om biblioteksafgift ikke til bidragsgrundlaget.

Af bemærkningerne til den nye AMBL fremgår det, at honorarmodtagerområdet er udvidet. Således indgår også vederlæggelse for immaterielle rettigheder, fx vederlæggelse for forfatterrettigheder, ophavsrettigheder, kunstnerrettigheder, patenter og lignende.

For at anses disse vederlæggelser for omfattet af AMBL § 2, stk. 1, nr. 2, er det dog en forudsætning, at vederlæggelserne ikke allerede indgår i en eventuel erhvervsmæssig virksomhed.

Som eksempler på vederlag, der i almindelighed ikke anses for overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed, er honorarer til musikere, skuespillere, forfattere og foredragsholdere, ydelser til folketingsmedlemmer for deres skribent- og foredragsvirksomhed samt bestyrelseshonorarer, medmindre indtægten har særlig sammenhæng med et erhverv, der klassificeres som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Enkeltstående honorarer anses som regel ikke som indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed, men der kan ved vurdering af, om honorarerne anses for enkeltstående eller løbende, opstå afgrænsningsspørgsmål med hensyn til, om indtægten er løn.

Af honorarmodtagere, som sædvanligvis anses for selvstændigt erhvervsdrivende, kan nævnes bygningshåndværkere, entreprenører, arkitekter, rådgivende ingeniører, advokater og revisorer. Disse anses også for selvstændigt erhvervsdrivende, selv om de kun driver deres virksomhed som bivirksomhed.

Et særligt problem eksisterer for assurandører eller distributører, hvor vederlaget umiddelbart har karakter af løn, men hvor nogle få skatteretligt er anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende, medens de fleste er kategoriseret som lønmodtagere. Det beror imidlertid i hvert enkelt tilfælde på en konkret vurdering af samtlige foreliggende omstændigheder, se f.eks. TfS 1995, 458 VLD og afsnit E.A.4.2. Se endvidere afsnit B.2 i vejledning om Indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

En forfatter af skolebøger skulle betale arbejdsmarkedsbidrag af honorarer ved forfattervirksomheden modtaget fra flere forlag, jf. SKM2005.536.LSR.

I SKM2003.104.LSR modtog en administrerende direktør i et selskab fra selskabets hidtidige hovedaktionærselskab en bonus i forbindelse med selskabets børsintroduktion. Bonus blev udbetalt dels i kontanter dels i form af aktier. Klageren blev som honorarmodtager anset for bidragspligtig, og hele den udbetalte bonus var omfattet af bidragsgrundlaget.

Se også SKM2007.35.ØLR omtalt under afsnit E.A.4.3.1.

Afgrænsning, selvstændigt erhvervsdrivende eller hobbyvirksomhed

Det er vigtigt at foretage en afgrænsning mellem selvstændig erhvervsvirksomhed og hobbyvirksomhed, fordi hobbyudøveren ikke er bidragspligtig efter AMBL.

Der er ikke med AMBL § 2, stk. 1, nr. 2, tilsigtet nogen ændring i hidtidig praksis om hobbyvirksomhed, hvorefter overskud af hobbyvirksomhed ikke medregnes til bidragsgrundlaget.

Ved hobbyvirksomhed, forstås en aktivitet, der udøves med det primære formål at pleje sine personlige interesser, og hvor indkomsterhvervelsen ikke er det væsentligste motiv for virket. Som eksempler på områder, hvor der er opstået afgrænsningsspørgsmål, kan nævnes lystgårdsdrift, bådudlejning, forskellige dyrehold m.v. Der henvises til afsnit E.A.1.2.2 og de dér anførte erhvervsmomenter.