| Rejsebegrebet, ►jf. LL § 9 A, stk. 1◄►Der kan kun udbetales◄
skattefri godtgørelse
mindst 24 timer.
Hvornår, der er tale om en rejse, fremgår af LL § 9 A, stk. 1. Efter
denne bestemmelse anses en lønmodtager for at være på rejse,
- når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og
et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige
bopæl, eller
- når arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et
andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette
medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på
sin sædvanlige bopæl.
►Når der i rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1, nævnes "sædvanlig bopæl" betyder det, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne modtage en skattefri rejsegodtgørelse eller for at kunne tage fradrag for rejseudgifter til kost og/eller logi, at rejsen har påført den pågældende lønmodtager merudgifter til kost og logi, fordi lønmodtageren samtidig med rejsen afholder udgifter til en "sædvanlig bopæl". Udgifter til kost og logi er private udgifter, der normalt afholdes af alle - uafhængigt af om den enkelte har en erhvervsmæssig indkomst eller ej. Derfor anses udgifter til kost og logi kun for erhvervsmæssige, hvis der er tale om merudgifter, der påføres en lønmodtager i forbindelse med erhvervsmæssige forhold som f.eks. en erhvervsmæssig rejse. Se om driftsudgifter i forhold til private udgifter i relation til driftsomkostningsbegrebet i SL § 6, litra a, i afsnittene E.A.2.1 og A.F.1.1.2. ◄Om
rejsebegrebet i relation til fri bolig uden anden (sædvanlig) bopæl, se
TfS 1999, 235.
►Ved en konkret afgørelse af hvorvidt der foreligger en rejse, der opfylder betingelserne i LL § 9 A, stk. 1, skal det bl.a. bedømmes, om afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke muliggør, at lønmodtageren kan overnatte på sin sædvanlige bopæl, samt tilsvarende om en tjenesterejse medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin bopæl. Denne bedømmelse må ske ud fra en vurdering af den pågældende lønmodtagers ansættelses- og/eller arbejdsforhold, samt normalt under hensyntagen til afstanden mellem den pågældendes bopæl og midlertidige arbejdssted samt befordringsmulighederne på denne strækning.
◄
►Hvornår en arbejdsplads kan anses for midlertidig i relation til rejsebegrebet, må ligeledes afgøres konkret ud fra en vurdering af den pågældende lønmodtagers ansættelses- og/eller arbejdsforhold.
◄Om
fortolkning af rejsebegrebet, se TfS 1999, 97 og 668 (varighed
på mindst 1 døgn).
et udstationeringssted antager karakter
af fast arbejdssted,
se TfS 1999, 94.
►En lønmodtagers udgifter ved rejse kan skattemæssigt behandles på tre forskellige måder, hvoraf kun én måde kan vælges:
◄
- ►arbejdsgiveren kan yde skattefri godtgørelse pr. døgn til dækning af lønmodtagerens kost- og/eller logiudgifter, se nærmere nedenfor i dette afsnit samt i A.B.1.7.1.2.1 og A.B.1.7.1.2.2, eller◄
- ►arbejdsgiveren kan refundere lønmodtagerens rejseudgifter efter reglerne om udlæg efter regning og herudover yde en skattefri godtgørelse på op til 25 pct. af kostsatsen til udokumenterede småfornødenheder, se nedenfor i dette afsnit om udlæg efter regning og i A.B.1.7.1.2.1 om 25 pct.-godtgørelse, eller◄
- ►lønmodtageren kan foretage fradrag enten med de i ligningsloven/af Ligningsrådet fastsatte godtgørelsessatser eller med de dokumenterede, faktiske erhvervsmæssige udgifter, se i afsnit A.F.1.1.◄
►"Éndagsrejser"◄Da skattefri rejsegodtgørelse kun kan udbetales for rejser med overnatning og af en varighed på et døgn, kan der ikke udbetales nogen form for rejsegodtgørelse (kost-, 25pct.- eller logigodtgørelse) for en "éndagsrejse".
Arbejdsgiveren kan derfor kun dække lønmodtagerens udgifter til kost og
logi på en éndagsrejse som udlæg efter regning - herunder ved at
stille fri kost og logi til rådighed for lønmodtageren. Om fradrag for
udgifter på "éndagsrejser, se afsnit A.F.1.1.
, jf. LL § 9 A, stk. 10, 1. pkt.:
- ►personer, som er registrerede som erhvervsfiskere og derfor kan anvende reglerne i LL § 9 G,◄
- ►personer, som arbejder på D.I.S.-skibe og derfor kan anvende reglerne i LL § 33 C,◄
- ►personer, som kan anvende reglerne i sømandsfradragsloven,◄
- ►personer, som får diverse tillæg og lignende ydelse, fordi de er udsendt af den danske stat, jf. LL § 7, litra r, og◄
- ►personer, som får skattefri godtgørelser under deres uddannelse mv. efter reglerne i LL § 31, stk. 4.◄
►Ved lov nr. 1300 af 20. december 2000 om ændring af ligningsloven er bl.a. LL § 9 A, stk. 10 ændret vedrørende registrerede erhvervsfiskere. Fra og med 1. januar 2001 er det kun de regisrerede erhvervsfiskere, der for et indkomstår har foretaget fradrag efter LL § 9 G, der ikke kan anvende reglerne i LL § 9 A, stk. 1 - 8.
F.s.v. angår de lønmodtagergrupper, som arbejder ombord på skibe,
bemærkes, at et arbejdssted anses for midlertidigt, såfremt det flyttes
i takt med arbejdets udførelse. Se om personer, som ikke rammes af 12 måneders-reglen,
i afsnit A.B.1.7.1.2.1. Derfor vil lønmodtagere,
som arbejder ombord på skibe, kunne anvende standardsatserne i § 9 A,
stk. 2 - 4, når de ikke kan anvende de ovennævnte særlige skatteordninger.
Hvis de modtager fri kost ombord, vil de kunne få en skattefri godtgørelse
på 25 pct. af døgnsaten for kost og småfornødenheder (restbeløbet
efter reduktion af godtgørelsessatsen med værdien af fri kost). Ansatte,
som gør tjeneste ombord på skibe, kan dog ikke anvende logisatsen, jf.
§ 9A, stk. 2, nr. 4.
Ingen beskatning af værdi af fri kost på et midlertidigt arbejdssted, jf. LL § 16, stk.11◄Værdien
af sparet hjemmeforbrug til kost er skattefri, når lønmodtageren får
fri kost eller får kosten dækket efter regning af arbejdsgiveren i forbindelse
med arbejde på et midlertidigt arbejdssted, jf. LL § 16, stk. 11.
Bestemmelsen omfatter både fri kost o. lign. på rejser, der er omfattet
af rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1, og fri kost o. lign. på midlertidige
arbejdssteder, der ikke er omfattet af LL § 9 A, stk. 1, f. eks. "éndagsrejser".
Endvidere kan de persongrupper, som ikke kan være omfattet af LL § 9 A,
stk. 1, jf. LL § 9 A, stk. 10, og som derfor ikke kan være på rejse,
være omfattet af bestemmelsen i LL § 16, stk. 11. Dette er en følge
af, at det ikke er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at lønmodtageren
er på rejse, men alene at lønmodtageren arbejder på et midlertidigt
arbejdssted. Begrebet "midlertidigt arbejdssted" i LL § 16, stk.
11 fortolkes på samme måde som i LL § 9 A, stk. 1. Se herom først
i dette afsnit.
Om beskatning af værdi af fri kost til ansatte på bore- eller produktionsplatforme,
se TfS 2000, 863 og 898.
Skattefriheden for værdien af fri kost på et midlertidigt arbejdssted
gælder også for bestyrelsesmedlemmer og lign.
Personer, som arbejder på en fast/varig arbejdsplads, og som får fri kost
af deres arbejdsgiver, er ikke omfattet af LL § 16, stk. 11. Spørgsmålet
om beskatningen af sparet hjemmeforbrug vil i sådanne tilfælde afhænge
af skattelovgivningens øvrige regler, se afsnit A.B.1.9.11.
►Godtgørelse for erhvervsmæssige rejseudgifter◄Skattefri rejsegodtgørelse
udbetales med standardsatser pr. døgn fastsat i ligningsloven/af Ligningsrådet
til dækning af merudgifter til kost, småfornødenheder og logi, som
lønmodtageren har afholdt på en erhvervsmæssig rejse med overnatning.
Om godtgørelse for merudgifter til kost og småfornødenheder - "kostgodtgørelse"
- se A.B.1.7.1.2.1. Om godtgørelse
for merudgifter til logi - "logigodtgørelse" - se A.B.1.7.1.2.2.
Rejsegodtgørelse,
der udbetales efter ►ligningslovens◄ regler, kan udbetales
,
forudsat at godtgørelsen udbetales på grundlag af det faktiske antal rejsedage►, jf. bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, se TfS 2000, 308◄.
Beløb, der udbetales som skattefri rejsegodtgørelse, skal ikke dække
lønmodtagerens udgifter til befordring. Befordringsudgifterne forudsættes
dækket direkte af arbejdsgiveren som »udlæg efter regning« eller
ved udbetaling af godtgørelse for benyttelse af egen bil/motorcykel til erhvervsmæssig
kørsel, jf. A.B.1.7.1.1. Bemærk
dog, at befordringsudgifter ved benyttelse af egen bil/motorcykel ikke kan dækkes
som udlæg efter regning, se A.B.1.7.1.
Det påhviler arbejdsgiveren at sikre, at der ikke udbetales skattefri godtgørelse
til personer, som ikke opfylder betingelserne, ►jf. A.B.1.7.1◄.
Såfremt der udbetales godtgørelse
ikke opfylder betingelserne for at modtage skattefri godtgørelse, bliver den
pågældende skattepligtig
af ydelsen. Det udbetalte beløb beskattes i så fald som personlig indkomst
hos lønmodtageren. Om lønmodtagerens fradragsmuligheder i denne situation,
se A.F.1.1.1.2 og A.F.1.1.2.
- originale
(eksterne) bilag, der herefter indgår i arbejdsgiverens regnskabsmateriale,
eller
- ►lønmodtageren betaler med arbejdsgiverens penge i form af et "rejseforskud", og lønmodtageren ved den endelige afregning med arbejdsgiveren afleverer de originale udgiftsbilag til denne, eller ◄
- arbejdsgiveren afholder udgifterne direkte,
er beløbet ikke skattepligtig indkomst
for lønmodtageren.
udgifterne
afholdt
som "udlæg efter regning". ►Det er dog en betingelse herfor, at udgiftsbilagene ikke vedrører lønmodtagerens privatudgifter. Såfremt en del af bilaget vedrører privatudgifter, beskattes lønmodtageren af denne del af den samlede udgift. Se også om udlæg efter regning i A.B.1.7.2.
◄Arbejdsgiveren
kan ikke dække udgifter som udlæg efter regning mod en tilsvarende reduktion
af lønmodtagerens løn.
Der kan ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse
eller foretages fradrag med godtgørelsessatserne, når rejseudgifterne
er dækket helt eller delvist af arbejdsgiveren efter regning eller afholdt
direkte af denne som fri kost og/eller frit logi►, se nedenfor om valg af samme dækningsprincip. Der kan dog udbetales 25 pct.-godtgørelse samtidig med, at kostudgifterne dækkes som udlæg efter regning, jf. A.B.1.7.1.2.
◄
►Begrænset skattepligtige◄Skattefri rejsegodtgørelse kan udbetales til såvel fuldt skattepligtige som begrænset skattepligtige under forudsætning af, at betingelserne i LL § 9 A i øvrigt er opfyldt, jf. TfS 2000, 897.
|