| Reglerne om domstolsprøvelse af en afgørelse truffet af en skatte-, afgifts-
eller toldmyndighed findes i SSL §§
31-33. Bestemmelsen omfatter alle typer afgørelser under forudsætning
af, at der er tale om en endelig administrativ afgørelse, jf. nedenfor.
Kun endelige administrative afgørelser Efter SSL § 31, stk. 1 er
udgangspunktet for borgerne/virksomhederne, at en administrativ afgørelse først
kan indbringes for domstolene, når der foreligger en endelig administrativ
afgørelse. Der foreligger en endelig administrativ afgørelse, når
den øverste klageinstans på området (det kan være et skatteankenævn,
Landsskatteretten, Ligningsrådet, Told- og Skattestyrelsen eller en told- og
skatteregion) har fået spørgsmålet forelagt til prøvelse, og
denne klageinstans enten har afgjort spørgsmålet eller har afvist at behandle
spørgsmålet.
I TfS 1999, 577 VLD afviste Vestre Landsret et spørgsmål, der ikke havde
været påkendt eller afvist ved Landsskatteretten, da der ikke var en sådan
sammenhæng til det påklagede spørgsmål, at der var grundlag
for at fravige SSL § 31, stk. 1. Se også TfS 1998, 72 ØLD om samme
problemstilling. Af TfS 1999, 198 ØLD følger dog, at et anmeldt skattekrav
i et konkursbo kan prøves, selv om administrativ rekurs ikke har været
forsøgt. TfS 1997, 740 ØLK fik samme udfald, men kendelsen er mindre vidtgående,
dels fordi skatteansættelsen var under klagebehandling i Landsskatteretten
på tidspunktet for skifterettens prøvelse, og dels fordi prøvelsen
skete i forbindelse med stillingtagen til afsigelse af konkursdekret. I TfS 1998,
204 VLD kunne der tages stilling til en ansættelse af selskabsskat i en sag
om erstatning for tabt selskabsskat, selvom administrativ rekurs ikke havde været
forsøgt vedrørende ansættelsen af selskabet. Kendelsen i TfS 2000,
638 ØLK går i modsatte retning, idet skyldneren ikke fik medhold i, at
de rejste skattekrav, som ikke var behandlet i det skatteretlige system, skulle
efterprøves af skifteretten for at kunne danne grundlag for konkurs.
Borgerens/virksomhedens inddragelse af nye spørgsmål Udgangspunktet
i SSL § 31, stk. 1, 1. punktum om, at der skal være tale om endelige administrative
afgørelser, fraviges i SSL § 31, stk. 1, 2. punktum, hvorefter retten
kan tillade, at borgeren/virksomheden inddrager et nyt spørgsmål under
retssagen, selvom spørgsmålet ikke har været prøvet i det administrative
system.
Det er en betingelse, at det må anses for undskyldeligt, at borgeren/virksomheden
ikke tidligere har inddraget spørgsmålet i det administrative system,
eller at der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre
et uforholdsmæssigt retstab for borgeren/virksomheden. Det er endvidere en
betingelse, at det nye spørgsmål har en klar sammenhæng med det spørgsmål,
som har givet grundlag for retssagen.
For at opfylde dette krav er det efter forarbejderne til SSL § 31 en betingelse,
at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det spørgsmål,
som retssagen er baseret på, har en sådan sammenhæng med de faktiske
omstændigheder, der ligger til grund for det nye spørgsmål, der ønskes
inddraget, at princippet om en forudgående udnyttelse af den administrative
rekurs ikke hermed fraviges i en sådan grad, at der foreligger en ny sag.
Det er forudsat i forarbejderne, at en borger/virksomhed, for så vidt angår
spørgsmål om skat, kan få tilladelse til at inddrage såvel spørgsmål
vedrørende samme indkomstår som det, retssagen er anlagt om, som spørgsmål
vedrørende andre indkomstår, hvis der i øvrigt er den fornødne
sammenhæng mellem det nye spørgsmål og det spørgsmål, retssagen
er baseret på.
Det er i alle tilfælde retten, der afgør, om borgeren/virksomheden skal
kunne inddrage nye spørgsmål under retssagen.
Bestemmelsen regulerer alene adgangen til at inddrage nye spørgsmål under
en retssag. Adgangen til at fremsætte nye påstande eller anbringender
under en retssag er reguleret i retsplejeloven.
Skatteministeriets inddragelse af nye spørgsmål SSL § 31,
stk. 1 og § 32 er ikke til hinder for, at Skatteministeriet kan få en
påstand, der indeholder spørgsmål, som ikke har været behandlet
af Landsskatterettten, påkendt af landsretten, jf. TfS 1995, 333 VLD og TfS
1996, 448 HD. Denne adgang gøres der i praksis kun undtagelsesvist brug af,
og kun såfremt principielle grunde taler derfor, jf. TfS 1997, 737 DEP. I øvrigt
sætter forældelsesreglerne en grænse for, hvad der fra skattemyndighedernes
side kan inddrages i en verserende retssag.
Overspringelsesfrist Udgangspunktet i SSL § 31, stk. 1 om, at der skal
være tale om endelige administrative afgørelser, fraviges endvidere i
SSL § 31, stk. 2, hvorefter en borger/virksomhed altid kan indbringe en sag
for domstolene 6 måneder efter, at sagen er påklaget til den endelige
administrative instans på området, selv om den endelige administrative
instans ikke har truffet afgørelse i sagen.
Borgernes frist for indbringelse Efter SSL § 31, stk. 3 skal en borger/virksomhed,
der ønsker domstolsprøvelse, indbringe sagen for domstolene senest 3 måneder
efter, at den endelige administrative instans enten har afgjort klagen eller har
afvist at behandle klagen. Fristen regnes fra afgørelsens datering, jf. TfS
1999, 211 HD og TfS 1998, 310 ØLD, og fristen udløber ved rettens kontortids
ophør, jf. TfS 1999, 364 ØLD. Det er modtagelsen i retten, der er det
afgørende tidspunkt, og det er borgeren/virksomheden, der bærer risikoen
for, at sagen anlægges rettidigt, jf. TfS 1999, 102 VLD. Fristen forlænges
ikke, selv om den udløber på en helligdag, jf. TfS 1996, 868 HD, TfS 1997,
5 VLD, TfS 1997, 41 VLD. Fristen forlænges som udgangspunkt heller ikke, hvis
en rettidig stævning indsendes til det forkerte sted, og først når
frem til retten efter udløbet af fristen, jf. TfS 1998, 591 HD. Se dog TfS
1999, 209 HD hvor stævning fremsendt til Østre Landsret i en sag, hvor
Vestre Landsret var rette værneting, fandtes anlagt ved indleveringen af stævning
til Østre Landsret. Fristen kan fraviges, hvis der inden 3-månedersfristens
udløb er indgivet en begrundet anmodning om fristforlængelse til departementet,
jf. TfS 1994, 645 DEP. Hvis borgeren/virksomheden har opnået fristforlængelse,
skal borgeren/virksomheden anlægge sag inden udløbet af den meddelte yderligere
frist, da sagen ellers vil blive afvist, jf. TfS 2000, 247 ØLD.
Skatteministeriets frist for indbringelse Efter SSL § 32 kan Skatteministeriet
indbringe Landsskatterettens kendelser for domstolene indenfor en frist på
3 måneder fra kendelsens afsigelse.
Konsekvenser af fristoverskridelse Hvis fristen for sagsanlæg er overskredet,
nedlægger Skatteministeriet konsekvent påstand om afvisning af sagen,
og domstolene følger altid en sådan påstand, jf. fx TfS 1999, 102
VLD. Hvis Skatteministeriet undtagelsesvist ikke nedlægger afvisningspåstand,
vil en domstol normalt ikke af sig selv afvise sagen på grund af fristoverskridelsen.
Forhandlingsprincippet For domstolenes behandling af skatte-, told- og afgiftssager
gælder forhandlingsprincippet. Det betyder, at sagens parter selv skal komme
med alle relevante oplysninger, og at retten ikke må gå ud over parternes
påstande og anbringender ved afgørelsen, jf. retsplejelovens § 338.
Udgangspunktet ved domstolene er, at der sker efterprøvelse af såvel sagens
materielle indhold som sagens formalitet. Problemer omkring domstolenes efterprøvelse
af værdiskøn skulle være løst ved indførelsen af reglerne
om syn og skøn under Landsskatterettens behandling af sagen.
Ved domstolene vil der altid kunne ske prøvelse af, hvorvidt uskrevne retsgrundsætninger,
eksempelvis den almindelige lighedsgrundsætning, er tilsidesat ved myndighedernes
sagsbehandling.
Værneting Efter SSL § 33 anlægges sager om skatte-, told-
eller afgiftsspørgsmål ved landsretten i 1. instans. Sagen anlægges
ved den landsret, i hvis kreds borgeren/virksomheden har hjemting (bopæl) ved
sagens anlæg.
Sager, der vedrører dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret,
som boet hører under, ligger.
Sager, der vedrører gaveafgift, anlægges i den kreds, hvori den told-
og skatteregion, hvortil gaveanmeldelse skal indgives, ligger.
Sager der anlægges efter stempelafgiftsloven og lov om afgift af tinglysning
og registrering af ejer- og panterettigheder mv. anlægges ved den landsret,
i hvis kreds tinglysning eller registrering er sket. Dog skal sager om rettigheder
over fast ejendom anlægges i den kreds, hvor ejendommen ligger, jf. SSL §
33, stk. 1, sidste punktum og retsplejelovens § 241. Ifølge SSL §
33, stk. 2, sidste punktum og retsplejelovens § 245, stk. 1 kan parterne aftale
ved hvilken af flere ligeartede retter, sagen skal anlægges.
Hvis borgeren/virksomheden ikke har hjemting her i landet anlægges sagen ved
Østre Landsret, jf. SSL § 33, stk. 3. Dog skal sager om rettigheder over
fast ejendom anlægges i den kreds, hvor ejendommen ligger, jf. SSL § 33,
stk. 3 og retsplejelovens § 241.
Ifølge SSL § 33, stk. 3 og retsplejelovens § 245, stk. 1 kan parterne
aftale ved hvilken af flere ligeartede retter, sagen skal anlægges.
Anke af domstolsafgørelser Da der er tale om sagsanlæg i 1. instans
ved landsretten, kan både borgeren/virksomheden og Skatteministeriet anke landsrettens
dom til Højesteret i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens §
368, stk. 3. Ankefristen er 8 uger regnet fra afsigelsen af landsrettens dom, jf.
retsplejelovens § 372, stk. 1.
Henstand ved klage En klager kan anmode om henstand med betaling af den del
af en skat, arbejdsmarkedsbidrag, told, moms eller afgift, som en domstolsprøvelse
vedrører. Der henvises til beskrivelsen i afsnit J.
|