åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "I. Domstolsprøvelse" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.
Reglerne om domstolsprøvelse af en afgørelse truffet af en skatte-, afgifts- eller toldmyndighed findes i SSL §§ 31-33. Bestemmelsen omfatter alle typer afgørelser under forudsætning af, at der er tale om en endelig administrativ afgørelse, jf. nedenfor.
Kun endelige administrative afgørelser Efter SSL § 31, stk. 1 er udgangspunktet for borgerne/virksomhederne, at en administrativ afgørelse først kan indbringes for domstolene, når der foreligger en endelig administrativ afgørelse. Der foreligger en endelig administrativ afgørelse, når den øverste klageinstans på området (det kan være et skatteankenævn, Landsskatteretten, Ligningsrådet, Told- og Skattestyrelsen eller en told- og skatteregion) har fået spørgsmålet forelagt til prøvelse, og denne klageinstans enten har afgjort spørgsmålet eller har afvist at behandle spørgsmålet.
I TfS 1999, 577 VLD afviste Vestre Landsret et spørgsmål, der ikke havde været påkendt eller afvist ved Landsskatteretten, da der ikke var en sådan sammenhæng til det påklagede spørgsmål, at der var grundlag for at fravige SSL § 31, stk. 1. Se også TfS 1998, 72 ØLD om samme problemstilling. Af TfS 1999, 198 ØLD følger dog, at et anmeldt skattekrav i et konkursbo kan prøves, selv om administrativ rekurs ikke har været forsøgt. TfS 1997, 740 ØLK fik samme udfald, men kendelsen er mindre vidtgående, dels fordi skatteansættelsen var under klagebehandling i Landsskatteretten på tidspunktet for skifterettens prøvelse, og dels fordi prøvelsen skete i forbindelse med stillingtagen til afsigelse af konkursdekret. I TfS 1998, 204 VLD kunne der tages stilling til en ansættelse af selskabsskat i en sag om erstatning for tabt selskabsskat, selvom administrativ rekurs ikke havde været forsøgt vedrørende ansættelsen af selskabet. Kendelsen i TfS 2000, 638 ØLK går i modsatte retning, idet skyldneren ikke fik medhold i, at de rejste skattekrav, som ikke var behandlet i det skatteretlige system, skulle efterprøves af skifteretten for at kunne danne grundlag for konkurs.
Borgerens/virksomhedens inddragelse af nye spørgsmål Udgangspunktet i SSL § 31, stk. 1, 1. punktum om, at der skal være tale om endelige administrative afgørelser, fraviges i SSL § 31, stk. 1, 2. punktum, hvorefter retten kan tillade, at borgeren/virksomheden inddrager et nyt spørgsmål under retssagen, selvom spørgsmålet ikke har været prøvet i det administrative system.
Det er en betingelse, at det må anses for undskyldeligt, at borgeren/virksomheden ikke tidligere har inddraget spørgsmålet i det administrative system, eller at der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for borgeren/virksomheden. Det er endvidere en betingelse, at det nye spørgsmål har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen.
For at opfylde dette krav er det efter forarbejderne til SSL § 31 en betingelse, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det spørgsmål, som retssagen er baseret på, har en sådan sammenhæng med de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det nye spørgsmål, der ønskes inddraget, at princippet om en forudgående udnyttelse af den administrative rekurs ikke hermed fraviges i en sådan grad, at der foreligger en ny sag.
Det er forudsat i forarbejderne, at en borger/virksomhed, for så vidt angår spørgsmål om skat, kan få tilladelse til at inddrage såvel spørgsmål vedrørende samme indkomstår som det, retssagen er anlagt om, som spørgsmål vedrørende andre indkomstår, hvis der i øvrigt er den fornødne sammenhæng mellem det nye spørgsmål og det spørgsmål, retssagen er baseret på.
Det er i alle tilfælde retten, der afgør, om borgeren/virksomheden skal kunne inddrage nye spørgsmål under retssagen.
Bestemmelsen regulerer alene adgangen til at inddrage nye spørgsmål under en retssag. Adgangen til at fremsætte nye påstande eller anbringender under en retssag er reguleret i retsplejeloven.
Skatteministeriets inddragelse af nye spørgsmål SSL § 31, stk. 1 og § 32 er ikke til hinder for, at Skatteministeriet kan få en påstand, der indeholder spørgsmål, som ikke har været behandlet af Landsskatterettten, påkendt af landsretten, jf. TfS 1995, 333 VLD og TfS 1996, 448 HD. Denne adgang gøres der i praksis kun undtagelsesvist brug af, og kun såfremt principielle grunde taler derfor, jf. TfS 1997, 737 DEP. I øvrigt sætter forældelsesreglerne en grænse for, hvad der fra skattemyndighedernes side kan inddrages i en verserende retssag.
Overspringelsesfrist Udgangspunktet i SSL § 31, stk. 1 om, at der skal være tale om endelige administrative afgørelser, fraviges endvidere i SSL § 31, stk. 2, hvorefter en borger/virksomhed altid kan indbringe en sag for domstolene 6 måneder efter, at sagen er påklaget til den endelige administrative instans på området, selv om den endelige administrative instans ikke har truffet afgørelse i sagen.
Borgernes frist for indbringelse Efter SSL § 31, stk. 3 skal en borger/virksomhed, der ønsker domstolsprøvelse, indbringe sagen for domstolene senest 3 måneder efter, at den endelige administrative instans enten har afgjort klagen eller har afvist at behandle klagen. Fristen regnes fra afgørelsens datering, jf. TfS 1999, 211 HD og TfS 1998, 310 ØLD, og fristen udløber ved rettens kontortids ophør, jf. TfS 1999, 364 ØLD. Det er modtagelsen i retten, der er det afgørende tidspunkt, og det er borgeren/virksomheden, der bærer risikoen for, at sagen anlægges rettidigt, jf. TfS 1999, 102 VLD. Fristen forlænges ikke, selv om den udløber på en helligdag, jf. TfS 1996, 868 HD, TfS 1997, 5 VLD, TfS 1997, 41 VLD. Fristen forlænges som udgangspunkt heller ikke, hvis en rettidig stævning indsendes til det forkerte sted, og først når frem til retten efter udløbet af fristen, jf. TfS 1998, 591 HD. Se dog TfS 1999, 209 HD hvor stævning fremsendt til Østre Landsret i en sag, hvor Vestre Landsret var rette værneting, fandtes anlagt ved indleveringen af stævning til Østre Landsret. Fristen kan fraviges, hvis der inden 3-månedersfristens udløb er indgivet en begrundet anmodning om fristforlængelse til departementet, jf. TfS 1994, 645 DEP. Hvis borgeren/virksomheden har opnået fristforlængelse, skal borgeren/virksomheden anlægge sag inden udløbet af den meddelte yderligere frist, da sagen ellers vil blive afvist, jf. TfS 2000, 247 ØLD.
Skatteministeriets frist for indbringelse Efter SSL § 32 kan Skatteministeriet indbringe Landsskatterettens kendelser for domstolene indenfor en frist på 3 måneder fra kendelsens afsigelse.
Konsekvenser af fristoverskridelse Hvis fristen for sagsanlæg er overskredet, nedlægger Skatteministeriet konsekvent påstand om afvisning af sagen, og domstolene følger altid en sådan påstand, jf. fx TfS 1999, 102 VLD. Hvis Skatteministeriet undtagelsesvist ikke nedlægger afvisningspåstand, vil en domstol normalt ikke af sig selv afvise sagen på grund af fristoverskridelsen.
Forhandlingsprincippet For domstolenes behandling af skatte-, told- og afgiftssager gælder forhandlingsprincippet. Det betyder, at sagens parter selv skal komme med alle relevante oplysninger, og at retten ikke må gå ud over parternes påstande og anbringender ved afgørelsen, jf. retsplejelovens § 338.
Udgangspunktet ved domstolene er, at der sker efterprøvelse af såvel sagens materielle indhold som sagens formalitet. Problemer omkring domstolenes efterprøvelse af værdiskøn skulle være løst ved indførelsen af reglerne om syn og skøn under Landsskatterettens behandling af sagen.
Ved domstolene vil der altid kunne ske prøvelse af, hvorvidt uskrevne retsgrundsætninger, eksempelvis den almindelige lighedsgrundsætning, er tilsidesat ved myndighedernes sagsbehandling.
Værneting Efter SSL § 33 anlægges sager om skatte-, told- eller afgiftsspørgsmål ved landsretten i 1. instans. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds borgeren/virksomheden har hjemting (bopæl) ved sagens anlæg.
Sager, der vedrører dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret, som boet hører under, ligger.
Sager, der vedrører gaveafgift, anlægges i den kreds, hvori den told- og skatteregion, hvortil gaveanmeldelse skal indgives, ligger.
Sager der anlægges efter stempelafgiftsloven og lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv. anlægges ved den landsret, i hvis kreds tinglysning eller registrering er sket. Dog skal sager om rettigheder over fast ejendom anlægges i den kreds, hvor ejendommen ligger, jf. SSL § 33, stk. 1, sidste punktum og retsplejelovens § 241. Ifølge SSL § 33, stk. 2, sidste punktum og retsplejelovens § 245, stk. 1 kan parterne aftale ved hvilken af flere ligeartede retter, sagen skal anlægges.
Hvis borgeren/virksomheden ikke har hjemting her i landet anlægges sagen ved Østre Landsret, jf. SSL § 33, stk. 3. Dog skal sager om rettigheder over fast ejendom anlægges i den kreds, hvor ejendommen ligger, jf. SSL § 33, stk. 3 og retsplejelovens § 241.
Ifølge SSL § 33, stk. 3 og retsplejelovens § 245, stk. 1 kan parterne aftale ved hvilken af flere ligeartede retter, sagen skal anlægges.
Anke af domstolsafgørelser Da der er tale om sagsanlæg i 1. instans ved landsretten, kan både borgeren/virksomheden og Skatteministeriet anke landsrettens dom til Højesteret i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 368, stk. 3. Ankefristen er 8 uger regnet fra afsigelsen af landsrettens dom, jf. retsplejelovens § 372, stk. 1.
Henstand ved klage En klager kan anmode om henstand med betaling af den del af en skat, arbejdsmarkedsbidrag, told, moms eller afgift, som en domstolsprøvelse vedrører. Der henvises til beskrivelsen i afsnit J.